Fru Bennedsens suveræne løsning

1. Dorte Bennedsen er forhenværende kirkeminister, cand.theol. og nuværende undervisningsminister. Skønt den lille Dorte altså i sin tid besluttede sig for, at hun ville have en højere uddannelse, så hun siden hen kunne nyde godt af de privilegier, der følger med en sådan, har undervisningsminister Bennedsen i dag et helt andet problem med de unge, som satser på en studentereksamen:

"Jeg tror, at den store tilgang til gymnasiet hænger en del (!) sammen med, at orienteringen og vejledningen om de andre uddannelsesalternativer til gymnasiet har været for ringe."

Hvad hun selv kan prise sig lykkelig for, nemlig at hun i sin tid gik i gymnasiet o.s.v., forklarer minister Bennedsen som uvidenhed hos de unge og deres forældre, som af interesse for deres børn ønsker dem den samme studentereksamen, som undervisningsministeren i sin tid fik. Der er efter hendes mening for mange, der får studentereksamen, og for mange, som gerne vil have den. For mange, fordi de ikke bliver brugt og således ligger staten til byrde. Ganske vist sørger arbejdsmarked og selektion i uddannelserne for, at de unge tilpasser sig til de uomstødelige realiteter, men det er meget billigere og enklere for staten, hvis de selv finder ud af, at der er brug for flere ikke-akademikere. (Hvilket selvfølgelig langt fra er ensbetydende med, at de unge så også får en arbejdsplads) For at få dem til frivilligt at give afkald på en akademisk uddannelse, så de i stedet bebyrdes med lærlinge- og arbejdsstress, lovpriser Bennedsen det sunde alternativ, uddannelse til arbejdsmand, idet hun vil

"sikre et uddannelsessystem, hvor der er ligeværdighed forskellige uddannelser imellem",

altså opfordre de unge, som i dag går i lære eller på EFG efter 10. klasse, til at tage en 3-årig uddannelse ligesom (og måske endog i samme bygning som) deres tidligere folkeskolekammerater gymnasiaster - og så i øvrigt se bort fra, at de hermed selv, i modsætning til de kommende studenter, er lagt fast på en vej, der fører til dårligt betalte og nedslidende jobs og dermed også udelukkelsen fra yderligere viden.

2. Efter den uforskammede bebrejdelse af studenterne for ikke allerede på forhånd at have valgt EFG-vejen slipper de heller ikke for den kritik, at det er dem, der er skyld i, at andre unge ikke får nogen EFG. De studenter, som undervisningsministeren bortbegrænser fra de højere uddannelser, fordi staten ikke vil indrette flere stillinger til akademikere,

"melder sig derfor til andre uddannelser, som oprindeligt var lavet med henblik på dem, der forlod folkeskolen efter 9. eller 10. klasse. Det er den såkaldte gøgeunge-effekt."

Når staten ikke vil give en EFG til flere, end den har brug for, og der derfor er et begrænset antal EFG-pladser, laver Bennedsen den svinestreg at placere skylden for, at andre ikke får nogen EFG, hos de studerende, som hun har opfordret til slet ikke at blive studenter, men i stedet selv finde sig til rette i en EFG. Ministeren er med andre ord utilfreds med, at de med en studentereksamen konkurrerer sig til den læreplads, som hun helst så, at de konkurrerede om uden. Det er altså sikkert, at der på denne måde ikke bliver flere uddannelsespladser, og at "restgruppen - hvor jeg dog ikke kan lide det ord (!)" - ikke bliver mindre og fortsat har sine alt andet end semantiske problemer at slås med.

3. På samme suveræne vis kan ikke alene ungarbejdernes og de ungarbejdsløses problemer løses. På universitetet er der som bekendt også adgangsbegrænsning, og de adgangsbegrænsedes utilfredshed skriger næsten efter at blive behandlet med samme ministerielle følsomhed:

"Til sidst: Hvad der er skyld i de alvorlige problemer med adgangsbegrænsning ved mange videregående uddannelser? Jeg vil fremhæve to forhold. For det første, at vi gennem mange år indirekte har fremmet gymnasieudbygningen mere end udbygningen af erhvervsuddannelserne."

Hvilket vil sige så meget som, at de studenter, som nu bliver nægtet adgang til universitetet, aldrig ville have haft det problem, hvis de allerede var blevet nægtet adgang til gymnasiet! (se ovenfor)

"For det andet: Pigerne har hidtil haft et alt for ensidigt uddannelsesvalg. De koncentrerer sig i alt for høj grad om videregående uddannelser, der fører frem til beskæftigelse i den offentlige sektor. Hvis de kommende års problemer omkring uddannelsessøgningen skal løses, må pigernes valgmønstre ændre sig."

Piger! Hvis denne løsning ikke bare indbyder til søstersolidaritet med undervisningsministeren ... Og så er det endda kun et spørgsmål om at koncentrere sig! Hvor lille Dorte i sin tid i for (?) høj grad koncentrerede sig om en uddannelse, der førte til ministeriel beskæftigelse i den offentlige sektor, slipper I piger nemt og smertefrit af med de problemer, I har med adgangsbegrænsningen: I skal simpelthen koncentrere jer om en uddannelse til kantinemedhjælper! Så kan I få et job i kantinerne på KUA. På den måde slipper I ikke alene ind på uni uden om adgangsbegrænsningen. I får også en timeløn efter HKs rundhåndede tariffer - for slet ikke at tale om glæden ved at have hjulpet fru Bennedsen af med de kommende års problemer med uddannelsessøgningen.

4. Dorte Bennedsen ville ikke være nogen rigtig socialdemokratisk minister, hvis hun ikke - efter af have afsløret studenterne som ophavsmændene til ungdomsarbejdsløshed, adgangsbegrænsning og andre restgruppe-miserer - gik i gang med at hykle forståelse for de studerendes sociale situation.

Når staten ikke vil bruge alle de studenter, som gerne vil have en universitetsuddannelse og de dermed følgende privilegier, så vil den heller ikke lade dem gennemføre et studium på uni. Den lukker derfor så mange ind, som den mener, den skal bruge, plus et par mere for at styrke konkurrencen. Deri består deres nytte. Studenterne svarer igen på den stigende konkurrence - færre som må, flere som vil - på deres egen radikale facon: De studerer som ind i helvede for at få den eksamen, som giver dem adgang til de fede stillinger. Og deres svar på en SU, der er for lille til at leve af, er det samme. Når staten altså kun har al mulig grund til at fastholde SUs (ringe) størrelse - eftersom den dermed opnår det, som er formålet med den: en hurtig og rigelig produktion af akademikere kvalificeret til de opgaver, den og erhvervslivet skal have dem til at varetage - og når den derfor ikke forhøjer SU, så opfinder undervisningsministeren en tvang, som omstændighederne, "de vilkår, der er stillet", skulle pålægge hende:

"de 500 millioner kroner er jo, hvad der var politisk og (!) økonomisk mulighed for at få igennem. Jeg havde gerne gjort det i et hurtigere tempo og med flere penge, men må altså bøje mig for de vilkår, der er stillet."

Når Dorte Bennedsen finder det nødvendigt at supplere argumentet om den politiske umulighed - et argument, der giver Folketingets sammensætning skylden for, at hendes gode hensigter ikke lader sig realisere - med argumentet om den økonomiske umulighed, så viser hun, at hun som minister ved sig forpligtet over for sin førte politik, idet hun ikke vil begrunde dens angivelige nødvendighed ved slet og ret at henvise til Folketingets sammensætning. Og når argumentet med den økonomiske umulighed ikke får lov til at stå alene, skyldes det, at hun som socialdemokrat både vil gennemføre sin politik og samtidig bilde dens ofre ind, at de med et kryds ved liste A vil have ryddet en alvorlig hindring af vejen for gennemførelsen af de Bennedsenske idealer i praksis.

Hvis hun efter næste valg kommer i opposition, kan hun således gå fuldt og helt ind for en SU-forhøjelse, som de borgerlige politikere så desværre forhindrer hende i at realisere. Men hvis hun bliver undervisningsminister i en socialdemokratisk flertalsregering, vil det eneste, der forhindrer, at idealerne føres ud i praksis, således beklageligvis være den påståede økonomiske umulighed. Men det resultat kan en socialdemokratisk minister også godt leve godt med.