Analyse fra d. 28. januar 2002

PISA-undersøgelsen:

Tysklands elever blamerer den europæiske førermagt

”Oh skam og skændsel! The Programme for International Student Assessment, forkortet PISA, afslører, at tyske elever med hensyn til både ”læsekompetence” og matematik og naturvidenskab ligger ”tydeligt under gennemsnittet for industrinationer”. I sammenligning med 32 nationer lander Tyskland kun på pladserne 22 til 25 - altså langt fra alle medaljepladser. I regning er det kun knap en fjerdedel af eleverne, der formår at løse ”en simpel procentopgave”. Og det ser lige sådan ud i naturvidenskaberne. I læsning producerer Tyskland flest elever, der i slutningen af deres skoleforløb er funktionelle analfabeter. ”Særlig dårligt klarer tyske elever sig, når de skal tænke over en tekst og vurdere den”. (Süddeutsche Zeitung 5.12.2001) ”

Offentligheden hidser sig på ingen måde op over det resultat af PISA-undersøgelsen, der siger, at mange tyske elever ikke råder over nogen nævneværdige færdigheder i de basale discipliner læsning, skrivning og regning. Skolemyndigheder, lærere og alle de andre ideelle såvel som reelle uddannelsesansvarlige er "på ingen måde overrasket". Det, som man hidser sig op over, er placeringen langt nede på listen i sammenligning med de andre stater. Der burde vel tilkomme Tyskland - og ikke finnerne - en international topplacering. Når en international test af skolepræstationer forsyner resultatet af de tyske skoler med karakteren "utilstrækkelig", så er det noget langt højere, der står på spil, end "bare" ungdommens forsyning med fornuftig uddannelse:

Jürgen Möllemann bekymrer sig straks om "Tysklands anseelse og fremtidsegnethed som investeringsland". Denne udtalelse er bemærkelsesværdig: Bekymringen for Tysklands ungdom er et permanent tema og debatten om den er alt andet end ny. Om det nu drejer sig mere om den nationale ære - "anseelse" kalder Möllemann det - eller direkte gælder industrinationen Tysklands vækstpotentiale - "fremtidsegnethed": I begge tilfælde drejer det sig om nationens konkurrencesituation og hvordan skole og uddannelse indordner sig under den. Her står det klart: Ungdommen er kun interessant som ressource, som bestanddel af den nationale præstationsevne til at sætte sig igennem i den internationale konkurrence. Derfor skal staten sørge for, at de unge varetager deres opgave. Der skal sørges for et konkurrencedygtigt uddannet folk - lige fra formidlingen af en moderne statsborgers uundværlige "basale kundskaber" og passende værdier og det rette nationale sindelag til videreformidlingen af den ene eller den anden form for viden i den "højere dannelse" til den fremtidige elite. I det ideelle tilfælde står menneskematerialet på den måde til rådighed med dyder, egenskaber og kundskaber i respektivt tilstrækkelige mængder for alle og egnet til alle tjenester. Denne tjenesteydelse forstår de kapitalistiske brugere af denne "ressource" i høj grad at sætte pris på. Når PISA-undersøgelsen nu viser, at knap en fjerdedel af eleverne ikke kan leve op til deres samfundsnyttige brugbarhed, fordi de er håbløst uvidende, så kalder arbejdsgiverformand Hundt det for "en skandale for en førende industrination". På den anden side: Det kan slet ikke stå så dårligt til med ressourcen, når selv avisen "Die Zeit" mener at have fået øje på, at "den senere langtidsarbejdsløshed for længst er en afgjort sag for en del af eleverne allerede i første klasse." (Die Zeit, 6.12.2001) Også i fremtiden er der altså arbejdsløse, altså et større udbud af arbejdskraft, end økonomien efterspørger. Så skulle der jo under alle omstændigheder være tilstrækkeligt med ungt arbejdsmateriale til at opfylde økonomiens behov.

Men: Formålet med uddannelse, sådan som den finder sted i den demokratiske stat, som er forpligtet over for markedsøkonomien, er andet og mere end den funktionalisering af mennesker for kapitalens behov, som efter Hundts mening lader meget tilbage at ønske for tiden. Det er frem for alt også skolens opgave at bruge uddannelsen af folket til at udskille det samfundsmæssige lederpersonale. Netop uddannelsessystemet gør sig på dette punkt nyttigt med hensyn til at producere de forskelle, som gør sig gældende på arbejdsmarkedet, altså med hensyn til at fordele de "unge mennesker" på de forskellige klasser. Sorteringsmekanismen foregår efter logikken: Når man udviser svagheder, udelukkes man fra yderligere uddannelse og formenes adgang til det næste undervisningstrin. Via skolens virke produceres forskellene i elevernes færdigheder, og disse forskelle attesteres/stadfæstes via karakterer og eksamensbeviser. Dette resultat betjener arbejdsmarkedet sig så af. Og dermed er sammenhængen mellem skoleforløb og pjalteproletariat så også etableret. Den opdeling i "de gode" og den store restgruppe, som praktiseres konsekvent fra de første klassetrin i skolen, frembringer foruden en "elite" og en større "ikke-elite" nu engang også en ordentlig portion "skoletabere".

Dette skolesystems resultater og succes indfinder sig - det leverer PISA-undersøgelsen også statistisk belæg for - overalt i den demokratiske kapitalismes herlige verden. Det er ikke kun i Tyskland, at en betragtelig del af eleverne går til "på det nederste trin". Om det nu drejer sig om lidt mindre end en femtedel (som i andre lande) eller næsten en fjerdedel som i Tyskland: Overalt beviser de demokratiske uddannelsessystemer, hvor overordentlig grundigt eksklusionen af karrierer finder sted og hvor upåklageligt deres skolesystemer forstår at gennemsortere dimittenterne fra de forskellige uddannelsesniveauer.

Det er heller ikke underligt, at skolesystemerne overalt i den kapitalistiske verden producerer færdiguddannede, der passer til hierarkiet af erhverv i et klassesamfund. Der er ikke nogen, der hidser sig op over, at der lander nogle få helt i toppen, men de fleste i bunden. Men at det mere eller mindre er klassebaggrunden, der afgør det, generer alligevel den demokratiske ideologi om "præstationssamfundet", der siger, at klassedelingen er retfærdig, når bare den beror på angivelige individuelle "præstationer" og påståede "begavelser" og ikke på, hvor man tilfældigvis bliver født. Og så er det endda ikke særlig underligt, at klassebaggrunden afspejler sig i skoleforløbet og det afsluttende resultat. Efter at have deltaget i de offentlige uddannelsesinstitutioner lander efterkommerne af de øverste og de nederste lag igen dér, hvor de kommer fra - og det er der stadig mennesker, der undrer sig over. Som om praksis med at sortere så effektivt som muligt ikke samtidig sikrer, at børnenes succes i skolen for en stor dels vedkommende afhænger af, om forældrene råder over den kvalifikation, at de kan hjælpe deres børn, når de har vanskeligheder med skolen, og/eller om de råder over tilstrækkeligt med penge til at kunne betale for ekstraundervisning eller lektiehjælp. Når staten gennemfører besparelser i sit uddannelsesvæsen og stryger sit tidligere program om at sørge for "chancelighed" og et par arbejderbørn på universiteterne til fordel for den nye politik med "målrettet fremme af topbegavelser" og en udgiftsgunstig afvikling af resten af uddannelserne, så afgøres de kære smås succes i skolen også af pengenes egalitære målestok. Så er uddannelse nu engang et klassespørgsmål - og det passer godt til et klassesamfund.

At overordentligt mange unge underkastes en sorteringsproces i skolen, som lader dem lande langt "nede", er én ting. Det betyder imidlertid ikke, at en kapitalistisk kulturnation på forhånd vil bearbejde sit menneskemateriale på en måde, så arbejdsmarkedet garanteret aldrig vil kunne bruge det. En moderne stat vil gerne have sit skolevæsen til at bringe det så vidt, at alle så vidt muligt kan konkurrere på dette arbejdsmarked med de færdigheder, som de har erhvervet. Det vil den ikke kun med henblik på sin kapital, som ungdommen skal stå til rådighed for og kunne bruges af, eller - hvilket kommer ud på et - med henblik på erhversdygtigheden hos sine masser, som i den ideelle situation alle skal kunne gøre sig nyttige på en eller anden måde. Den er mindst lige så interesseret i, at folket og folkets unge skal have grundudrustningen for en anstændig statsborger med på deres livsvej. Det kræver ganske vist ikke så forfærdelig meget uddannelse. Men en nogenlunde ferm omgang med formularer, stemmesedler og læsningen af Bild-Zeitung, en solid "forankring i det vestlige værdifællesskab" og den forstokkede "viden" om, hvor man hører til, hvis der bliver krig - den slags åndelige kvalifikationer skal et nyttigt folk være forsynet med. En tilforladelig nationalist må heller ikke være helt foruden enhver færdighed i omgangen med alle tyskeres sprog: Så meget "læsekompetence" bør man have.

I den henseende giver den udbredte åndelige forarmelse af ungdommen anledning til en vis bekymring hos herrerne over opdragelse og uddannelse: Om en så stor "sump" af åndelig forarmelse og forråelse - ikke kun i international sammenligning - kan bruges til at lave stat med. Og denne bekymring skærpes af, at det unge pjalteproletariat for en betragtelig dels vedkommende består af ikke-tyskere, hvis nationale pålidelighed der jo under alle omstændigheder hersker principiel tvivl om. Her behøver forbundspræsidenten "ikke at være profet for at erkende, at vi i de kommende år får at gøre med endnu større integrationsproblemer, hvis vi ikke kan omforme og udstyre børnehaver og folkeskoler på en sådan måde, at de kan yde deres bidrag til en vellykket integration." (Rau, 10.01.2002) Der må opdrages og uddannes nationalt brugbare unge mennesker, også og især blandt vores "udenlandske medborgeres" børn. Helst allerede fra den spæde børnehavealder, så nationen ikke opfostrer en femte kolonne af lutter nyttes- og fædrelandsløse typer, hvis nationale sindelag ikke kan tros over en dørtærskel. Den "høje andel af udlændinge i de tyske folkeskoler" spolerer under alle omstændigheder vores gennemsnitlige niveau, hvorfor Niedersachsens ministerpræsident Gabriel Rat kræver en procentuel begrænsning af andelen af udlændinge i skoleklasserne.

Sikke et held for Tyskland, at landets politikere reagerer så veluddannet på "PISA-chokket".