Startside Danmark Internationalt Videnskabskritik Alment

New Orleans: Hvordan den frie markedsøkonomi endnu engang har vist, hvad den dur til

Uden den frie markedsøkonomi ville en orkan af styrke 5 ganske vist heller ikke have kunnet forhindres, men kun med denne samfundsform kunne den resultere i død og ødelæggelse i den størrelsesorden på USA's sydkyst. Statsmagtens ansvarlige organer havde nemlig allerede ret tidligt informationer om, at en styrke-5-orkan bevægede sig i retning af Louisianas kyst. Og hvordan reagerede de så? Som overbeviste demokrater og tilhængere af den økonomi, der passer til dette politiske system, satsede de ikke alene totalt på den frie markedsøkonomi, men satte den også igennem i den måde, som de behandlede befolkningen i New Orleans på.
De opfordrede alle indbyggere til at evakuere byen. I overensstemmelse med den frie markedsøkonomis regler gik de ud fra, at enhver skal organisere sin flugt privat og afhængigt af sine ejendomsforhold med hensyn til penge og transportmidler. Det skønne ved dette økonomiske system er jo, at ethvert individ ud fra sin privatinteresse og uhindret af statslig planlægning har lov til at sørge for sig selv og at det skal resultere i det bedst mulige resultat for samfundet. Derfor var der heller ingen "kollektivistisk" eller blot "statsligt reglementeret" evakuering i Louisiana i stil med den, som Fidel Castros "tvangsregime" sidste år udsatte 1,3 miliioner stakkels cubanere for, hvorfor denne orkan med samme vindstyrke ikke forårsagede et eneste dødsfald og derfor heller ikke for alvor vakte opsigt i den frie verdenspresse. Sådan noget sker ikke i en fri markedsøkonomi. Dér formodede man allerede dagen efter orkanen Katrinas hærgen, at der formodentlig var hundreder af omkomne blandt de amerikanske borgere, som var forblevet i byen. To dage efter orkanen fastslog man, at mere end 100.000 mennesker åbenbart var forblevet i byen trods opfordringen om evakuering. Mange havde af "stædighed" eller ren og skær "bornerthed" nægtet at følge de velmente appeller til deres private initiativ om at flygte.
I mellemtiden kan journalisterne på stedet rapportere om et par grunde til, hvorfor det mærkværdigvis næsten kun var fattige mennesker - især sorte amerikanere - som opsøgte fodboldstadionet og konferencecentret som beskyttelse mod orkanen. De havde åbenbart ikke penge nok og derfor ingen egnede transportmidler og veg frem for alt tilbage for tanken om at forlade deres boliger uden penge og andre livsfornødenheder. Hvor skulle de flygte hen uden tilstrækkelige betalingsmidler, som man ikke kan klare sig uden i den frie markedsøkonomi - med eller uden orkaner. Det er bare en systemimmanent konsekvens, at de fattigrøve, der ikke kan klare sig i den frie markedsøkonomi, også trækker det korte strå i forbindelse med naturkatastrofer! De hører til den slags mennesker, som er en uundgåelig følge af markedsøkonomien, selv om de ikke selv får andet ud af den end hårdt arbejde, pengemangel og en permanent overlevelseskamp - selv når der ikke er fare for oversvømmelse.
I sit økonomi-tillæg, der ellers altid kan fortælle om US-kapitalens overlegne globale vækst, får "Süddeutsche Zeitung" fra 9. september øje på, at "antallet af fattige i USA ... er steget for fjerde år i træk - til 37 millioner mennesker" og at en femtedel af befolkningen i netop New Orleans tjener mindre end 10.000 $ om året. Det er altså ikke underligt, at der var mange i de 27.000 familier, der officielt er nødt til at leve under den statsligt fastsatte "fattigdomsgrænse", der ikke havde nogen penge eller biler, så de kunne flygte i rette tid. I den frie markedsøkonomi betjener de herlige produkter fra Ford, General Motors og Chrysler nu engang ikke behovet for flugttransport væk fra katastrofeområder, men udelukkende betalingsdygtige behov! Og betalingsdygtighed er ikke noget, som den forarmede befolkningsdel i New Orleans råder over. Hvis beboerne i fattigkvartererne i det hele taget havde arbejdspladser, så var det med at udføre lortearbejde i tjenesteydelsessektoren, turistindustrien og i landbruget i omegnen. Ofte kræver the American Way of Life, at den slags mennesker har flere lavtlønnede jobs samtidig, altså renovation om morgenen og hamburger-stegning i "fritiden". Til fremme af det frie marked har Bush-regeringen desuden haft travlt med at nedsætte eller helt fjerne en masse sociale ydelser og til gengæld sat prisen op på gebyrer og tjenesteydelser, fordi det styrker markedet - læs: skaber nye profitmuligheder for investorer - når selv hospitalerne underkastes princippet om, at de skal være rentable. Derfor er der mange amerikanere i Sydstaterne, som af pengemangel er tvunget til at vælge markedsøkonomiske løsninger på tandproblemer såsom at tage til Mexico, eller også reagerer de på den fortsatte privatisering at tidligere statslige tjenesteydelser ved ikke længere at efterspørge dem.
Og Katrina afslørede et helt andet hjørne af den frie markedsøkonomi: På grund af kravene fra markedsøkonomiens tilhængere om at føre "statskvoten" tilbage til det mest nødvendige, så virksomhederne på det frie marked skal betale mindre i skat og derfor kan investere mere, blev pengene til det ingeniørkorps, som var ansvarligt for digerne i New Orleans, skåret ned med 44 %, og planerne om at udvide digerne efter den sidste katastrofale orkan blev endegyldigt opgivet. Desuden gav myndighederne tilladelse til at tørlægge dele af systemet af opstemmede søer langs med kysten til den Mexikanske Golf for at skaffe nyt land til investeringer i fast ejendom. Disse anlæg tjente som opsamlingsbassinner for stormfloder fra det åbne hav og skulle forhindre oversvømmelser af beboede områder. I overensstemmelse med den frie markedsøkonomis love gav det staten, virksomhedsejere og spekulanter mulighed for at forfølge deres private interesse i profit uden hensyn til mulige negative virkninger på naturen. Det passer altså smukt til den frie markedsøkonomi, når Bush forsøger at opnå politisk opbakning - hvor det alene er successen og ikke sandheden, der tæller - ved at flyve hen over nationens oversvømmelsesområde og lyve for tv-kameraerne om, at der ikke var nogen, der kunne forudse en "katastrofe i denne størrelsesorden", uden at han dermed risikerer, at hans folkerepræsentanter vil forsøge at ødelægge hans politiske karriere med en impeachment.
I de første dage, efter digerne blev gennembrudt, holdt Bush-administrationen sig også strengt til den frie markedsøkonomis regler. Tilhængerne af dem kræver nemlig, at hjælpen til de mindre succesrige i dette system ikke primært skal komme fra staten, fordi det lammer folks "eget initiativ". I særligt tragiske tilfælde er det derfor frem for alt de ikke-berørte statsborgeres private initiativ, der skal yde frivillige bidrag. Til dette formål lod præsidenten sin far George uden W. og dennes efterfølger som overamerikaner, Bill Clinton, tigge i fjernsynet. I øvrigt overlod han indsamlingen af velgørende bidrag til de nationale tv-selskabers forretningssans, som i deres konkurrencekamp om markedsandele godt er klar over, hvad der giver seertal ved en naturkatastrofe i hjemlandet: De bød på velgørenhedskoncerter med kunstnere fra underholdningsindustrien, som - med en enkelt undtagelse - gjorde det, som de altid gør i den slags katastrofesituationer: De synger deres hits og oplæser artigt tv-redaktionernes medlidenhedstekster, så det rørte publikum fylder indsamlingsbøsserne op og slet ikke finder på at spørge, hvorfor den slags naturkatastrofer altid udarter til helt andre katastrofer for ofrene i God's own free market economy.
Da der efter tre dage var tegn på en hungersnøds- og epidemi-katastrofe, fordi der stadig ikke var kommet hjælp til New Orleans, besluttede regeringen sig for at skride ind. De statslige flygtningelejre, hvor de overlevende fører en kummerlig tilværelse, risikerede at udvikle sig til demokratisk forvaltede koncentrationslejre, og blandingen af overgreb på privatejendommen i afmagt på grund af overlevelseskampen og kriminel udnyttelse af en nødsituation blev mødt af staten med "beslutsom handlekraft". I overensstemmelse med den frie markedsøkonomis grundlov om, at beskyttelsen af privatejendommen er det vigtigste hensyn ved ethvert statsligt indgreb, kom nationalgarden og kamptropper fra hæren til New Orleans før fødevarer, medikamenter og beklædning for at sørge for det vigtigste i det borgerlige liv: ro og orden, eller på amerikansk: law & order! På den måde forekom der alligevel en lille krænkelse af de markedsøkonomiske idealer: Mennesker, som havde formået at overleve orkanen og oversvømmelserne i deres huse og på deres ejendele, bliver nu tvangsevakueret, fordi den demokratiske statsmagt fik øje på en "nødsituation" for sig selv og nu greb til sit fornemste "argument", vold!
Mens avisernes økonomisider allerede igen primært beskæftiger sig med Katrinas markedsøkonomiske virkninger - kunjunkturelt styrtdyk eller "skub til væksten" via genopbygningen - er forsiderne i gang med de sædvanlige spørgsmål om det "politiske ansvar":
- i USA selvkritisk som verdensmagt nr. 1's samvittighedsforskning i spørgsmålet, om det ikke er en "national skandale", at man med lynets hast kan sende soldater til ethvert verdenshjørne, når der skal bruges magt, for at afværge "fare" for det amerikanske homeland, og man så må "kigge på", hvordan en hel ægte amerikansk by drukner sammen med dele af indbyggerne lige bag Mississippis sumpe.
- I Tyskland bliver de samme spørgsmål selvfølgelig rejst og besvaret i alle den nationale antiamerikanismes bekræftede tonearter: Her kan man igen se, hvordan amerikanerne "unilateralt" kan smadre alting overalt på kloden, selv når det ikke passer "os", og så sætter de alting over styr, når det kommer an på at klare en oversvømmelse. Og i det hele taget: de stakkels negere! 140 år efter slaveriets afskaffelse er det stadig uforbederlige racister, der regerer i Washington ...
Når man stiller og besvarer spørgsmålene om katastrofens årsager på denne måde, er man ikke interesseret i at vide, hvorfor det i vores som bekendt bedste af alle produktionsmåder med jævne mellemrum viser sig, at naturfænomenernes begrænsede forudsigelighed kun er den ene side af begivenheden. Den virkelige katastrofe opstår jo først i kraft af den systemimmanente ligegyldighed fra forretningslivets og statsmagtens side over for de ret forudsigelige virkninger af tsuanamier og Katrinaer på markedsøkonomiens menneskemateriale. Det klager offenligheden over, når skaden er sket, og den politiske opposition anklager de ansvarlige for at have "svigtet". Men forretningerne skal fortsætte gennem og med dette, indtil man igen på godt amerikansk kan lave business as usual.