(Gegenstandpunkt, december 1997)
"Siden Clement Atlee, den første premierminister efter krigen, har ingen af Labours ledere haft kontrol over regeringspartiet i samme grad som Tony Blair i denne uge i Brighton" (FR). Hans lederskab "er i dag lige så ubestridt som Margarat Thatchers efter Falklands-krigen" (SZ). Han råder over "en hidtil uhørt popularitetsrate i landet på 93 procent" (FR). "Som hvis teenagere hyldede et rock-idol" (SZ), bryder et folk ud i vild begejstring over sin nye leder.
Her i landet plejer de skrivende demokrater at analysere tingene på deres nøgterne tyske facon, hvorfor man betragter briternes jubel over deres "superman" (Spiegel) med en vis skepsis med hensyn til troværdigheden af de løfter, som Blair giver til sin nation "i stil med en evangelistisk frelser" (SZ). De tyske medier undrer sig over den massive tilslutning til en politisk manager, som rent faktisk ikke stiller sine landsmænd andet i udsigt end "hårde beslutninger". Men de er også fulde af beundring for manden, som det er lykkedes at få næsten fuld opbakning fra sit parti og folkemasserne: Man rapporterer, at han råder over særlige evner, at han er et "politisk talent", man tilskriver ham en uimodståelig "overbevisningskraft" (FR) og går i gang med at undersøge hans taler for at finde de retoriske tricks, han må have på lager som "gribende taler" (SZ). Ville han ellers blive modtaget på den måde? Kommentatorerne er stort set enige om, at det på en eller anden måde må skyldes hans person, hans evne til at præsentere sig selv og sælge sit budskab til folk. De er nemlig så interesserede i den kult, som demokratiske ledere opbygger omkring deres person, at de tager hatten af for den politiker, som det væmmelige projekt lykkes for. Det er samtidig deres bidrag til projektet.
I forbindelse med det "superlativernes show", der omgiver Blair, viser det sig netop, at personen er den allersidste grund til, at det lykkes en politisk figur at blive genstand for sine undersåtters begejstring. Det bliver tydeligt, at det virkelig ikke er nogen kunst at fremkalde denne begejstring, når man - for det første - først har fået den ubestridte magt og bruger den til at præsentere sig med for sit statstro folk. Enhver anden ville tage sig ud som en hæmningsløs blærerøv eller blive anbefalet til indlæggelse på en anstalt, hvis han i et salvelsesfuldt tonefald slyngede omkring sig med sætninger som: "Jeg har en vision om Storbritannien". Men hvis det drejer sig om en magthaver, der på den måde forkynder sin hensigt om at vende sin nations skæbne til det bedre, så kan han regne med tilhørere, der er spændt på at høre, hvad der nu skal ske: "Vi kan aldrig nogensinde være de største, måske kan vi aldrig mere blive de mægtigste, men vi kan være de bedste." "Vi" udgør hele meddelelsen. Med dette ord får hans undersåtter at vide, at de står over for en leder, for hvem det drejer sig om den samme, fælles sag som dem og som på sin post lover at gøre sit for sagen, ligesom han kræver af dem, at de skal gøre deres pligt på deres post. Åbenbart regner heller ikke en britisk regeringsleder med, at hans tilhørere begynder at få mistanke til den fælles sag, når han gør det klart for dem, at han med fordelingen af poster tænker på en arbejdsdeling, hvor han træffer de "gennemgribende afgørelser", som de så har at udholde. Han går tværtimod ud fra, at når han bebuder, at han vil "muge grundigt ud i velfærdsstaten" - vælte omkostninger til familiemedlemmers underhold over på familien, lade studenter betale for deres studium, stryge den statslige understøttelse til enlige mødre, lade pensionister klare sig selv osv. - så vil det blive taget som et bevis på, hvor alvorligt han mener det med sin indsats for den fælles sag. Han meddeler sine undersåtter, at denne sag har sin pris, og han forlader sig på, at hans publikum ikke foretager en sammenlignende undersøgelse af pris og ydelse. Han opfylder ganske enkelt ikke krav, der drejer sig om hans borgeres levestandard. Han præsenterer dem for sin "vision" i al dens usselhed: Et "Britannien, hvor intet barn sulter, hvor de unge har arbejde og de gamle bliver elsket og æret til deres dages ende". Alt hvad hans visionære kraft kan skrue sig op til, er en nation, hvis beboere har lige nøjagtigt nok at spise i barndommen til, at de kan arbejde hele livet for andre for i det mindste at nyde anerkendelse som gamle - når der nu ikke er nogen pension. Og mere behøver den heller ikke skrue sig op til. Han vil nemlig i det hele taget kun tale til den slags mennesker, hvis hele stolthed beror på, at de tjener deres nation, fattige, men ærlige, og at det vigtigste for dem er at tilhøre en stor nation. Med løftet om at "forme et land, som med løftet hoved kan tjene som forbillede for en udviklet stat i det 21. århundrede", gør han det klart, hvad der - for det andet - skal til for at få folket i tale: en tolkning af magten som fællesanliggende, som både over- og underbriterne er lige interesseret i. Hele pointen ved denne tolkning består i, at regeringschefen beskriver sin udøvelse af magten som sit folks inderligste anliggende, og han demonstrerer, hvor enig han er med sit folk på dette punkt: "I har bevaret troen på os, og vi har bevaret troen på jer." Det gør ikke noget, at det tåbelige ved arrangementet er påfaldende. Når den nye premierminister henvender sig til sit folk med ordene: "Sørg for, at det gode i vore hjerter tjener til alles bedste", så gør han sig ikke umulig med den slags udtalelser: "Til forskel fra hans mindre heldige forgænger John Majors lejlighedsvise forsøg på at besværge familiemoral og nationalfølelse, lød Blairs appel til de borgerlige værdier på ingen måde latterlig." (FR) Immervæk fremgår det af sådan en kommentar, at man først og fremmest skal have succes med den slags udtalelser og også som magthaver risikerer at pådrage sig offentlighedens spe og spot. Dette afhænger - for det tredje - rent faktisk af personens troværdighed, nemlig af spørgsmålet om, hvorvidt vælgerkorpset tror på det, der loves: at magten er i de bedste hænder hos lige netop ham. Når vælgerne tror på personen, så er det virkelig ikke argumenternes styrke, der er afgørende.
Man kan slet ikke udtrykke det smukkere end en kommentar i Süddeutsche Zeitung: "Blair får sin standing ovation. Der er så meget overbevisningskraft, og man er nødt til at bevare hovedet koldt for ikke at lade sig rive med." I demokratiet er overbevisningskraft åbenbart ikke beregnet på folk uden ophedede hoveder, der tænker klart og først vurderer de argumenter, de får præsenteret. Når masserne ved en partidag flipper ud i jubel over deres leder, så vil skribenten fra den seriøse avis heller ikke længere være elitær og insistere på klare tanker. Så er han også tilbøjelig til at antage, at man må finde en politiker overbevisende, hvis han får så stort et bifald. Derfor er det for ham også helt i orden, at der ifølge en opinionsundersøgelse "i mellemtiden er to millioner flere vælgere, der mener at have stemt på ham, end der er ifølge statistikken". Det er da for en gangs skyld bundsolide oplysninger om, hvad der kendetegner en politisk personlighed, som virker så "medrivende" på folket, fordi han er så troværdig.