Gegenstandpunkt-analyse fra d. 24. marts 2003:
Bush har befalet angrebet på Irak. Tyskland, Frankrig og Rusland har protesteret mod det: Netop nu, hvor afvæbningen af Irak går så godt som aldrig før, ifølge den tyske udenrigsminister Joschka Fischer, griber USA til våben og spolerer den "fredelige afvæbning" af Irak. Hertil først et par afklarende bemærkninger om
Når man kræver fredelig afvæbning af en anden stat, opstiller man sig selv som kontrolinstans over dette land. Man lancerer den principielle mistanke, at den anden stat har planer med sine våben, som ikke tilkommer den. Det skulle man angiveligt kunne få øje på alene ved at betragte våbnene: Hvorfor anskaffer den sig for eksempel masseødelæggelsesvåben? Den må da helt bestemt være ude på at bruge dem til noget! Denne måde at drage slutninger på fra våben til utilladelige hensigter og formål gælder dog altid kun i den ene retning: Når en stat opfører sig som selvudnævnt kontrolmagt, så må den selv for længst være i besiddelse af den slags våben, men det berettiger ikke nogen til at drage slutninger om, at den har onde hensigter. Mistanken til den stat, som man vil kontrollere, skyldes altså slet ikke de våben, som den anskaffer sig, men derimod kontrolmagtens vurdering af den anden stats politiske hensigter og formål: De er til gene! Altså skal de væk, de våben, som udstyrer den generende stat med magten til at lægge hindringer i vejen for kontrolmagtens forehavender.
Hvordan får kontrolmagten nu elimineret våbnene? Det bedste er, hvis den anden stat frivilligt opgiver dem, når det bliver forlangt. Det forudsætter dog mindst én ting: Kontrolmagten har brug for et militært potentiale, som i enhver henseende er den ulydige stats overlegent. Kun på den måde vil den i det hele taget lytte, når kravet om afvæbning bliver stillet. Men hvorfor skulle den give slip på sine våben? For i det hele taget at overveje noget sådant, må den være bange for, at kontrolmagten vil fjerne våbnene ved hjælp af sin militære overlegenhed, hvis den ikke opgiver dem frivilligt.
Selv når denne stat afruster frivilligt for at undgå den trussel, som den ikke er i stand til at stille noget op imod, er det ikke nok til sådan uden videre at stille en kontrolmagt tilfreds. For med afvæbningen af sig selv forsøger den afpressede stat at undgå at blive ødelagt som statsligt subjekt. I kontrolmagtens øjne beviser den imidlertid dermed ikke nogen ændring af sin politiske vilje, som fik den til at anskaffe sig sine våben, men kun, at den for tiden tager afstand fra sine hensigter. Sådan en stat pønser da hele tiden på at omgøre afrustningen - så hurtigt er den principielle mistanke mod den i kraft igen, og vel at mærke, netop fordi den har bøjet sig for afpresningen. Dermed har kontrolmagten al grund til at opretholde sit opsyn med denne stat.
Det kunne for eksempel foregå på den måde, at kontrolmagten etablerer en slags permanent kontrol en slags ekstra regering ved siden af den egentlige regering, som overvåger alt det, som den mistænkte stats regering foretager sig. Men: Hvorfor skulle den lukke den slags opsynsmænd eller inspektorer ind i landet? Så ville den jo til og med være nødt til at opgive den magt, som den indtil nu har været ene om at udøve over landet og dets indbyggere. Det er der ingen regering, der gør; for på den måde ville den afskaffe sig selv som uafhængig magt, altså forvandle sig fra en suveræn stat til en slags provinsforvaltning for kontrolmagten. Derfor er det nødvendigt for kontrolmagten at ovevinde den anden stats suverænitet, at udvirke et "regimeskifte", og det er noget, som stater kun opnår via krig. Så kan sejrherren efter sin sejr indsætte en militærguvernør, som sikrer, at dette land i fremtiden vil blive regeret af et regime, som kun sætter sig den form for politiske mål, som passer ind i kontrolmagtens planer, og at det kun anskaffer sig den slags våben, som kontrolmagten giver tilladelse til.
Afvæbningen af en stat kan altså kun lade sig gøre som resultat af en krig, som man har vundet, eller udtrykt omvendt: Afvæbningen af en stat er et krigsprogram, som ikke stopper ved ødelæggelsen af de våben, som man føler sig generet af, men som derudover også sørger for at fjendens politiske vilje fratages den magt, som våbnene har forsynet hans hensigter med.
Med sit angreb på Irak gennemfører USA netop dette program. Og det drejer sig på ingen måde om, at formålet skulle være blevet ændret fra "afvæbning" til "regimeskifte", sådan som den tyske kansler Schrøder kritiserer det for at være. Som det er blevet vist ovenfor er afvæbningen af en stat ensbetydende med regimeskifte - det kan slet ikke lade sig gøre på "fredelig" vis. Så hvor ligger forskellen på USAs angreb på Irak og kritikernes krav om at fortsætte den "fredelige afvæbning" af landet under våbeninspektørernes opsyn? Stater som Tyskland & Frankrig ønsker at opnå krigens resultat, afvæbningen, uden krig. De insisterer på, at det også ville have kunnet lade sig gøre uden at tage det sidste skridt, altså uden det militært gennemtvungne regimeskifte, som USA besluttede sig for: De hævder, at de ville have været tilfredse med Iraks afvæbning af sig selv og fremfører dette som et "fredeligt" program i modsætning til USAs krigsprogram. Som om det kunne lade sig gøre at opnå resultatet af en krig uden at føre krigen!
Dette tysk-franske koncept for "fredelig afvæbning" er imidlertid forløjet. Tyskland & Frankrig lader nemlig, som om det drejer sig om den bedste måde at afvæbne Irak på. Den eneste grund til, at man i den forbindelse diskuterer, om man skal afvæbne Irak med krig eller på "fredelig" vis, er jo, at USA fører sin krig mod Irak under sloganet "afvæbning" og under FN-forhandlingsfasen præsenterede netop dette slogan for de lande, der opponerede mod USAs politik på området. På den ene side var det klart, at USA med ordet "afvæbning" ikke forstår andet end "regimeskifte" og desuden en nyordning af hele den mellemøstlige region - intet mindre. Og på den anden side sendte USA en invitation til de konkurrerende magter: Så længe krigen stadig var i forberedelsesstadiet, kunne de få lov til at diskutere spørgsmålet: "Hvad er den bedste måde at afvæbne Irak på?" Under diskussionen af dette spørgsmål var det imidlertid meningen, at de skulle benytte sig af lejligheden til at bakke op om USA, når de var færdige med deres problematiserende, panderynkende debat om pro & contra. De skulle i sidste ende sige god for USAs hensigter. De skulle legitimere den planlagte krig mod Irak, fordi den føres for et uimodsigeligt godt formål: Elimineringen af "truslen mod verden fra Saddams masseødelæggelsesvåben". De fik lejlighed til at vente med at give denne legitimering efter lang tids overvejelser, hvor de skulle have arbejdet sig frem til den indsigt, at denne krig - efter mange fejlslagne forsøg - var det sidste middel til at afvæbne Saddam - "ultima ratio".
Tyskland og Frankrig indlod sig på diskussionsoplægget om "afvæbning", netop fordi "afvæbningen af Irak" slet ikke var deres egentlige formål - de har jo i modsætning til det længe krævet, at Irak igen skulle lukkes accepteres i nationernes normale samkvem. USAs europæiske konkurrenter er slet ikke interesseret i denne krig ud fra deres egne imperialistiske beregninger - krigen forpurrer derimod deres kalkyler. De kunne snildt leve med et tæmmet Irak, men har indladt sig på diskussionen med overskriften "afvæbning", fordi de ikke bare sådan vil sige "Nej!" til den krig, som USA har erklæret nødvendig. De ved nemlig udmærket, hvilken magt de dermed ville lægge sig ud med. På den anden side ønsker de heller ikke at efterkomme USAs opfordring om opbakning, eftersom de ligeledes ved, at de i tilfældet Irak skal skrive under på USAs krav på at stå for orden og kontrol, et krav, som indeholder det perspektiv, at USAs nye verdensorden skader deres egne krav som ordens- og kontrolmagter i betydelig grad. For ikke at gå åbent imod dette amerikanske krav, men heller ikke bare at være nødt til at adlyde det, har de koncentreret sig om den amerikanske legitimering af krigen og lagt hele deres modstand i attributtet "fredelig". Præsident Bush gentager den evigt samme argumentationskæde: Irak råder over "masseødelæggelsesvåben", som landet leverer videre til terrorister, som angriber Amerika, hvorfor Amerika er nødt til at forsvare sig selv - og derfor er det nødvendigt for USA at tiltage sig retten til at sørge for præventiv orden til hver en tid og overalt, altså at kunne føre krig. De imperialistiske konkurrenter har klart forstået, at det drejer sig om den anden del af denne argumentationskæde: Amerikas ret til præventiv krigsførelse, en ret, som ikke tåler nogen indsigelser fra andre staters side og dermed også inkluderer en svækkelse af de imperialistiske konkurrenter. Konkurrenterne vil gerne protestere imod denne ret, men de kan kun få øje på en mulighed for at fremsætte deres indvendinger i den første del af argumentationskæden, "masseødelæggelsesvåbnene", og derfor finder de på deres "modforslag": Hvis det for USA virkelig drejede sig om "afvæbning", så burde man sætte alle sine kræfter ind på at søge efter midler og muligheder for at opnå denne afvæbning uden krig. Våbeninspektørerne var trods alt allerede godt på vej til noget sådant. Det er hele den forløjede diplomatiske løsning og alligevel samtidig et klart udtryk for modstand, eftersom USA jo med betegnelsen "afvæbning" kræver klar opbakning bag krigen. De såkaldte "krigsmodstandere" påstår, at Amerika forsynder sig mod sine egne retningslinier. De insisterer på det motto, som USA satte i verden, "afvæbning", som de med deres tilføjelse "fredelig afvæbning" forvandler til det modsatte. USA har aldrig påstået, at afvæbning kunne finde sted uden krig, men konkurrenterne fremsætter netop denne påstand: Våbeninspektørerne skulle være de bedste garanter for at gennemføre afvæbningen af Irak. - Denne idé har de opfundet for at bruge den som undskyldning for at nægte at støtte USAs krig - uden at risikere et åbent brud.
Dette er Tysklands & Frankrigs "fredelige" alternativ: De to lande insisterer på, at det er op til dem selv at bestemme , hvornår det er på sin plads med "regimeskifte" og "nyordning", altså krig, som det for eksempel var tilfældet på Balkan for få år siden. For når Amerika forpligter resten af verden på sin definition af ven og fjende og selv tilintetgør fjenderne, så er der ikke plads til en europæisk verdensmagt.
Amerikas korstog mod terroren - anden etappe: Irak-krigen
Ensretningen af verden undergraver "det frie vesten"
http://www.gegenstandpunkt.com/gs/03/1/gs031031.htm
I tidsskriftet GegenStandpunkt 1/2003
Hos boghandlere eller hos GegenStandpunkt-forlaget: http://www.gegenstandpunkt.com/
eller på internettet: http://www.gegenstandpunkt.com /gs/03/1/gs031031.htm