Saddam
hentet op af hullet i jorden:
Vae
Victis! – eller: Æret være, hvem æres bør
Endelig lykkes det for
en amerikansk enhed. I et hul i jorden finder den Saddam, Klør
Es i spillekortene over de 52 mest søgte
statsforbrydere i Irak, og den benovede verdensoffentlighed får
lov til at beskue fangsten. S. Hussein, Iraks statspræsident,
er en forpjusket mand med et forvirret blik, som for løbende
kamera bliver kropsvisiteret med gummihandsker for lus i skægget
og udsmuglede breve i munden. Mange mener, at den slags ikke er
helt i overensstemmelse med menneskerettighederne. Det
skulle heller ikke være tilladt ifølge
Geneve-konventionen, for ikke engang en Saddam må man
nedværdige på den måde: En statsmand nyder vel
stadig respekt, selv om han har tabt en krig. Og i det hele taget:
Har amerikanerne virkelig brug for den slags, efter deres prægtige
sejr?
Ja, åbenbart. For
det er noget, som de først og fremmest skylder sig selv.
De er først rigtigt færdige med fjenden, når deres
våbens gennemslagskraft bliver suppleret med modstanderens
tilintetgørelse også i moralsk henseende.
Med sine bomber har man i praksis bevist sin egen statslige
rets uendelige overlegenhed over Saddams
Irak. Nu vil man så forsikre sig om den endnu engang
demonstrativt, og vel at mærke over for
repræsentanten for den irakiske magt, som har modsat sig
ens egen amerikanske ret med et tilintetgørende
resultat for sig selv. Til det formål gør Saddams figur
i den skikkelse, som man samler ham op og præsenterer ham,
netop det indtryk, som den skal gøre. En beskidt,
nedværdiget gammel vagabond, som skal desinficeres,
før man spærrer ham inde: Netop det og ikke andet er
det, der bliver tilbage af en statsmand, der udover en krig også
har mistet alle sine magtinstrumenter – og dermed den
ære, som respekteres hos en magthaver alene på
grund af den magt, som han repræsenterer. En statsmand,
som først jages i sit eget land og derefter pågribes,
repræsenterer omvendt kun sin egen totale magtesløshed –
og den, der har afvæbnet ham ved at besejre ham i en
krig, vil ikke snyde sig selv for den moralske nydelse af den
besejrede modstanders afmagt: I den demonstrative
nedværdigelse og vanære af krigens taber og
degraderingen af ham til gemen forbryder
demonstrerer sejrherren over for sig selv og resten af verden sin
egen magts absolutte ret.
Dette skylder
besættelsesmagten også de besatte irakere, for man kan
slet ikke få nok praktiseret demokratisk
statsborgerkundskab i landet. Således skal irakerne studere
deres Saddam meget nøje via CNN’s kameraer –
og i den jammerlige gamle mand kun få øje på det
rene og skære fravær af alt det, som engang
kvalificerede ham som deres leder. Der er simpelthen ikke mere
tilbage hos ham af det praleri og den attitude, som
magthavere bruger til at fremhæve deres personlige
kompetence som herskere, altså til at kåre sig
selv som kaldede repræsentanter for den nationale sag og
kræve loyal opbakning fra folket i sit eget såvel
som i nationens navn. Irakerne skal fortsat forblive tro mod logikken
i denne førerkult, som intet herredømme
kan undvære – de skal bare se den med modsat
fortegn. I skikkelse af Saddam, som en amerikaner lyser ned i halsen,
skal det gå op for dem, at det jo umuligt kan dreje sig om en
mand, som fortjener deres loyalitet. De skal droppe deres
inderliggjorte vilje til at følge den leder, som de
indtil for nylig har fulgt og adlydt – fordi han nu
tydeligvis ikke længere er en sådan
– og det er så den rigtige måde at føre en
vellykket demokratisk ”kamp om irakernes hjerter”
på: Man viser dem ganske enkelt, hvor totalt uværdig
denne figur er og altid har været til at nyde de
irakiske undersåtters loyalitet – og straks er de modne
til at kaste sig i favnen på de figurer, som de snart
får lov til at kalde deres herrer.
Verdensmagten skylder
derimod ikke den tyske offentlighed noget som helst. Men den
opfører sig til gengæld, som om den havde et
historisk retskrav på et bevis på US-styrkernes succes -
lynsejren er slet ikke nok – og som om den amerikanske
præsident var personligt ansvarlig for at opfylde dette
krav og dermed var kommet slemt bagud i forhold til sine
forpligtelser. Nu er pågribelsen af den store onde ånd
altså lykkedes: Tillykke, Amerika!, og vi kigger også
gerne og ofte på ham i fjernsynet, den ”afrakkede
diktator” inklusive hans vanartede sønner. Men nu må
I ikke blive overmodige! – den formaning vil de tyske
journalister meget gerne give verdensmagten USA med på
vejen. ”Saddam – og hvad så nu?”
spørger de Amerika, som om en eller anden i Washington
havde påstået, at det store korstog mod
anti-amerikanske aktiviteter rundt om i verden, denne nye
anti-terroristiske verdenskrig, allerede var vundet og afsluttet
med pågribelsen af den ene irakiske ”skurk”.
Men det er noget, som Tysklands offentlighed med sin patriotiske
skepsis over for USA skylder sig selv: at granske storebrors
triumf, der åbenbart også har gjort stort indtryk på
tyskerne, finde håret i suppen og advare USA's
præsident mod at tro, at han ”med pågribelsen af
Saddam allerede har vundet freden”.
Hvad skulle Amerika dog
stille op uden sin besindige tyske rådgiver!
Oversat fra
GegenStandpunkt 1/2004:
http://www.gegenstandpunkt.com/gs/04/1/inh041.htm