Gegenstandpunkt-analyse fra d. 17. maj 2004: http://www.gegenstandpunkt.de/radio/2004/ga040517.htm
Amerikanske soldater mishandler fanger. Det kan næppe være en virkelig overraskelse. Men nu er det så blevet præsenteret så tydeligt, som det kan gøres - og så kan man forarges rundt om i verden. Det er blevet afsløret, at amerikanerne har gjort noget særligt slemt - slemmere end den omgang ”shock and awe”, som de dagligt udsætter Irak og andre for, og hvormed de terroriserer befolkningen og producerer døde i større målestok. Klart, det bliver også kritiseret, nemlig af regeringer, som ikke deler det politiske formål med denne krig - og mange af deres borgere tilslutter sig kritikken, fordi de ikke er indforstået med den verdenspolitiske orden og den position som den ledende magt, som USA dermed gør krav på - men de krigsofre, som det resulterer i, betragtes på en eller anden måde som ”normalt”. De egner sig i hvert fald ikke som materiale for en verdensomspændende skandale som den, der nu er opstået omkring afsløringerne af tortur. USA har bragt sig i virkelig miskredit ved at overskride ”grænserne for civiliseret krigsførelse”. Disse grænser er nedfældet i Geneve-konventionen, og den har den allerstørste civiliserede demokratiske magt angiveligt forbrudt sig imod. Og USA ser sig tvunget til at retfærdiggøre sig. Når irakerne i Abu Ghraib-fængslet har status af krigsfanger, så skulle de amerikanske soldater, som bevogter dem, have forbrudt sig mod den paragraf, som siger: ”Krigsfanger skal altid behandles menneskeligt”. Indholdet af denne ”menneskelighed” er noget, som man bør gøre sig klart.
Det er nu en herlig ting, staterne er blevet enige om i tilfælde af krig. Når fjendens soldater er forsvarsløse, må man ikke mere chikanere dem, dræbe dem eller true med at gøre det - det ville ifølge Geneve være illegitim magtanvendelse. Det er til gengæld ikke illegitimt men derimod staternes ubestridte ret at indsætte et kæmpearsenal af krigsudstyr mod hinanden. Så drejer det sig om legitim, om nødvendig magtanvendelse, som skal anvendes med det formål at gøre fjenden ukampdygtig, uskadeliggøre modstanderens våben. Dertil hører drab på fjendens soldater i så stor målestok som muligt og massiv terror mod ”civilbefolkningen”. Men det kræver så også, at soldaterne har ekserceret og trænet i brutalitet, i at betjene de våben, som de får udleveret, på professionel vis, altså uden hensyn til sig selv og frem for alt uden hensyn til fjendens menneskelige inventar. Det voldsorgie, som med nødvendighed følger deraf, er ikke underkastet nogen konvention eller begrænsning - det drejer sig jo om den allerhøjeste ret: Retten til at sikre og gennemsætte den statslige suverænitet mod andre stater. Når man kigger tilbage, bliver det dermed klart, hvorfor resten af verden ikke kan få øje på noget virkeligt skandaløst ved USA's ”almindelige” krigsførelse i Irak.
Hvordan står det nu til med den ”menneskelighed”, som man skal udvise over for fangerne? Det drejer sig om en alternativ metode til at afvæbne modstanderen. Tilbudet om at kapitulere er jo kun attraktivt, hvis det indeholder chancen for ren og skær overlevelse. Der er ikke tale om, at en humanistisk ideologi om at redde så mange menneskeliv som muligt pludselig sætter sig igennem midt i krigen. Det er derimod en nøgtern militærtaktisk kalkulation om at kunne sejre med færre omkostninger. Derfor åbnede US-Airforce krigen mod Irak med at nedkaste flyveblade, som opfordrede de irakiske tropper til at desertere. Man får stilles noget i udsigt, hvis man giver op: Man vil ikke mere blive anset for at være et krigsredskab, som tilhører den fjendtlige stat og bekæmpes med al den brutalitet, som modstanderen råder over. Hvis man overgiver sig, indrømmes man status som privatperson - det er det ”menneskelige”. Man loves godt nok heller ikke mere, end at man ikke bliver slået ihjel øjeblikkeligt, og det er velkendt, at dette løfte ofte ikke holdes midt i den uberegnelige ”kamptummel”. Men i princippet skal det gælde: Ellers går det jo ud over den kalkulation, som ligger til grund for denne ”menneskelighed”, idet motivet til at overgive sig ville være forduftet.
Geneve-konventionen er altså ikke et produkt af nationalstaters humanistiske overvejelser: Forpligtelsen til at behandle krigsfanger ”menneskeligt” hører til logikken i de krige, som de fører mod hinanden. Dertil hører desuden hensyntagen til ”civilbefolkningen”, altså til den ikke umiddelbart krigsrelevante del af fjendens menneskemateriale. Det grundlæggende princip i Geneve-konventionen siger:
”Personer, som ikke umiddelbart tager del i fjendtlighederne, inklusive medlemmer af militæret, som har nedlagt våbnene, og personer, som på grund af sygdom, tilfangetagelse eller nogen som helst andre årsager er gjort ukampdygtige, bliver under alle omstændigheder behandlet med menneskelighed …”.
De mennesker, som kan forventes at blive ofre for den velkalkulerede totale indsats af militær voldsanvendelse, skal altså indrømmes en principiel rest af respekt for liv og lemmer. Denne respekt kan man ganske vist ikke altid i praksis tage hensyn til i krigen. Ofte bliver den såkaldte ”ikke-deltagende civilbefolkning” til en del af den kollaterale skade. Og undertiden kræver strategien, at hele byer skal lægges øde og hele landskaber ”afløves” for at fratage de fjendtlige tropper deres ”bagland” og for at ryste deres ”moral”, altså: tvinge fjenden til at give op. Alligevel skal formålsløs tilintetgørelse og overflødig eller overdreven magtanvendelse undgås. Det skal i det mindste hjælpe med at ”lindre grusomhederne og krigens lidelser”. Selvom det frem for alt er fjendens befolkning, der lider under krigen, skal det ikke gå mere end nødvendigt ud over ”menneskene” på krigsmodstanderens statsterritorium. Krigen føres af den ene nation mod den anden, og det drejer sig om, at den anden nations statslige suverænitet skal undertvinges via magtanvendelse - og nærmest med beklagelse meddeler man indbyggerne i den berørte nation, at de ”kun” bliver ramt, fordi de - om de vil det eller ej - er et redskab for fjendens statsmagt. Ødelæggelsen af deres levnedsmidler, sundhed og masser af menneskeliv er godt nok uundgåelig, men ifølge Geneve-konventionen skal den begrænses til det nødvendige, altså til det, som den krigsførende nation skal bruge for at sejre.
Den frivillige moralske selvkontrol, som krigsherrerne forpligter sig til, er ikke nogen revision af de krigeriske aktiviteter, som de har udfoldet hidtil - også og ikke mindst i moralsk henseende:
- De har sendt deres egne soldater afsted med ordre om hensynsløs ødelæggelse. Af hensyn til den gode samvittighed, til den indre overbevisning og til en effektiv udførelse af ordren har man udstyret dem med et fjendebillede, som ikke alene hævder, at modstanderens herredømme er skyld i alle mulige umenneskelige ting, men også stiller fjendens befolkning i et dårligt lys: Den har immervæk tilladt det uudholdelige regime at betjene sig af sit folk efter forgodtbefindende, og dermed har den sat regimet i stand til begå sine ugerninger. Derfor gør det heller ikke noget, hvis befolkningen bliver tilintetgjort, for den har ikke fortjent bedre.
- Når man samtidig - frem for alt med krigens afslutning - besinder sig på menneskerettigheder og Geneve-konventionen, som hævder, at selv fjendens personale i sidste instans også er ”mennesker”, som har krav på et minimum af ”menneskelighed”, og når man derfor instruerer sit eget personel om, at de skal tage hensyn til fjendernes ”menneskelighed”, når de slår dem ihjel, så er det på den ene side absurd. På den anden side har denne krigsmenneskeretslige kynisme en meget beregnende grund, som følger af målet med krigen: Hvor meget den fjendtlige stats menneskemateriale end gøres og skal gøres til offer, så er disse mennesker, som man maltrakterer som 'den fjendtlige stats menneskemateriale', netop også blot en anden statsmagts menneskemateriale, altså mennesker, som kan udføre andre tjenester, når deres statsmagt er tilintetgjort. I denne betydning er irakerne blevet ”befriet”. Uden Saddam er de bare privatpersoner, som skal genanvendes, og vel at mærke til et formål, som USA vil pålægge dem. Det skal man være opmærksom på midt under ødelæggelserne, og soldaterne, som den politiske ledelse har sendt afsted for at dræbe, får ud over sejrsparolen også den formaning med på vejen, at selv om det er fjenden, så drejer det sig trods alt sig også om mennesker. Ens egne krigere, som man har opfordret, uddannet og opmuntret til bestialitet, skal i sidste ende - senest når krigen er overstået - gen-civiliseres. De skal lære, at licensen til at dræbe og andre svinagtigheder kun udstedes betinget og tidsbegrænset og kun i den højere nationale sags tjeneste og til dens nytte. Det er som bekendt en hård nød at knække for moralen såvel som for dens sæde, sjælen, hos mange soldater.
Spørgsmålet er nu: Er det gået skævt med denne tilbagekaldelse, denne re-civilisering af de amerikanske soldater i Irak? Det påstås jo til og med, at den øverste ledelse har sjusket med det. Men måske forholder det sig sådan, at ophidselsen over Geneve-konventionen og USA's angivelige krænkelser af den rammer ved siden af, at den slet ikke svarer til den krig, som USA fører og udarbejder sine helt egne retsregler for. Mere om dette i næste artikel.