Under stor fransk opmærksomhed laver regeringen Jospin en ny sociallov. Den tager sig blandt andet af et nationalt problem, som i sit udgangspunkt slet ikke er specielt fransk. I alle lande med markedsøkonomi hører det med til den normale tilstand, at der eksisterer en klasse af mennesker, som mister deres indkomstkilde, når de mister deres arbejde, og som derfor ryger ud af deres normale levevilkår. Overalt tager staten sig dog af denne klasse og definerer dens status i lovgivningen. At være uden job og uden indkomst er én ting: At der altid er en masse af den slags mennesker, erklærer den borgerlige statsmagt for en privat skæbne, som den står magtesløs overfor. Til gengæld regulerer den yderst magtfuldt, hvordan denne skæbne tager sig ud: Hvor meget kapitalismens frasorterede mennesker er værd, når de ikke mere har nogen værdi for forretningslivet; hvordan og som hvad mennesker tæller og klarer sig gennem livet, når det er slut med deres eget private erhvervsliv; hvem de fattige skal ligge til byrde og hvor stor en byrde de får lov at udgøre - alt det bestemmes af det politiske herredømme. Og på dette punkt er der helt klart forskelle fra den ene nation til den anden.
Den mest succesrige kapitalistiske nation i hele verden har fx altid behandlet dem, der ryger af i svinget i the American way of life, som tabere, og vel at mærke i forhold til systemets krav eller endnu bedre: i forhold til chancerne i et system, som nærmest er skræddersyet til det amerikanske idealbillede af det frie menneske. I overensstemmelse med denne opfattelse mistænker statsmagten sine pjalteproletarer for unamerican activities og tillader ingen misforståelser i retning af, at social care og second harvest skulle kunne være andet end et understøttende civilt ledsagefænomen til indsættelsen af sheriffen, narkopolitiet og Nationalgarden.
Det ser ikke meget anderledes ud i England under New Labour: Enhver, der er nødt til at finde sig til rette med "bidrag" fra de eksisterende hjælpeprogrammer, mistænkes konsekvent af regeringen for at snylte på statens indtægter. Den ansvarlige minister for socialreformen går ud fra, at de subsistensløse kun "kender til et mål med tilværelsen: at blive socialhjælpsmodtagere", og kaster sig over dem med en "ny velfærdskontrakt", som skyldes den dobbelte målsætning, at den for det første skal "reducere de sociale udgifter" og sætte "1,8 millioner mennesker uden erhvervsevne i centrum for sparemulighederne", og for det andet skal "bringe flere enlige mødre, syge og handicappede i kontakt med arbejdsmarkedet" (Süddeutsche Zeitung, 30.3.98). På den måde bekæmper regeringen Blair følgerne af arbejdsløsheden, idet den giver ofrene for arbejdsløsheden skylden for samme følger og tvinger dem til selv at finde sig til rette med dem.
Anderledes med regeringen Jospin i Frankrig. Ofrene for den franske erhvervspolitiks gjorde sig eftertrykkeligt bemærket med deres protester omkring juletid og bliver nu genstand for en "orienteringslov til forebyggelse af og kamp mod udgrænsning", en lov, der for alvor og detaljeret laver regler for samtlige forekomster af kapitalistisk elendighed fra de ungdoms- og langtidsarbejdsløse til de boligløse. Og vel at mærke under det synspunkt, som loven skitserer i overskriften: Frankrigs fattige - politøkonomiske set præcis den samme kapitalistiske overbefolkning, som også produceres hele tiden i USA og England og i alle andre kapitalistiske lande - betragtes som et problem, for så vidt som de trues af "udelukkelse" og "udgrænsning" og det skal der træffes foranstaltninger imod. De er altså også et politisk ordensproblem for Frankrigs venstreorienterede regering. Her adskiller dens standpunkt sig ikke fra dens angelsaksiske EU-partner - den borgerlige statsmagt forholder sig under alle omstændigheder aldrig anderledes til de stygge konsekvenser af sin egen politiske økonomi. Til forskel fra herrerne i England eller Amerika definerer den franske nations ledere imidlertid ikke i første omgang fattigdommen som 'afvigende adfærd', som det gælder om at vænne de forskellige 'losers' og 'socialsnyltere' af med ved hjælp af socialpolitisk afpresning. Den definerer dem derimod som permanent ledsagefænomen til det nationale liv, der som sådant: som en helt speciel form for social status, skal anerkendes af staten og indordnes i nationens samfundsmæssige liv, så den massive elendighed ikke udvikler sig til et problem for det nationale sammenhold. Frankrigs lovgivere ønsker ikke at hjælpe forliste konkurrenceborgere på fode igen, men vil derimod sørge for, at deres undersåtter stadig efterkommer deres højere hverv, at være citoyens, borgere i la Grande Nation, selv når de befinder sig i udsigtsløs elendighed og er uden håb om at blive integreret i det borgerlige erhvervsliv. I denne hensigt mødes den socialistisk-kommunistisk-grønne regering i øvrigt med den konservative præsident Chirac, der har "erklæret helbredelsen af den sociale brudflade til et prioriteret punkt i sin embedsperiode" (SZ, 5.3.98) - det drejer sig netop ikke om en venstreafvigelse i den "globaliserede" verdenskapitalisme, men virkeligt om en national særegenhed. Og sådan ser de vedtagne forholdsregler mod "udgrænsningen" af de franske "exclus" også ud.
- I fremtiden behøver man ikke have nogen fast adresse for at udøve sin valgret. Også hjemløse kan gøre brug af valgretten og udtrykke deres statsborgerlige tilhørsforhold til nationen. Om nødvendigt omdannes natherbergerne til valglokaler. Elendighed skal ikke være nogen forhindring for at deltage i det politiske liv.
- "Alle personer med fast bopæl i Frankrig" sikres ved hjælp af en omfattende sygeforsikring ret til basal medicinsk behandling. Dermed er det ikke kun folkesundhedens standpunkt, der har sat sig igennem, men også sygehusene med deres klager over, at skadestuerne hele tiden er nødt til at give gratis behandling til folk, der ikke kan betale: Den franske stat tillader sig den luksus ikke at lade sine syge klare sig selv, bare fordi de er fattige.
- Der kommer ny regler med hensyn til fristen for, hvornår folk uden penge får lukket for vand, elektricitet og gas og hvornår de sættes på gaden.
Og så videre. Ikke mindre end 142 lovartikler garanterer, at ikke den mindste detalje i elendigheden bliver overset. Der indrettes en regulær ny social stand - "omkring 10 millioner personer er berørt af de forskellige punkter i lovudkastet" - så de uhjælpeligt fortabte, d.v.s. dem, der er gjort arbejdsløse af kapitalen og overflødige i forhold til dens behov for vækst, ikke falder ud af den nationale sammenhæng, men kan forblive anstændige franskmænd.
Man bekymrer sig til og med på lidt længere sigt for den nationale elendighed i den alt for overskuelige fremtid: Loven slutter med regeringens ønske om at skabe "en institution, der iagttager fattigdomsfænomenerne og udgrænsningen", om at udvide "sammensætningen af det nationale råd for kampen mod fattigdom og social udgrænsning" og om at nedsætte "en tværministeriel arbejdsgruppe til udarbejdelse af regeringsplaner på dette felt". (Le Monde, 5.3.98)
Så kan der jo ikke mere gå noget galt ...