Hvis man skal tro på aviser, tv-debatter, videnskabsmænd eller det såkaldte Schröder-Blair-dokument, så er vores arbejdssamfund kommet i en meget vanskelig situation. På den ene side er det afhængigt af arbejde, og på den anden side "slipper arbejdet op". Man finder følgende beskrivelser:
"Vi kan ikke gå ud fra, at vi forlænger arbejdssamfundet i al evighed. I alle europæiske stater har vi at gøre med en omfordeling af arbejdsløsheden. I Tyskland er det allerede en tredjedel, i England halvdelen, der ikke mere er sikret i de normale arbejdsforhold." Eller: "Vi bliver nødt til at indstille os på den permanente tilstand, at en stor del af borgerne af begge køn ikke kan få en plads eller indkomst under 'normale' arbejdsbetingelser."
Alene ordet "arbejdssamfund" er en ideologi. Det lader som om, at det skulle karakterisere vores samfund; men hvis man kigger sig lidt omkring, vil man konstatere, at der bliver arbejdet i ethvert samfund; at der arbejdes, siger altså intet som helst om kapitalismen. Men O.K.: Der menes vel, at det drejer sig om arbejdet på en helt speciel måde, at det står i centrum for samfundet. Dermed lægges der op til, at "vi alle", vi som er medlemmer af dette "arbejdssamfund", skulle være interesseret i arbejdet som sådan. Men igen er et kort blik på virkeligheden tilstrækkeligt til at konstatere, at dette er usandt. Arbejde har jo en meget forskellig betydning for de forskellige medlemmer i samfundet: Et lille men særdeles magtfuldt mindretal lader andre arbejde for sig, mens resten er nødt til at arbejde. Det lille mindretal, kapitalisterne, betaler løn for at forøge deres rigdom via anvendelsen af den købte arbejdskraft, og det er også kun i så tilfælde, at de betaler lønnen. Og det store flertal deltager villigt, fordi det ellers ikke har nogen midler at leve for. Og når "arbejdet slipper op" for dette store flertal, så er det faktisk lidt af en katastrofe. I sammenfatning: Snakken om "arbejdssamfund" bruger ordet "arbejde" til at skære alle mennesker i dette samfund over en kam, selv om de næppe kunne være mere forskellige med hensyn til deres stilling til arbejdet. Naturligvis er snakken om "arbejdet, der slipper op", en ideologi. Hvorfor det slipper op, kommer der følgende forklaring på:
"Det er vigtigt at erkende, at udviklingen af produktivkræfterne er så stor, at vi kan fremstille flere varer og tjenesteydelser med meget mindre arbejdskraft... Mennesket erstatter sig selv med intelligente teknologier."
"Vi" udvikler "produktivkræfterne", og "mennesket erstatter sig selv"? Det forholder sig vel sådan, at kommandoen over produktivkræfterne befinder sig i hænderne på kapitalisterne, nemlig i form af de maskiner, som tilhører dem, og den arbejdsproces, som de organiserer. Det foregår ikke på den måde, at "mennesket erstatter sig selv", men derimod på den måde, at kapitalisten ganske vist ikke fortrænger arbejdet, men derimod dem, der tilbyder arbejde, altså lønarbejderne, ud af deres produktion - og vel at mærke fordi han tydeligvis foretager en kalkulation omkring arbejdernes løn. De mennesker, der taler om "arbejdssamfundets endeligt", beskæftiger sig overhovedet ikke med denne kalkulation. I stedet for opfinder de en form for skæbnedetermination: Menneskeheden er afhængig af arbejde, men på en eller anden måde lykkes det den at nægte sig selv dette gode. Når disse teoretikere så overvejer, hvordan man skal tackle problemet, bliver de i næste øjeblik meget realistiske og går så helt og aldeles ud fra, at det naturligvis slet ikke drejer sig om "arbejdet", men om penge. Når de forlanger, at arbejdsløsheden skal "omfordeles", kunne de nemlig ikke drømme om, at fordele det arbejde, som kapitalisterne anvender, på så mange mennesker som muligt og give dem allesammen den samme løn. "Omfordelingen af arbejdsløsheden" - hvilket er en forrykt idé, mere herom senere - kan ifølge deres forestillinger også kun lade sig gøre, hvis alle får færre penge. Alt andet ville være en uforskammethed over for kapitalisterne - "arbejdssamfundets" teoretikere er altså udmærket klar over, at det ikke er arbejdet, men derimod kapitalen, der er bestemmende for dette samfund, selv om de prøver at slette alle spor af dette faktum med udtrykket "arbejdssamfund".
En mellemregning: Hvis det i dette samfund rent faktisk kun kom an på arbejdet, så ville man være nødt til at glæde sig gevaldigt over enhver tilbagegang i arbejdet. Det ville jo blot være beviset på, at mennesker kan spare sig selv for arbejdets besvær, og at det lykkes at fremstille stadigt flere nyttige genstande med stadigt mindre arbejde. Det ville imidlertid forudsætte, at menneskene i fri planlægning ville sætte sig ind i deres arbejdsbehov. Kapitalens lov er imidlertid noget helt andet: Her drejer det sig om, at kapitalisten i kraft af sin ejendom tilegner sig fremmed arbejde, for det er kilden til hans rigdom. Det er imidlertid også det, der fremkalder den gåde, som blandt andet teorien om "arbejdssamfundet" beskæftiger sig med. Når kapitalisten forøger sin rigdom med det arbejde, som han køber og bruger, så er det i hans interesse at trække så meget som muligt af dette arbejde til sig. Hvordan kan det imidlertid så ske, at stadig flere mennesker ikke bliver brugt? Hvad er baggrunden for snakken om det "arbejdssamfund", hvis arbejde skulle "slippe op"?
Som sagt: Kapitalister ansætter ikke arbejdere for at give dem arbejde, men for at forøge deres egen rigdom. Arbejde skal altså være rentabelt, ellers finder det ikke sted. En arbejdsgiver udregner sin overskudsrate ud fra differencen mellem kostprisen og markedsprisen. Lønnen er en bestanddel af kostprisen, og det er helt klart for arbejdsgiveren, at denne løn for det første skal være så lav som muligt og at der for det andet skal hentes så stor en arbejdsydelse som muligt ud af den dermed købte arbejdstid - det forøger overskudsraten. Desuden vil arbejdsgiveren imidlertid også forøge sin overskudsmasse. Det vil sige: Han vil sælge flere af de enheder, hvori overskuddet er indeholdt - det er produktivitetsstigningen. Der er imidlertid en forudsætning: Det nye maskineri skal spare mere i løn end det selv koster - så synker omkostningerne per enhed. Nu kan arbejdsgiveren sænke sin salgspris og ligeledes erobre markedsandele fra konkurrenterne. Konkurrencen indebærer imidlertid, at dette er en sport, der bedrives af alle - konkurrencefordelen er altid kun forbigående, eftersom konkurrenterne alle arbejder på at ind- og overhale den for tiden mest konkurrencedygtige. Den permanente forøgelse af produktiviteten presser de konkurrerende virksomheders rentabilitet. For det betalte arbejde betyder det følgende: På den ene side må der spares på det, og på den anden side må der presses en stadig større ydelse ud af det resterende. Det kender man under betegnelsen 'rationalisering'. Kapitalisterne er altså en besynderlig form for arbejdsfans: De vil have stedse mere ud af det, men samtidig ønsker de at spare på det betalte arbejde. Dette resulterer i den for kapitalismen ejendommelige dobbelthed: Produktionen af arbejdsløse går hånd i hånd med den forøgede ydelse per betalt arbejdstime - begge dele dikteres af rentabiliteten. For endnu engang at komme tilbage til det møjsommelige lønarbejde: De, der "befries" for det, mister deres indtægt og får dermed ikke noget ud af denne "frihed"; og de, der får en indtægt, må bære så meget mere af denne trælse "gode". Det er en kapitalistisk lov. De, der i fuld alvor ønsker at "omfordele arbejdsløsheden", måtte altså i givet fald først afskaffe kapitalisterne.
Så kan man imidlertid også give helt afkald på "omfordelingen" ....