Også det tyske telekommunikationsmarked er blevet liberaliseret:
"De internationale telefon- og multimediemarkeder fritages fra d. 5. februar mærkbart for hindringer og omkostnings-givende indflydelse. De 132 medlemsstater i verdenshandelsorganisationen (WTO) blev mandag i Genève enige om, at de på denne dag endegyldigt skulle iværksætte den verdensomspændende liberalisering, som blev vedtaget i februar 1997. Eksperter forventer, at følgen vil blive faldende priser for kunderne. Aftalen forudser en omfattende åbning af markedet og ligestilling af inden- og udenlandske telefonselskaber. Monopoler skal afskaffes, på linie med konkurrencebegrænsninger som for eksempel opskruede gebyrer. Økonomiminister Günter Rexrodt hilste afgørelsen velkommen. Den åbnede nye markedschancer for tyske virksomheder på hidtil lukkede udenlandske markeder. Omvendt opnåede udenlandske udbydere nye rettigheder i Europa. 'Den dermed forstærkede konkurrence vil komme de tyske forbrugere til gode via et bedre udvalg af telekommunikationsydelser og mere fordelagtige priser.'" (Süddeutsche Zeitung, 27.1.98)
Herligt!, tænker læserne, så kommer der da endelig noget godt ud af den kedelige globalisering. Måske spiller tanken om de dyre og arrogante monopolforetagender også ind, når der generelt håbes på billigere telefonregninger.
Endelig sænker Telekom rent faktisk sine gebyrer i marts med 4,5 % , halvdelen af den sidste forhøjelse fra begyndelsen af 1996. Men "man skal være blandt dem, der telefonerer virkeligt meget, hvis man i det hele taget skal opnå en prisfordel." (Computer&Co, 1/98). Hvis man har mange udlandssamtaler, kan man imidlertid nu ovenikøbet prutte med Telekom-selskaberne. Men her tænkes der ikke på gæstearbejdere fra Pakistan eller på folk med en bedstemor i Amerika, for mængderabatten bliver først rigtigt interessant for telefonregninger på den anden side af DM 500,- (ca. kr. 2.000,-) om måneden.
Ellers sker der i første omgang det, at oplysningstjenesten bliver dyrere. De nye konkurrenter havde klaget over, at de gamle gebyrer på kr. 2,40 blev subventioneret. Derfor koster den samme tjeneste nu kr. 7,20. Man kan også glemme det vante nummer til oplysningen. Det bliver taget ud af brug. Til gengæld er der dusinvis af nye. Med det ændrede prisniveau kan det nemlig også betale sig for andre firmaer at tilbyde denne service.
På den måde bliver det hele enklere: I stedet for normal- og billigtakst havde Telekom allerede i 1996 indført forskellige takster i løbet af dagen og fire afstandszoner alene i Tyskland. I weekenden er der naturligvis andre regler. Nu er der seks tidstakster om dagen, men kun to afstandszoner ved indenrigssamtaler uden for det lokale net.
Konkurrenterne vil derfor gøre det hele meget mere overskueligt. Desværre er der dusinvis af dem, som desuden har i sinde at ændre deres takster ca. hver anden måned. Som "least-cost-router" bør man derfor ofre penge på en computer, der automatisk vælger den billigste udbyder for hvert opkald og dermed sparer penge hver gang. Desværre koster sådan et apparat flere tusind kroner, og den nødvendige opdatering af data er heller ikke gratis.
Så den eneste mulighed er den individuelle tilbudsjagt, selv om det så er nødvendigt at foretage nye sammenligninger af taksterne hver måned. Forbrugeroplysningen tilbyder "infotips" for 30 kr. Man kan abonnere på fagtidsskrifter såsom Connect, OnlineISDN, Focus eller Wirtschaftswoche eller søge den respektivt billigste udbyder på deres internetsider. De par D-Mark kan man så spare på en længere samtale til Sydney. Hvis man er så uheldig, at man ikke har nogen australske bekendte eller slægtninge kan man jo så checke frk. klokken i New Zealand, eller høre om de film, der er aktuelle i biograferne i Tokyo - på japansk.
For man lærer under alle omstændigheder en masse herlige nye ord. Man får nemlig lov til at vælge, om man kun vil ringe en gang imellem via en af de konkurrerende udbydere: Det kaldes call-by-call - så skal man vælge det femcifrede forvalgsnummer på det respektive telefonselskab (netforbindelses-udbyderkendetallet) og derefter det sædvanlige telefonnummer. Eller man kan skifte selskab for hver langdistancesamtale: Betegnelsen er så pre-selection - her er det computeren hos det firma, der driver det lokale net, der foretager valget; naturligvis først efter skriftlig tilmelding til det nye Telecom-selskab.
Det er naturligvis heller ikke gratis. Ifølge Telekoms seneste forslag til de regulerende myndigheder "skal vedvarende skifte til et konkurrerende firma på langdistanceområdet ('pre-selection') og bibeholdelse af det gamle nummer hver gang koste respektive kr. 160,- plus moms." (Neue Zürcher Zeitung, 28.1.98) De nye udbydere har allerede fra mobiltelefonmarkedet erfaring med at binde kunderne til sig ved hjælp af længere løbende kontrakter og mindste-omsætning pr. måned, som de indfører som en forudsætning for besparelserne. Og naturligvis indkasserer Telekom fra konkurrenterne via Interconnection-taksterne, som derfor også er ret omstridte.
Et calling-card kan også spare omkostninger. Så skal man via sit kreditkort fylde sin kortkonto, når kontrakten er indgået, og så kan man efter at have indtastet kortnummeret og et hemmeligt tal ringe til udlandet via en af de billige udbydere af teletjenester. Det minimerer risikoen for udfald og giver rentefordele - til udbyderen. Målgruppen af her bosiddende tyrkere er imidlertid ikke tilbøjelige til at bide på krogen. "Mange har hverken kreditkort eller særlig stor lyst til at betale gebyrerne på forskud" (SZ, 27.12.97), indrømmer forretningsføreren.
Måske skulle man derfor alligevel hellere udnytte omkostningfordelen ved call-back. Så skal man ringe til et nummer i Amerika eller et af de populære (= gratis) 0130-numre (som med internationaliseringen også er ved at blive ændret til 0800). Dér bliver man gratis identificeret, så man kan blive ringet op af en computer, som man kan meddele det telefonnummer, som var det, som man egentlig ønskede at ringe til. Og så kan man telefonere!
Trods alt får man nu gratis en liste over de enkelte ydelser leveret med de forskellige regninger. Den skal "anføre betalingsposterne så detaljeret, at det er muligt at afprøve og kontrollere betalingen for de enkelte serviceydelser." (TKV, § 14). Det forudser den nyligt omstrukturerede telekommunikationskunde-beskyttelsesforordning. Åbenbart er der nu brug for sådan noget.
For Telekom hvis T-aktie er faldet fra et maksimum på over 175 kr. i midten af juli 1997 til under 120 kr. og hvis overskud kun lige rækker til den lovede udbetaling af dividender, er nødt til at foretage sig noget for sin shareholder-value. Trods børsnoteringen er selskabets gæld stadig højere end dets årsomsætning. Telekoms bestyrelsesformand Herbert May vidste allerede i begyndelsen af 96, "at vi ikke længere er et statsforetagende men en helt almindelig virksomhed, som er nødt til at tage hensyn til de økonomiske principper."
Sår der er fordele for kunderne, er der endelig også ulemper for virksomhederne. For eksempel vakler taburetten under et bestyrelsesmedlem inden for energisektoren, hvor der ligeledes skal dereguleres. Insidere bebrejder RWE-direktøren, at "koncernen har forberedt sig dårligt på liberaliseringen af markedet for elektricitet og ikke har noget overbevisende koncept for ekspansionen på udenlandske energimarkeder." (Spiegel, 4/98) Så ved man da i det mindste, hvad det i virkeligheden drejer sig om på dette felt.
Oversat fra
tidsskriftet Gegenstandpunkt 1/98 (marts)
Tel: (0049) 89 272 16 04
Fax: (0049) 89 272 16 05