Startside   Danmark   Internationalt   Videnskabskritik   Alment

Læserbrev

Hvorfor vi ikke kan gøre reklame for kommunismen med et ”velgennemtænkt planøkonomisk koncept” Kære GegenStandpunkt-folk.

Hvis jeg ellers har forstået de af jeres ting, som jeg hidtil har læst, så forkaster I en kon­struk­tiv sam­funds­kritik, fordi den stræber efter at forbedre et system, som bør afskaffes. I jeres artikler fø­rer I be­vis for, at de samfundsmæssige onder er systembetingede og at staten, keynesianis­men, Ver­dens­banken, FN etc. ikke er nogen løsning.
Jeg formoder, at I anser det for meningsløst og elitært at opføre sig som en slags selvudnævnt avant­garde og opstille planer for en fjern fremtid, så længe systemets ofre ikke tænker på klassekamp, men jeg vil foreslå, at et velgennemtænkt planøkonomisk koncept kunne bidrage positivt til en så­dan bevægelse.
Så længe socialisme/planøkonomien identificeres med systemet i DDR eller Sovjetunionen, og så læn­ge det ik­ke gøres klart, hvad fejlene var i den ”virkeliggjorte socialisme” og hvordan de skulle af­hjælpes i et nyt forsøg, vil der vel ikke være nogen, der forholder sig positivt til planøkonomien, bort­set fra nog­le få tidligere borgere i disse stater, som nu er prisgivet den usociale markedsøkonomi.

Redaktionens svar

Når vi ikke gør det, som du mener, at vi burde gøre, så skyldes det, at vi ikke alene anser det for me­nings­løst, men for direkte absurd at forsøge at udrydde tvivlen på muligheden for et alternativ til ka­pi­talistisk udbyt­ning ved at udmale det smukke ved et befriet samfund eller de gode chancer for at virke­liggøre det. Når man ønsker at vurdere ”selv den mest rammende kritik af kapitalismen og dens evne til at overbevise sine adressater” efter, om vi kan tilbyde dem noget alternativt, som de kan lide og som forekommer dem realistisk, så forkaster man vores kritik – og det gør de på en lige så principiel som uærlig måde – om de så selv er klar over det eller ej.

1.

Hvis man efter at have hørt kritik spørger, om noget andet end det kritiserede i det hele taget er mu­ligt, så lader man analysen af ”systembetingede samfundsmæssige onder” stå, som om man var enig i den. Men hvis det faktisk var tilfældet, ville man ikke længere kunne have en fornuftig tvivl om, at noget andet end den kritiserede dårligdom faktisk er mulig. De anførte årsager er vitterligt ikke na­tur­nødvendige, men beror derimod på samfundsmæssige magtforhold, som på ingen måde behøver være sådan, som de er. Omvendt: Når man tvivler på, at det er muligt at virkeliggøre et alternativ, så er man ikke blevet overbevist om, at præsentationen af de sam­funds­mæssige grunde til de tilstande, hvis skadelighed man medgiver, har været en præsentation af de virkelige årsager. Man er tvært­imod over­be­vist om, at der må findes helt andre grunde til miseren end de herskende magtforhold; en eller an­den end­nu ikke forstået nødvendighed, som gør de kritiserede tilstande så uafvendelige. Man be­næg­ter altså, at vores argumenter holder stik. Man kommer dog ikke uden om at skændes om dem.
Hvis man har hørt en kritik og bagefter spørger om, hvad der blev af ”det positive”, så lader man li­ge­ledes, som om man synes, at kritikken egentlig er i orden, men at de praktiske konsekvenser af den endnu er uklare. Det er ikke ærligt. Man kan altid se på enhver bestemt kritik, hvilket alternativ den peger på. Det er jo ikke kun os, der kritiserer tidens miserer. Hvis man fx forklarer dem med, at den frie konkurrence altid fører til, at de store æder de små, så går man ind for en fair kon­kurrence, kontrol med monopolerne, anti-kartel-lovgivning og en sund middelstand. Hvis man i ste­det sky­der skylden på en ”vækstmani”, det moderne menneskes uspecifikke ”mere-vil-have-mere”-holdning, så er man tilhænger af en redningsplan i form af afkald, og man optræder derfor som øko­lo­gisk ver­dens­forbedrer. Og når vi erklærer, at fattigdommen og lønarbejdernes usikre ek­si­stens er en nød­ven­dig konsekvens af det eneste formål, som der produceres for i kapitalismen, nem­lig at for­vandle pen­ge til flere penge, så kan enhver vel forstå, at det drejer sig om en opfordring: Menne­sker, der i hele de­res eksistens er blevet gjort til instrument for kapitalens vækst, må skille sig af med denne for­hindring for et fordelagtigt liv. De må knuse profitinteressenternes magt og erob­re fri­heden til at or­ga­ni­sere deres arbejde på en måde, så det endelig kommer til at dreje sig om deres be­hov for en god tilværelse. Så meget alternativ er det til at få øje på for enhver, der sætter sig ind i vores redegø­rel­ser. Om vores kritik fortjener opbakning, er helt afhængigt af, om årsagerne til de be­røm­te onder er blevet rigtigt forklaret eller ej. Men hvis man helt uafhængigt af en eventuel uenig­hed om de be­stemte årsager spørger, om vi i det hele taget har et alternativ, så ønsker man gan­ske simpelthen ikke de praktiske konsekvenser, som man godt kan læse ud af vores kritik, og pak­ker i stedet for sin mod­vilje ind i den høflige tvivl, om det, som vi tilstræber, nu også er rea­listisk>
Vi må imidlertid indrømme, at det betragtes som helt normalt at vurdere kritik ud fra ganske andre kriterier end kritikkens rigtighed. Det er kotume at vurdere kritik ud fra chancerne for at realisere det al­ter­native forslag, som den i givet fald indeholder, som om disse chancer var kriteriet for, om argu­men­terne holder stik. Det, som regnes for ”berettiget”, ”fornuftig” kritik, følger dette mønster. Der­for ”argumenteres” der også fortrinsvis med en præsentation af bedre tilstande, der adskiller sig mindst muligt fra et ukritisk spejlbillede af de givne forhold – bortset fra et enkelt punkt. Ondet, som man kritiserer, mangler. Den ”analyse”, der sædvanligvis præsenteres, går som regel ikke ud på andet end en påstand om, at det slet ikke er nødvendigt, at dette onde eksisterer. Med en smule god vilje, med større indsats fra ofrenes side og mindre korruption og pligtforsømmelse fra de ansvar­li­ges side ville det være muligt at bringe sagen i orden. Det behøver ikke engang være forkert – hvis det for eksempel er en skadet konkurrenceinteresse, der er på banen. En interesse, der i princippet er respekteret og anerkendt i de herskende konkurrenceforhold og som sagtens kan gennemføres, fordi den eneste forhindring enten er en anden konkurrent, som man er nødt til at mobilisere flere af sine egne magt­midler imod – og her afhænger det næsten altid af det vigtigste af alle samfundsmæssige magt­midler penge nok – eller den er et prioriteringsspørgsmål fra den politiske magts side, det over­ordnede opsyn med konkurrencens gang, som efter den herskende retfærdigheds retningslinier kan svinge lidt i den ene retning og lidt i den anden: fx en ”middelstandsforening”, som fører alle onder i denne ver­den tilbage til den store finanskapitals udlånspraksis og som alternativ går ind for en vel­ord­net ver­den, hvor finansministeren uddeler subventioner til små handelsdrivendes renteudgifter. Sådan en in­teresse har gode chancer for at få ret med sin ”systemkritik”, hvis bare den overbeviser finans­mi­ni­ste­ren om, hvor vigtig dens konkurrenceinteresse er og at det er muligt at finansiere den støt­te, som man anmoder om. Det ser noget anderledes ud, når det drejer sig om alle de interesser, som kon­kurrencesystemet skader ret grundlæggende – så beskedne interesser som for eksempel øn­sket om menneskevenlige levevilkår for en lønafhængig verdensbefolkning, som der for største­de­lens vedkommende ikke engang er brug for til at udøve lønarbejde. Hvis man her disker op med en kri­tik, som begrænser sig til at anmode de herskende forhold om at standse et par nødvendige øde­læg­gen­de følgevirkninger, fx de fattige landes værste gældsbyrde, og opfordre alle velmenende men­nesker til, under de givne forhold, at an­ven­de al deres gode vilje til at fjerne denne ene følge­virk­ning, så fal­der man uden for rammerne og prøver at indbilde sig selv, sine adressater og dem, som man gør sig til fortaler for, at man har et reelt praktisk gennemførligt alternativ, som virkelig ikke lader sig gøre på den måde. Omvendt: Hvis man mener det alvorligt med at sætte interesser igennem, som syste­ma­tisk skades – hvortil hører, at man når frem til et rigtigt begreb om, og ikke kun et ankla­gen­de bil­­lede af, de herskende forholds systematik – så kommer man ikke uden om at overbevise ofrene om, at de ikke har nogen realistiske udsigter til at sætte sig igennem i konkur­ren­cen og blive betjent bedre af de politiske magthavere inden for dette system og med de chancer, det tilbyder. I alle andre tilfælde kan en ønskedrøm om bedre tilstande for virksom kritik være fyl­dest­gø­rende; i konkurren­cens verden behøver man jo bare at identificere konkurrenterne og gå til værks mod dem med de foreskrevne midler, inklusive appeller til myndighederne, for at have rea­listiske udsigter til at lykkes – om end ikke nødvendigvis den faktiske succes. Kritik i den seriøse betydning af ordet fungerer logisk set på en anden facon. Den kan overhovedet ikke stille noget op med et ide­al­billede af bedre tilstande. Den kender kun ét kriterium: at trænge frem til grunden, hvorfra – hvis vi betjener os af Marx’ blomstrende metafor – ’man kan få de forstenede forhold til at danse’. Det er det eneste rigtige kriterium for, om kritik er ”realistisk”. 2. Folk, som kræver bevis på, at den ”i og for sig humane idé om kommunisme” er ”mulig”, opfatter åbenbart kritikken af den kapitalistiske form for økonomi som noget i stil med slaraffenland, hvor man må spørge sig selv, om det er realistisk, at de stegte duer flyver lige ind i munden på de sultne, uden at de behøver at arbejde. Ligesom gammelkloge børn, der tvivler på eventyret, spørger de nu kri­tik­ken, om afskaffelsen af udbytningen nu også kan forliges med ”virkeligheden”. Den smukke idé om et bedre samfund kan ikke andet end at lide nederlag over for denne kun tilsyneladende nai­ve test. Den ”virkelighed”, som idéen skulle leve op til, er lige præcis den kapitalistiske virkelighed, som vi har kritiseret og som vores anklagere er så fortrolige med og anser for så naturlig. De ind­la­der sig kun på tankeeksperimentet med, om ”samfundsøkonomi” også kunne foregå på en anden må­de end hertillands, for at overbevise sig selv om, at ”det” i sidste ende alligevel ikke kan foregå på anden vis.
Det starter med, at de holder kapitalismen til gode, at den forsørger sine borgere, hvilket de over­ho­vedet ikke kan forestille sig noget praktisk muligt alternativ til: Hvordan skal man få fat i det nød­ven­dige på anden måde end ved at gå ud og købe det med penge? Med dette spørgsmål forsvinder alle de dårlige erfaringer, som et normalt menneske plejer at have i forbindelse med indkøb: Selv om det, som man har brug for, står på hylderne, så er man i første omgang forment adgang til at få fat i det: Varerne er forsynet med et prisskilt. Og når man så får mulighed for at få det, så er ens pen­gepung notorisk yderst begrænset. Penge­ne skal nemlig først tjenes, hvilket ofte slet ikke lyk­kes, og selv hvis det lykkes, er det tem­me­lig op­sli­dende … I alle ender og kanter er man kon­fron­te­ret med, at den yderst lovpriste ”markeds­øko­no­mi” er alt andet end en indretning til at forsyne bor­gerne med det, som de har brug for. At ”for­sy­ning” i dette samfund ikke fås på andre måder end ved at tjene penge og bruge dem til at kø­be ind for, er ikke noget kvalitetstegn for ”markeds­økono­mi­en”, men vidner derimod om, hvor elen­dig den såkaldte forsyning er. ”Markedet” ”koordinerer” ikke engang noget, og da slet ikke de sam­funds­mæs­sige behov med produktionen: Den eneste ”ko­ordination”, som markedet frembringer, er den tri­vielle bivirkning af en konkurrence, som elimine­rer alt det, der ikke formår at hævde sig på mar­ke­det, så at det i sidste instans drejer sig om, at de, der sætter sig igennem, er dem, der på en eller anden måde kan siges at kooperere. Når virk­som­heds­ejere konkurrerer om de potentielle kunders betalingsdygtige efterspørgsel, tjener de ikke kun­der­nes behov, men drager fordel af dem. Behov kommer slet ikke i betragtning, hvis de ikke råder over penge. Det burde man i det mindste komme i tanker om, når man tillader sig at spørge, om øko­no­mi­en ikke også kunne fungere uden fattigdom. Og markedet fremtvinger heller ikke kvalitet: Virk­som­hederne leverer varer, der kvalitetsmæssigt svinger fra den ene yderlighed til den anden, lige fra det ypperligste produkt til det rene lort – og det hele er økonomisk meningsfuldt, for så vidt som det er beregnet på at få penge i kassen fra både rige og fattige kunder.
Der findes mennesker, som ikke finder disse forhold kritisable, men i stedet insisterer på, at en plan – 1 plan! – i endnu mindre grad ville kunne koordinere behov og produktion i et helt samfund, fordi så divergerende interesser slet ikke ville lade sig formidle og kombinere. Det er interessant, at den­ne forestilling om, at økonomiske forløb og kooperative sammenhænge kan planlægges på forhånd, ikke kommer den mindste smule i tvivl, når den kigger på den realitet, som den ellers er så stor til­hæn­ger af: Kapitalistiske firmaer planlægger deres produktion, deres anskaffelse af materialer til pro­duktionen og deres output af produkter ned i mindste detalje. Ikke alene fungerer et firma som et urværk; det samme gør hele produktionskæden med leverandører og aftagere, ’Just in time’ – for den profit, som alt arbejde hertillands udføres for. Men for andre formål end lige netop konkurren­ce­kampen om samfundets penge skulle planlægning simpelthen bare ikke kunne lade sig gøre!
At den planmæssige forfølgelse af dette formål, og vel at mærke via en hel klasse af konkurrence­li­der­lige besiddere af privatejendom samt administrerende direktører, frembringer fattigdom og ød­sel­hed, overarbejde og arbejdsløshed samtidig og i et grotesk virvar, ville slet ikke blive benægtet af mange af dem, der er skeptiske over for en fornuftig planøkonomi, selv om det kun ville være, fordi de ville konfrontere dens fiktive realisme med et tredje angreb: Man erklærer ”markedsøkonomi-ens” indrømmede absurditeter for rationelle, fordi de passer så godt til det irrationelle ufuldkomne væsen menneske, og udnævner enhver tvang til at tjene penge og finde sig til rette med sin fattig­dom til at være sund, fordi det passer så godt til menneskehedens medfødte slette karakter: ”Økono­mien” ville angiveligt slet ikke kunne fungere på anden måde end som ”pisk og gulerod”, hvilket en­hver er­fa­ring belærer os om. Ville konsumenterne ikke hamstre og slæbe afsted med produkter i en uendelig­hed, hvis de ikke var nødt til at betale for dem? Ville producenterne levere kvalitets­va­rer, og vel at mærke af de forbrugsgoder, som der var brug for, uden tvangen til at konkurrere? Ja, ville de i det hele taget producere noget og ikke bare drive den af? Hvem ville spare, investere og stille kostbar teknologi til rådighed, hvis de ikke fik noget for det? Og hvem ville studere, udføre krævende jobs og overtage ansvar, hvis de ikke fik det dobbelte eller hundrede gange normal­løn­nen for det? Når der spørges på den måde, lægges der op til en førsteklasses cirkulær bevis­fø­rel­se. Først forudsætter de nemlig alle elementer i den kapitalistiske økonomi, før de stiller det uopfyldelige krav, at man skal fortælle dem, hvordan det skulle kunne foregå på en anden måde. Den vedvarende fattigdom og konsumenternes adskillelse fra deres fornødenheder er underforstået, så de ville plynd­re lagrene, hvis de var ubevogtede et øjeblik. Det er ligeledes underforstået, at der er tale om pro­du­cen­ter, der har alt andet i sinde end at fremstille midlerne til behovstilfredsstillelse, så det er nød­ven­digt at lok­ke og tvinge dem til at tjene befolkningens behov via en sød lille profit. O.s.v. Den ka­pi­talistiske pri­vatejendoms tjenestefolk lader sig rent faktisk ikke bruge til ret meget andet end at tje­ne den ka­pi­ta­listi­ske privatejendom – hvem skulle have troet det!

For at gøre deres cirkulære bevisførelse plausibel er der mange anti-kritikere, der ikke engang kvier sig ved at udnævne sig selv til kronvidner for en menneskenatur, der ønsker det ufornuftige og kun reagerer på tvang: De bekender sig til et behov for ekstrem luksus – biler til en halv million Euro og håndknyttede tæpper, der koster 8.000 arbejdstimer – bare for at være helt sikre på, at de kan lokke os til at indrømme den økonomiske nødvendighed af at undertrykke behov – når nu menneskeheden er så grådig! Disse snedige personer mærker åbenbart ikke engang, at den ”menneskenatur”, som de påberåber sig, for så vidt som den ikke er ren fiktion, selv er produktet af kapitalistisk forretnings­sans, som i det hele taget er det, der frembringer de mest absurde behov: nemlig for de vareudbud, som er anlagt efter at blive købt for penge. Uden det ville selv det mest begærlige menneske ikke vide, hvad det egentlig skulle begære. På den anden side ignorerer de fornemt, at det ikke først og frem­mest er den slags tåbelige forbrugsar­tik­ler, som samme forretningssans udelukker menneskehe­dens store masser fra, men at det derimod er be­sked­ne goder, som ville kunne fås i overflod. Den tvang, som fattigdommen udøver, begynder et helt andet sted end ved den barnlige samling af ek­sempler fra et nationaløkonomisk grundkursus i temaet ”knaphed”. Den begynder med behov, som stadig har en smule at gøre med den menne­ske­lige natur – fx behovet for organiseret sikring af til­værelsen, for så meget fri disposition over egen levetid og levevilkår som muligt … Men den

rea­li­tet ønsker de anti-kommunistiske ”realister” par­tout ikke noget kendskab til – for dem er kapita­lis­mens sam­fundsmæssige magtudøvelse jo noget yderst menneskeligt og naturligt. De er derimod sten­sikre på, at ”mennesket” er egoistisk, kun arbejder under tvang og hele tiden prøver at opnå for­dele for sig selv på andres bekostning. Hensigtsmæssig koopera­tion med henblik på at forsørge alle deltagere kan og vil de ik­ke forestille sig som andet end den ab­strakte, moralske modsætning til de­res egen ka­pi­talistiske pri­vategoisme; nemlig som et ubetalt ar­bejdsoffer på det store fællesskabs al­ter, altså som no­get, der ikke kan betale sig. Så meget selvfornæg­tel­se tiltror de kun nonner og an­dre tos­ser, men ik­ke ”menne­sket”, som de kun kender alt for godt.

3.

Spørgsmålet om et funktionsdygtigt alternativ til kapitalismen er altså ikke et udtryk for videbegær, men er derimod den urokkelige sikkerhed på, at kommunismen, som menneskevenlig idé betragtet, ikke kan lade sig gøre, ikke kan fungere, eftersom den modsiger ”menneskets” naturlige trang til privatejendom. Men dermed er en sådan menneskekender omvendt helt sikker på – og for så vidt er forespørgslen om ”jeres alternativ” helt forløjet – hvad der kan forventes, når kommunister al­ligevel gør alvor af deres sag: Så afskaffer de for eksempel ikke ”markedsøkonomiens” tvang, men udøver den i stedet for selv. Og på én gang er den tvang, som man for et øjeblik siden ikke kun­ne gøre nød­ven­dig og menneskerigtig nok, blevet til en rædselsfuld forbrydelse mod menneskeheden. Det, som fjen­der­ne af ”markedet” elsker mere end noget andet, nemlig at det organiserer en almen begræns­ning, afpresning og tvang, som ingen kan slippe uden om, præcis dette skyder de nu kommunisterne i sko­ene som deres ærinde og finder det i dette tilfælde afskyeligt. De har dårligt nok hørt ordet ”plan”, før de opfatter det som ”tvang” og får øje på vold, hvorimod deres vidunderligt velfun­ge­ren­de kapitalisme ”kun” byder på lutter tvingende nødvendigheder, der nu pludselig ikke skader nogen. Man har dårligt nok peget på, at de samfundsmæssige produktions- og fordelingsbetingelser burde blive genstand for fornuftig overvejelse og selv gøres til objekt for de berørte menneskers frie be­slut­ninger, før de prompte disker op med det tilintetgørende svar: Og hvem skal så diktere, når det ik­ke mere er ”markedet”, der gør det? Hvem er det hos jer, der afgør, hvilket behov der skal tilgo­de­ses og hvilket, der skal negligeres – er det jeres politbureau, en opdragelsesdiktator, Stalin? De har lige fordømt den vidunderlige frihed til at tumle sig på det ”frie marked” som et instrument til be­grænsning og afstraffelse af menneskeheden – for at retfærdiggøre det som nødvendigt på grund af menneskets natur – nu forbander de så kommunisterne, fordi de vil berøve menneskeheden denne vidunderlige frihed!
Og så vil du have os til at udmale det smukke ved et planøkonomisk supermarked?!

4.

Du forventer dig ret meget af en kritik af det nyligt forsvundne ”løftestangsøkonomiske” system i Østblokken, som rent faktisk tog konkurrencen op med kapitalismen om en mere retfærdig, men­ne­ske- og frem for alt arbejdervenlig og dermed mere effektiv form for begrænsning og udnyttelse af den lønafhængige del af menneskeheden. Værsgo, her har du den, kritikken.1 Mener du virkelig, at det skulle hjælpe?
Måske ville det snarere hjælpe at kigge nærmere på den gængse fordømmelse af den ”virkeliggjorte socialisme”, som du citerer så affirmativt. Dér trives nemlig den fiktive, uærlige test af realitets­due­lighed, hvormed de ideologiske forsvarere af ”markedsøkonomien” ikke forklarer noget som helst ved det system, som de ikke kan lide, men derimod blot dyrker et konstrueret modstykke til deres eget.2 Man ønskede faktisk at lave økonomi på en anden måde i østlandene end i kapitalismen og man lavede også økonomi på en anden måde. Det skulle angiveligt være det, som mislykkedes for de østlige statspartier. Det er ikke rigtigt. Også dette system var ”muligt” og ”effektivt” på sin måde – endda alt for effektivt efter dets fjenders mening. De satte sig nemlig ikke til at vente på systemets sikre nederlag, men førte i ste­det for en kold krig mod det og forsøgte at dødsruste det i et rustnings­kapløb uden historisk side­styk­­ke. I sidste ende mislykkedes den såkaldte reale socialisme ikke i for­hold til ”realiteternes ver­den”. Den blev derimod kasseret af sine ophavsmænd, de kommunistiske partier i Østblokken. Og det skete ikke, fordi borgerne gjorde oprør mod mangeløkonomien, men fordi statslederne sammen­lig­nede deres magtmidler og ressourcer med deres vestlige fjenders og be­sluttede at kopiere det ka­pi­talistiske system, som ganske enkelt formår at hente mere rigdom til sta­ten ud af sin befolk­ning. Den afgørende ting, som ikke ”fungerede” godt nok i den østlige plan­øko­nomi, var udbytningen af folket til fordel for staten. Østbloklandenes sortie kaster et betegnende lys på de mål, som disse so­cia­lister faktisk virkeliggjorde på en yderst handlekraftig måde – det var jo derfor, de gav sig selv den usigelige kompliment, at de ikke kun var ideelle, men virkelige so­cia­lister. De ville i fuld alvor lave et overlegent alternativ til kapitalismen, som skulle klare sig bedre end originalen i forhold til samtlige præstationsparametre for kapitalistiske nationer. De lavede de­res revolution, fordi de ville gøre en ende på fabriksherrernes uretfærdige behandling af arbejderne og opbygge en arbej­derstat, som skulle rydde op i kapitalismens ”ineffektivitet”, afskaffe dens kri­ser og spare den natio­na­le opbygning for belastningen fra de riges luksuskonsum og for klasse­kam­pens afbrydelser i ar­bej­det. Lederne af disse ”realsocialistiske” stater ville hale ind på og overhale kapitalismen med hen­syn til output, væksthastighed og arbejdsproduktivitet. Og da de til sidst hav­de overbevist sig selv om, at de ikke kunne gøre det på deres måde, mistede de interessen i deres eget so­cialistiske alter­nativ. Hvad deres system så end måtte have sparet arbejderne for i form af kon­kur­rence og over­le­vel­seskamp, interesserede nu kun i én henseende: Det var det, der havde for-hindret den ”effekti­vi­tet”, som det for dem kom an på. Under parolen ”overvindelse af stag­na­tions­fasen” fo­retog de så ikke en forbedring af deres system, men afskaffede derimod alt det, som afveg fra den ka­pitalisme, som de i sin tid havde kritiseret. – Og ”markeds­økonomi­ens” ideologiske forta­le­re drager her­af én eneste ”slutning” og påberåber sig til gengæld begejstret de fratrådte stats­socia­lis­ters fatale selv­kritik: hvor forkert det i det hele taget var, at de havde fjernet sig fra et kapitalistisk forbillede.
Når du nu gerne vil høre argumenter for, at en planøkonomi ikke behøver at være så dårlig som Øst­blokkens ”ineffektive mangeløkonomi”, fordi du heller ikke vil ”benægte”, at DDR ikke kunne be­va­re standarden i sin ældre boligmasse og var Vesten langt underlegen med hensyn til arbejdspro­duk­tivitet, så går du ud fra den forudsætning, at det vigtigste af alt her på jorden er en boligkultur som den i det gyldne Vesten og en produktivitet på verdensrekordniveau, og at denne målestok der­for også bør væ­re det, som enhver planøkonomi måles efter. Derfor må vi minde dig om, hvad det er for en øko­no­misk realitet, der hertillands smykker sig med etiketten ”sanering af boligmassen”: Når man vil indkassere husleje helt i toppen, fx for udlejning til statslig repræsentation, til for­nem­me salgsloka­ler i bymidten, til lægekonsultationer og kontorer eller til særligt velbeslåede lejere, så holder ejerne af fine gamle bygninger disse i tip-top stand. Mennesker, der er nødt til at betale hus­le­je af deres al­mindelige lønninger, frygter som regel udlejernes æstetiske sans, som i sanerede bo­li­ger snildt kan koste dem en tredjedel eller mere af deres indkomst. Af samme grund supplerer kapi­ta­listiske stor­by­er deres fornemt sanerede kommercielle bycentre med et bælte af mere eller mindre forfaldne bo­lig­kvarterer for normalforbrugerne – og decideret slum til dem, der ikke har råd til at be­tale den al­mindelige leje. Du betragter temaet arbejdsproduktivitet på samme måde og lader uden nærmere over­vejelser Østblokkens efterslæb på dette punkt gælde som en indvending, ligesom du accepterer du accepterer det vestlige forspring som den naturlige målestok for korrekt produktivitet. Endnu en­gang bekymrer du dig hverken om det formål, som produktiviteten hele tiden drives i vej­ret for, el­ler om de reale følger af denne praksis. Arbejdets produktivitet er kun interessant for den kapita­listi­ske arbejdsgiver, fordi han henter en stadig større ydelse ud af sin arbejdskraft per betalt arbejds­ti­me og på den måde sparer betalt arbejde – altså som middel til at forøge rentabiliteten af sin ka­pi­tal. Han sænker sine stykomkostninger og sørger på den måde for, at nogle af arbejds­kræf­ter­ne over­flødiggøres og dermed mister deres indkomst, mens de andre, som der stadigvæk er brug for, får en stadigt mindre del af den produktionsværdi, som de har skabt, med hjem i lønningsposen. Med denne jagt på forspring i arbejdsproduktivitet påtvinger kapitalister deres konkurrenter det til enhver tid gældende produktivitetsniveau og devaluerer de andres mindre effektive produktions­mid­ler; d.v.s. at de fremtvinger, at maskiner og robotter erstattes med mere moderne, længe inden de gam­le er slidt op som produktionsmidler. På den måde supplerer kapitalistiske konkurrenter deres ra­dikale sparsommelighed i behandlingen af det betalte arbejde med et gigantisk spild af allerede ud­ført arbejde. Begge dele – og også den der­med forbundne tvang til at blive større eller gå under som kapital – følger af kapitalisternes kon­kurrence om at tilegne sig profit. Intet af det er en natur­lov, som en planøkonomi ville være nødt til at efterligne.
Rigdommen i et kommunistisk samfund består i hvert fald ikke i den fornuftsstridige form af en pro­duktiv ejendom, der ernærer sig af noget så absurd som befolkningsflertallets produktive fattig-dom; en ejendom, som er nødt til at vokse på denne måde for i det hele taget at kunne bestå, og som samtidig med sin egen vækst også lader den uproduktive elendighed vokse i stor stil: en ejendom, som i mellemtiden på ødelæggende vis lægger beslag på hele klodens menneskelige og stoflige in­ven­tarium – og en del kapitalistisk idioti og en del modeluner vil folk heller ikke mere finde så vig­ti­ge, at de ønsker at bruge arbejde på dem, når det først er op til dem selv at afgøre det …

5.

Når folk, som du gerne ville agitere med et ”velgennemtænkt planøkonomisk koncept”, stadig væk spørger os, hvilket bedre alternativ vi kunne tilbyde dem, så må vi stille modspørgsmålet: Er de­res tilværelse i kapitalismen egentlig noget, som de har valgt efter nøje granskning af det store vare­hus­katalog over systemer? Eller kunne man tænke sig, at den eneste grund til, at de ikke har stemt på socialismen, er, at brochuren over denne samfundsform ikke blev smidt ind ad deres brev­sprække i rette tid? Eller har de muligvis alligevel hørt om en statsmagt, der overhovedet ikke tillader sy­stem­alternativer, men derimod via lovgivning har bundet sine borgere til at klare sig inden for de ek­si­stens­betingelser, som pengeøkonomien foreskriver, altså til at slide sig op? Og hvis de er i stand til at forestille sig – eller i det mindste lader som om – at kapitalens magt en skønne dag bliver brudt og en ny orden indført, om muligt sågar af dem selv – af hvem ellers? – vil de så vir­kelig umiddel­bart efter indførelsen være villige til at lade en ny øvrighed fortælle dem, hvad de skal gøre og hvad der tilkom­mer dem?
Sagt på en anden måde: Hvis man spørger efter det attraktive ved det kommunistiske ”tilbud”, så for­veksler man kapitalismekritik med valgkampstilbud fra en alternativ elite, der lover at servicere den værdige boger bedre end dem, der aktuelt sidder på magten. Man har en forkert opfattelse af sig selv som ombejlet vælger, som kan få lov til selv at vælge i supermarkedet med polit-økonomiske systemer, hvilket system man helst vil have leveret – af nogle andre personer, som så er ansvarlige for leveringen. Man tænker som en undersåt, som herskende instanser bestemmer over og som har tænkt sig at forblive en undersåt og dermed kun har valget mel­lem to slags herredømme – men trøs­ter sig med, at man i det mindste har det. Til den slags folk kan vi kun sige: Det frie udvalg er der ingen, der tilbyder dem. Enten tilkæmper de sig friheden til at indrette deres polit-økonomi­ske leve­vilkår på en fornuftig måde, eller også har de som hidtil ikke noget at skulle have sagt i det spørgs­mål.
Oversat fra GegenStandpunkt 1/2004: http://www.gegenstandpunkt.com/gs/04/1/lb-plan.htm

1 Mere i bogen „Von der Reform des Realen Sozialismus zur Zerstörung der Sowjetunion“, GegenStandpunkt Verlag München 1992; eller i artiklerne „Mit Hebeln geplant“, MSZ 7/8, 1985 og „Polemik gegen die Generallinie der PdSU“ MSZ 10/11, 1987; på CD-ROM. Yderligere kan læses i „Abweichende Meinungen zur ‚deutschen Frage’“ af Pet­er Decker og Karl Held fra Resultate-Verlag: „DDR kaputt, Deutschland ganz“, München 1989, og i „Der Anschluss“, München 1990.

2 Artiklen ”Marktwirtschaft – Was ist das?” fra tidsskriftet MSZ 3, 1991, indeholder en kritik af de ideologiske kneb fra den førhen så populære ideologiske systemsammenligning. Artiklen findes på en CD-ROM, som kan bestilles hos Ge­gen­Standpunkt-Verlag.