GegenStandpunkt-analyse 19. maj 2003/GegenStandpunkt 2-2003: http://www.gegenstandpunkt.com/gs/03/2/inh032.htm

"Nul Sult"

En social præsident og hans nye Brasiliens første 100 dage

I de sidste uger af det gamle år vinder den "karismatiske" socialistiske politiker og tidligere fagforeningsleder Luiz Ignácio da Silva, kaldet Lula, anden valgrunde om embedet som præsident med "overvældende 61%" af stemmerne og landet står begejstret bag ham.

"Siden militærdiktaturets afslutning har ingen præsident kunnet udløse så meget optimisme og håb blandt brasilianerne som Lula gør det for tiden. Flertallet af brasilianerne tror på, at det vil gå dem bedre under den nye præsident. Lula er jo selv opvokset i fattigdom; han er 'en af os' og dermed en, som henter de trængende ud af miseren, som giver arbejde, som giver flere penge i lønningsposen, som får børnene transporteret i skole og som ansætter flere læger." (Neue Zürcher Zeitung, 26.3.03)

Med sit "varemærke 'Fome Zero'" (Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ), 2.4.03) forstår han at gøre den fjerdedel af befolkningen, som lever i fattigdom og sult, interesseret i valget til det højeste embede og i staten. Hans hungerprojekt byder ham og alle velmenende brasilianere på en ny version af nationalstolthed, som det passer sig for et humant land: "Så længe der findes en eneste brasilianer, der sulter, er der mere end en grund til at skamme os." (Volksstimme, 9.1.03) Han giver håb til de sultende - og giver nationen den smukke følelse af ægte samhørighed, da han "d. 1. januar tiljublet af masserne og medierne" tiltræder sit embede med det hellige løfte, at snart "kan enhver brasilianer drikke kaffe om morgenen, spise ordentligt til middag og gå i seng om aftenen uden sult." (FAZ, 7.4.03)

Det internationale "financial community" betragter det hele med den dybeste mistillid. Man tiltror den gamle klassekæmper, at han vil lave en "antikapitalistisk revolution", eller i det mindste en "henstand med betalingen af statslån". Finansverdenen trækker penge væk og bringer endnu engang Brasilien på randen af en statsbankerot. "Panikken på finansmarkederne truede med at styrte landet i en ny økonomisk krise." (FAZ, 2.4.03)

Hundrede dage senere er Lula finansmarkedernes yndling. "Han vandt ikke kun folkets hjerte, men også bankernes og virksomhedernes kredit." (FAZ, 2.4.03)

Et ynkeligt socialprogram - i teori ....

Når chefen for et land, hvor der er atomkraftværker, en flyindustri og den nyeste informationsteknologi, lover de sultende millioner, at han ikke vil glemme dem, d.v.s. at han vil spendere dem et par essentielle fødevarer, fordi de hører til nationen og også er brasilianere, så vidner det for det første om, at de allerede for længst er glemt; og for det andet om, at det vil forblive sådan. Denne ret store del af befolkningen har det kapitalistiske forretningsliv ikke brug for og den har derfor også afskåret fra landets rigdom - åbenbart selv fra krummerne fra den rigdom, som falder ned fra de riges bord. Statschefen lover fødevarehjælp til de elendige og ikke, at han vil sørge for at skabe et livsgrundlag, hvormed de ville kunne hjælpe sig selv - han lover ikke engang den mest kyniske variant: arbejdspladser. Præsidentens storartede beslutning om, at de ubrugelige dele af folket i det mindste vil blive fordret, implicerer og stadfæster, at den rigdom, som det kommer an på i landet, nemlig kapitalen og dens vækst, ikke kan og ikke vil stille noget op med en fjerdedel af folket.

Der er intet nationalt synspunkt, der for alvor bekymrer sig om de marginaliserede - kun i al abstrakthed: De hører på en eller anden måde også med til nationen! - hvilket i bedste fald gør hungerprojektet til et underpunkt i den brasilianske statsførelse. Det forhindrer imidlertid ikke den sociale præsident i at sætte punktet øverst på dagsordenen i sin tiltrædelsestale. "Fome zero" er den store sociale overskrift over hans præsidentskab. Hans nation skal vise, hvad den dur til i forhold til denne opgave. Brasilien skal forenes i en ny national kraftanstrengelse. Alle andre statsfunktioner, som den brasilianske såvel som enhver anden stat har brug for, rykker i baggrunden - i rollen som rene og skære midler til at bekæmpe sulten. Disse midler er imidlertid absolut nødvendige. Den kære stat, som de sultende skal nære forhåbninger til, er nødt til at fungere, til at forøge sine indtægtskilder og sin finansielle styrke - så den kan udvirke alt det gode, som den nye præsident giver den som opgave. Og det vil nu engang sige, at den først og fremmest skal bekymre sig om de behov, som staten er afhængig af. Under overskriften, at han har brug for en masse penge til sit ideelle hovedformål, hungerprojektet, gør Lula tilfredsstillelsen af den internationale finanskapitals krav til det, som i praksis er hovedopgaven for hans embedsførelse. Han gør så at sige sit store nul-sult-mål til det, der kræver, at han fører præcis den samme økonomi- og finanspolitik som sin forgænger - og det er immervæk denne politik, der er grunden til den udbredte sult. Sådan ser socialdemokrati ud på brasiliansk!

.... og praksis

De fattiges talsmænd hilser det usle sult-projekt velkomment med et "trods alt" og "forstår" det på den måde, at de underernærede først må have adgang til noget at spise, før de er i stand til at arbejde for et helt nyt Brasilien. Over for dem opregner den sociale præsident de "første forudsætninger", som må gå forud for fodringen af de sultende og som er absolut nødvendige for, at han kan hjælpe dem.

Umiddelbart efter at han har fortalt om sit humane projekt, skriver han et "brev til folket", hvori han "forsikrer virksomheder og investorer, at alle kontrakter sluttet med de tidligere regeringer vil blive overholdt. Han vil også holde fast i alle de mål for finanspolitikken, som han har aftalt med IVF" (FAZ, 7.4.03) - ja, han vil endda overgå dem for så hurtigt som muligt at genoprette den internationale forretningsevne og dermed Brasiliens handleevne. Kravene fra de internationale kapitalistiske forretningsforbindelser skal man i hvert fald leve op til - så et kapitalistisk potent Brasilien en dag måske har så meget overflødig rigdom, at det har råd til foder til de fattige. Men her og nu sker der det stikmodsatte, når de angivelige forudsætninger for den gode gerning skal sikres. For at opnå investorernes tillid fører nationalbanken netop den "højrentepolitik, som Lula svang svøben over under valgkampen." På grund af den "er indenrigsproduktionen endnu ikke kommet i gang. Arbejdsløsheden stiger, reallønnen falder. ... Lula vurderer selv, at den nyerhvervede tillid fra finansmarkedernes side er den hidtil største sejr." (Tageszeitung (TAZ), 5.5.03) For at opnå overskud på statsfinanserne på 3.75% af BNP, som han havde lovet Den Internationale Valutafond som modydelse for et nyt statslån, er han nødt til "at bryde sit løfte om at fritage de sociale udgifter fra de planlagte nedskæringer på statens finanser. Senest faldt en tredjedel af besparelserne endda på dette område." (Handelsblatt, 25.2.03) "Således skulle 60.000 jordløse familier bosættes inden årets udgang. Men pengene til skadeserstatning til de store jordejere rækker ikke engang til at omfordele halvt så meget jord." (TAZ, 5.5.03)

Alt andet er nemlig vigtigere end sulten, alle kapitalistiske fordringer må først tilfredsstilles, alle krav fra den internationale konkurrence må opfyldes, før man tør så meget som tænke på at bekæmpe den værste nød - Lulas vigtigste mål. Der bliver kun én ting tilbage af det store sociale projekt:

En national gavmildhedsfestival

Selv nok så meget økonomisk-politisk tvang er imidlertid ikke i stand til at aflede den nye præsidents opmærksomhed fra hans engagement for anti-sult-sagen. Han nedsætter et "særligt ministerium for forsyningssikkerhed og til bekæmpelse af sulten" og opfordrer sine ministre til at "bruge deres myndighed til at bidrage til kampagnen mod sult og fattigdom". (FAZ, 2.4.03) Men det bliver ikke rigtigt klart, hvad det nye ministerium sådan helt præcist skal lave og hvad de andre ministerier med deres sult-fremmede kompetenceområder i det hele taget kan bidrage med: De får jo ikke bevilget midler, som de kunne bruge til at hjælpe de sultende. Til gengæld kalder manden med den messianske popularitet yderligere kræfter på banen: Det "civile samfund" skal "integrere sine kræfter - fagforeningerne såvel som arbejdsgiverne, kvindeorganisationerne, kirkerne, de internationale NGOer, forskningen og videnskaben" (FAZ, smst.). Og fordi disse organisationer som bekendt kun sidder og venter på at kunne bekæmpe sulten så effektivt som muligt, giver det anledning til en storstilet national debat. Eksperter og andre paneler stiller sig selv det påtrængende spørgsmål: Hvem hører i det hele taget til de værdigt trængende og hvor mange drejer det sig om? Hvad betyder "Nul Sult": "At uddele fødevarepakker, give kontanter, uddele skolestipendier eller skabe arbejdspladser?" (FAZ, smst.) I mellemtiden stilles sulten per stedfortræder - Lula besøger udvalgte, afsidesliggende fattige landsbybeboere og lader dem guffe i sig for løbende kameraer foran deres bølgeblikskure - eller også efter rotationsprincippet: "Brasilianere, der spiser, hjælper de sultende" (kampagnens motto). Hele den sociale og nationale fornyelse gør ud på, at det "civile samfund" - ikke for første gang - med private bidrag skal lindre den nød, som den fornuftigt økonomiserende stat desværre ikke kan ophæve. Brasilianerne nærer ikke engang nogen større illusioner om de gode gerningers natur. Der bliver kun rigtig ballade, da det bliver kendt, at "ministeriet endnu ikke (har) oprettet nogen indsamlingskonto", så Gesèle Bündchen, den "blonde brasilianske supermodel", ikke kan udfylde sin underskrevne check korrekt, mens fotograferne blitzer løs. Det største bidrag til "Nul Sult" yder jazz-sangeren Gilberto Gil, verdensstjerne og ny kulturminister. Han ophøjer projektet til national kulturbegivenhed, synger og danser sammen med kollegaer og giver i bossa novaens sprog udtryk for sine forhåbninger: Lula vil "i det mindste ikke fratage dem visionen om en bedre fremtid. Og denne 'Sisyfos-vision' hedder 'Nul Sult'" (smst.)

Begejstret ros og nye krav fra den internationale finanskapital

Finansmændene kan godt lide socialister af præsident Lulas slags. De roser ham for den "ortodoksi", hvormed han "griber tilbage til penge- og finanspolitikkens traditionelle løsninger" (El Pais, 10.4.03), og endnu mere for hans dygtighed, når det gælder om at få sit arbejderparti til at acceptere denne ortodoksi uden nævneværdig modstand som den eneste farbare vej til en social fremtid: "Det er, som om hele nationen har taget et kursus i nationaløkonomi og indset, at man kun kan give det ud, som er kommet i kassen forinden" (FAZ, 2.4.03). Men så går de kyniske professionelle fra IVF og pressen over til at komme med kollegiale advarsler: Hvor meget de end glæder sig over, at de dumme brasilianere accepterer deres præsidents ideelle statsmål "Nul Sult" som den gode mening med hans kapitalistiske realisme, lige så sikre er de internationale iagttagere også på, at det ikke kan blive ved med at gå godt. De lykønsker Lula med hans store popularitet og formaner ham om, at han skal gøre rettidig brug af den til gavn for statens egentlige opgaver - nemlig så længe masserne nærer tillid til "deres" præsident og finder sig i de nedskæringer, som de "ægte reformer" har som indhold og som de internationale investorer kræver i deres egen interesse og i den brasilianske stats interesse i at være et land, som de vil lave forretninger i: "Frem for alt ville det være nødvendigt, at reformerne hurtigt føres ud i livet, formaner Bezerra (en analytiker), før Lula mister sin for tiden endnu store popularitet. Allerede nu viser de første tegn på desillusionering sig i befolkningen." (FAZ, 7.4.03) Ikke uden ironi knytter de internationale rådgivere an til hans sociale retorik og afslører hans sult-kampagne som uegnet til at sikre folket et livsgrundlag - "alene (!) med fødevarehjælp kan 44 millioner mennesker ikke befris for den ekstreme fattigdom." (FAZ, 7.4.03) - hvorefter de peger på den absolutte betingelse, hvorunder levevilkår opstår og forøges i kapitalismen: Brasiliansk arbejde skal være profitabelt for den internationale kapital - og vel at mærke mere end hidtil. Millioner af sultende er det levende bevis på det brasilianske arbejdes manglende rentabilitet. For at ændre denne nød, er der i stedet for pladderhumanitær hjælp til de sultende brug for "strukturreformer", som forøger elendigheden og sulten: "Begrænsning af kravene på pension, udlugning i skattejunglen, reduktion i afgiftsbyrden fra de forældede arbejdslove og sænkning af de horrible lønudgifter." (smst.)

Det står allerede nu klart, at brasilianerne vil få regningen for den demokratiske modenhed, som de udviser, når de knytter alle deres forhåbninger om et bedre liv til bedre politiske lederfigurer, på en god regent, en 'præsident af folket'. De internationale medier gør sig for længst spekulationer over, hvordan masserne vil fordøje denne regning.