Demokrati til Irak!

USA har anført "regimeskifte" som målet for sin krig mod Irak.

Selvfølgelig er det nye regime en stor velsignelse for irakerne - siger USA. Men én ting må være klar: Det nye regimes opgave består i at holde landet på en pro-amerikansk kurs. Lige meget hvad irakerne selv tror og ønsker: Dette er den første og vigtigste forudsætning for denne ”nation building”, det er det, som USA ønsker samarbejde om, og det, som man ønsker samarbejdspartnere til. Det skal ikke blive ved hr. Bremers hidtidige besættelsesregime. Derimod skal det "irakiske folk" tage imod og bekende sig til en regering, der garanterer det samme som besættelsesregimet. Demokratiet præsenterer sig temmelig utilsløret som en metode til at give krigens resultat - et afmægtigt Irak underkastet under Vesten - permanent gyldighed og skaffe den pro-amerikanske indretning af det irakiske samfund anerkendelse og legitimering hos det ”befriede folk”. Og det er samtidig også et budskab til alle stater i det Mellem- og Fjernøsten: De er konfronteret med det slagkraftigste voldsmaskineri, som historien nogensinde har set, og det indskærper dem, at de skal tilpasse deres statsførelse til det irakiske forbillede - ellers er det snart deres tur til at blive befriet.
Som et middel til at opbygge en nation, som er underkastet en udenlandsk vilje, har USA foreløbig indrettet et regeringsråd - også betegnet overgangsråd. Hvilken kvalifikation behøver man for at komme ind i dette råd? Man skal være en gedigen fjende af Saddam og helst også have været i eksil. Men det vigtigste er, hvordan dette råd er sammensat. Den amerikanske demokratiforestilling har indrettet en forholdsmæssig fordeling, som sådan ca. afspejler de kvantitative andele af religionsfællesskaber og etniske grupper - og alle ved, hvor fjendtlige de er over for hinanden. Pointen ved denne forholdsmæssige fordeling er, at hver etnisk gruppe eller ”strømning” forsynes med en berettigelse, men uden magtbeføjelser, idet alle tilstedeværende personligheder (eller det, som de repræsenterer) relativerer hinanden. På den måde skal alle ”strømninger” knyttes til det nye styre, men samtidig bliver de samme måde også klar over deres respektive afmagt.
Det er klart, at der ikke kommer noget ud af det snedige forslag fra shia-lederen al-Sistan om direkte valg - altså hvis der skal laves demokrati, så "one man, one vote". Det amerikanske overopsyn med Irak kommer med den skinhellige indvending, at det ville ”forstærke spændingerne” i landet, hvis det shiitiske flertal på den måde får afgørende betydning; i realiteten vil man simpelthen ikke finde sig i, at en af de interessegrupper, som er til stede i landet, bliver fremherskende. Kurderne har lige så lille chance for at komme igennem med deres krav om autonomi. De fik ganske vist tidligere mangt et løfte om ændringer, men det ville stride mod den ”stabilitet”, som USA ønsker sig, hvis der dannedes en magtfaktor med egen adgang til oliekilderne og med en egen ”udstråling” i forhold til kurderne i Tyrkiet, Syrien og Iran. Kurderne er et slående eksempel på den funktionalisme, som USA går til værks med: Under krigen fik de lov til at gøre sig nyttige i kampen mod Saddam - men hvis de nu mener, at de som sejrherrens våbenbrødre har opnået særlige rettigheder, så erfarer de nu, at deres indflydelse bliver stækket, så den svarer til det niveau, som USA anser for passende for sin demokrati-konstruktion. Det forholder sig omvendt med sunniernes hhv. Baath-partiets medlemmers karriere: Først blev de straffet for deres rolle i den gamle stat - men hvis man nu kan bruge dem i kampen mod oprørerne i den såkaldte ”sunni-trekant”, så genaktiveres højtrangerende militærpersoner og andre ledere fra deres rækker, idet gamle forbehold må træde tilbage for denne nye funktionalisme.
I overgangsrådet sidder der altså lutter repræsentanter for det irakiske folk, som for det første ikke blev valgt af det irakiske folk, men derimod af amerikanske demokratieksperter, som for det andet ikke har noget at skulle have sagt, men derimod kun skal repræsentere de forskellige ”strømninger”, og vel at mærke for det tredje på en måde, så de respekterer hinanden i denne forsamling.
Hele foranstaltningen skal tjene den overordnede interesse i at installere et særligt irakisk, dvs. USA-venligt demokrati, hvor fjendtlige interesser holder hinanden i skak - i USA's øjne ville det være et smukt bidrag til ”stabiliteten”. De personer, som opsynsmagten udpeger, skal sørge for denne stabilitet, ellers mister de deres poster, altså den anerkendelse, som de nyder fra USA's side. Med den overgangsregering, som kommer til magten og æren d. 30. juni, ændres intet ved dette princip. Det eneste nye er, at USA har sikret sig støtte fra FN, som i form af sin særlige udsending Brahimi deltager i udvælgelsen af repræsentanter. Det underbygger skinnet af denne skin-regerings uafhængighed, og idet Brahimi kalder disse repræsentanter ”teknokrater”, opstår der et skær af neutralitet over denne regering, som troner over alle uafhængigt af partierne. Det afgørende, som denne ”ledelse” skal yde, er, at den lader sig udnævne. Netop på den måde opfylder den USA's opgave: Disse repræsentanters eneste funktion er at tjene som forbillede for ”forsoning” for dem, som de - angiveligt! - repræsenterer; et forbillede, som de repræsenterede så også har at rette sig efter. De skal rent faktisk på deres side give deres anerkendelse til de figurer, som USA har udpeget. Idet et par mere eller mindre kendte sunier, shiiter, kurdere osv. bliver involveret i USA's ”forsonings”projekt og på den måde får lov til at repræsentere det ”nye Irak”, skal de almindelige irakere overbevises om og acceptere, at der eksisterer en slags national enhed, som omvendt skal være forpligtende for folket, der skal sørge for ”forsoning” - eller set fra USA's standpunkt: Med denne præsentation af national enhed skal folket stille sig tilfreds og give arbejdsro. Når og hvis der så på et eller andet tidspunkt kommer valg, så har de til formål at give denne regering opbakning, og det demokratiske løfte lyder: Se engang, her er opstillet lutter irakere, så der kan ikke mere være tale om en udefrakommende regering. Det ændrer naturligvis intet, men understreger snarere, at der ikke er planer om en irakisk suverænitet, om en egen statsræson. Med udenrigsminister Colin Powels ord:
”Irakerne skal nok få deres suverænitet, men de bliver nødt til at give os lov til at udøve en del af suveræniteten i deres sted og med deres opbakning.” (Süddeutsche Zeitung, 28.4.04)
Irakerne skal give USA en "tilladelse", og USA har "lov til" at udøve irakisk suverænitet - i høflig form to budskaber, som ikke er til at misforstå:
· Den magt, som en irakisk regering får lov til at udøve - hvis i det hele taget - får den overdraget fra USA, og den skal udøves i overensstemmelse med opsynsmagtens retningslinier.
· Irakerne skal indse, at deres regering er indrettet sådan og ikke på nogen anden måde, og formålet med hele det demokratiske cirkus er, at de senere skal manifestere denne indsigt i valg til parlamentet og legitimere deres US-definerede regering.
Om irakerne går ind på dette demokrati-diktat, er imidlertid et helt andet spørgsmål. At dømme efter de informationer, som man modtager, virker de ikke særligt interesserede i dette projekt. Den produktivkraft, som amerikanere og europæere sætter så stor pris på ved deres demokratier, nemlig at de demokratiske vælgere hvert fjerde-femte år træffer afgørelser om herredømmets personspørgsmål, men så definitivt ikke mere har noget at gøre med herredømmet, dets formål og udøvelse, og i stedet underordner sig under det - denne fordeling af opgaverne mellem dem, der leder, og dem, der adlyder, fungerer strålende i demokratieksportlandene, men det ser ikke ud til, at irakerne udviser den nødvendige ”demokratiske modenhed” endnu. Men på den anden side vil USA ganske vist gerne indføre denne herlige demokratiske præstation, den frivillige underkastelse under herredømmet, men samtidig forlader USA sig slet ikke på, at det sker. Amerikanerne drømmer jo ikke om at stille deres magt til rådighed. Hvordan og i hvilken retning demokratiet i Irak end udvikler sig: hvor der ydes modstand, bliver den undertrykt med magt. Besættelsesmagten leverer foruroligende beviser på sit magtapparats overlegenhed, og derfor er dens opfordring til irakerne - ”Sørg for at enes!” og bevis jeres gode vilje ved at legitimere en regering - også samtidig en trussel: Hvis I ikke affinder jer med de afmægtige repræsentanter, som vi lader jer vælge imellem, så vil der fortsat herske det kaos, som vi har kastet landet ud i, så varer det længe, før I bliver tilbudt et civilt liv. Imperialistiske magter har altid systematisk og med stor succes benyttet sig af læremestrene elendighed og død - og de utålelige leveforhold i vestmagternes post-krigs Irak gør måske også irakerne ”modne til demokrati” …