Gegenstandpunkt-forlagets analyse fra d. 10. februar 2003:

To forskellige imperialistiske beregninger -

To forkerte argumenter mod Irak-krigen fra den tyske anti-krigsbevægelse

USAs overfald på oliestaten i Mellemøsten ser ud til at rykke uopholdeligt nærmere. Sam­arbejdsvilje og tilkendegivelse af vilje til underkastelse fra den irakiske side, og selv Sad­dam Husseins frivillige abdicering og flugt i eksil, vil næppe kunne få amerika­nerne til at droppe det angreb, som de er fast besluttet på. Det retter sig også mod mere end kun den fornyede gennemførelse af den gamle FN-kontrol via en "afvæbning" af Irak, hvilket vil være ensbety­den­de med landets mang­len­de evne til at forsvare sig. "Regimeskifte" og en "ny orden" i hele den vigtige olieregion er præsident Bushs formål med krigen, hvilket han på ingen måde læg­ger skjul på. Og eftersom han kompromisløst forfølger sin nations interesse i at beherske kloden mili­tært, udrydde de sidste, endnu eksisterende fjender og opnå kontrol med olieleve­ran­cer­ne til hele den kapitalistiske verden, og eftersom han har udnævnt dem til at være "non-negotiable" er hans åbenlyse præventivkrig samtidig begrundelsen for en ny indstilling til res­ten af statssamfundet, især USAs gamle allierede. De er også imperialister ligesom amerika­nerne og føler, at USAs vilje til en ny verdensorden forstyrrer deres interesser, at deres bestræbelser på selv at få indflydelse og kontrol i Mellemøsten blokeres og at deres status som anerkendte partnere i verdensherredømmet er svinder ind.

Bortset fra israelerne er der ingen stater, der ser sig truet af de irakiske våben, som Amerika vil befri verden for. USAs verdenspolitiske partnere og konkurrenter føler sig snarere truet af den ensidige ret til krig, som USA både gør krav på og praktiserer - nemlig truet i deres egen­skab af militærmagter, som for nylig havde deres helt egne grunde og begrundelser for at gennemføre bombekrig, "regimeskifte" og "ny ordning af regionen", dengang det drejede sig om Balkan. Når Amerika egenhændigt definerer, hvem der er ven og fjende, og selv til­in­tet­gør fjenderne på egen hånd, så er der ikke længere plads til afvigende holdninger fra de europæiske ordens­mag­ters side.

Alligevel er der ingen af de verdenspolitiske konkurrenter, der åbent og principielt går imod amerikanernes ubillige krav. De er klar over, hvilken magt de dermed ville rage uklar med - og for denne magt er det ikke nok bare at føre sine krige og lukke kæften på de andre. USA insisterer på, at landets "partnere og venner" gør sig til redskaber for det amerikanske "be­hov for sikkerhed", og at de udtrykkeligt går ind for US-krigen og stiller sine militære poten­tialer i det amerikanske verdensherredømmes tjeneste. Alligevel er der ingen af de større magter, der slet og ret affinder sig med, at USA terroriserer verden efter sine egne interesser og oven i købet tildeler dem rollen som rene og skære håndlangere.

Modstanden tager den forløjede form af en strid om fredelige versus cowboy-agtige former for konfliktløsning, om folkeret, om FN-resolutioner, om våbeninspektion og om fortolkningen af det, som FNs våbeninspektører rapporterer: At de ikke finder noget, er for USA et tilstræk­ke­ligt bevis på, at de forbudte våben er godt gemt af vejen. For de andre er det en grund til, at der skal bruges mere tid på at lede - om muligt så længe, at det bliver for sent til at lave en ørkenkrig ved behagelige udendørstemperaturer. Den frist, som USA har givet FN til at komme med en fredelig løsning, udnyttes i virkeligheden til at færdiggøre den militære op­bygning i Golfen. USA definerer på den måde den tid, som de andre har til at tilslutte sig supermagtens krig. At USA om nødvendigt fører krigen alene, er det sande argument for at tilslutte sig - for Bush siger også, hvordan han vil se på sagen, når han har vundet krigen: De stater, der ikke deltager, vil han i fremtiden udelukke fra at udnytte Iraks oliekilder og i det hele ta­get fra medindflydelse på verdenspolitikken. Det får Blair, Chirac og Schröder til at spørge sig selv, hvilken form for imperialistisk degradering de foretrækker. Sådan ser spørgs­målene om den nye verdensorden ud ved indgangen til det 21. århundrede, og hundre­der af ameri­ka­nere og briter og måske tusinde gange så mange irakere vil snarligt blive ofrene.

*

I forlængelse af dette følger her to kommentarer til den tyske anti-krigsbevægelse.

1. Den begrundelse, som Amerka forsyner sin krig med, står på ingen måde i modsætning til den situation, som er opridset ovenfor. Når anti-krigsbevægelsen siger, at "det for USA end­nu en­gang drejer sig om noget andet end folkeret, menneskerettigheder og demokrati", så på­står den, at USA kun benytter disse ædle mål som påskud. Dermed overser den nye freds­be­væ­gel­se, hvad de frie demokratiske stater mener, når de moralsk fordømmer andre stater som fx Irak - som uretsregimer, som menneske- og folkeretskrænkere, som tyrannier. Med den slags fordømmelser udtrykker en statsmand som Bush, hvor dårligt en stat som Irak pas­ser ind i den verdensorden, som han hersker over og som gør eksklusivtkrav på de ærvær­di­ge be­teg­nelser "demokrati, folkeret og menneskerettigheder" - at den irakiske statsledelse altså ikke har nogen eksistensret i denne verdensorden og skal udryddes. Bush tilkender sig selv retten, ja pligten, til at eksekvere denne dom over Irak. Når den amerikanske statschef bliver så fundamentalistisk og præsenterer sit krav på verdensherredømme som noget, der er påbudt af den højeste moral, så bør man tage det alvorligt som den trussel, det er ment som - nemlig som annonceringen af et regimeskifte ved hjælp af krig. Det er derimod forkert at bebrejde den demokratiskeimperialismes supermagt, at den ikke altid overholder sine egne principperog ofte allierer sig med "diktatorer og despoter" - som fx under Reagan med Saddam Husseins Irak, da han førte krig mod den islamiske republik Iran. For så længe de­mo­kratisk-imperialistiske stater ser gennem fingre med andre staters krænkelser af demo­kra­ti­ske værdier og principper, giver de dermed udtryk for deres tilfreds med de nyttige tjenester fra de statsmænd, som på andre tidspunkter kaldes for "diktatorer". De bliver til og med rost for at bekæmpe fjenderne af den amerikanske verdensorden "ubønhørligt og med alle dertil nødvendige midler". Så snart de imperialistiske nationer vil blamere den slags stater ved at måle dem med det demokratiske herredømmes værdier, er der tale om en krigserklæring, fordi de ikke længere er tilfredse med de selvstændige ambitioner, de lægger for dagen. Der­for er det en fejl, når krigsmodstandere overtager de demokratiske værdier og principper som bedømmelse af andre stater og når de forsikrer, at de selvfølgelig også er imod en Sad­dam Husseins "voldsherredømme" - med det lille "men", at krigikke er det rigtige middel til at gennemføre et regimeskifte. De overser følgende: Det er ikke Saddam Husseins udemo­kra­tiske form for herredømme, der generer Bush (eller for et par år siden: Milosevics' form for her­re­dømme, der generede Schröder og Fischer). Det, der generer dem, er det faktum, at han selv efter den tabte Kuwait-krig og tolv års boykot og bombardementer stadig er herre over Irak imod supermagtens vilje.

2. Anti-krigsbevægelsen kræver "Et tysk NEJ i FNs sikkerhedsråd". At Tyskland - som forbundskansler Schröder udtrykker det - ikke mere "vil slå hælene sammen" for USA trods "uindskrænket solidaritet i kampen mod terror" - det er det, som deltagerne i den tyske anti-krigsbe­væ­gel­se sympatiserer med hos de tyske politikere. I den forbindelse burde de have fået øje på, at Tyskland ikke af den grund trækker sig ud af den internationale konkurrence og simpelthen overlader afgørelsen om krig og fred til andre stater. Tyskland ønsker fortsat at være en global medspiller i denne konkurrence, inklusive dens voldelige konsekvenser; og Tyskland gør en del for sin verdenspolitiske betydning - ikke kun hjemme foran sin egen "ga­de­dør" på Balkan, men for eksempel også ved Afrikas Horn og endnu længere væk i Hindu­kutsch. Når de tyske politikere nu pludselig spiller kostbare, når det drejer sig om krigen som "ultima ratio" for en ny verdensorden, så skyldes det ikke, at de pludselig skulle være be­gyndt at nære afsky for krigen. Det, der ikke passer dem, er, at de er blevet grundigt udeluk­ket fra medindflydelse på den krigeriske nyordning af verden, som USA foretager. Den plud­se­lige tyske "kærlighed til freden" er ikke udtryk for andet end den dybe utilfredshed med Tysk­lands afmagt: Landet får ikke tildelt nogen medbestemmelsesret og ser sin indflydelse i krigs­regionen svinde permanent. Med USAs tilbud til sine "partnere" om en status som hjæl­pe­­sherif uden mulighed for at træffe beslutninger som suveræn magt mener den rød­grønne ty­ske forbundsregering ikke, at nationens imperialistiske ambitioner er blevet imødekommet; de er snarere blevet principielt krænket. Tyskland gør sit yderste for "at forsøge til det sidste med alle fredelige midler" - vil give inspektørerne endnu længere tid til at lede efter våben, vil la­ve ud­kast til alternative "fredelige" måder at afvæbne Irak på. Dette bereg­nende freds­di­plo­mati er ikke andet end et forsøg på at udnytte Tysklands resterende diplomatiske spil­le­rum for at bremse Amerika - så længe landet affinder sig med og accepterer dette diplomati - og vinde yderligere tid, hvor der måske kan laves nye anti-amerikanske koalitioner. Hvis man mener, at "et tysk nej i sikkerhedsrådet" trods alt er en spæd, håbefuld begyndelse, så har man ikke opdaget, at et sådant "nej" udelukkende er et middel i imperialisternes indbyr­des konkurrence. Og værre endnu: På den måde tager man parti for Tyskland - med den fal­ske opfattelse, at fordi den tyske imperialisme afviser en krig mod Irak, så går den ind for "fre­delige løsninger" og er dermed det "mindste onde".

Dette er en fejl: Når det passer de tyske interesser, griber Tyskland til våben. Tyskerne var med til at bombe Serbien og erobre Afghanistan.