Efter at De Grønnes gruppe i Forbundsdagen havde stemt for, at Tyskland skulle træde ind i krigen i Afghanistan, har også De Grønnes partikongres tilsluttet sig tysk krigsdeltagelse og dermed det endegyldige grønne partiprogram:
Primært regeringsparti og desuden totalt imperialismeegnet!
På De Grønnes partikongres i Rostock i weekenden d. 24.-25. november har foreningen for forhenværende alternative mennesker endegyldigt frigjort sig for enhver mistanke om, at der skulle være noget som helst alternativt ved deres måde at bedrive politik på. De har nu etableret sig som totalt normal vælgerforening for deres udenrigsminister Josef Fischer. Der er altså på ingen måde hold i offentlighedens påstand om, at der skulle være tale om, at egentligt principielt ”pacifistisk” indstillede tidligere medlemmer af fredsbevægelsen med ”tydeligt flertal” skulle have bøjet sig for et smerteligt ”ja til krigen”: Selv dem, der ”afviger” fra Fischers linie på deres ”selvpinende” måde, ønskede ikke at stille spørgsmålstegn ved hverken ”amerikanernes ret til selvforsvar” eller den påbudte ”kamp mod terrorismen”. Men når deres minister ønsker at se partiets profil forankret i en generel opbakning til regeringens politiske kurs, så ser de alligevel anderledes på sagen. De spørger sig selv - og vil i fuld alvor have, at det skal ses som et yderst anstændigt samvittighedsspørgsmål - hvordan det tager sig ud, når De Grønne siger ja til tysk krigsdeltagelse. De bekymrer sig om det billede, som partiet har tegnet af sig selv og som de gerne ville tegne videre på. Deres bekymring gælder ene og alene, at partiets image som arnested for alle mulige fredsindstillede mennesker kunne lide skade, når de bakker op om en krig. Og de mener, at denne bekymring i det mindste burde finde så stor forståelse i den politik, som De Grønne fører som regeringsparti, at den ikke får partiets vælgerbesnærende præsentation af sig selv til at se helt og aldeles utroværdig ud; i det mindste ikke blandt partiets egne vælgere, som man har brug for, hvis man vil regere videre.
Det er også hele det sørgelige indhold i den ”Zerreissprobe”, som Tysklands Grønne har konfronteret sig selv med i kraft af deres gammelkendte ”kampkultur”:
”For De Grønne er der kun én mulighed for at leve op til disse forventninger. Vi er nødt til at holde ud at gå i spagat.” (Beslutning fra det 28. partiråd, 12.11.2001)
Og hvorfor er ”vi” så ”nødt til” det? Er der måske nogen, der har krævet, at De Grønne skulle gå i spagat mellem deres regeringspolitiske ja til krigen og det nej til krigen, som partiets profilering kræver?
* På den ene side et klart ja og amen til Josef Fischer, der som grøn regeringsrepræsentant ikke gør andet end at tjene grønne principper og som sådan er partiets profil. Derfor også ja og amen til krigen, fordi kampen mod terroren nu engang også er et specielt grønt anliggende, så længe De Grønne er i regeringen, og på den måde kun skærper krigsdeltagelsen partiets profil yderligere.
* På den anden side skal dette ja og amen kun forstås som kritisk solidaritet med det afvigende mindretal, der stadig mener, at det uforlignelige grønne image repræsenteres bedst af deres nej til krigen.
Ikke alene foretager De Grønne dette politiske akrobatnummer, de vil også belønnes for, at det lykkes dem. Derfor lader de, som om de handler i en højere sags tjeneste. De videredelegerer således den akrobatiske udfordring til deres repræsentanter i Forbundsparlamentet.
”I vores grundholdning af kritisk solidaritet anbefaler vi … at stemme for Forbundsrepublikken Tysklands militære bidrag til kampen mod den internationale terrorisme. Vi respekterer dem, der kommer frem til et andet resultat.”
Parlamentsmedlemmerne bør venligst prøve at forstå, hvad partiet ønsker sig: Det image, der går ud på at være modne til fortsat at regere Tyskland som grønlakeret statsparti.
Resten af partiet har under alle omstændigheder siden d. 11. september gjort sig konstruktive bekymringer om, hvordan det helt specielle grønne image kan komme til udtryk på grundlag af opbakningen bag nationens krigsførelse hos et parti, der siger ja til krigsdeltagelsen. Parlamentsmedlemmerne, partiet og de menige medlemmer ensrettes efter regeringslinien, der står helt over partierne for Tyskland. Det eneste problem, som partiet er nødt til at løse i den forbindelse, er så, hvorfor vælgerne skulle stemme på De Grønne, når nu enigheden om krigsførelsen eksisterer på tværs af partierne. Det foregår på følgende måde: Amerikanerne fører krig i overensstemmelse med deres egen målsætning og med de midler, som de anser for nødvendige. Den tyske regering tilslutter sig - og i den forbindelse skulle det ligefrem være en menneske- og folkeretslig velsignelse, at også et parti med pacifistisk baggrund og tradition har været med til at beslutte den tyske deltagelse i krigen. De Grønne passer nemlig på, at krigen ikke bliver så slem. Altså vær så god, hr. Bush, et godt råd fra De Forbundsgrønnes partikongres: Skyd ikke ved siden af, ram ikke de forkerte, sørg venligst for at vælge og bruge dine våben efter hensigten. Det kræver Tysklands Grønne af verdens supermagt og det har de også ”tilkæmpet” sig fra Socialdemokraterne, da beslutningen blev vedtaget i Forbundsdagen, påstår de frækt. Partiet har med stort besvær foretaget en tolkning af krigen, som gør krigsførelsen forenelig med de herlige partiforestillinger om den mere fredelige og menneskevenlige politik, som kommer over landet, når det er De Grønne, der laver den. Kun med en så ren, human og begejstrende effektiv krig har også de gode mennesker hos De Grønne en god samvittighed, når de siger ja til at dræbe. Selv når der så alligevel er nogen, der dør i Afghanistan, sandsynligvis ved en misforståelse, så er det udelukkende i overensstemmelse med den modererede krigsførelse. Udenrigsminister Fischer i Süddeutsche Zeitung (SZ) d. 18. oktober:
"Må jeg bede Dem. Klinisk rene militære slag findes ikke. Sådan en krig kender jeg ikke!"
Hvor der handles, der .... - det er klart, men påbudet om moderation skal alligevel adlydes ubetinget. Det står vi Grønne inde for alle mand. På den måde fungerer arbejdsdelingen funktionelt for regeringspolitikken med De Grønnes typiske humanisme: Der er nogle, der kommer med irrelevante moralske betænkeligheder om de ofre, som en krig muligvis ville have, og på den måde pudser og plejer de partiets image. Der er andre, fx regeringsmedlemmer, der fordømmer disse betænkeligheder som totalt irrelevante, fordi man nu engang ikke kan føre krig uden ofre. Og hvad menneskerettighedsvåbnet angår, så er en udenrigsminister bedre til at bruge det end alle dem med betænkelighederne, og derfor kommer han også med en specielt grøn-humanistisk grund til krigen. Når supermagten udvider formålet med sin krig fra ”Bin Laden - død eller levende” til udryddelsen af Taleban, så hilser udenrigsminister Fischer det velkomment som begrænset og modereret aktion mod den ”humanitære katastrofe”, at afghanske piger og kvinder stadig lever i middelalderen! Når partiformand Roth anmoder om våbenhvile, så går Fischer ind for det i SZ.
”prøve alt for at overvinde Taleban-regimet endnu hurtigere. Jeg mener i hvert fald, at det ikke ville give nogen humanitær gevinst at afbryde bombardementerne nu. Det ville bare styrke Talebanerne.”
Væk med talebanerne - det er det sande humanitære mål. En bombekrig, der er så nådesløs som muligt, så den kan banke dem på plads. Det er den sande humanitære handling. Og derfor er det dem i Forbundsregerinen, der går ind for begge dele, som er de sande humanister.
Det har de otte grønne delegerede indset, de selvsamme otte, hvis angivelige samvittighedskvaler Forbundskansleren så sig nødsaget til at stille et mistillidsvotum til. Bagefter har onde tunger forsøgt at fremstille sagen omvendt og påstået, at Schröder sikrede sig De Grønnes opbakning om krigen og koalitionen ved hjælp af parlamentarisk afpresning. Her insisterede han ikke alene på det ærkedemokratiske princip, at hvis man ønsker at regere, så må man også bakke helt og aldeles op om det program, som det at regere en imperialistisk nation går ud på.
”Afpresset!” føler sig i den forbindelse et par parlamentarikere, der for intet i verden ville sige nej til dette projekt, heller ikke, når det går ud på at gøre nationen parat til krig. De ønskede ubetinget at deltage og samtidig fortsætte med at demonstrere troværdig distance i deres ædle partiidealers navn. Derfor fremstillede de sig selv som moralske kæmper, der kun med tungt hjerte kunne få sig selv til at gøre deres samvittighed til en røverkule. I virkeligheden afkrævede Forbundskansleren, hans udenrigsminister og partiledelsen dem kun en åben og ærlig bekendelse til deres politiske identitet. De måtte erkende sig til en afgørelse, som de allerede for lænst havde truffet i praksis: Partiidealer må ikke spænde ben for et regeringspartis politik. De tjener som en staffage til den normale udøvelse af statsmagten og kan bruges retfærdiggørende og beregnende.
På den måde kom sandhedens time alligevel til de sidste standhaftige repræsentanter for den radikalt pacifistiske fløj i det grønne parti. De ville ikke (af)presses til at melde sig ud af regeringskoalitionen med socialdemokraterne. Man kunne jo risikere, at krigen fandt sted helt uden dem. Så er det alligevel bedre, hvis krigen føres af en regering, der blant andet består af et parti, som har medlemmer som os! I sindsoprivende natlige møder fandt de derfor på en fremgangsmåde, som deres hårde samvittighedskonflikt kunne afvikles på: De befandt sig i den sjældne situation, hvor de kunne vælte en beslutning om krigsdeltagelse. Derfor stod de over for den svære opgave: Hvordan kunne de med deres opbakning bag denne beslutning sikre det nødvendige flertal for forbundskansleren, som den Grønne regeringsdeltagelse afhang af, og hvordan kunne det samtidig lykkes dem at give udtryk for deres afvisning af samme beslutning, sådan som de synes, at det er nødvendigt for at få De Grønnes profil til at fremstå tydeligt nok. Partiets basis opfordrede dem på den ene side til at holde ud og på den anden side mindede den dem om, at partiet ikke udpegede dem til parlamentet, for at de skulle vælte koalitionen. Udsat for dette pres besluttede de, at betragte de fire nej-stemmer, som de kunne få lov til at bruge, som det fuldgyldige udtryk for alle deres otte afvisningsstemmer, så de på den måde kunne frigøre de fire ja-stemmer, som var nødvendige for at koaltionsregeringen kunne fortsætte.
Alle var enormt lettede. Og så var krigslykken ovenikøbet også med De Grønne og deres partisamvittighed, for der er ikke noget, der beroliger samvittigheden mere end en sejr: Bag de angloamerikanske flys tæppebombardementer fordrev Nordalliancen talebanerne fra deres byer og stillinger og leverede dermed yderst velkomment materiale til de forbundsgrønnes partidag: som beroligende fortolkning for den tyske krigsdeltagelse, at de soldater, som man havde stillet til rådighed, måske slet ikke bliver brugt ved fronten for alvor. Efter de betænkelige medlemmer af De Grønnes gruppe i Forbundsdagen så det på den måde, betragtede de delegerede på De Grønnes partikongres det på samme måde. Det lykkedes! Regeringen var reddet, partiet enigt. De klarede overgangen til at blive et regeringsparti, som var medansvarlig for tysklands imperialistiske opbrud. Og det er enormt vigtigt, fordi der jo ellers ikke ville blive regeret videre på den samme sociale og økologiske måde! I Rostock fandt partiet det rigtige fodslag. Det gjorde opmærksom på den enorme "udfordring", som deltagelsen i krigen udgør specielt for De Grønne. Ja, militarister og nationalister, de tager let på sagen! Men os med vores pacifistiske tradition og trods alt stadig fundamentalt krigs- og militærkritiske indstilling! - kan man venligst påskønne, at det er en særlig præstation, når det er os, det drejer sig om?!
Repræsentanterne for de grønne basismennesker har pligtskyldigt givet deres bidrag til, at der kan regeres videre uden problemer i Berlin. Nu mangler de så bare at overbevise deres vælgere om, at Tyskland simpelthen er i de bedste hænder hos det grønne parti. Det interessante er ikke, hvordan og for hvad De Grønne vil regere, men at der i hvert fald vil blive regeret godt og i hvert fald bedre med dem som regeringsdeltagere, end de andre ville kunne gøre det: Udelukkende med denne tro som partiprogram skal vælgerne fremover motiveres til at stemme for Joschka Fischers parti.
I hele den pluralistiske offentlighed bliver det samtidig gjort klart, hvad der er det sande indhold i det program, som partierne i et demokrati skal tjene: De skal gøre alt, hvad der kræves fra den magt, som de forvalter. Derfor må et regeringsdygtigt parti også sørge for, at dets partiinterne liv er indrettet på en sådan måde, at det kan tjene den funktion, som er dets eksistensberettigelse. Det er demokratisk konsensus, og nu tillader heller ikke grønne demokrater noget alternativ til det.