Generelle træk i formidlingen af adfærdsændringer.
Intro-forelæsninger til psykologi
Man behøver ikke være militant medlem af Foreningen til Dyrenes Beskyttelse for at rejse tvivl om, hvad rotter, aber, duer og andet småkravl har at gøre i en forelæsning om "menneskelig adfærd". Hvad er det egentlig for en videnskab, der med så stor iver avler rotter etc. for at kunne bestemme, hvad der karakteriserer "mennskelig adfærd og hvordan den ændres"?
For at starte med et af de yndede dyreforsøg:
"Når en due hakker på en plet i sit bur, giver man den foder. Efterhånden vil dens hakken, som nu er gjort betinget, blive hyppigere, fordi foderet har virket som forstærker."
En adfærdsforsker stiller sig på ingen måde tilfreds med det, som man faktisk kan lære af eksemplet. Tværtimod. Når en due reagerer sådan, som dens instinkt foreskriver den at gøre; når den altså ikke kan endsige kan ville - reagere anderledes (som bekendt er det endnu ikke forekommet, at en due har opsagt sin kontrakt i protest mod, at den i timevis har måttet hakke på sorte pletter for at få noget at æde), så får adfærdspsykologen øje på noget ganske andet: Duen har en "adfærd". På en given "stimulus" udviser den en bestemt "respons" og ved at ændre "stimuli" kan man ændre "respons", altså i det hele taget dens "adfærd".
Det må indrømmes: Det resultat kunne en almindelig dødelig ikke være nået frem til. For at nå frem til det skal man vitterligt have studeret.
Det særligt smukke ved abstraktionen "adfærd", som beskriver alt lige fra en dues hakken til en adfærdspsykologs teoretiseren, er lige præcist dette: Når en due har en "adfærd" og et menneske ligeså, er det så ikke nærliggende at antage, at ....
Psykologien bruger duens opførsel til at udlede et generelt princip for "indlæring": "belønnings- eller forstærkerprincippet". Når blot man betragter alt det, som mennesker gør i deres målrettede tænkning og handlen -
"Min søn ville på et tidspunkt ikke lave sine lektier, fordi han hellere ville være sammen med sine kammerater. Lektierne har altså i dette tilfælde været en negativt forstærkende og kammeraterne en positivt forstærkende virkning på hans adfærd."
- under den brutale psykologiske abstraktion "adfærd", så volder det ingen vanskeligheder at opdage "forstærkerprincippet" bag alt, hvad mennesker foretager sig. Den stakkels søns lektievægring tages således heller ikke til efterretning som den viljesudfoldelse, den er, - hans vilje bliver hverken kritiseret eller bekræftet, men derimod benægtet! Og netop derfor er psykologiens dyr altid så menneskelige - eller omvendt. I de to citerede eksempler er det også kun af interesse, at duen og sonny boy gør "noget" i relation til begivenheder i omverdenen, ligesom disse begivenheder omvendt kun betragtes med hensyn til deres virkning på adfærdsmådernes hyppighed. På den måde bliver enhver begivenhed til en - i forhold til sit indhold - lige-gyldig "adfærd" eller "forstærker". Med denne tautologi - hvis "noget" i omverdenen efterfølges af en adfærd, så er dette "noget" en forstærker, og hvis ikke, så ikke - udvikler adfærdspsykologien sin uendelige række af "grundprincipper" for menneskelig adfærd. Således også "imiteringsprincippet":
"I tredivernes Tyskland efterlignede det tyske folk pludselig (voila!) en enkelt mand, Hitler."
Sådan forholdt det sig selvfølgelig ikke. Den tyske befolkning gav sig hverken pludseligt eller lidt efter lidt til at anlægge små overskæg for dernæst at komme op at slås, fordi Herr Schultz ville have alle andre til at sige: "Heil Schultz!", Frau Mayer ville have dem til at sige: "Heil Mayer!" o.s.v. De efterlignede nemlig ikke Hitler, men adlød og tilbad ham, fordi han repræsenterede den stat, som de var villige til at knokle og ofre selv livet for, eller med andre ord: fordi de faktisk var overbeviste nationalsocialister. At eksemplet er helt hen i vejret diskvalificerer det imidlertid ikke som en vellykket illustration af den adfærdspsykologiske teori. Spørgsmålet om, hvad fascismen var og er, og hvorfor det tyske folk sluttede op om Hitler, har psykologen for længst lagt bag sig: Det tyske folk udviste nemlig en fascistisk "respons" på en hitlersk "stimulus". Forstærkerprincippet, imitationsprincippet og samtlige andre adfærdspsykologiske principper er altså i al deres tilsyneladende forskellighed det ene og samme bevis på den ene og samme stupide tanke: Når folks handlinger ikke er, som de skal være - og det er ikke noget tilfælde, at eksemplet ikke lyder: "En dag ville min søn meget hellere slå græsplænen, fordi han ikke havde lyst til at tage til stranden" - så har et eller andet fået dem til at reagere forkert. Og dette et eller andet skal der mindst en adfærdspsykologis abstraktikonsformåen til at opdage. Først den er i stand til at hjælpe folk, da det først er den, der opdager folks egentlige og dybere problemer. (Hvad ville der ikke kunne ske, hvis folk en dag pludselig begyndte at efterligne den notoriske kattemor Jensine Jensen på Vesterbro og pludselig gav sig til at smøre hele Enghave Plads ind i dåseleverpostej og røget sild? Eller hvis ...) Og det er heller ikke så underligt, når det er den selv, der har opfundet problemerne.
Selv om vi godt ved, at vi risikerer at få at høre, at vi blot udviser en særlig underfundig respons på psykologens stimulus, vil vi ikke forsømme lejligheden til at videregive vores uforbeholdne mening om den videnskab, som undersøger dyr for at sige noget om mennesker: Den er det rene Anders And.
KUB 1980