"Gud er ikke neutral i kampen mellem terror og retfærdighed!"
(George W. Bush)
1.
Umiddelbart efter attentaterne i New York og Washington hævdede præsident Bush: "Vi kender ikke ophavsmændene til attentatet - vi ved, at de er onde og forrykte." Samtidig lod præsidenten og hans rådgivere det ikke blive ved beskrivelsen af gerningsmændene som "forrykte", og den amerikanske regering gav sig heller ikke til at eftersøge vanvittige. Så ville den have haft rigeligt at gøre i sit eget land. I stedet for forberedte de sig på den krig, som de nu fører i Afghanistan. De nåede altså temmelig hurtigt frem til, at attentaterne var båret af en politisk vilje med antiamerikansk indhold. Og USA var - før ethvert bevis - også straks sikker på, i hvilken del af verden folk med denne vilje skulle findes: først og fremmest dér, hvor USA med sin verdensorden har skaffet sig de bitreste fjender - i Mellemøsten. Med sin støtte til Israels krige og med egne interventioner har USA tilintetgjort alle bestræbelser hos stater i dette område på at gøre sig selv til magter, der ikke behøver at finde sig i at få deres politik dikteret fra udlandet. I disse stater fandtes og findes der en udbredt anti-amerikanisme hos folk, der drog følgende slutning af nederlagene i diverse krige i Mellemøsten: Det kan kun lade sig gøre at føre krig mod supermagten i form af terror som bagholdsangreb gennemført af folk, der ikke ville have den ringeste chance i åben kamp.
At USA stempler det som "fejt, ondt og forrykt" og omvendt kalder sine gengældelsesangreb for den mest retfærdige sag i verden, har intet at gøre med den form, som denne erstatningskrig antager: terror. Sådan er det i enhver krig, hvor man selv altid repræsenterer alt det gode, retfærdige og menneskelige; modparten er omvendt den personificerede ondskab, djævelskab og umenneskelighed. Ingen bekender sig slet og ret til, at man sætter sin interesse igennem mod sin modstander, hvis vilje man ønsker at bryde ved hjælp af vold. Derimod udnævner man sin egen interesse til ret og fjendens til uret. På den måde bliver modparten forfulgt som lovovertræder, og derfor er der heller ingen, der slet og ret aktionerer for sine interesser. Man kæmper altid for de højeste værdier og mod det absolut onde.
Den politiske vilje, som lå til grund for attentaterne, kender USA udmærket - hvorfor pegede man ellers straks på det verdenshjørne, som også er det eneste sted, som denne handling kan være udsprunget fra? Men når man skal pleje sit fjendebillede, udviskes enhver erindring om dette. Så er det ikke passende at indrømme sine fjender nogen som helst forståelig grund til at handle, som de gør. Der er ganske vist opstået diskussioner - også i Amerika - hvor der blev spurgt, om den terroristiske handling ikke kunne forklares som en reaktion: nemlig på de virkninger af det amerikanske verdensherredømme, som nu engang ikke er så velsignede i de fleste verdenshjørner. Men den slags debatter ender altid med "bestyrtelse" - ”bestyrtelse" over en handling, som krævede ofre. Med sin bedste vilje kunne man ganske vist forestille sig og også have en smule forståelse for, at markedsøkonomien og demokratiet fremkalder utilfredshed, når de repræsenteres og sættes igennem sådan, som først og fremmest USA gør det i hele verden. Men den, der har indvendinger mod det og kræver hensyntagen, må aldrig nogen sinde gribe til dette middel. Så befinder man sig hinsides enhver civilisation og sætter sin ret til at blive hørt over styr; så er man kun ude på at forvolde skade og ødelæggelse: man er drevet af ondskaben selv.
Man kan ikke undgå at se det selvmodsigende i sådan en argumentation: Når Bush peger på midlerne - bortførte fly omfunktionaliseret til bomber - og deraf vil slutte sig til sine modstanderes totale ondskab, så burde han kunne se, at han selv anvender midler, der er mindst lige så dødbringende - fly, som bliver brugt til at nedkaste bomber - og så burde han i betragtning af de midler, som han selv anvender, finde sig i at blive kaldt "ond!" Den amerikanske præsident truer med en langvarig krig, altså død og ødelæggelse, der bestemt ikke står tilbage for terroristernes. Er der nu nogen, der deraf konkluderer, at Bush altså er lige så ondskabsfuld som terroristerne? Naturligvis ikke - for Amerika har jo de bedste grunde til at tilintetgøre sine modstandere, hvilket helliger ethvert anvendt middel. Der er altså tale om gennemført uærlighed. De midler, som man selv anvender kan aldrig nogen sinde føre til en beskyldning for, at man har uret, eftersom de altid repræsenterer et godt formål. Det er højst tilladt, at kritisere den ødelæggelse, som de bevirker, ud fra en effektivitetsvurdering: bidrager den faktisk til at opnå det mål, som man har sat sig. Når man kigger på fjenden, er logikken lige omvendt: Her slutter man sig fra midlernes ødelæggende virkning til det formål, som de forfølger - og eftersom det drejer sig om ødelæggelse, kan formålet kun være ondt. På den måde frakendes modstanderens handlinger enhver berettigelse, uden at man overhovedet behøver at undersøge, hvad de går ud på. Eller endnu skarpere: Dermed siger man, at man slet ikke bør eller ønsker at undersøge, hvad de går ud på, da dette ville være ensbetydende med en form for forståelse og dermed retfærdiggørelse af "ugerningerne" og på den måde være en slags partitagen for fjenden. Man skal altså allerede i udgangspunktet og uden forbehold tage bestik af en partiskhed for sine egne nationale interesser - det er den måde, som hele den ophidsede diskussion begynder på, og følgerigtigt ender den også altid på samme måde.
2.
I praksis går USA altså - som man kan se af den militære gengældelse - ud fra en politisk vilje hos terroristerne. Ideologisk er en sådan vilje blevet benægtet særdeles principielt. Men dermed var det ideologiske opgør med terroristerne langt fra slut. En meget omfangsrig debat har lige siden attentatet drejet sig om terroristernes religiøse motivation. I den forbindelse kunne man lære et og andet om religionens nytte og funktion.
Ved at pege på det islamiske hjørne af verden, hvor terroren har sit bagland, på islamiske agitatorer, der opfordrer folkemasserne til jihad, islamisk hellig krig, og på regeringer, der påberåber sig islamiske værdier, når de laver stat på deres anti-vestlige måde, har USA rejst mistanke mod en hel religion, islam, for at anstifte den slags brutale "angreb på det frie Vesten". Selvmordsterroristerne, der angiveligt var ansporet af troen og med deres selvopofring håbede at flyve direkte op i den syvende islamiske himmel, blev taget som tegn på, at islam per se er behæftet med terror. Samtidig er denne mistanke lige siden blevet heftigt tilbagevist. Politikere og skribenter, der ikke kan forarges nok over "islamisternes fanatisme", vil imidlertid næsten i samme åndedrag redde islams ære og værdighed. Hvordan passer det sammen?
3.
Det, som Bush angriber hos talebanerne og hos Bin Ladens tilhængere som ondskabsfuld fanatisme, er ikke andet end deres religiøst radikaliserede patriotisme, deres vilje til at ofre sig for en national sag, som de utvivlsomt finder retfærdig og som dermed også er Guds vilje. Enhver vestlig statsmand kender til en sådan radikalisering af patriotiske anliggender og anser den - når de tjener et andet formål, selvfølgelig - som den største dyd, man overhovedet kan forestille sig. Med George W. Bush' ord: "Vi forlanger, at de, der bærer vores uniform, ... er forberedt på at bringe det sidste offer med deres død." Dette offer forlanger han i sit eget og patriotismens navn, som han så også velsigner ved at påberåbe sig Gud: "God bless you." Men når man så fordømmer "krigen mod Amerika" for at have sine rødder i religionen islam, lægger det så ikke op til at fordømme denne religion?
Når man stiller spørgsmålet: Er "islamisterne" så "fanatiske" på grund af islam eller fortolker de islam forkert? så er man ikke ude på at fordømme religionen. Man er interesseret i at gøre forskel på religionen og "fanatikerne": "Fanatikerne" bruger en principielt anerkendelsesværdig religion på den forkerte måde. Som om de var kaldet til at fortolke Koranen, spørger vestlige forskere, journalister og politikere muslimerne her i verden, om de mon egentlig håndterer deres tro på den rigtige måde i overensstemmelse med de frie samfunds ønsker. De hævder altså, at de ved, hvordan muslimerne burde omgås deres religion på den rigtige måde. Det er den eneste forklaring på den fintfølende skelnen mellem islam og dens "-isme". Sidstnævnte betragtes som misbrug af islam og består i, at prioriteterne mellem politik og religion stilles på hovedet. Når religionen gør krav på at være den virkelige retningslinie for det jordiske liv, så gør den sig selv absolut i forhold til politikken og sætter sig dermed i urette. Det er netop det, som islamismen forsynder sig imod. Religionen skal indtage sin plads som meningsstiftende supplement til den førte politik, ellers bliver den til "religiøs fanatisme". Politik og religion bør være adskilt, og loyaliteten over for staten skal stå over alt andet. Det er altså i orden, når folk tror på et absolut væsen. De må bare ikke tro, at det medfører krav til statens politiske opførsel. De må ikke kræve af staten, at den underkaster sig det højeste væsen. Troende skal altså acceptere den modsigelse, at de ganske vist tror på eksistensen af et absolut væsen, som er hævet over alting, men at det i denne verden er staten, der er det allerhøjeste, som de troende skal adlyde uafhængigt af, om dens aktiviteter er i overensstemmelse med deres opfattelse af guds velbehagelighed. Underordningen under et højere væsen er altså noget, som borgerne kun må relatere til sig selv i hele deres private eksistens. Hvis de på den måde finder trøst og en højere grund til de ubehageligheder, som de udsættes for, og de ofre, som de er nødt til at bringe, så er staten ret begejstret for religionen. Så er religionen nemlig præcis det, som en vis Karl Marx fandt ud af allerede i 1843/44: "folkets opium" (Til Kritikken af Hegels Retsfilosofi). Alle paver og mullaher i alle religioner har som opgave - ved siden af deres almindelige virke som sjælesørgere - at give moralsk legitimering til statens krigshandlinger, give krigens ofre den sidste olie (eller hvad man nu bruger) og trøste de efterladte. På det punkt er de funktionelle for den politiske interesse, som staten sætter igennem - selv når der ind imellem er et par af de troende, der føler sig nødsaget til i den respektive Guds navn at skælde ud på krigen som udslag af "menneskets syndige natur".
I demokratiet består forholdet mellem religion og stat altså i, at religionen underordnes under den statslige overhøjhed. Når Bush påstår, at han handler på Herrens vegne, så forsyner han på den måde sine angrebsordrer med en hellig begrundelse, som er noget ganske andet end den rigtige grund. Det borgerlige samfund og dets stat accepterer ikke den absolutisme, som enhver religion gør krav på med sit forhold til en instans, Gud, som er hævet over alle jordiske gøremål. Det borgerlige samfund stiller derimod sig selv højere, sætter altså sig selv absolut - der findes her på denne jord ikke noget højere end de formål, som staten sætter sig og forfølger. Det skal enhver religion og enhver af dens tilhængere acceptere. De eneste, der har forstået religionen rigtigt, er dem, der forstår, at den har sin plads under politikkens førsteret. Det er det, der kendetegner den virkelige overlegenhed ved den tro, som i sammenligning med Allahs "middelalderlige fanatikere" er blevet ”lutret af oplysningen”: Når Bush via fjernsynet råber til sine landsmænd, at "Gud er ikke neutral!", så påberåber han sig Gud som sin forbundsfælle og udnævner dermed sig selv til Jordens herre og Gud til sin åndelige vasal.
Når forholdet mellem stat og religion er klaret på denne måde, så har alle også ret til at tro, hvad de vil. De himmelske værdier, som man lovpriser i Vesten, er nemlig tolerante og påtvinger ikke nogen en bestemt tro, så længe den tro, de har, accepterer sin rolle som lovprisning af politikkens formål. Det beviser Bush til og med, når han besøger en amerikansk moske og på den måde redder islams ære i forhold til den forkastelige fundamentalisme og når han betoner, at Amerikas krig mod terrorismen på ingen måde retter sig mod islam som "fredselskende religion". Men en sådan ærværdig udgave af islam påligger der på den anden side også en pligt: Den - og især dens åndelige overhoveder - skal stille sig på den amerikanske nations og dens forbundspartneres side og tjene "krigen mod terrorisme".
Til det formål er det ikke nok, at muslimske gejstlige fordømmer attentaterne og velsigner ofrene. De skal aktivt bevise, at de står på den rigtige side: De muslimske ledere skal benytte hele deres gejstlige autoritet som Allahs udvalgte talerør til at gøre det klart over for deres menigheder, hvilken side i kampen mellem terror og retfærdighed der repræsenterer terror, og hvilken side der repræsenterer retfærdighed: hvilken side, der altså modtager hjælp fra Allah, der i denne kamp aldrig nogen sinde kan være neutral. Det inkluderer, at de skal gå til kamp mod de muslimer i deres menighed, som sætter den høje Allah i det hinsides højere end de jordiske herrer og derfor har den samme holdning som Osama Bin Ladens "islamistiske fanatikere" og den modsatte af Bush og hans anti-terrorkrigs-alliance med hensyn til spørgsmålet om, hvad der er terror og hvad der er retfærdighed og hvem Allah derfor støtter. Otto Schily, tysk indenrigsminister og dermed den øverste herre over den indre sikkerhed i Tyskland, forlanger derfor også, at repræsentanterne for den muslimske menighed aktivt beviser, at de har den korrekte opfattelse af forholdet mellem stat og religion i demokratiet: De skal med andre ord samarbejde med den jordiske retfærdighed, repræsenteret ved de tyske sikkerhedsmyndigheder.