Psykologi-TV:
Milgram-eksperimentet
"Lydighedens Dilemma" - Se den før din nabos søn!
I forbindelse med Jørgen Flindt Petersens og Erik Steffensens TV-film om de græske bødler fra junta-tiden, Tortur: Din nabos søn, genudsendte TV en tre år gammel film, Lydighedens Dilemma. De to TV-journalisters svar på det tilsyneladende redelige udgangsspørgsmål - hvordan kan almindelige mennesker gøres til bødler og bringes til at udføre tortur - formede sig som alt andet end en undersøgelse af torturens årsager og formål, endsige indholdet i de unge bøddelaspiranters vilje til at lade sig underkaste den brutale og brutaliserende uddannelse til menneskeplagere i statens tjeneste. Med deres udgangsspørgsmål underforstår de to journalister nemlig, at den egentlige fare er .... mennesket selv. Udsendelsen antager derfor form af en opremsning af en uendelig række af aspekter og faktorer, der kan bidrage til løsningen af denne psykologiske gåde: Hvilken uddannelse havde bødlerne, hvad var deres 'sociale baggrund' o.s.v. o.s.v. Alt dette kun for at konkludere, at det drejede sig om "ganske almindelige unge mennesker" som din nabos søn, og at gådens løsning derfor (!) lød: "Enhver har noget ondt i sig" og derfor gør han noget "ondt". Når en græsk militær-junta har foranstaltet død og lemlæstelse af statsfjender, skal man ikke oprøres over dettte, men føle sig højst personligt ansvarlig:
Ovenstående gemene psykologisme finder i psykologien anvendelse på enhver menneskelig handling. Den efterfølgende udsendelse, Lydighedens Dilemma, skulle levere den videnskabelige dokumentation af dette via "et stærkt virkende psykologisk forsøg".
Følgende overvejelse var på én gang udgangspunkt og den centrale tanke i forsøget, der er en "efterligning af Milgrams berømte forsøg over autoritet og lydighed":
"Mange tænker, at de bestemt ikke ville kunne bringes til at give andre personer elektrisk stød. Men talrige udenlandske forsøg har vist, at alle mennesker praktisk talt går med til forsøget. Op til 85 % går til den bitre ende. Vi vil allesammen i en given situation kunne presses (til at adlyde), bare autoriteten og presset er tilstrækkeligt stærkt ... Tendensen til at adlyde ordrer ligger dybt i os allesammen."
Hverken det forhold, at folk ofte "i en given situation vil kunne presses til at adlyde", eller den kendsgerning, at "alle mennesker praktisk talt går med til forsøget", betyder, at hypotesen om, at "tendensen til at adlyde ligger dybt i os alle", skulle være korrekt. Den er nemlig helt forkert: For det første underforstår TV-kommentatoren med sin teoretiseren over lydighed, at han taler om den præstation hos subjekter, som det er at underkaste sig under en fremmed vilje. Samtidig benægter han viljen til underkastelse, i og med at han taler om lydighed som udtryk for en "dybtliggende tendens" i mennesket. Ifølge udsendelsen følger folk blot en indre tendens, når de adlyder.
For det andet vil udsendelsen kun lade den indre "tendens" til lydighed gælde, når den er i overensstemmelse med "autoriteter". Hvordan i alverden skulle en "tendens", der har karakter af en drift, være i stand til at afgøre, hvad der er berettiget til at nyde godt af lydigheden og hvad der ikke er? Her må den enkelte vel erklære sin vilje angående, hvem han anerkender som autoritet, hvem der har ret til at befale og til at bestemme, hvornår det er hans pligt at adlyde. Og så skulle der være tale om en "indre tendens" ....??!
I en række forsøg blev en række forsøgspersoner forpligtet til "at påføre et offer hårdere og hårdere straf", idet de fik at vide, at de skulle deltage i et "indlæringspsykologisk eksperiment". Straffen blev givet ved hjælp af en stødgenerator, hvis viser gik fra svagt stød til fare: meget alvorligt stød. En københavnsk lektor forklædt som københavnsk lektor fortalte forsøgspersonerne en dækhistorie om, at de skulle deltage i "et vigtigt og værdifuldt videnskabeligt arbejde". Dette videnskabelige arbejde var det meget væsentligt at få gennemført, fordi man "kun vidste meget lidt om strafs indvirkning på indlæring".
Derfor skulle de følge forsøgslederens instruktioner nøje: Deres "elever" blev på helt professionel manér fastspændt i en elektrisk stol i et tilstødende lokale, og forsøgspersonerne skulle straffe dem med stød på op til 450 volt, hvis de svarede forkert på en række spørgsmål. Desuden fik forsøgspersonerne at vide, "at der ikke opstår varige vævsskader, selvom stødene godt kan gøre meget ondt" (forsøgslederen).
Af hensyn til menneskets værdighed fingerede en skuespiller de smertensskrig, som kunne høres fra de afstraffede "elever". Før forsøgspersonerne begyndte "som lærere" blev de udsat for "et meget svagt stød som en forsmag". Det skulle overbevise dem om, at apparatet var ægte.
Eksperimentet lykkedes. Der var ikke en eneste af forsøgspersonerne, der indgav anmeldelse om opfordring til vold. Alle deltog. Et par stykker fulgte instruktionen til mindste detalje og gav "eleverne" op til 450 volt. Andre lod det blive ved strømstyrker mellem 300 og 375 volt, og en enkelt nægtede at gå over 80 volt, fordi han personligt ikke kunne klare at udsætte andre for vold.
Hvad beviser dette eksperiment? Den "dybtforankrede tendens til at adlyde"?
Hvorfor lod forsøgslederen egentlig ikke en usikker første semesters psykologistuderende instruere forsøgspersonerne? Netop! Så var der ingen, der ville have været med! Det skal mindst være en anerkendt statslig autoritet i form af en københavnsk lektor. For forsøgslederen er "anerkendte autoriteter" en nødvendig betingelse for at fremkalde "tendensen til lydighed". Men hvad får man at vide om indholdet af denne betingelse? Ifølge forsøget sætter den lydighed, der skal bevises, ikke andet end en dertilsvarende "adfærdstendens" i gang. Man skal altså ikke forvente sig oplysninger om de bestemte overvejelser eller den tvang, der dannede grundlaget for at indlade sig på forholdet til "autoriteten". Men hvori består så den "anerkendte autoritet"? Det kan da kun være den tautologiske idé, at den hinsides det faktiske indhold i "det anerkendte" udgør en "udløser".
Og hvad beviser det, når det lykkes at instruere forsøgspersonerne så godt? Folks (ikke viden om, men) tro på videnskaben kan åbenbart bruges i stor stil: Når blot det drejer sig om en anerkendt institutions ædle formål, så er borgerne åbenbart villige til en hel del, som de aldrig ville have fundet på af sig selv.
Ifølge udsendelsen skulle forsøgspersonerne have kastet sig over deres ofre "uden samvittigshedskvaler" og dermed have afsløret den "dybtliggende tendens til at adlyde ordrer". Der er bare en ting, der er værd at bemærke: Når det drejer sig om at udtænke forsøget og få det til at lykkes, holder forsøgslederen sig til en praktisk vished med det stikmodsatte indhold. I stedet for at forlade sig på den formodede adfærdstendens, der egentlig skulle klare det hele, benyttede han sig i stedet for af folks moralske opportunisme. Med søvngængeragtig sikkerhed kom forsøgslederen med de par falske argumenter, som reskafne borgere anser for argumenter for at adlyde: Fordi det drejer sig om en yderst ærværdig sag (videnskabens fremskridt o.s.v.), er det egentlig en helt selvfølgelig pligt at hjælpe til. Desuden bliver forsøgspersonerne forsikret om, at hver eneste skridt i det fingerede pineri på en eller anden måde har en mening (indlæringspsykologisk eksperiment). Forsøgspersonerne får altså præsenteret en god grund til ikke at have dårlig samvittighed. I bevidstheden om, at de nu er ansvarlige for, om forsøget lykkes, kan og skal man endda give den hele armen på trykknapperne med god samvittighed. Og så skule deres samvittighed ikke fungere!?
Forsøgspersonerne er alt andet end ofre for en eller anden indvendig tendens, som driver dem til samvittighedsløs lydighed. Deres fejl er snarere, at de lader sig overbevise om, at der skulle eksistere gode grunde til at overtage ansvaret for et højere formål, som man ikke skal give sig til at undersøge nøjere, men blot indsætte sig som et underdanigt middel for.
Forsøgslederen var "foruroliget" over resultaterne af forsøget:
"Der er ikke noget galt med disciplin i sig selv, men det er farligt at kræve en blind kadaverdisciplin alene for dens egen skyld. Disciplinen skal have nogle rimelige begrundelser. Ellers skaber vi nogle individer, der adlyder enhver (!) autoritet, der stiller sig op i samfundet."
Denne "foruroligelse" fra psykologens side er en billig kritik: Han iscenesætter forsøgspersonernes pligtbevidste underkastelse. I sin teori fordobler han denne underkastelse til et udtryk for en "tendens", som ligger i mennesket in abstraktum som en kvasi-naturlig drift, uden at tage notits af nogen som helst beslutninger og overbevisninger hos folk. På denne måde forsyner han moderne statsborgeres lydighed med en tilsyneladende uundgåelighed.
I forbindelse med statslige terrorhandlinger som fascisme, massakrer på civilbefolkningen etc. vil socialpsykologen se løsningen på en gåde:
"Vi vil allesammen" kunne "begå skændige handlinger af denne art." (Forsøgslederen)
I visheden om, at hans eksempler nu om dage allesammen er moralsk fordømte voldshandlinger ("falske autoriteter"), frigør psykologen sig fra at betragte de politiske formål, der ligger til grund for voldsanvendelsen, og oversætter sin gåde til en diagnose: Mennesket mangler en 'indre skranke' over for voldshandlinger, der med sikkerhed er "onde". Skønt socialpsykologen heller aldrig har kunnet opdrive et eneste individ, som har iværksat en privat atomkrig mod sine naboer på grund af sine hensigter i denne verden, så gør han i teorien almindelige mennesker og deres psykiske beskaffenhed ansvarlige for grusomhederne: Med sin dominante lydige natur kan mennesket ikke forhindre brutale handlinger begået af det statslige herredømme. Derfor må det ret beset stå til ansvar for disse handlinger som undersåt! Med andre ord: Ligegyldigt hvornår verdens herskere anser brutale handlinger for at være nødvendige for at opfylde deres formål og uanset hvornår de forpligter folket på friheden til at efterkomme ordrer, så er den dybereskuende psykolog på pletten. Ganske vist er han ikke i stand til at fortælle noget om grundene til og formålet med det, der foregår, og han har heller ikke nogen kritik af soldaternes pligtopfyldelse. Til gengæld er der heller ikke længere noget, der kan undre ham. Ved enhver voldelig begivenhed i verden er han jo på forhånd overbevist om, at der er tale om en menneskelig "adfærdsmåde", der i hvert eneste tilfælde har sit indhold og sin grund i en lovmæssig "..... tendens".