Han har nemlig snydt den frie verden for en regulær juridisk afregning med en i enhver henseende mønstergyldig systemfjende: "Uhyret" (Bild, 18.4.98) dør simpelthen af et hjerteslag et eller andet sted i den kambodianske jungle, og ved at blive brændt unddrager han sig en sidste genetisk analyse og forhindrer på den måde den retfærdige bod for "utallige forbrydelser", som en international FN-strafferet efter anmodning fra USA skulle eksekvere over Pol Pot.
Denne form for "Vergangenheitsbewältigung", opgør med fortiden, har nemlig haft højkonjunktur, lige siden statskommunismen a la Sovjet i sine forskellige udformninger blev til fortid: Det sejrende demokratiske system, værdigt repræsenteret af sin amerikanske "supermagt" og mange ligesindede undermagter, sidder til doms over fjenden af igår, der ikke længere kan fremtvinge nogen respekt; moralsk finder fordømmelsen under alle omstændigheder sted, men om muligt også juridisk, hvis det ellers kan lade sig gøre og ser ud til at have effekt.
Hvem ville have været mere velegnet til dette formål end Pol Pot, chefen for "De Røde Khmerer", "Massemorder", "slagter" og "monster"? Hundrede tusinder af døde (på en eller anden måde vinder tallet 2 millioner frem) rejser anklagen; og på anklagebænken sidder den personificerede "kommunistiske lighedsfanatisme", ophavsmanden til "masseeksperimentet til avling af det nye menneske" (Neue Zürcher Zeitung, 18.4.98), altså den skinbarlige dødssynd mod det moderne uomtvistelige faktum, at kapitalistisk ulighed er det eneste fornuftige og at der ikke må ændres noget ved det menneske, der passer dertil.
Manden er død; og således bliver processen - desværre kun - ført virtuelt, i form af ledende artikler og kommentarer fra den frie meningspluralismes produktionssteder. De er selvfølgelig fair og afbalancerede og fortier ikke, hvis sag det egentlig var, "slagteren i Kampuchea" kæmpede for:
"USAs intervention i Kambodia muliggjorde De Røde Khmerers sejr, som blev støttet af kineserne. US-præsident Reagan brugte Pol Pot til at svække vietnameserne i Kambodia. Og FN anerkendte Pol Pots regime som den legitime repræsentant for det plagede land." (NZZ, 18.4.98)
Pol Pot - en nyttig idiot for den amerikanske krigsførelse? Ofrene for hans herredømme - blot de nødvendige omkostninger ved en strategisk kalkulation? Det var ikke lige det, man mente. Den sammenfattede lære lyder derimod som følger:
"Det grusomme rædselsherredømme forbliver usonet, moralske værdier blev underordnet magtpolitisk strategi." (smst.)
Det må man også tydeligt lægge amerikanerne til last, når man skuer tilbage. For kun denne tilbageskuende bebrejdelse gør det tilstrækkeligt klart,
- at global "magtpolitik" kun er i orden, hvis den orienterer sig efter imperativerne i den globale strafferetlige forfølgelse;
- at amerikanernes brøde består i, at de for en tid ikke var konsekvente nok, men i stedet af beregning tilkendte de forskellige kommunistiske forbrydere kvaliteter som andet end forbrydere; og
- at det nu skal være forbi med denne inkonsekvente opførsel.
Hvad kommunismen angår, så bør man ikke mere lade det kriminalistiske syn på dette system sløre af erindringen om, at selv de stater, som førte det store korstog mod kommunismen, ikke havde nogen problemer med at opretholde temmelig normale relationer til "røde regimer" ved siden af det generelle fjendskab. Dommen "kommunisme = massemord" tåler ingen relativering. På den måde slipper man også for at undre sig over, hvad der egentlig skulle have været det "kommunistiske" ved Pol Pots "massemord" - den brutale fordrivelse af den kambodianske bybefolkning til landet, ved den voldelige subsumtion af samtlige indbyggere i byerne under den kendelse, at krigsprofitmagerne sidder i byen, mens landet går i hundene - og alle dets grusomme konsekvenser. Hvis man ønsker at vide det mere nøjagtigt, skal man forestille sig det som "stenalderkommunisme". Og så skal man ikke så meget tænke på de amerikanske generaler, der eksplicit forfulgte det mål, at denne kommunismetruede region skulle "bombes tilbage til stenalderen". Man skal derimod opfatte den herlige atavisme som en helt igennem passende beskrivelse af den østasiatiske kommunisme - så passer pengene igen.
Hvad verdenspolitikken i det hele taget angår, så bliver det også i dette tilfælde tydeligt, hvordan den bør føres og bedømmes i dag: Menneskeheden bliver fodret med alle mulige skrøner om forholdet mellem politisk strategi på den ene side og en højere etik på den anden, indtil sammenblandingen af de to ting er endegyldigt banket ind. Det prøvende blik på fortiden afslører så regelmæssigt - og det er jo netop det, der gør det så pirrende - at de ansvarlige for verdenspolitikken langt fra altid retter sig efter retningslinierne for den moral, som de går så ubetinget ind for i dag. Dermed er det også klart, hvilken opgave deres politik skal lade sig lede af i fremtiden: Jo heftigere fortidens "synder" er, jo mere påtrængende er forpligtelsen til virkeligt at sørge for, at fremtidens verden virkelig også retter sig efter de moralske regler, som de har udstedt; at enhver, der ikke overholder dem, bliver stillet til regnskab; og vel at mærke på ingen måde kun symbolsk og posthumt, men for det første omgående, for det andet betingelsesløst og for det tredje naturligvis i praksis, ved hjælp af magten, der jo ene og alene har til formål at sørge for god skik og anstændighed i fælleskabet mellem folkene.