Hvad er "socialt"?

1. I årtier var det et kvalitetsstempel for Forbundsrepublikken Tyskland: det "sociale". Det var et stort projekt, som var lykkedes: En indretning af samfundet, som på den ene side var forpligtet over for markedsøkonomien og indrømmede friheder til de frie markedskræfter og interessen i konkurrence og på den anden side havde fundet en vej, der "mildnede" den "sociale ubarmhjertighed", der opstår på den måde, så at det resulterede i en nogenlunde tålelig eksistens for alle. Der blev også sørget for dem, der kaldes de "socialt svage" og som tidligere, i den "utøjlede kapitalisme", var helt på røven. Man skulle ganske vist ikke stille spørgsmålet om, hvorfor dette samfund bare ikke ville holde op med at producere "socialt svage". I stedet skulle man lade sig besnære af den måde, som denne økonomiske samfundsorden tacklede dette problem på. Man skulle ikke lade sig distrahere af, at fattigdom og trusler mod den almindelige eksistens tydeligvis hørte til normaliteten, men tværtimod beundre det "sociale systems" effektivitet, som den massive nød kun var et bevis på, idet det ikke alene forstod sig på at behandle diverse "enkelttilfælde", men var etableret på bredt grundlag og udrustet til at tage sig af "sociale nødstilfælde" af enhver art.

Der var næsten ingen kritiske spørgsmål til dette i stil med:

* Vidner det ikke i den grad om, hvor elendigt samfundet er, når det på den ene side som en selvfølge konstaterer, at det "ganske vist" hele tiden producerer nødstilfælde i massevis, men på den anden side holder sig til gode, at det "imidlertid" er i stand til at forvalte disse nødstilfælde, at de, der lander på gaden, ikke gør det i så stor målestok, som det ellers ville have været tilfældet?

* Er det ikke en deprimerende oplysning om arbejdet i dette samfund, at de, der udfører det, hele tiden påføres "problemer", som socialstaten så "mildner"?

* Hvad betyder det egentlig, når man roser samfundet for, at arbejdet immervæk gør det muligt at klare sig? Mere end denne "lykke" er der så heller ikke plads til i et sådant liv - og selv den er ikke engang sikret.

Hvis disse spørgsmål i det hele taget blev stillet, så blev de offensivt fejet til side: Ja, vi benægter slet ikke, at dette samfund byder på rigeligt af "livsrisici", vi indrømmer til og med, at det er flertallet af "indkomstmodtagere", lønarbejderne, hvis rækker de "socialt svage" rekrutteres fra, men når vi har "det sociale", så nyder disse mennesker trods alt godt af et sikringssystem, som ikke fandtes tidligere.

2. Socialstaten Tyskland holdt sig noget til gode, som var alt andet end en gavmild finansiering af de "socialt svage" via statskassen. Hele ydelsen bestod i, at staten tog fat i samtlige lønninger på niveau under "de højtlønnedes" og lod dem tvangsforvalte. Fra samtlige udbetalte lønninger lod den nemlig den respektive arbejdsgiver overføre et beløb - i dag er det over 40% - som arbejdstagerne slet ikke fik at se på deres lønkonto.

Med de opkrævede bidrag tvinger øvrigheden hver enkelt til at hæfte for alle de andre, der ligesom de selv er så udsat for risikoen for nødsituationer, at de er truet af den absolutte elendighed - fordi den enkelte ikke er i stand til at sikre sig mod disse nødsituationer. Lønnen er nemlig for lav til, at folk med en normal indkomst kan lægge en del til side til sygdom, alder og arbejdsløshed på samme måde som de velbeslåede. Det vil sige: Den mangel, som den enkelte mærker på sin egen krop, bliver omfordelt mellem lutter mennesker, der har de samme grundlæggende økonomiske forudsætninger: lønarbejde. Med denne påtvungne indkomstfordeling tvinger staten dem til at foretage en gensidig forsikring mod de nødsituationer, som optræder i karrieren som arbejder. Denne gensidige forsikring ”sikrer” så også den relative elendighed, som det er at kunne overleve i tilværelsen som lønarbejder, som hele tiden trues af de arbejdsgivere, som ansætter lønarbejdere til at arbejde for sig.

Når der indkasseres fra lutter trængende, så kasserne så kan omfordele fattigdommen mellem dem og de kan holde hinanden oven vande, så er de sociale kasser i princippet ”tomme” eller lige ved at være det. Så betyder lindringen af nøden det ene sted ikke andet end, at der bliver taget noget et andet sted. Grunden til, at de sociale kasser altid er så knappe, er ganske enkel: Kapitalisterne opnår vækst i overskuddet ved at bruge færre og færre arbejdere, som får lov at arbejde mere og mere produktivt.

3. I løbet af 50 års økonomisk vækst har de gjort det med så stor succes, at stadigt flere lønafhænige er blevet arbejdsløse. De betaler ikke mere til de sociale kasser, men skal derimod selv have støtte fra kasserne. Eller mere præcist udtrykt: Stadigt flere ”uselvstændige” bliver overflødiggjort af deres ”selvstændige” arbejdsgivere - med markedsøkonomiske nødvendighed som følge af den konkurrencekamp, som virksomhederne fører, og i kølvandet på den almene kapitalistiske vækst, som det kan lade sig gøre at holde gang i med ret anselige procentsatser uden udvidelser og undertiden endog samtidig med indskrænkninger i arbejdsstyrken. Som følge deraf bliver summen af de samlede udbetalte lønninger mindre og mindre og dermed også livsunderholdet for dem, der er afhængige af lønnen som eksistensmiddel og forbliver afhængige af den, selv når de ikke længere modtager nogen. Derfor er de i henhold til sociallovgivningen - i afhængighed af deres personlige lønmodtagerskæbne - berettiget til en vis andel i den samlede tjente løn. Når der finder stigninger sted i den del af den samlede lønsum, som de arbejdsløse skal have, så viser det følgende: Udgifterne til en komplet arbejdereksistens eller (hvilket socialkassemæssigt set kommer ud på ét) eksistensgrundlaget for samtlige lønafhængige og den pris, som arbejdsgiverne betaler for det arbejde, som de har bruge for til at producere et overskud, passer ikke sammen. Det socialstatslige kunststykke med at skaffe et eksistensgrundlag for hele klassen af arbejdere ved at aftvinge den fra den samlede pris på arbejde, altså den løn, som de arbejdende tjener, bliver mere og mere påkrævet og resultatet mere og mere elendigt. For at sige det på en anden måde: Den systembetingede fattigdom for den samlede gruppe af lønafhængige vokser - altså netop den elendighed, som socialstaten engang blev opfundet for at tage sig af på en systemkonform måde.

Det voksende antal ”sociale tilfælde” sprænger de sociale kassers betalingsevne, fordi de skal finansieres ved at tappe af en samlet lønsum, som skrumper mere og mere ind i takt med den stigende arbejdsproduktivitet. Derfor har stagen i årevis skåret i de sociale ydelser og sænket de trængendes overlevelsesniveau. Men så er det også på tide at forsyne det lille ord ”social” med et nyt og mere tidssvarende indhold. Hvor ”social” tidligere var forbundet med det kyniske tilsagn om, at ”samfundet” trods alt ville gøre det muligt for en at finde sig til rette med den sociale nød, altså at arrangere sig med den permanent, så er det i dag kun den anden betydning af ”social”, der gælder: man skal opfylde sine forpligtelser over for ”samfundet”, som i et godt stykke tid har tilladt sig at tage hensyn til de ”socialt svage” - men nu koster de og deres fattigdom for meget. Fordi kapitalen med sin hensynsløshed har drevet det så vidt, at der er for mange af disse trængende, er det klart, at det ville være ”usocialt” at fortsætte med den hidtidige måde at behandle dem på. Flere og flere af dem modtager i længere og længere tid en hjælp, som alligevel ikke hjælper dem til at virksomhederne kan bruge deres arbejdskraft profitabelt. Man bytter om på årsag og virkning og gør det faktum, at de i en længere periode ikke bliver ansat af en arbejdsgiver, til et indicium på, at hjælpen har været et ”incitament” for dem til at finde sig til rette med arbejdsløsheden. men så er det også klart, hvad ”social” må betyde i dag: Socialstaten har pligt til at tage den samfundsmæssigt set nyttesløse hjælp fra de langtidsarbejdsløse, som den med sin lønerstatningsstøtte har gjort det muligt at være arbejdsløse for på den måde at befri ”samfundet” for den byrde, som de udgør.

Yderligere læsning:

»Bloß eine "Arbeitsrede"? "Keine Glanznummer"? Wieder nur ein paar völlig unzureichende "Schritte in die richtige Richtung"? Die große "Reformrede" des Kanzlers zur "Zukunft des Sozialstaats":
Der sozialpolitische Paradigmenwechsel kommt voran
<http://www.gegenstandpunkt.com/gs/03/2/rede-x.htm>