D. 7. maj sker "kanonscoringen" (Spiegel 20/98). Daimler-Benz A/S, Tysklands største industriforetagende, fusionerer med Chrysler, US. Aktionærerne er tilfredse, hele Tyskland er begejstret. "Med Daimler-Benz opstår det første verdensaktieselskab under tysk ledelse - den nye globale økonomiske verden bliver til virkelighed." (smst.). Her viser en tysk koncern resten af verden, hvordan "globalisering" foregår: "ikke afvente resultaterne af koncentrationsprocessen, men udforme den fra første position." (Brev fra Daimler-chef Schremmp til koncernens medarbejdere, Frankfurter Allgemeine Zeitung, 8.5). Altså udsæt alle andre for konkurrencens virkninger, så behøver man ikke selv lide under dem; opkøbe konkurrenterne og ikke selv lade sig opkøbe af dem: Så enkel er kapitalismen på øverste trin.
Det er imidlertid ikke kun aktionærerne, der får fordele af fusionen. Direktionsmedlemmerne i Daimler-Benz har også grund til at glæde sig. De "kan vel takket være fusionen med Chrysler snart regne med klækkelige lønforhøjelser. Sammenlignet med deres amerikanske kollegaer er de nemlig - som tyske og europæiske direktører i det hele taget - underbetalt" (Süddeutsche Zeitung, 15.5) - taler imidlertid ikke om det, men gør tavse deres pligt: "Jeg kan forstå, at De er mest interesseret i dette spørgsmål. Bob Eaton og jeg er i første omgang mest interesseret i succes. Og den kan bruges til at vurdere ledelsen." (Schremmp, i Spiegel 20/98)
Kunderne har naturligvis også grund til at glæde sig: "Hvis vi i fremtiden producerer med færre omkostninger, vil vi give dette videre til vores kunder." (Schremmp i SZ, 11.5)
De ansatte har endnu mere grund til at glæde sig, for i fremtiden producerer de med endnu færre omkostninger. Dermed får de nemlig lov til at sætte "nye rekorder" (SZ 9.5) i en "branche, som har en overkapacitet, der alene i Europa beløver sig til tre millioner stk." (smm.st.). For kapitalister er jo de sidste til at holde pause, selv når der for længst er rigeligt af deres isenkram. De giver tværtimod deres medarbejderstab den profitable opgave at smide konkurrenterne med millionkapaciteten ud af markedet.
Og vi har alle al mulig grund til at glæde os. "Globaliseringen" virker nemlig i den rigtige retning. "Koncentrationsprocessen går videre, og tyske firmaer står i første startposition .... Det er symptomatisk, at tyske virksomheder er aktørerne. Dermed kommer det til udtryk, hvilken økonomisk potens og hvilken energi, der kendetegner specielt den hjemlige bilbranche." (SZ 9.5). "Hatten af!" (SZ, 8.5). Tysk kapital "overtager" et amerikansk firma - det "vil gøre konkurrencenationen Tyskland godt." (Handelsblatt, 8.5). "Det egentlige budskab er: En tysk virksomhed køber en amerikaner. For første gang stiger en tysk førstedivisionsadresse ud af Tyskland og ind i den globale Champions League. Det er en kanonscoring." (Spiegel, 20/98).
Og præcis hvad får vi så alle sammen ud af det? "Tysk overtagelse af en amerikansk institution vækker også emotioner i globaliseringstider" (smst.) - glædelige i dette tilfælde. For i det omvendte tilfælde er vi dybt bedrøvede: Hvis det måske "allerede i morgen er den næste tyske storkoncern, der skal fusionere - denne gang under udenlandsk fortegn. Japanere og amerikanere ville ikke være bange for at transplantere essentielle dele af det tyske erhvervsliv til deres egne imperier. Alt kan tænkes: Deutsche Bank som filial af Bank of Tokyo? Siemens som del af General Electric? ... I tilfældet Daimler ser det ud til, at det hele endnu engang er gået godt." (smm.st.) Ikke fordi vi skulle være nationalister. Vi går jo bare ind for, at den bedste vinder.
Så er der kun spørgsmålet om arbejspladserne tilbage. De er igen som altid "sikret". Det skulle da lige være, hvis de bliver afskaffet.