Startside   Danmark   Internationalt   Videnskabskritik   Alment

Den nordirske fredsaftale og dens budskab til de stridende parter:

'Forbliv nationalister, men affind jer med det vedtagne samarbejde.'

GegenStandpunkt 3/98 (september)

Storbritannien og den Irske Repblik, kongetro protestantiske Ulster-Unionister og nordirske tilhængere af den særdeles katolske republik, repræsenteret af Labour eller 'Sinn Fein', kæmper sig gennem lange og seje forhandlinger frem til en "Peace Agreement". Med den forhenværende amerikanske senator Mitchell som mægler bliver de nævnte parter enige om en hensigtserklæring om afvæbning af de "paramilitære foreninger", løsladelse af de politiske fanger såvel som en omstrukturering af de hidtil protestantisk dominerede politistyrker, og de vedtager - det er det store gennembrud - en nordirsk forsamling, et nordirsk ministerråd, et nord-syd råd og et øst-vest-råd (British-Irish Council).

Mon det er den slags de stridende parter i Nordirland har manglet? Mon David Trimble og Terry Adams har savnet et udvalg, hvor de kunne mødes regelmæssigt? 3.200 dødsofre for en komite, som skal træffe afgørelser om vandforsyningen, anlæggelsen af en ny gade og andre dagligdags spørgsmål for den statsborgerlige eksistens?

I forhold til den kamp, som de stridende parter i Nordirland har ført, virker dette forhandlingsresultat grotesk. Og rent faktisk drejede den sig også om noget andet: Irske nationalister, der kun kan forestille sig en behørig borgerlig eksistens inden for rammerne af Dublin-republikken, bekæmpede den britiske statsmagt og tørnede sammen med de London-tro Unionister blandt deres protestantiske landsmænd, der var lige så beslutsomme, når de definerede sig som fødte medlemmer af Storbritannien. Britiske politi- og militærstyrker bekæmpede på deres side det terroristiske ønske om løsrivelse fra England hos en del af de katolske undersåtter. Særligt loyale Unionister gjorde det til deres statsborgerlige livsopgave at dræbe formodede IRA-medlemmer.

Fanatiske tilhængere af en samlet irsk 'genforening' kunne påberåbe sig Dublins forfatningsmæssige krav på at være ansvarlig for hele øen Irland. De pro-britiske nationalister kunne ligeledes henvise til et statsligt retskrav: En britisk særlovgivning for Nordirland gjorde krav på britisk herredømme over Irlands nordlige provinser til evig tid.

Det har i mellemtiden ændret sig. De to stater med deres konkurrerende suverænitetskrav, som gjorde folk til fjendtlige statsborgerracer, er trætte af de fortsatte skærmydsler mellem deres respektive tilhængere og ønsker nu at gøre en ende på urolighederne. Den uforsonlige militante nidkærhed hos de irske og britiske nationalister i Nordirland passer ikke mere ind i statslederne Blair og Aherns planer: Den forstyrrer deres nationale interesser.

- Storbritannien har i længere tid og især under New Labour haft ønsket om at gøre nationen til førende magt i EU øverst på den politiske dagsorden. Derfor er et positivt uforstyrret samarbejde med den Irske Republik af væsentlig betydning. Set ud fra dette synspunkt bliver de politiske - og i sidste instans også økonomiske - omkostninger ved en permanent småkrig om herredømmet over Nordirland af afgørende betydning. For en toneangivende førernation i EU er det simpelthen ulogisk og uproduktivt, hvis den hele tiden skal beskæftige sig med at rense et randområde for forstyrrende tilhængere af en EU-nabo.

- Irland, der er blevet mønsterland i en ny europæisk udviklingskapitalisme, har slet ikke brug for en antikolonialistisk befrielseskrig om sine nordlige provinser og ønsker heller ikke mere at støtte den patriotiske borgerkrig mod sin store og vigtige EU-partner. For regeringen i Dublin er det meget vigtigere at opnå politisk stabilisering af sin økonomiske succes og omsætte den i EU-politisk indflydelse. Til det formål har Eire brug for gode relationer til sin britiske nabo.

Ministerpræsidenterne Blair og Ahern har altså besluttet sig for at bilægge den for deres nationale interesser irriterende konflikt i og om Ulster og berolige deres respektive nordirske tilhængere. Men hvordan gør man sådan noget? Stater ville ikke være rigtige stater, hvis de uden videre slettede deres suverænitetskrav på land & folk. Der kan altså ikke blive tale om, at man slet og ret opgiver kravet. Det kommer altså ikke til at foregå sådan, at den ene regeringschef giver afkald på de britiske krav, og den anden meddeler, at han er ligeglad med Nordirland. Men diplomatiet byder på subtile muligheder for at løse op for antagonismen: Man trækker betoningen af ens eget suverænitetskrav tilbage og forklarer i behørig form, at man har taget modpartens krav til efterretning uden at billige det, men også uden at tilbagevise det som en forbrydelse mod ens egen suverænitet. På den måde stryger republikken sit krav på et udelt Irland i forfatningen, og Storbritannien kasserer tilsvarende sine særlove vedrørende Ulster. I den aftale, som regeringerne og deres nordirske protagonister forhandler sig frem til, dukker de respektive krav om statslig suverænitet og nationale tilhørsforhold så op igen - som standpunkter, der som hidtil udelukker hinanden, men ikke desto mindre anerkendes gensidigt. Nordirland forbliver - foreløbigt - en del af Storbritannien; et flertal af den samlede nordirske befolkning kan ændre tilhørsforholdet via stemmesedlen. Republikken Irland får medbestemmelsesret i bestemte spørgsmål ved beslutninger i Nordirland; og landsdelens selvforvaltning skal varetages af begge befolkningsgrupper i fællesskab.

Briterne og irerne inviterede den forhenværende amerikanske senator Mitchell med til forhandlingerne som mægler og garant for denne vidunderlige konstruktion. En amerikansk mægler betyder i dette tilfælde ikke - som ellers - underkastelse under magtordene fra den amerikanske verdensordensmagts. Som den personificerede enhed af privat- og embedsmand bevidner og garanterer US-manden, at parterne har opnået et forhandlingsresultat, hvor de er enige, uden at have opgivet deres kontrære standpunkter.

Det er også bittert nødvendigt med en sådan neutral "instans", der konstaterer og bekræfter kontrahenternes vilje til at indgå aftalen. Mindre af hensyn til regeringerne, som på trods af deres modsætninger jo virkeligt har en substantiel fælles interesse i at pacificere deres problemprovins, men mere for de stridende nordirske nationalisters skyld. For at berolige dem må aftalen nemlig nødvendigvis være tvetydig: Det skal være muligt og tilladt for begge parter i borgerkrigen at læse mere berettigelse end tilbagevisning af deres respektive nationalistiske interesser ud af aftalen, så de tager begrænsningen af samme med i købet. Således hylder Sinn Fein aftalen som et første skridt til forening med Sydirland, fordi kontrakten for første gang ikke kategorisk udelukker en sammenlægning med republikken Irland, men derimod gør den afhængig af viljen hos et befolkningsflertal og regulerer katolikkernes og Irlands medbestemmelsesret. Med samme ret kan Unionistlederen Trimble se sin sag bekræftet, fordi modparten for første gang har skrevet under på, at provinsen hører til Storbritannien og at den væbnede kamp opgives. Og begge sider giver Mitchell ret.

Selvfølgelig er der alligevel på begge sider en opposition, som ser sagen lige omvendt: den opfatter modstanderens fortolkning som den gyldige og ser sig derfor snydt for sin patriotiske ret og råber "forræderi!" og er parat til at fortsætte kampen med våben i hånd - den gejstlige opildner Ian Paisley med sit Democratic Unionist Party såvel som Ulster og The Loyalist Volunteer Force på den ene side og det 32. County Sovereignty Council såvel som Dissident IRA eller The Irish Liberation Army på den anden. Og derfor er sagen heller ikke på nogen måde bragt i orden med fredsaftalen: Nu gælder det om at sætte de modstridende fortolkninger af kontrakten igennem som grundlag for en ny enighed og om at få de oppositionelle afvigere til at føle sig forpligtet over for denne enighed.

De høje herrer, der har indgået fredsaftalen, er helt på det rene med, at det ikke bare kan lade sig gøre med en smule god vilje, men at det er et spørgsmål om magt. Deres aftale holder i det hele taget kun i kraft af, at - og i den udstrækning - de ansvarlige statsmagter viser sig fast besluttet på at påtvinge deres respektive militante tilhængere den forlangte gode opførsel. "Unionisterne" ser sig således konfronteret med en "New Labour"-regering, som gør alvor af sit projekt med en 'forfatningsreform', som allerede har udstyret Skotland og Wales med egne parlamenter og forvaltningskompetence og også har i sinde at gennemføre en form for nordirsk selvforvaltning, hvor troskab over for kongeriget ikke mere sikrer en priviligeret stilling, men hvor alle politiske trosretninger derimod skal komme til deres ret - at lederne af Sinn Fein blev modtaget i Downing Street, om end uden fotografer under deres shake-hands, lader ingen tvivl tilbage om dette. Lederne af det protestantisk-royalistiske flertal må for alvor regne med, at en tilsvarende løsning også vil blive sat igennem mod deres vilje af deres 'egen' øvrighed i London, hvis de nægter at gå ind på forslaget; især da Blair-regeringen i modsætning til sin konservative forgænger ikke er afhængig af unionisternes stemme i Westminster. På den anden side viser den irske regering sig ligeså besluttet på, at standse den støtte til IRA, som organisationen altid har haft i republikken - og på dette sted spiller USA igen en praktisk rolle. For den vigtigste støtte til den irske sag er altid kommet fra USA, i privat regi og alligevel ikke ganske uden officiel opbakning. Den irsk-katolske terrorgruppe er aldrig blevet underkastet Amerikas vidtrækkende definition på den verdensomspændende terrorisme, som skal udryddes for enhver pris. At den officielle privatmand Mitchel giver sin velsignelse til aftalen, er et signal om, at det nu er slut. Al yderligere voldsanvendelse er for fremtiden i kraft af aftalen mellem de ansvarlige stater - inklusive den transatlantiske supermagt - at betragte som gemen terrorisme og vil blive bekæmpet som et fælles britisk-irsk anliggende.

Ikke desto mindre denne overgang: Når man tager fat i en hellig krig i et ærværdigt fædrelands navn (og med opbakning fra samme) og reducerer den til organiseret polit-kriminalitet, forbyder den og bekæmper den kompromisløst, så kan det kun lade sig gøre, hvis de hidtidige krigere for republikansk frihed henholdsvis protestantisk monarki med deres rodfæstede patriotisme og deres ukuelige religiøse moral også på en eller anden måde accepterer det og anerkender det som den nye "situation". Og aftalen har et tilbud til netop dem: Den inviterer de stridende parter til at arbejde med i de vedtagne institutioner. Udpegningen af medlemmer til de nye demokratiske organer, deres fælles arbejde i de lovgivende og udøvende forsamlinger, arbejdet med de overdragede regionale opgaver skal bidrage til at afskærpe den uforsonlige modsætning mellem befolkningsgrupperne. De stridende nationalister i Nordirland skal finde deres plads i deres mødrelandes beregninger ved at få del i dem i praksis. Det første skridt er afstemningen om aftalen: Ved at deltage i den praktiserer de nordirske vælgere det krævede fællesskab, selv om de forbinder nok så modstridende forestillinger med deres deltagelse, og de binder sig til de institutioner, som skal afløse borgerkrigen ... det er idéen. Folk, der definerer deres politiske identitet via modsatrettede, modstridende nationale loyalitetsfølelser, får tilbudt en metode til, hvordan de fremover skal kunne komme ud af det med hinanden til gavn og glæde for Storbritannien og Irland: Målet er den vej, som man er slået ind på med forhandlingerne.

Og denne metode skal fungere, uden at de irske og britiske patrioter, som befolker Nordirland, erstatter deres respektive og ovenikøbet religiøst eskalerede patriotisme med en ny, om muligt med kærligheden til det fælles nordirske faderland eller lignende sludder - der er under alle omstændigheder ingen, der tænker på at kritisere deres respektive nationale kollektivisme. De skal forblive statsloyale og faderlandstro; nogle over for Dublin, resten over for London; begge parter skal altså som før betragte hinanden som en slags udlændinge, som en fremmed statsborgerlig race - de skal bare ikke længere lade sig gå på af, at de med deres modsatrettede loyaliteter har hjemme i den samme politiske enhed.

En herlig selvmodsigelse! Men når den fornødne magt står bag, så lykkes måske selv det. Efter at de hidtil så uforsonlige probritiske og proirske dele af befolkningen har efterkommet deres nydefinerede statsborgerlige pligt i valgene til den nordirske forsamlign og med deres kryds til glæde for ophavsmændene til den nordirske aftale har sørget for en "bæredygtig" sammensætning af parlamentet i Belfast, med en "modereret" David Trimble fra Ulster Unionisterne som første minister og en "modereret" nationalist Seamus Mallon fra socialdemokraterne som første stedfortrædende for det nordirske ministerråd, står den fælles kamp mod aftalens fjender på dagsordenen. Forsøgene på at bruge bombe- og andre attentater til at holde de virkeligt "loyale" unionisters henholdsvis det "sande" IRAs faner højt mod det nationale forrædereri kan ikke mere håbe på "indestængt glæde" fra den probritiske eller proirske menigheds side efter den succesrige demokratiske legitimation af den nordirske aftale. De må nu affinde sig med at blive stemplet som "gemen terrorisme", der nu skal udryddes en gang for alle. De loyalistiske småfraktioners brandattentater mod katolske kirker og huse og Real IRAs hidtil mest ødelæggende bombeattentat i Omagh producerede lig, som i de tidligere borgerkrigsfraktioners, nu parlamentariske repræsentanters (for slet ikke at tale om i de britiske og irske politiske magthaveres) øjne ikke er "meningsløse", men derimod én eneste opfordring til kompromisløs terrorismebekæmpelse. Den irske Taoisech indleder en "drakonisk antiterrorismelovgivning", der bl.a. lægger op til at beslaglægge ejendom og internere mistænkte medlemmer af de militante modstandere af den nordirske aftale uden domfældelse. Den britiske premierminister Blair er tilfreds med, at republikken Irland nu endelig lægger sig på linie med USAs for længst praktiserede ophævelse af "civil liberties" i Prevention of Terrorism Act, og han bebuder en beslutsom indsats fra de af sin stats organer, som har med terrorismebekæmpelse at gøre. Og alle fortalere for den nordirske aftale er optimistiske med hensyn til, at de "uforbederlige" loyalisters og nationalisters "gemene terrorisme" er dømt til nederlag, nu hvor den er oppe imod den beslutsomme og fælles antiterrorisme-indsats fra den britiske og irske statsmagt side, der for første gang bakkes op af det overvejende flertal af nordirere.

Og hvis nordirske protestanter i deres fremtidige marcher til minde om deres britisk-royalistiske historie og meneskenatur, der naturligvis som hidtil må finde sted i stort omfang, ikke længere drager gennem katolsk-republikanske bydele for at provokere; og hvis omvendt de dérboende antibritiske frihedskæmpere beslutter, at de ikke mere lader sig provokere af dem; ja, hvis det med tiden til og med lykkes at reducere borgerkrigen og dens symboler til folklore og gøre de patriotiske soldater til tamme folkedansergrupper, så kan de herrer Blair og Ahern være tilfredse.

Spørgsmålet er så bare: Hvilket sandt fædreland begge fløje så slås for og imod? Men de høje herrer skal nok kende det rette svar til deres undersåtter på dette spørgsmål.