USA's "vanskeligheder" og "problemer" i Irak

Aviser og TV beretter dagligt om de "vanskeligheder" og "problemer", som USA har i Irak. Man kan slet ikke overhøre den skadefro undertone i beretningerne: Amerikanerne kan måske godt finde ud af at vinde en krig, men de forstår sig angiveligt ikke på, hvordan man banker sådan en sejr på plads til en rigtig fred, og: Måske har de i det hele taget undervurderet opgavens størrelse? Måske magter de ikke opgaven? Dette er alt andet end en kritik af krigen og dens efterspil. Det er tværtimod let at se, hvilket formål den partiske overdrivelse af USA's "vanskeligheder" og "problemer" i Irak skal tjene: Hvordan vil "vi" kunne få en fod indenfor? Er amerikanerne muligvis afhængige af "os"? Hvad USA kunne være afhængig af hos os, dukker slet ikke op i overvejelserne eller er - når nu man åbenbart ønsker at møve sig frem til en rolle som medbestemmende magt - underforstået som et respektabelt og vigtigt anliggende.

Det er altså værd at kigge på, hvad USA rent faktisk laver i Irak, hvad USA's "vanskeligheder" og "problemer" i virkeligheden består i.

USA præsenterede formålet med sin krig som "regimeskifte" i Irak. Det, som det irakiske folk skulle have ubetinget brug for, er et nyt "regime", altså et nyt herredømme. Ganske vist betegner amerikanerne gerne sig selv som "befriere" og lader, som om de har ført krig for en "undertrykt" befolkning plaget af et "ondartet regime", men samtidig er det klart, at man under ingen omstændigheder kan overlade det til denne befolkning at skaffe sig et nyt herredømme. Det nye herredømme skal jo garantere, at den kontrol over landet og befolkningen, som man har fravristet "diktatoren" ved hjælp af magtanvendelse, nu forbliver helt og holdent på sejrherrens hænder. Den meget citerede "ny regionale orden", som krigen mod Irak var begyndelsen på, forudsætter USA's magtmonopol, som man bestemt ikke deler med det nye irakiske herredømme. Den irakiske regering, som indsættes af USA, tildeles den selvmodsigende opgave at få så meget styr over et ødelagt land og en krigsramt befolkning, at de ikke kommer på tværs af USA's monopol og desuden også bidrager til at styrke dette monopol. Den nye stat går altså ud på, at en afvæbnet, afmægtig stat skal udøve præcis så meget magt, som den egentlige magthaver efter behov beordrer, tildeler eller også fratager den igen. Der er altså ikke tale om en suveræn stat, der er bemægtiget til at handle selvstændigt og tiltvinge sig og nyde gavn af sine undersåtters respekt - hvilket altid er et voldeligt anliggende. Det første direktiv for denne suveræn er derimod at sætte en interesse igennem, som den er underkastet, en helt anden national interesse - USA's - som den skal gøre til sin egen. Det er altså soleklart, at den egentlige, den fundamentale magt fortsat er koncentreret hos sejrherren, som anvender den på en sådan måde, at det installerede herredømme kan efterkomme sin funktionale opgave, og det er også klart, at det slet ikke er meningen, at denne magt skal sikre det irakiske regime. Det, som var det farlige ved Saddam Hussein og som USA ikke længere ville finde sig i, en centraliseret irakisk nationalisme, som han satte igennem med alle sit magtapparats midler mod konkurrerende nationalismer på Iraks territorium og mod magtkonkurrenter af enhver afskygning, det er ikke noget, som den installerede regering skal have lov til eller mulighed for. Den bliver derimod sammensat af repræsentanter for de forskellige "strømninger" i landet og skal få disse til at affinde sig med netop den repræsentation, som i virkeligheden ønsker at gennemsætte lige så mange indbyrdes modstridende forestillinger om herredømme i Irak mod hinanden. Det er ikke meningen, at denne nye regering skal udstyres med magtmidler, hvormed disse "strømninger" ville kunne forpligtes over for en centralmagt, og dermed er det klart, at hverken den selv eller en eneste af disse "strømninger" nogen sinde vil kunne stilles tilfreds, hvilket også indebærer, at den "enighed", som der hele tiden tales om, aldrig nogen sinde vil blive opnået. Hvert eneste krav på herredømme må hele tiden forholde sig til den amerikanske besættelsesmagt, må stille sig i dens tjeneste og får anvist sin plads af denne: Enhver af disse "strømninger" får af den amerikanske interesse undertiden ret, undertiden uret, bliver undertiden brugt til at konfrontere andre med, undertiden ofret for en anden, som aktuelt foretrækkes af den amerikanske ordensmagt - alle "strømninger" bliver altså af princip hele tiden stækket i deres ambitioner.

Amerikanernes problem i virkelighedens verden: De holder sammen på den modsigelsesfyldte biks, som de har indrettet i Irak, og de er permanent beskæftiget med at sætte USA's magt igennem, hvilket inkluderer voldelige overgreb på befolkningen og tab i egne rækker. Det er kun europæiske kynikere, der kan glæde sig over sådan noget, når de ud fra deres konkurrenceinteresse jubler over "vanskeligheder" og ethvert "nålestik" mod "hegemonialmagten". Og fordi de sagtens kan sætte sig ind i det, oprøres de omvendt ikke over den rolle, som det irakiske folk dermed tildeles: Af irakerne kræves det, at de forholder sig roligt, hvilket de bliver hjulpet til dag og nat ved hjælp af magtanvendelse. Hvordan de skal bære sig ad med både at forholde sig roligt og overleve, er ikke ordensmagtens problem, eftersom landet først og fremmest er én gigantisk operationsbase for USA, der ikke kan finde noget at bruge de "befriede" masser til. Samtidig tillader man sig at være så kynisk at sværme for "det irakiske folks umådelige rigdom", som nu skal "komme folket til gode". Det, der "kommer folket til gode", er, at reparationerne af noget af den ødelæggelse, som USA selv har forårsaget, finansieres af olieindtægterne, hvis USA anser det for at være fordelagtigt for dets kontrolregime, og at et par fødevarer bliver delt ud af det "Oil for Food"-program, som er ved at være udløbet. Derudover er de imperialistiske hjælpetropper, NGO'erne inviteret til at tage del i den nye frihed og hjælpe det irakiske folk. På den måde hjælper de med at spare den "umådelige rigdom", som ikke må ødsles bort og kun udgør pålidelig kapitalistisk rigdom, hvis den overdrages til US-kontrolleret privatisering, altså underlægges de multinationale selskabers strategiske indgriben. Det kan også begrundes med, at den irakiske nation med sin olierigdom har gjort sig skyldig i slemme ting, altså har sat sig mål i Mellemøsten, som ganske vist i første omgang tjente USA's formål, men som så kom på tværs af USA's strategiske interesser og alligevel ikke blev opgivet. Da den irakiske nation nu helt og holdent er underlagt USA's monopol, har den heller ikke krav på nogen selvstændige rigdomskilder, som den kan udnytte.

Det irriterer USA at blive udsat for modstand i Irak. Modstanden er ganske vist ikke båret af en forenet politisk vilje, den vidner snarere om magtesløshed og politisk splittelse, men denne anti-amerikanisme er forstyrrende og udfordrer kontrolmagten. Set fra en totalt overlegen magts standpunkt er de deraf følgende omkostninger i form af penge og døde et irritationsmoment og i hjemlandet fremkalder de den herlige demokratiske debat, som kan bruges til - nej, ikke at sætte spørgsmålstegn ved krigen, men - at angribe præsidentens lederevner og fremsyn, og er altså for oppositionen en lejlighed til at føre sig frem i konkurrencen om magten i Washington.

I betragtning af omkostningerne overvejer USA's ledelse, om og hvorvidt "partnerne"/ konkurrenterne vil være med til at løse dem, selv om denne "burden sharing" naturligvis ikke må ændre noget ved det gennemførte imperialistiske hierarki og den entydige underordning. Det får straks "partnerne" til at spørge sig selv, om der ikke er tale om, at USA er i knibe, hvorfor de vejrer en chance for at tilkæmpe sig et par indrømmelser fra amerikanernes side via den rigtige blanding af tilbud om hjælp og tilbageholdenhed, via den dygtige kombination af "humanitære" og "militære" komponenter. Og det er så det virkeligt spændende spørgsmål, som Iraks land og befolkning og de daglige dødstal leverer materiale til: Hvordan er beføjelserne til magtudøvelse fordelt blandt de store imperialistiske subjekter, hvordan står det til med den indbyrdes konkurrence, som på den måde udtrykkes og drives fremad?

Mere udførligt om dette emne kan læses på tysk følgende steder: http://www.gegenstandpunkt.com/gs/03/2/inh032.htm

Amerika definiert den Weltfrieden neu. Mit Krieg, wie sonst
Erschienen in GegenStandpunkt 2-03. Im Buchhandel oder beim GegenStandpunkt-Verlag erhältlich.