GegensStandpunkt-analyse fra d. 7. juni 2004: http://www.gegenstandpunkt.de/radio/2004/ga040607.htm
Når amerikanerne nu indrømmer, at de har gjort sig skyldig i for grov maltraktering af irakiske fanger på grund af manglende opsyn, så betyder det kun, at ting, som en besættelsesmagt finder nødvendige, i dette tilfælde er blevet overdrevet. Med undskyldningen for excesserne og løftet om opklaring og afstraffelse af de ukorrekte handlinger kræver Bush, at resten af verdens nationer skal anerkende det, som USA finder nødvendigt. Amerika lader sig ikke ekskludere fra den internationale ret og finder sig ikke i påstande om, at landets udenrigspolitiske handlinger ikke lever op til international ret. Supermagten bekender sig til krigsrettens nødvendighed for at kunne kræve af sine partnere og konkurrenter, at denne ret ajourføres og tilpasses, så den passer til USA's imperialistiske behov og det eksisterende styrkeforhold. USA vil oven i købet respekteres som folkerettens øverste vogter og udøver. Før overfaldet på Irak havde Bush-regeringen også gjort sig store anstrengelser for at opnå folkeretslig opbakning til den militære konfrontation fra FN's Sikkerhedsråd. En sådan opbakning fra FN's side tager nemlig det, som Amerika foretager sig af egen interesse og med egen magt, og ophøjer det til international ret.
De berørte landes velsignelse til den stærkeres ret gør denne ret til verdenssamfundets sag, som alle så er forpligtet over for. Denne velsignelse har Washington endnu ikke fået. USA gør imidlertid fortsat krav på den og støder på ingen måde på forarget afvisning - og det skyldes ikke, at USA's aktiviteter har været så moralsk overbevisende, men derimod at statsfamilien har respekt for den magt, som USA præsenterer dem for.
De vigtigste nationer har allerede affundet sig med den ”nye” folkeret: Suveræne staters våben regnes ikke mere for deres eget indre anliggende. Hvis de befinder sig på de forkerte hænder, er de i mellemtiden blevet til en god grund til at føre en præventiv krig. Og med hensyn til nødvendigheden af tortur er det ikke kun den tyske forbundshærs professor Wolffsohn, der frimodigt har bekendt sig til noget sådant; heller ikke den tyske indenrigsminister Otto Schily kan se noget forkert i at true potentielle selvmordsterrorister med forebyggende henrettelser. Og det er ikke kun i Tyskland, at denne videreudvikling af det folkeretslige forbud mod tortur diskuteres som et spørgsmål om, hvor meget, der er passende: Man anerkender nemlig det principielt hensigtsmæssige ved tortur, når man insisterer på, at vilkårlig brug af tortur selvfølgelig må udelukkes.
I USA ruller skandalen stadig videre, fordi de afskyelige handlinger i de militære fængsler står for mere end bare krænkelse af krigsretten. Amnesty, Røde Kors og ikke mindst den arabiske TV-station Al Jazeera har længe offentliggjort dokumenter om emnet uden at støde på interesse fra de amerikanske mediers side før for ganske nylig. Det har ændret sig, efter at nationen er begyndt at tolke den systematiske mishandling som indicium på, at præsident Bushs erobrings- og pacificeringsforehavende er mislykkedes. De ”slemme billeder” viser, at den glorværdige US-army ikke sætter sig igennem på en problemfri, elegant og strålende måde, men bliver mere og mere involveret i en beskidt krig. De gør det tydeligt, at besættelsestropperne ikke har styr på befolkningen, og viser, at sejrherren ikke er fuldt overlegen. Kritikernes konstruktive bekymring gælder denne manglende suverænitet og det er den, som torturen er et indicium på. Bushs kritikere sætter ugenert lighedstegn mellem succes og moral i krigen: Den atomare holocaust i Hiroshima og Nagasaki under 2. verdenskrig satte ikke mange pletter på den uindskrænkede sejrherres ære. Den vietnamesiske massakre i My Lai skadede USA's moralske anseelse betydeligt mere. Da Amerika i 1945 etablerede en ny verdensorden via sin magtanvendelse, betød den påtvungne fred, at alt det, som var foretaget på vejen til denne fred, blev anset for moralsk berettiget. Når det imidlertid kommer til at lugte af meningsløshed qua frugtesløshed, når man torturerer og dræber en fjendtlig befolkning, så bliver det først for alvor uetisk. Det, der starter med moralsk forargelse over tvivlsomme måder at behandle tilfangetagne irakere på, er i virkeligheden en tvivl om, hvorvidt præsidenten i det hele taget stadig råder over en realistisk vej til succes eller i det mindste en ærefuld måde at trække sig ud på - og hvorvidt de kæmpende troppers tro på værdien af deres mission og dermed deres kampkraft kan bevares så længe.
Dermed vover Europa nu at bore i supermagtens tvivl på sig selv - naturligvis på diplomatisk, altså lige så moralsk som forløjet, facon. Tysklands udenrigsminister Fischer, om hvem man siden krigen i Kosovo ved, at han ikke kan tåle at se blod, fortæller sin kollega Powell, at ”reaktionen hos os er chok og dyb forfærdelse”, og han ”tillader i den forbindelse ikke engang antydningen af skadefryd i øjenkrogene”. Frankfurter Allgemeine Zeitung, som beretter dette (13.5.04), går ud fra, at der er al mulig grund til at fryde sig og at chokket og forfærdelsen altså ikke stikker så dybt. Når Powell og andre indrømmer, at krigsretten er blevet krænket, ser Fischer en amerikansk svækkelse og øjner dermed en chance for Tyskland. Supermagten USA har tilføjet sig selv en moralsk blottelse: Nu er den nødt til at retfærdiggøre sig - og vel at mærke over for ”os”! Nu er det os, der er folkerettens vogtere og kan fortælle dem, hvad folkeretten kræver: ”Uforbeholden opklaring af ansvarsspørgsmålet og afstraffelse af de skyldige”. ”De Forenede Stater må gøre alt for at genoprette sin moralske lederrolle i verden efter disse hændelser.” (FAZ, 13.5.04) Josef Fischer frakender personligt amerikanerne retten til at være verdens moralske leder - så de forstår at værdsætte hans hjælp til at generhverve denne ædle post: De skal generhverve den - fra ham og hans kollegaer! Og det skal vel at mærke ske via overbevisende eksempler på, at USA underkaster sig folkeretten. USA kan kun håbe på moralsk lederskab, altså på frivillige følgesvende, hvis landet ikke blot fører, men også forpligter sig over for de internationalt aftalte normer.
Fischer plager sin amerikanske ven ved at bekende sig principielt til at tage amerikanernes parti. Han kritiserer dem kun for at sikre deres lederrolle på moralens felt. Han vil under ingen omstændigheder have, at nogen drager den godt nok ret logiske slutning fra torturen til den form for orden, som skal installeres i Irak. Tværtimod: Fischer, der i 60'erne demonstrerede mod vietnamkrigen, giver sin fulde opbakning til de amerikanske lederes udtalelser om hændelserne i de irakiske fængsler: Man indrømmer storsindet den amerikanske tortur - ”i Saddams egne torturkældre” - som ikke mere lader sig bestride, og i samme sætning insisterer man på, at der er en himmelvid forskel på denne tortur og de u-gerninger, som den notoriske voldsmand fra Bagdad er personligt ansvarlig for.
Den tyske udenrigsminister demonstrerer sin tro på den amerikanske menneskerettighedskrænkers moralske overlegenhed, når han udtrykkeligt bekender sig til den stolte imperialistiske idealisme, i hvis navn USA retfærdiggør sin antiterrorkrig og den dermed forbundne terror mod resten. Med sin kritik af en moralsk blottelse fra den ledende nations side spekulerer han i den virkelige blottelse, som Amerika efter hans krævende målestok har sat for verdensordensmagten og som alle andre har gjort til deres egen:
· Med sin ”koalition af villige” kunne USA alligevel ikke på helt egen hånd ordne verdenssituationen på en måde, som ingen kunne sætte sig op imod, så der ikke var andet at gøre for de andre magter end at acceptere den nye internationale retstilstand.
· Modstanderne af krigen i Irak med deres insisteren på ordlyden i internationale aftaler er ikke blevet isoleret og der er ikke blevet ført bevis for deres afmagt. Tværtimod: Med de kaotiske tilstande i Irak og deres vaklende ”koalition af villige” er præsident Bush - ifølge de tyske beregninger - nødt til at opgive sin foragt for de gamle allierede. I stedet for at isolere dem er USA i færd med at isolere sig selv i kredsen af de magter, der er i stand til at blande sig i konflikten.
· Med henblik på at indsætte en irakisk regering under beskyttelse af amerikanske våben ønsker Bush rygdækning i FN fra de gamle europæere og desuden praktiske bidrag fra deres side til at stabilisere landet. Tyskland og Frankrig registrerer dette som tegn på amerikansk svaghed - og jo mere de mener at spore af denne, desto højere stiger den pris, som de kræver for deres eventuelle ”samarbejde”: De udelukker på forhånd praktisk støtte til besættelsen og saboterer dermed USA's muligheder for at få et NATO-mandat, hvorunder andre medlemslande kunne udnytte fælles militære kapaciteter og støtte fra det samlede Vesten til at bakke op om USA. Uden en ”ægte og fuld suverænitet” til den irakiske regering, der også inkluderer frit valg af udenrigspolitiske partnere og suveræniteten over olie-licenser, vil det gamle Europa ikke engang give penge eller uddanne politibetjente. Det ”samarbejde”, som de ledende europæiske magter stiller i udsigt, har ikke noget at gøre med en hjælp til oprettelse af irakisk suverænitet. Den hjælp, som USA får i moralske anliggender, sigter mod medbestemmelse i højere verdenspolitisk henseende. Det, som man kræver af verdensmagten, er ikke større respekt for tilfangetagne arabere og et eller andet ønske fra den irakiske befolknings side. Det drejer sig derimod om, at USA skal respektere sine imperialistiske konkurrenters rettigheder. Det er det, man kræver af verdensmagten.