GegenStandpunkt-analyse fra d. 24. maj 2004: http://www.gegenstandpunkt.de/radio/2004/ga040524.htm
Amerikanerne er høflige nok til ikke direkte at tilbagevise den verdensomspændende forargelse over eksemplerne på tortur i irakiske fængsler - ja, det drejer sig om et ”beklageligt misbrug” og man er dybt forfærdet over disse ”uamerikanske aktiviteter”. Og ifølge Geneve-konventionens eller folkerettens retningslinier er det vel ikke i orden. Samtidig lader Bush, Rumsfeld & Co. det tydeligt - og ikke for første gang - skinne igennem, at amerikanerne ikke mere vil lade sig bedømme med denne målestok, men at folkeretten skal tilpasses og reformeres, så den passer til dem. Den verdensomspændende krig mod terror, som Amerika har erklæret efter ”9/11”, kan og vil ikke mere holde sig til den slags internationale aftaler, da det er en krig, som bare ikke passer til denne ret. Den ”gamle” folkeret beskæftiger sig nemlig med modstridende interesser og de deraf følgende krige mellem stater - og krigen mod terror passer nu engang ikke ind i dette skema.
Denne langtidskrig er meget moralsk begrundet som selvforsvar mod en uofficiel og nederdrægtig krigshandling, og USA's krigserklæring lyder: Fra nu af er Amerika berettiget til alt og behøver ikke mere retfærdiggøre sig over for nogen eller noget. USA's selvforsvar kender ingen territoriale og statslige grænser. Alle lande kan blive skueplads for terroristjagten; alle nationer bliver stillet over for alternativet: I kan stille jer til rådighed med alle jeres midler som tjener for det amerikanske sikkerhedsbehov - eller i kan selv blive regnet med til ”terroristerne”. Fjenden 'terrorist' er ikke nogen stat, som har krav på respekt som fastlagt i folkeretten, men er derimod en overnational hemmelig organisation, som kun eksisterer med det ene formål at bekæmpe USA. ”Terroristerne” er ikke soldater, men er som privatpersoner bærere af den fjendtlige vilje. Den rest af respekt, som ifølge folkeretten tilkommer soldater som menneskemateriale for deres stat, bortfalder i deres tilfælde - i deres egenskab af DET ONDE, som de personificerer, skal de bare tilintetgøres. Det samme gælder ”terrorstater” som Afghanistan og Irak: Over for dem praktiserede USA en total ikke-anerkendelse og tillod dem ikke engang at kapitulere. Deres organisationer, inklusive statsforvaltningen og militæret, opløses og erstattes af US-yngel under US-besættelse.
Den anti-terrorkrig, som USA vandt mod Saddam Hussein, føres nu videre mod oprørerne i Irak. Disse partisaner rammes med samme styrke som den forrige ”slyngelstat” af anti-terrorkrigens påbud om udslettelse. Kun en død partisan er ikke mere nogen risiko for besættelsesmagten, i hvert fald er neutraliseringen af ham ikke overstået med tilfangetagelsen - hvilket jo heller ikke er tilfældet, når det drejer sig om ”civiliseret” krig og normale krigsfanger: Tilfangetagne soldater er altid mulige kilder til information om fjendens opholdssted, styrke, bevæbning og planer, hvilket de får at føle. Men over for ”terrorister” mangler ikke alene - som vist i den sidste artikel - den bremsende kalkulation om genanvendelse og dertilhørende resocialisering af krigsfangerne som undersåtter for det nye herredømme. Deres fysiske og psykiske tilintetgørelse er desuden beregnet på at afskrække deres kreds af sympatisører. Besættelsestropperne skaber sikkerhed for sig selv ved at foretage den vanskelige sortering i civile irakere og ikke-uniformerede krigere - i USA's øjne endnu et bevis på ”terroristernes” nederdrægtighed - på en måde, der er lige så simpel som brutal: De ved, hvem der forårsager denne ”vanskelighed”, nemlig lokalbefolkningen, som de gør ansvarlig ved for eksempel at dræbe 600 indbyggere i Falludja i løbet af en uge, fordi de ikke kan få bugt med en kerne af modstandskæmpere. I partisankrigen er konsekvent terror mod befolkningen det middel, man vælger: De, der er parat til at underordne sig, må selv sørge for at lægge afstand til oprørerne og udlevere dem til besættelsesmagten til henrettelse - ellers kan de ikke forvente, at besættelsesmagten tager nogen hensyn til dem.
De ansvarlige politikere i USA lægger slet ikke skjul på dette. Ifølge deres logik er det klart, at det præventive angreb på mulige ”terrorister” ikke kan vente på, at de først har gjort sig skyldige i et eller andet. US-administrationen har fået bemyndigelse fra Kongressen til at behandle ”unlawful combatants” hinsides såvel den amerikanske som den internationale krigsret: Fjender af denne slags indrømmes ikke status af krigsfanger efter Geneve-konventionen. De skal udnyttes som informationskilde til at optrevle og tilintetgøre deres organisationer og til kampen mod deres sag - og til det formål ”tager USA fløjlshandskerne af”. I så henseende var fængselspersonalet ikke bare hidset op og havde fået frie tøjler, men var beordret til at gøre fangerne ”helvede hedt”, ”to soften them up”. Guantanamo er en torturlejr, og verden skulle have det at vide. Det samme gælder de militære fængsler i Afghanistan og Irak.
Det er ikke et tilfælde af samvittighedsløst forræderi og der er heller ikke tale om pludseligt opstået samvittighedsnag, når Bush, Rumsfeld og deres Condeleezza nu betegner udførelsen af deres eksplicitte eller implicitte ordrer som private overgreb fra enkeltpersoners side og fordømmer den viste grusomhed som ”uamerikansk” og lader den militære strafferet tage sig af den, når de - da ”billederne” trods massiv intervention fra deres side ikke mere kunne hemmeligholdes - ivrigt oplyser og viser, hvad der adskiller demokrati fra diktatur, når de snakker paragraffer og måske undskylder over for ofrene og deres folkeslag og fører til protokols, at USA skammer sig. Det hele er et resultat af politisk kalkulation - egentlig først og fremmest et resultat af fejlslagen beregning og udtryk for en forlegenhed for deres Irak-politik - især over, at der er kommet pletter på deres troppers ære, der ellers repræsenterer den højeste menneskelighed, som verden endnu har set.
Erobrerne havde nemlig ikke forestillet sig, at besiddelsen af deres bytte ville se sådan ud. De så sig selv som dem, der havde befriet det irakiske folk fra en væmmelig diktator. Deres interesse i en pålidelig pro-amerikansk bastion i det Mellemøsten, som man jo i det hele taget ønsker at modernisere og befri for dets ydmygede og dermed farlige nationalisme; deres interesse i en sikret adgang til verdens næststørste oliereserver og den deraf følgende strategiske kontrol over den globale energiforsyning skulle falde sammen med de befriede irakeres interesse i demokrati og kapitalisme. De ville meget gerne lægge ansvaret for en stat, der slet ikke er i stand til at gøre andet end at tjene USA's interesser, i hænderne på frie irakere. I stedet for er de konfronteret med oprør, der forhindrer enhver orden og kun viser dem, at alt for mange irakere ikke ønsker den frihed, som Bush bringer dem, og at de selv har nationale ideer om et Irak, som er værd at leve i, ideer, som på ingen måde lader sig forsone med USA's. I praksis går besættelsesmagten til værks mod partisankrigen, jævner hele bydele med jorden, dræber alt, hvad der forekommer dem at være mistænkeligt, og internerer i større målestok den upålidelige befolkning. Den modtager så den velkendte særbehandling i de militære fængsler - og lærer heraf, at amerikanerne ikke ønsker at give araberne og deres ret til en egen nation nogen chancer, men at de kun ønsker at undertrykke og at stjæle irakisk olie.
Det kan amerikanerne lige så godt bekende sig til, hvis de fortsat følger logikken i deres anti-partisankrig for at gøre det klart for den modvillige befolkning, at der ikke er noget alternativ til underkastelsen under USA's besættelsesregime - og de kan indstille sig på en asymmetrisk småkrig a la Palæstina de næste tyve år. Men til forskel fra israelerne passer en sådan krig ikke til deres mål. USA ønsker at udnytte, ikke at udrydde, det irakiske ønske om en egen stat. Amerikanerne vil forære det irakiske folk en egen, fri stat, der ønskes og bæres af irakerne - og som samtidig er konstrueret, militært overvåget og integreret i en alliance, så den med garanti ikke udvikler nogen forstyrrende nationale interesser. Irakerne skal altså vænne sig til en ret selvmodsigende forestilling om stat, og USA bedriver tilvænningsprocessen med - i USA's øjne - hensigtsmæssig brutalitet: En smule permanent besættelse og racistisk undertrykkelse af et folk af undermennesker er nu engang nødvendigt til at begynde med. En resultatløs tilbagetrækning af US-magten efter mottoet: Det må I sgu undskylde, vi troede, at det var sådan, I ville have det! - kommer ikke på tale.
Billederne fra Abu Ghraib-fængslet tilkendegiver, hvor total befriernes vurdering af partisanerne som undermennesker allerede er. USA's regering vil imidlertid lige så lidt bekende sig til det budskab om uforsonlighed, som den sender til den irakiske befolkning, som den vil pålægge sig selv begrænsninger i forbindelse med udryddelsen af modstandsreder og i sin måde at fremskaffe informationer på. Præsidentens folk opfatter ”billederne” på den måde, at de er skadelige for deres image - konklusion: Irak-politikken må have et bedre image. Man skal have indtryk af, at militærets behov for information lader sig forene med den principielle respekt, som også skal dokumenteres over for underkastede arabere som mennesker og muslimer. Hvor meget besættelsesmagten end praktiserer en opdeling af irakerne i ”terrorister” og civilister, så er den lige så opsat på, at få de udskilte ”gode” civilister over på sin side. Til denne image-kampagne til forbedring af verdens billede af USA hører så også diskussionen om temaet: Hvor langt må torturen gå? På den måde kommer det til et opgør i verdensoffentligheden om den korrekte rigtige grad af tortur, hvilke torturteknikker der ikke er ubetinget nødvendige til fremskaffelse af informationer og som man derfor kan give afkald på til fordel for ”menneskeværdighed”. Der må sættes en stopper for de ”vilkårlige” rædselsgerninger, som man så som fotos og videoer, for de giver et virkeligt dårligt indtryk. Man må finde ud af, hvordan man laver hensigtsmæssig tortur, som ikke piner de torturerede mere end nødvendigt. Det diskuterer Amerika derhjemme og med den øvrige verden. At ville sætte en grænse for, hvad der er ”umenneskelig” tortur, er ganske vist umuligt og desuden udpræget kynisk, men det er tydeligvis det eneste tilbud, som Amerika er parat til at give resten af verden - og den tager imod tilbudet. Det handler den næste artikel om.