Startside   Danmark   Internationalt   Videnskabskritik   Alment

Det er os, der er pave!”

(Bild Zeitung, 19. April 2005)

Hvorfor der stadig eksisterer et behov for religiøse vrangfore­stil­linger midt i det oplyste demo­kra­ti

I april dør ypperstepræsten i en religiøs menighed, som tror på, at en vandreprædikant, som angiveligt blev hen­rettet for 2000 år siden, 1) var Gud, 2) genopstod efter sin død og 3) nu sidder i himlen, hvorfra han 4) ledsager, over­vå­ger og styrker sine tilhængere den dag i dag. Deres “hel­lige far”, denne diktatoriske enevældige og i alle tros­spørgsmål angiveligt “ufejlbarlige” såkaldte“Guds sted­fortræder på jorden” dør, og hans død transmitteres live på TV. Ledsaget af den rituelle besværgelse af en variant af deres gud ved navn “helligånden” vælger sektens øverst­rangerende guruer en ny åndelig leder. Det undrer på ingen måde den oplyste og afklarede menneskehed i det 21. århundrede. Det postyr, som resten af verden laver i denne anledning, er til gengæld besynderligt: I uge­vis er alle TV-kanaler proppet med iscenesættelsen af den gamle paves dødskamp og ophøjelse og med ritualet omkring arve­føl­gen i Rom, alle andre nyheder lander i rubrikken “andre med­delelser”. Alle de steder, hvor man dyrker den tre­foldige gud, er der desuden nok katolske og ikke-katol­ske men­ne­sker, der hengiver sig til religiøs ekstase, eller i hvert fald er klar over, hvad man skylder de allesteds­nær­væ­ren­de TV-kameraer: Millioner af moderne frie borgere græder, viser alle tegn på fortvivlelse i anledning af døds­budskabet, skriger og jamrer under dødsmessen og ap­plau­derer trækisten, når den bliver båret forbi dem. Godt en uge senere bliver de troende på Peters­pladsen præ­sen­teret for den nye chef, og de samme men­nesker ved hverken ud eller ind af bar glæde: De ler, de græ­der, danser og svinger deres respektive nationalflag. De ville ikke have kunnet udholde tiden uden en Guds højeste repræsentant på jorden ret meget længere - et liv uden pave, ser det ud til, er virkelig ikke værd at leve.
Efter hele dette show gider vi ikke høre et ord mere om, at det angiveligt moderne Vesten skulle være mere “op­lyst” end de tilbagestående muslimer. For kort tid siden meddelte SPIEGEL Magazin med stor forståelse for Ves­tens anti-terrorkrig, at islam truer hele menneske­he­den med sin fundamentalistiske stræben efter gudsstaten. “Islam: Allahs blodige land” lød overskriften. Nu led­sager det samme organ - helt uironisk! - de vestlige stats­lederes pilgrimsfærd til Rom med følgende nekrolog over den døde pave: “Paven er den globaliserede mo­ral­ske instans … Han opfordrede til at oprette guds­staten i menneskestaten..” Den centrale kritik af islami­ske fun­da­mentalister lyder, at de ud fra deres religiøse overbe­vis­ning drister sig til at lave politik og undergrave stater. Præ­cis det samme roser man den afdøde polske pave for som en af hans store præstationer: Den kriste­ligt-vestlige verden på begge sider af Atlanten holder ham til gode, at han hjalp kraftigt med til at styrte de kom­mu­nistiske stater i Østeuropa. Det kommer altså åbenbart meget an på, hvilken verdslig magt fundamentalismen tjener: “Vo­res” kristne fundamentalisme er simpelthen uimodsigelig og god, det er de andres fundamentalisme, der er farlig!
Når man er troende, altså bekender sig som tjener til en himmelsk herre, så fører man ikke af den grund et liv, der er særligt anderledes end ens gudløse medborgeres. Man har lige så travlt som alle andre med at få gjort det nød­ven­dige: Man tjener penge efter den “frie markeds­øko­no­mis” benhårde regler og opildnes af konkurrencen til at for­sø­ge at stige op i jobhierarkiet og undgå den sociale nedtur. Un­der bestræbelserne på at tjene den private nydelse, som skal gøre alle anstrengelserne umagen værd, kræves der masser af velgennemtænkte besparelser og hushold­ningsbudget­læg­ning. Både kristne og ikke kristne gør det, som er givet på for­hånd via jura og lovgivning og den der­med iværk­satte økonomisk objektive tvang , via so­cial­statens for­skrif­ter, via markedet og den offentlige mening som fiks og færdig “livssituation”. Den succes, som de stræber efter og som hele tiden kun næsten lykkes for dem, er den samme for kristne som for ikke-kristne. Og også for­tolkningerne af de problemer, som de skaffer sig på hal­sen i deres daglige tilværelse, er de samme: Det er som regel de andre, der er heldige; de ting, som man selv gør sig fortjent til, belønnes aldrig efter fortjeneste, og i det hele taget bliver man aldrig retfærdigt behandlet. På den­ne måde supplerer folk, Jesus-fans såvel som prak­ti­se­rende hedninge, hele deres beskedne liv med deres mo­­ralske utilfredshed. På det punkt adskiller kristne sig ikke så forfærdeligt meget fra muslimer eller de religiøse sig fra de­res ik­ke-troende medborgere.
Men hvis man er troende, så tænker man derudover sit om alt det, nemlig en allestedsnærværende autoritet over og hinsides alle virkelige chefer og magthavere. Denne hinsidige auto­ri­tet kræver betingelsesløs lydighed over for de regler for anstændig livsførelse, som den selv udsteder - og disse regler er i sidste instans ikke andet end dem, der jo allige­vel er alment gyldige. Denne autoritet ved navn “Gud” sidder samtidig i baggrunden og fører regnskab over alt levende, fælder ved livets afslutning en nådesløst retfærdig dom og udsteder en uendeligt nådig kvittering til det jor­diske kryb. Fromme mennsker dyrker altså en principiel under­da­nig­hed, en slavementalitet, men til gengæld kan de se frem til en vidunderlig belønning i form af en lige så principiel friheds- og overlegenhedsbevidsthed: Dybt i sit inderste er den troende ikke forpligtet til at aflægge regnskab over for nogen anden instans end sin herre i det hinsides. Alle jordiske øvrigheder blegner ved siden af den himmelske: Formynderi, undertrykkelse, uretfærdige vurderinger i de troendes liv før døden kan de fromme sjæle lade prelle af - og det samme gælder selvfølgelig alle materielle trængs­­ler og afsavn - eftersom de i sidste instans kun be­høver at frygte Guds dom. Fra den Aller­øverstes stand­punkt udgår der over alt og alle en absolut, uanfægtelig domfældelse - og til de troende udgår løftet om en retskraftig benådning i det hinsides efter døden, når bare de opfører sig gudfrygtigt i det jordiske.
Verden af religiøse vrangforestillinger, den dertil hørende magi og ekstase er altså hverken uddød eller slet og ret en privatsag her til lands. Når statscheferne i alle im­pe­rialistiske stormagter roser den afdøde Woytilas “livs­ydelse” og “karisma” i de højeste toner og tager sig tid til at vise ham den sidste ære, så dokumenterer de der­med deres store interesse i de jordiske præstationer fra Guds førende repræsentanter. De er interesseret i den verdslige funk­tionalitet af deres frie og myndige borgeres tro. I denne verden skal de nemlig konstruktivt adlyde alle retsgyl­dige for­skrifter og kun søge at opnå materiel succes inden for de tilladte rammer. At denne succes aldrig bliver til noget for det overvejende flertals vedkommende, eftersom de indgår som om­kost­ningsfaktor i deres arbejdsgiveres her­skende interesser, fører hos troende mennesker ikke til et ønske om at af­skaffe de forhold, hvor de hele tiden kom­mer til kort, men til et behov for kompensation: At være forpligtet over for et højere formål med livet, hinsides den jordiske jammer­dal, trøster de troende oven på skuffelsen over deres fias­ko i den verdslige verden. Og værre end­nu: For de tro­en­de befinder det jordiske menneskes egent­lige bestemmelse sig i det hinsides. Via denne be­tragt­ningsmåde bliver det tro­ende menneske modent til at affinde sig tålmodigt med alle de besværligheder, som dagliglivet i kapitalismen udsætter det for - netop på den måde gør folk sig på langt sigt og uden modstand til de nyttige idioter, som deres verdslige herrer ønsker og kalkulerer med, at de skal være.
I det kristne Vesten er det kirkerne, der plejer og betje­ner det åndelige behov for at få livet til at give mening via troen. Til deres tilhængere, som i overensstemmelse med et billede fra deres religionsstifter til og med frivilligt kal­der sig får, formidler de på yderst konstruktiv vis en positiv indstilling til de ofre, som den daglige kapitalisme og dens nationale forvaltning kræver af dem. Den ro­mersk-katolske kirke fungerer for tiden tydeligvis til de de­mokratiske verdensmagters fulde tilfredshed med sin globaliserede kapitalisme. Det vidner deres heftige del­ta­gelse i valget af ny kandidat til “Petri stol” eftertrykkeligt om.
En sidste klarlæggelse af adskillelsen mellem kirke og stat og af de religiøse overbevisningers rent private karakter leveres af det frie demokratiske Tyskland i anledning af det vellykkede pavevalg. For en kort tid er Tyskland ude af sig selv, flager fra offentlige bygninger og politistationer. Politikkens førstemænd begiver sig på ny til den “hellige by” i spidsen af en hærskare af pilgrimme. Hele Tyskland er sammen med BILD-Zeitung begejstret: “Det er os, der er pave!” Dette “vi” er definitivt ikke de katolske søndagsmessedeltageres “vi”, men derimod alle ordentlige tyske forfatningspatrioters “vi”. Eftersom Josef Ratzinger er født på denne side af grænsen i Inn i Bayern, ser den tyske nation i Guds nye stedfortræder ikke blot den ny, pålideligt antikritiske kirkeleder, men får frem for alt øje på tyskeren i ham og opfatter sig som helt enorm opvurderet i moralsk henseende og på verdens­plan. Ikke, fordi herrerne i Berlin fra nu af vil danse efter den katolske kirkes pibe. Det er snarere omvendt, som om den romerske katoli­cisme bekender sig til det tyske samfund og dets kultur, som om den katolske gud med valget af Ratzinger havde bekendt sig til delstaten Bayern som sit sande hjemland.
Og det kommer, som om det var bestilt på forhånd, lige til 60-års dagen for afslutningen på 2. Verdenskrig: den dato, hvormed det demokratiserede Tyskland sender et ulykkeligt afsnit af historien på pension, en æra af “Ver­gan­genheitsbewältigung”, opgøret med den nazistiske for­tid, som forblev problematisk for patrioter. Det, som er lykkedes for Sepp Ratzinger, at avancere fra knægt i jø­demorderens Hitlerjugend til Guds øverste brobygger, det er ikke blot en eksemplarisk tysk karriere, det er et sym­bol på Tysklands karriere. Det må man tage hatten af for: Det har Helligånden gjort virkelig godt!