Ugebladet Der Spiegel forklarer læserne det sociale
spørgsmål og
røber den simple sandhed:
Vellykket kapitalisme går ikke uden massiv fattigdom!
Nu til dags bliver
mennesker overøst med økonomiske sandheder i et omfang, så det er til
at blive dårlig af. Tidsskrifter og features fortæller, at
samfundsøkonomien kun kan fungere, hvis timelønninger bevæger sig i
retning af 1 €, hvilket frem for alt røber én ting: Offentlige
meningsdannere er slet ikke bange for at udbasunere en sandhed, som
egentlig er det stærkeste argument mod den famøse frie markedsøkonomi.
De oplyser gladeligt deres seere og læsere om, at deres daglige behov
er uforenelige med succesbetingelserne for kapitalvæksten og gør sig
ikke de ringeste anstrengelser for at forklare dem, hvorfor de fra
deres egne interessers standpunkt skulle lade sig bruge for denne
vækst. Belæringen af folket argumenterer slet og ret med, hvad
kapitalens succes kræver - og forlanger af sine adressater, at de skal
ofre deres egne fornødenheder for kapitalens. Demokratiske journalister
minder simpelthen deres publikum om, at normalborgeren nu engang er
afhængig af kapitalen, og de bekymrer sig i den forbindelseikke om, at
nogen ville kunne opfatte dette budskab om uforeneligheden af de to
former for behov som en oplysning om et system, der hverken regner med
eller er foreneligt med et ordentligt liv for flertallet.
I sin serie
”Total kapitalisme globalt” (nr. 20/14.05.05)
jubler Der Spiegel over de nye ”små tigre” i den østlige del af
Europa og får øje på et ”økonomisk mirakel” i Østeuropa. De kritiske
Spiegel-journalister mener, at befolkningens leveniveau og krav i
Østeuropa passer rigtigt godt til kapitalens akkumulationsbehov: Dér er
verden endnu ikke af lave.
”I de
nyligt tiltrådte EU-lande er det fulminante
vækstrater, der slår tonen an i
debatten - en succes, der er affødt af smertefulde radikale reformer af
alt fra arbejdsmarkedet til sundhedsvæsenet. De nye EU-lande brillerer
med iver og . Mens der i Tyskland er knap fem millioner
arbejdssøgende[…], opstår der dag for dag nye jobs dér, hvor det endnu
for få år siden var urentable planøkonomier, der tullede rundt.”
En ung
slovakisk finansjonglør praler over for den tyske
reporter:
”Vi
har afskaffet kommunismen, privatiseret økonomien og
har nu en vækst på 6 procent. Hvad skal vi lære af jer mere? Vi
perfekte!”
Og manden fra
Spiegel konstaterer fuld af misundelse
tilstedeværelsen af de sunde rammebetingelser, hvorunder ”mennesker”
endelig gør det, som de aldrig fik lov til under socialismen: at pukle
flittigt og ikke kræve noget for det. Pudsigt: Skulle det samme
argument dengang ikke tale kraftigt imod de socialistiske stater og for
det herværende system, at de i Østlandene tog for hårdt fat i deres
folk og nægtede dem forbrugsfrihed og lod dem stå foran tomme hylder i
butikkerne? Lige meget, hvad rager det der Spiegel, hvilke
hetz-artikler det bragte før i tiden? Efter afskaffelsen af
planøkonomien har det i hvert fald taget et hårdt årti med voksende
nød, før folk ikke mere havde noget at tabe og uden modstand fandt sig
i at få indført en ”radikal-liberal økonomisk kurs”. Sådan ser det
klima ud, hvor kapitalismen trives: Når mere end 20
0er af den arbejdende befolkning er arbejdsløs, når de lykkelige
arbejdspladsbesiddere arbejder for 4 € og alligevel tjener dobbelt så
meget som for tre år siden, hvor nationalproduktet per person ligger
mellem en fjerdedel og halvdelen af det tyske - så opstår der
fabelagtige afkast og vækstrater.
Men
forsigtig! Man må ikke begå den fejl at misbruge en
herlig økonomisk vækst til at give de nedre dele af folket en smule
velfærd. Ingen må misforstå det stejle opsving i forretningslivet som
en betingelse for et efterfølgende opsving i indkomsterne. At en større
del af beboerne i det hele taget benyttes og betales af kapitalen -
uanset til hvilken løn og under hvilke arbejdsbetingelser - er det
yderste, som tilstås lønarbejderne.
Der Spiegel
fortier selvfølgelig ikke ofrene for det
enorme opsving i de omvendte østlande. Det er interessant at se, at
tidsskriftet ikke engang regner de folk med blandt ofrene, som til
minimallønninger og med lang arbejdstid producerer væksten i
kapitalformuen - de har jo arbejde! Som ”tabere i det store
Matador-spil” tæller det kun sultende pensionister, småbønder, der
vegetieren i blikhytter, og Wanderarbeiter , der laver laver
lortearbejdet
i udlandet. Alligevel: Disse ofre retfærdiggøres til hver en tid af det
eksemplariske opsving i deres hjemlande.
Antimodellen
til det hedder Tyskland - også engang et
økonomisk mirakelland, som Der Spiegel minder os om. Dér gik
alting strålende, dengang efter krigen, så længe folk arbejdede for 50
pfennig i timen og 48 timer om ugen, næsten aldrig var syge og var
ordentligt fattige i deres alderdom. Men så svingede den første
Forbundsdag øksen mod rødderne til den tyske velstand, idet den
indførte folkepensionen, der var koblet sammen med lønudviklingen og
dermed pensionskassens indtægter. Det kunne jo ikke gå godt - og man
mærker det også nu næsten 40 år senere. Det var det første syndefald,
og tyske politikere gav ifølge Spiegel folket uansvarlige
gaver, selv om der jo ikke er nogen, der må forvente sig noget af et
økonomisk mirakel, end lige økonomien selv, erhvervslivet, ellers
ødelægger man miraklet. Da DDR blev indlemmet i Forbundsrepublikken
Tyskland satte man så endegyldigt den økonomiske fornuft over styr: I
stedet for at lade kapitalen og dens krav på afkast bestemme, hvad DDR
og dets indbyggere egentlig er værd, byttede enhedskansleren deres
falske socialistiske penge med solide vesttyske D-Mark og stillede dem
en tilnærmelse af deres lønninger til vestniveau i udsigt.
”Takket
være hjælpen fra storebror i Vesten fik de nye
forbundsborgere i øst mangt og meget forærende, som deres naboer måtte
arbejde hårdt for. Det havde østtyskerene ikke godt af.” (Spiegel
nr. 20)
Læg mærke
til: Når man vil spare borgerne for den mindste
smule af den kapitalistiske brutalitet, så gør man dem en
bjørnetjeneste. Hvis man bare fra starten af havde udsat de
genforeningsberusede østtyskere for levnedsmiddel- og varepriser på
vesttysk niveau og lønninger som i Polen, så ville Frankfurt an der
Oder måske i dag være den beudrede Boomtown og ikke den polske naboby -
og de seje sultelønninger ville blive udbetalt i Tyskland! Men så meget
økonomisk-politisk fornuft tør Der Spiegel slet ikke mere håbe
på. I sit opgør med den tyske økonomiske historie interviewer det en
stribe politikere, som bekender, at de i deres regeringstid tog
utilgivelige hensyn til ofrene for deres politik, og samtidig
insisterer på, at det slet ikke var muligt at gøre andet på grund af
den indre sociale fred og deres eget ønske om at blive genvalgt.
Budskabet er, at politikere er nødt til at lade sig vælge igen og igen
og derfor simpelthen ikke har pondus til at regere til gunst for
nationens interesser med den fornødne konsekvens mod
befolkningens interesser: Demokratiet forhindrer altså den
økonomiske interessers nødvendige diktatur.
Den slags
social-nationalistiske udtalelser om
kapitalens fornuft, om de velsignede virkninger af fattigdommen og de
kontraproduktive virkninger af alle forsøg på at mildne den, gør netop
de tyske lønninger (som de tyske kapitalister tidligere var ganske
tilfredse med) og deres socialpolitiske ledsagefænomener ansvarlige for
svækkelsen af den tyske vækst. Det er altså ikke så underligt, at de
politisk ansvarlige ikke lagde mærke til den skæbnesvangre
fejludvikling på lønfronten, så længe den økonomiske vækst trivedes.
Men når kapitalen derimod nu ikke længere vokser, så skyldes det
naturligvis, at lønnen er for høj! - Folk, der er så frimodige og
fjendtlige i deres besværgelse af modsætningen mellem kapital
og arbejde, tør man næsten ikke minde om, at det ”syge” Tyskland stadig
er en økonomisk og politisk verdensmagt, hvorimod det eksemplariske
Polen er et fattigt land! - Den internationale sammenligning mellem
arbejdslønninger og vækstrater gør det klart, hvad der tæller i dette
land og hvad der ikke gør: Fattigdommen har ingen ret, rigdommen har
enhver ret. Alting i et land afhænger af rigdommens succes og vækst,
altså tilkommer det også den at måle alting med sine krav om afkast.
Den politiske organisering af resterne af socialstaten giver for længst
kapitalens interesse i billigt arbejde ret og forsyner den på den måde
med skæret af en objektiv nødvendighed, der står over alle interesser
og partier. Og fagforeningerne har i årevis ofret lønninger og
arbejdsbetingelser for at opretholde og stimulere arbejdsgivernes
interesse i at bruge deres arbejdsstyrke. For at ”det” kan gå videre,
tilbyder fagforeninger - så at sige som prisen for at have en
arbejdsplads - deres medlemmers løn og fritid, altså netop det, som
disse medlemmer i det hele taget har brug for en arbejdsplads til.
Og dem, som
rammes af denne fælles
arbejdsgiver-fagforenings-klassekampsaktion ovenfra? - Jo mere
ubønhørlig politikken bedriver sine reformer som program til forarmelse
af de brede masser, - jo mere konsekvent kapitalsiden gør sin interesse
gældende mod de lønafhængiges ”Besitzstände”
og sætter dem igennem i god forståelse med fagforeningerne,
- jo mere umiskendeligt den herskende
klasse
altså insisterer på, at lønarbejderinteressen kun har plads i
kapitalismen, hvis den frivilligt opgiver sig selv, desto mere
urokkeligt insiterer de tyske lønarbejdere som myndige statsborgere og
vælgere på, at de så i det mindste har fortjent retten til en
handledygtig ledelse, som pålægger dem ofre for på den måde at sætte tysk
succes igennem mod resten af verden. Så er det sjovt at regere!