Lady Di's ulykke og vej til storhed: En engelsk revolution

(Gegenstandpunkt, december 1997)

I slutningen af august dør den engelske tronfølgers fraskilte hustru sammen med sin elsker og en beruset chauffør, der på flugt fra "paparazzier" kører vognen med parret mod en betonpæl med 190 km/t. Det udløser et middelsvært massehysteri, der på ingen måde begrænser sig til Dianas hjemland, men fører til uanede konsekvenser dér:

"Det engelske folk har vist, at kongehuset ikke lever op til dets behov",

lyder det samstemmende fra alle eksperter. Når folkets behov undtagelsesvis ikke kan tilbagevises, skyldes det tydeligvis, at det i dette tilfælde ikke udspringer af maven, men af fantasien. Hvor modbydeligt dette behov er, bør for en gangs skyld siges åbent: Undersåtternes allerlaveste kammertjenermoral er blevet oprørsk, og det er et oprør, blomsterløgsindustrien vil mindes i mange år fremover. Men alligevel fandt der faktisk en lille omvæltning sted. Psykologien, det store appendiks til og instrument for moralen, fik rodet de kriterier sammen, som normalt bruges, når man skal bedømme den fortræffelige gren af menneskeslægten, der har krav på ærbødighed. En af kongehusets ekskommunikerede tæver rehabiliteres og genindsættes af folket: Den slags besnærer den gode englænder, der har indrettet sin smagssans på spørgsmålet om ordentlig repræsentation.

1. Behovet: at have værdige nationale repræsentanter, som det er en fryd at tage hatten af for - den slags perverse tilbøjeligheder er ikke naturlige; de må altså være produceret. Det er ganske vist undersåtterne, der tillægger sig dette behov, men det drejer sig primært om et behov for herskere. Repræsentation er et krav om anerkendelse. En hel erhvervsgren har som opgave at fremføre dette krav: hofjournalisterne. Til at udføre hvervet har det moderne demokrati de frie medier, der fortæller folket om herskernes problemer med deres egne undersåtter og med fremmede. Arbejdet med at fremstille udøvelsen af herredømmet som både nødvendigt, retfærdigt og forfærdeligt vanskeligt er en anden måde at kræve respekt for de personer, der påtager sig den store opgave.
2. De fleste forfatninger eller grundlove finder det formålstjenligt at gøre det til et selvstændigt embede at holde taler om samfundet og dets sammenhold. Grunden er, at det ganske enkelt ikke er muligt at herske uden modsætningsforhold mellem dem, der regerer, og dem, der bliver regeret. Statens øverste repræsentation af enheden mellem stat og folk institutionaliseres som et adskilt og selvstændigt embede, fordi man på den måde vil præsentere de åbenlyse modsætninger som noget, der tjener helheden, altså som en måde at organisere forholdet mellem folk og stat på, som kun finder sted for enhedens skyld. Det virker, og der er kun én hage ved det: Det fremtvinger kammertjenerperspektivet. Repræsentanternes værdighed afprøves ad personam, deres liv måles med moralen som bedømmelseskritierium.
3. Den ønskede personkult er lettere at sætte i gang, når det drejer sig om forbundspræsidenter eller kongehuse, for så vidt som disse repræsentanter for nationen ikke er ansvarlige for noget af alt det, som de respektive regeringer udsætter folket for. Som talsmænd for den indre fred og nationens anseelse i den øvrige verden er disse gallionsfigurer endda ofte tilbøjelige til at foretage en ret jævn fordeling af ros og ris mellem folket og eliten, mellem deres arbejdende og deres erhvervslivlige landsmænd. Men netop derfor pådrager de sig også en opmærksomhed, som på grund af sine høje kriterier hele tiden munder ud i kritik. Når nationalister vurderer, om repræsentanterne er gode til deres job, bliver mangt en velærværdighed hurtigt til et irritationsmoment. En tysk forbundspræsident var til grin i hele sin anden embedsperiode, en prinsgemals eventuelt mangelfulde beherskelse af sit nye 'modersmål' kan hurtigt gøre ham latterlig i de kræsne undersåtters øjne. Folket får nemlig hurtigt øje på manglende egnethed, fordi det holder fast i sin ret til at få personificeret de værdier, hvis afgørende betydning lægprædikanterne har overbevist dem om. Det er altså en så penibel dyd som den personlige troværdighed, der er til vurdering. Jo dybere undersåtterne er overbevist om, at de tilhører et præstationsdygtigt og yderst anstændigt nationalt kollektiv, så meget desto mere bliver det til et krav fra deres side, at bedømmelsen af repræsentantens troværdighed får et tilfredsstillende resultat.
4. Kritikken optræder også politisk: En repræsentant, der lovpriser demokratiet, har sat sin agtelse over styr, hvis hans fascistiske fortid kommer frem. Så må der allermindst foretages en afvejning mellem hans nationale fortjenester og forseelser, afmagt og skyld etc. Heller ikke kongehuse går fri af den historisk-sammenlignende vurdering af deres "ydelser": De bør ikke have repræsenteret nationen ved begivenheder, som gik skævt og i dag bedømmes som forkerte - og de bør slet ikke have bekendt sig åbent til det.
5. Det bliver hurtigt klart, at kritik på dette punkt ikke har noget at gøre med en dom over politikken (incl. repræsentation som erhverv), men at det derimod drejer sig om en fad moralsk afregning: Den political correctness, der er en uundværlig erhvervskvalifikation i dette job, udstrækker sig også til privatmenneskets helt personlige gøremål, og privatmenneske er sådan en repræsentant jo også et eller andet sted. Som forkynder af de offentligt anerkendte værdier må vedkommende have en nogenlunde eksemplarisk livsførelse. Når man prædiker familie, har man ikke noget at gøre på bordel, men må pænt bide tænderne sammen indtil guldbrylluppet. Omvendt får den slags mennesker bonuspoints alene for at hengive sig til de samme dødssyge sysler som alle andre. Når folkets moralske domstol bedømmer deres handlinger, bliver disse handlinger i al deres banalitet til et bevis på repræsentanternes retskaffenhed: De høje herrer og damer har de samme problemer som alle andre og klarer dem på samme måde, opfører sig altså upåklageligt.
6. Det gør hofjournalisterne med stor fryd opmærksom på. Sygdom og overvægt, kærlighed til naturen og huslige pligter, læsning og cykling, ja selv mad og drikke er det uhyre relevant at viderebringe set fra deres kammertjenerperspektiv. Medierne, der stolte kalder sig "meningsdannere", er ikke alene ligeglade, men faktisk ret tilfredse med, at de på den måde driver deres folk ud i en slags vanvid. Når udøvelsen af embedet i den grad afhænger af repræsentanternes succes i privatlivet, sådan som kammertjenerne præsenteres for det, så er deltagelsen i privatmennesket - glæder og sorger, humør og de vanskeligheder, der er at kæmpe med - et helt nødvendigt stykke politisering. Folket bør fluks glemme, at indblikket i de politiske excellencers private genvordigheder kun er interessant, fordi det drejer sig om tobenede statssymboler. At indleve sig i de "kampe" i dagligdagen, som de høje herrer må udstå, er en intet mindre end tilbedelseshysteri. Og den respekt, der her falder på knæ for den legemliggjorte nation, stopper ikke ved synet af den forskruede opførsel, som disse personligheder lægger for dagen. Det hukommelsessvigt, som man lægger for dagen med hensyn til de høje herrers og damers opførsel, korrigeres på en temmelig fræk facon: Embedet og dets "byrde" betragtes som én stor belastning for mennesket og dets private velbefindende. Kun den slags personager tilgives så grundigt for deres luner og griller og selv deres moralske fejltrin.
7. Historien om Lady Di er historien om de kolbøtter, som det organiserede kammertjenerperspektiv elsker at slå. Hun var det personificerede krav på tilbedelse, og hun blev sandelig også tilbedt. Hendes karriere blev fejret og hendes pragt og ære var genstand både for glæde på hendes vegne og for misundelse. Folk led med hende, da hendes lidelse blev offentliggjort efter alle den demokratiske presses regler. Hun avancerede til offer for personkulten, da hun ikke mere levede op til de krav, som kongehusets gældende protokol foreskriver. Og på dette punkt måtte medlemmerne af kongehuset i første omgang formode, at de lå helt på linie med det engelske folks moralske fornemmelser. Men hun ville ikke finde sig i at få det røde kort, hvorfor hun kæmpede imod sin detronisering ved at mobilisere den tilbedelse, hun havde fået som smuk, lidende kvinde og mor til fremtidige konger. Denne offentlige interesse i hendes person var trods alt usvækket. Hun henviste til den sympati, som hun havde kvalificeret sig til på grund af alle mulige protektorater for godgørende foreninger - det havde angiveligt ikke det fjerneste med hendes embede at gøre! - hvilket var hendes måde at gå i offensiven på. Hun kunne i den forbindelse satse på, at der ikke var nogen, der ville skrive under på, at hun havde en skrue løs. Uimodsagt kunne hun bevise sin egnethed som "Englands ambassadør" ved at pege på, at hun "kunne omgås mennesker" og at hun overalt fulgtes af et korps fra kammertjenerpressen. Sidstnævnte serviceorgan for borgerne, der jo har en ukrænkelig ret til information, fik nemlig fortsat en god forretning ud af damens excentriske op- og nedture, og denne forretning var også velegnet til eksport hinsides de britiske landegrænser. For når der først er fokus på "et godt menneskes omskiftelige skæbne" - en deltagelse, der er så tæt knyttet til personen, at grunden til hele hurlumhejet bliver fuldstændigt glemt - så holder nationale grænser hurtigt op med at være barrierer.
8. Det kunne sagtens være gået videre på samme facon et par år endnu: opgøret mellem på den ene side den forrykte personkult , der beroede på deltagelse i en prominent kvindes person, og på den anden side respekten for kongehuset, der insisterer på de britiske nationalisters traditionelle, men relativt "stive" måde at hylde kongehuset på, og dermed også selv er stiv: den officielle fremstilling af et repræsentativt kongeligt familieliv versus det offentlige blik ind i en bevægende menneskelig privatsfære.... Men Diana ville jo absolut triumfere og helst straks. Med sin spektakulære død sejrede hun hos de utallige kammertjenere, der nu engang også fungerer som jury i denne åndsløve konkurrence. Hun er helt entydigt den overlegne i den personkult, som hun altid satte så stor pris på. Men da arrangørerne af personkulten er skyld i hendes død, er hun samtidig dens offer. Derfor opfordrer de nu til selvbeherskelse. Og hele folket er monarksagkyndige i denne sag. Var hun dog bare blevet hjemme og hækle et par grydelapper!
9. Men således er der i sidste ende oven i købet en overlevende, der drager fordel af kongehusets vildfarelser og forviklinger. "New Labour"-regeringen gør sig til fortaler og forsvarer for Dianas apoteose - Blairs udtalelse om "the people's princess" er det passende motto - og på trods af dronningens ikke-anerkendelsespolitik får damen en ny form for statsbegravelse. Det hidtil usete tåre- og blomsterorgie fejres som demonstrativ bekræftelse af Labours nationale fornyelsesprogram: Lady Di som martyr for en ny, "ung", postroyalistisk-socialdemokratisk lederkult.... Og det bedste af det hele: Blairs ekskongelige ikon kan aldrig nogensinde mere gøre noget som helst forkert!