Startside   Danmark   Internationalt   Videnskabskritik   Alment
GegenStandpunkt-analyse fra 31. marts 2003

"En krig som ingen tidligere" (Donald Rumsfeld)

I USAs krig mod Irak foretog medierne fra første færd en detaljeret bedømmelse af alt og alle: Hver eneste sandstorm, som forsinkede fremrykningen, det faktum, at "regimet" ikke opløste sig selv allerede den første dag, at de "undertrykte" shiiter i Bashra ikke straks tiljublede besættelsesmagten uhæmmet - alt blev gjort til genstand for kritiske spørgsmål. Fjernsynets strategi-eksperter rejste aldrig tvivl om, at USA og dets allierede i sidste ende ville vinde denne krig; i betragtning af det militære styrkeforhold forekom det dem sikkert, at USA ville sejre. Når man kiggede på hvert eneste sandstorm, hvert eneste bombardement og hver eneste krigsfange, så var det, fordi man anså noget andet for vigtigt og man forsynede derfor alt og alle med en særlig betydning: Hvad siger det om krigens forløb, og hvordan bærer "koalitionen af villige" sig ad med at vinde den? Kommentatorerne nærede ofte absurd opskruede forventninger til krigen: Enhver dræbt US-soldat, ethvert isoleret irakisk angreb på forsyningslinierne var for dem et ufejlbarligt bevis på en forfejlet strategi hos den "neokonservative militære lægmand" Rumsfeld, hvilket røbede, at der ikke var tale om overvejelser hos professionelle militærstrateger. De studerede derimod krigens forløb for at finde tegn på, at det slet ikke ville lykkes amerikanerne at gøre det, som de havde sat sig for, på den helt rigtige måde. Iagttagerne ville slet ikke have vidst, hvordan de skulle vurdere denne "måde", hvad der er et mere eller mindre vellykket krigsforløb, hvis de ikke havde haft en målsætning eller målestok for bedømmelsen - nemlig den, som USA selv havde opstillet. Den blev og bliver brugt til at vurdere supermagten med. Det spændende spørgsmål i ekstraprogrammer og rundbordssamtaler går ud på, om USA nu også lever op til sine egne målsætninger. Vi tillader os derfor at stille spørgsmålet: Hvad er egentlig det spændende ved spørgsmålet om, hvor overbevisende krigsofrene mejes ned, for så vidt som de, der stiller spørgsmålet, samtidig er overbevist om, at USA under alle omstændigheder vil vinde krigen på den ene eller den anden måde? Hvad er det egentlig, der afhænger egentlig af, om USA kan leve op til de kriterier, som Bush, Rumsfeld og deres generalstab har opstillet?
Årsagen til denne betragtningsmåde må være disse kriterier, det, som USA har angivet. Amerikanerne ville ikke blot besejre en fjende. De gjorde det klart, at deres krig drejede sig om mere end bare et "regimeskifte" i Bagdad - det er ikke nok for dem, at de slet og ret vinder krigen. Spørgsmålet om den "måde", som sejren vindes på, spiller så stor en rolle, fordi USA vil bruge krigens forløb til at demonstrere den totale overlegenhed, hvormed man er i stand til at føre en sådan krig uden at være afhængig af andre staters hjælp. Det er nemlig samtidig en meddelelse til resten af verden om, at det fremover altid vil finde sted på denne måde - at det er præcis på denne måde, at den amerikanske ret til præventiv krigsførelse vil blive praktiseret fremover. Den ret, som Amerika her tildeler sig selv, var et meget omstridt spørgsmål i krigens forberedelsesfase. De såkaldte "nej-sigere", frem for alt Frankrig og Tyskland, ville ikke tilslutte sig denne nye "retsopfattelse" fra USAs side, selv om de på den anden side heller ikke for alvor ville bestride USAs ret på dette punkt. Der er ingen stat, der er gået så vidt som til at betegne USAs fremfærd som illegitim, og der har slet ikke været praktiske forsøg på at lægge hindringer i vejen for krigens gennemførelse. Heller ikke Tyskland og Frankrig forstyrrer den amerikanske krigsførelse på nogen måde. Tværtimod samarbejder man med USA ved at give ret til overflyvninger, huse AWACS-mandskab og bevogte USAs militære anlæg. Samtidig forholder man sig afventende og kigger på, om og hvordan det lykkes for USA at gennemføre sit forehavende med at bevise sin totale (over)magt. Der er nemlig en del, der afhænger af dette og af det indtryk, som det gør på de iagttagende magter, der indtager 2. pladsen i verdensmagthierarkiet.
Irak-krigen skal tjene som eksempel på den Nye Verdensorden. Krigen mod Irak skal virke overbevisende på statssamfundet: De andre nationer skal overbevises om, at enhver indvending mod USAs ret til præventiv krigsførelse bør trækkes tilbage, fordi den er så overlegen. Statssamfundet skal "indse", at amerikanerne overalt i verden og efter sine helt egne regler ønsker at sørge for den orden, som passer dem bedst. Og de skal indse, at Amerika ikke har brug for nogen anden legitimering for at gøre det end landets overmagt. De skal skrive under, når USA gør krav på det internationale magtmonopol, og arbejde sig frem til at indse, at det ligger i deres egen interesse at underkaste sig og støtte USAs interesser. Før krigen udviste USA på den diplomatiske front en velkalkuleret hensynsløshed over for sine hidtidige "partnere": Washington krævede, at de uforbeholdent bakkede op om det amerikanske projekt for en ny verdensorden. Og med spørgsmålet "Hvem er for, og hvem er imod os?" blev der indført en ny inddeling af nationerne, hvis eneste kriterium er, om de viser eller nægter at vise troskab over for USAs verdensherredømme.
Afghanistan var det første eksempel på USAs gennemførelse af sin nye verdensorden og Irak er det andet: Det drejer sig ikke altså ikke "kun" om at tvinge Saddam Hussein i knæ. Krigens forløb, den måde, som den gennemføres på, skal bringe nej-sigerne til fornuft. Krigens vellykkede gennemførelse, evnen til at sætte helt nye forhold på den verdenspolitiske dagsorden helt efter sit eget hoved er ikke nok for amerikanerne. De kræver også, at de andre stater - og især USAa allierede imperialistiske konkurrenter i NATO - anerkender USAs helt særlige stilling, som landets overlegne militære magt giver det. Derfor lægger Bush vægt på at kunne præsentere sin (voksende) "koalition af villige". Ethvert symbolsk bidrag til krigen i form af hundrede polske soldater eller dansk ubåd hilses velkomment som et fremskridt med hensyn til den 'anerkendelse', der skal bevise for alle, at den amerikanske vej til succes virker overbevisende og at nej-sigerne igen har grund til at tage deres nej op til fornyet overvejelse.
Derfor er det op til amerikanerne at levere det krigeriske bevis på deres erklærede overlegenhed og på, at der ikke er noget alternativ til den amerikanske kontrol af verden. Men her kommer det i afgørende grad an på, om de imperialistiske andenrangsmagter, som dette bevis er rettet imod, lader sig imponere af det og føjer sig. Reaktionen i Bonn og Paris viser, at man er villig til at indstille sig på den nye situation: Det kan godt være, at kultursiderne og diverse talkshows er fulde af snak om, at denne krig strider mod "folkeretten" og at den er en "forbrydelse" - de herrer Schröder og Chirac har slet ikke i sinde at fremsætte den slags hæslige bebrejdelser af amerikanerne og på den måde stille sig op som åbne modstandere af USA. De ved, hvor lidt de får ud af en anklage i folkerettens navn. Hvis de nægtede USA ret til at føre denne krig, ville det også kræve, at de havde magten til at sætte deres "retsopfattelse" igennem imod USA. Omvendt: Med sin magt dikterer USA - i denne krig og derudover - resten af verden sin nye 'retsorden', og de imperialistiske konkurrenter må besvare det ene afgørende spørgsmål, om de er nødt til at lade sig overbevise af den overlegne, selvsikre og topmoderne amerikanske magtudfoldelse, altså om de er nødt til at underkaste sig denne voldelige retsudøvelse. Eller om man kan på i første omgang krigsforløbet og krigsførelsen og i næste omgang på forvaltningen af krigens resultater kan se, at USA alligevel ikke er i stand til at gennemføre sine krige udelukkende med sine egne krav som retningslinie og derfor igen er afhængig af sine gamle allierede støtter - så Frankrig og Tyskland får den vetoret tilbage, som USA har erklæret for forældet. Derfor insisterede de allerede efter krigens første uge - ikke på, at USA skulle afbryde krigen øjeblikkeligt, men på, at den nye orden i Irak skulle organiseres "i FNs regi" ved krigens afslutning, altså efter koalitionens sejr. Det er ikke noget, som de kræver, fordi de er store tilhængere af FNs "legitimationsmonopol". For nylig deltog de selv i en krig, som blev ført af NATO uden samtykke fra FN. Men via Sikkerhedsrådet i FN ville de igen være indblandet i aktiviteterne omkring den nyordning af olieregionen, som Bush har presset dem ud af med sin "ikke-legitimerede" Irak-krig. Hvis amerikanerne efter deres sejr vil tilstå FN den rolle, som Tyskland og Frankrig kræver, så vil de dermed indrømme, at de alligevel har brug for de andre imperialistiske magter, når de skal gennemføre og kontrollere deres nye verdensorden ...