Der er uenighed om den "gældseftergivelse" for et par af de "fattigste lande", som topmøde-værten Blair så gerne ville have haft vedtaget som højdepunktet i Birmingham. Forbundskansler Kohl ønsker det ikke. Pressen afslører, at baggrunden skulle være forfængeligt-ondskabsfulde motiver hos deltagerne: Den tyske Helmut var sur på Tony, fordi han for nyligt ledede EU-topmødet så sjusket, at franskmændene kunne gå ham på nerverne i timevis med deres indvendinger mod Duisenberg, den tyske favorit til posten om leder af den nye Europæiske Centralbank. Derfor ville han nu hævne sig på Smarty. Det kan da godt være.
Men man behøver jo ikke af den grund glemme, hvad den "tyske modstand" retter sig mod. Det drejer sig trods alt om, at G 8-mødet afgør de fremtidige statsbudgetter i lande i den tredje verden. Og her slår tyskeren demonstrativt i bordet for et princip: Der må kun finde eftergivelse af gæld sted, hvis den er "forbundet med succes i kampen mod korruption og og inflation såvel som med åbning af markederne"! (Frankfurter Rundschau, 18.5.98). D.v.s., hvis den - i overensstemmelse med det "allerede igangværende initiativ fra den Internationale Monetære Union" - bliver sat ind som ubønhørligt afpresningsmiddel til at fremtvinge de statsindgreb, som u-landene bliver beordret til. Alt andet ville være carte blanche for gældsstiftelse på de rige nationers bekostning, og det er ikke meningen med lånene til de fattige lande.
Et sådant "carte blanche" er naturligvis hverken Blairs eller andre topmødedeltageres intention. Eftergivelsen af håbløs gæld kan trods alt være yderst gunstig for fremtidig rentebetaling og sikringen af andre tjenester. Det er altså virkelig ingen større uenighed, der ligger bag det tyske forsøg på 'blokering' i Birmingham. Og forestillingen om, at Storbritannien og USA skulle være interesseret i at brødføde fattige negerbørn, er helt ved siden af - med den rørende iscenesættelse er der rent faktisk "utroligt meget hykleri med i spillet", som Kohl siger. Når manden har ret, så må man også give ham ret.
Det er bare pudsigt, at han i den grad ønsker at afsløre det politiske hykleri, som er gængs praksis i hans kredse. Bare for at forsikre, at Tyskland giver "betydeligt mere udviklingshjælp end Storbritannien" til de fattigste lande, hvorfor han får uddelt flyveblade om det i byen? Nej. Det drejer sig om at gøre noget helt andet klart: Tyskland er utilfreds med den økonomiske fordeling af byrderne, når det gælder om at varetage den økonomiske verdensorden, som verdens syv rigeste nationer får deres magt og rigdom fra. Tyskland "kræver en rimelig fordeling af byrderne mellem giverlandene", som også i denne sektor behandler hinanden som konkurrenter. De investeringer, som de foretager ud fra deres nationale prioriteter, godskriver de samtidig sig selv som bidrag til imperialismens fælles omkostningsregnskab. Det er klart, at der hele tiden opstår stridigheder på grund af dette politiske regnskabs-princip, som helt selvfølgeligt ledsager alle de uenige brødres management-manøvrer. I dette tilfælde bruger den tyske kansler spørgsmålet om tredje verdens-gælden som anledning til at påpege "forskellige interesser", der skulle betyde, at vi tyskere på ingen måder skal finde os i at blive "hængt ud som gniere", som det skete i "optakten til topmødet". Derimod ønskede den Tyske Forbundsregering at "lægge vægt på hjælpen til de øst- og mellemøsteuropæiske lande", som den mener er blevet negligeret hidtil, mens "andre G 8-lande "havde en kolonial fortid" og "derfor var nødt til at tage hensyn til tilvandrede vælgere". Vi behøver altså ikke at lade nogen fortælle os, hvorfor vi stifter gæld og hvor vi eftergiver den!
Facit: Endnu et eksempel på, at skæbnespørgsmål for hele lande og regioner på kloden ikke er andet end afhængige variabler af den konkurrence, som de førende økonomiske magter udkæmper med hinanden.