(KUB, nr. 8/1982)
Til kritikken af den borgerlige videnskab:
Erich Fromm: "At have eller at være"
Fromme Erich
eller: Mennesket har brug for at have væren
Vi har erfaret, at der stadig hviskes rundt om i krogene om den ryggesløse Erich Fromm-nekrolog, som stod at læse i det allerførste nummer af KUB:
En psykologs død
Erich Fromm, tysk-amerikansk psykoanalytiker, er ikke mere. Hvad har vi egentlig mistet ved hans bortgang? Helt sikkert andet og mere end den "lidenskabelige tænker", som overilede nekrologer ønsker at præsentere ham som med deres hypostasering af hans lidenskabelige tænkning. Fromm var mere end det. Han ville slet ikke have været Fromm, hvis han ikke havde advaret mod følgende:
"Man kunne udtrykke dette ved hjælp af vendingen: 'Jeg er en krop', i stedet for: 'Jeg har en krop' ... Dog giver naturen et mere entydigt symbol på forskellen mellem at have og at være. Erektionen af penis er fuldkommen funktionel. Man har ikke en erektion som besiddelse ... penis er i en tilstand af erektion ... bliver denne ophidselse af en eller anden grund forstyrret, så har man intet."
E. Fromm er ikke mere!
At denne nekrolog tilsyneladende ikke har formået at spolere folks lyst til Fromm læsning, fremgår ikke alene af den iver, hvormed han citeres i universitetsopgaver, men også af den hastighed, hvormed nyudgivelser på dansk rives væk. Vi har altså måttet se stort på den i sandhed kristne læresætning: De mortuis nil nisi bene, og har sat Erik Schon, vores ekspert i psykoanalyse, til at gennemgå Fromms bog "At have eller at være".
I. Samfundskritikkens små sprogblomster
Fromm starter med at indføre os i det mysterium, som han har sat sig for at afdække:
"Vi er et samfund af notorisk ulykkelige mennesker, plaget af ensomhed, angst, depressioner, destruktive tilbøjeligheder og afhængighed - mennesker, som er glade, når de har slået den tid ihjel, som de kæmper så hårdt for at spare." ("At have eller at være", GADs forlag, 1982, s. 14)
Der er ingen tvivl om, hvem der har slået hvad ihjel. Det er Fromm, der ved hjælp af det personlige pronomen "vi" ombringer kapitalismen og forvandler den til dens ofres værk. Som følge heraf kan man næsten ikke genkende den: I stedet for at hengive sig til en temmelig tidsrøvende og lidet indbringende beskæftigelse i fabrikker og på kontorer, driver folk den af hele den velsignede dag foran fjernsynsskærmen og er ret så deprimerede, fordi de indtil kl. 1800 ikke får andet at se end prøvebilledet. Når den sociale virkelighed således er blevet gjort tilstrækkelig gådefuld, så præsenterer den følgende tolkning af samme virkelighed et endnu mere forunderligt billede:
"Vi har gjort det største eksperiment overhovedet" - man kan allerede fornemme, hvilket hjørne af jordkloden den gode Erich er havnet i - "for at konstatere, om nydelse ... kan være en tilfredsstillende løsning på problemet om den menneskelige eksistens. For første gang i historien er tilfredsstillelsen af nydelses-driften ikke kun et privilegium for en minoritet, men en mulighed for over halvdelen af befolkningen. I industrilandene er eksperimentet allerede faldet negativt ud." (s. 14)
Det kan da heller ikke overraske, thi dr. Strangelove med det påtrængende dæknavn "vi" har arrangeret sit verdensomspændende forsøg så behændigt, at han lige så godt kunne have sparet sig sit "eksperiment": Hvis menneskeheden som sådan rent faktisk har et problem med sin eksistens, så er det jo vitterligt ret så langt ude at prøve at løse det ved at tage med jetfly til Las Vegas (hvor der ikke engang findes en pave!). Til gengæld har Fromm et indfald, som er alt andet end langt ude. Han vil pådutte virkeligheden, at det er den, der har et problem med paradokset mellem "eksistens" og "lyststræben" - og prompte er den ikke i stand til at løse samme problem, hvorfor den derfor må have Fromm til at redde sig ud af den knibe, som han selv har manøvreret den ind i. Med "en katastrofe, (som) vi styrer imod" (s. 19), slår vores filosof sig for brystet og tilbyder beskedent sin løsning på det gruelige dilemma. Med dette formål vender han sig mod de små blomster, hvor vi for en stund vil iagttage ham:
"Som en introduktion til forståelsen af forskellen mellem at have og at være som livsformer vil jeg gerne benytte to digte med næsten samme indhold ... Det ene er et haiku-digt af den japanske digter Basho (1644-94). Det andet digt er af englænderen Tennyson fra 1800-tallet. De to digtere beskriver næsten samme oplevelse: reaktionen på en blomst, de ser på en spadseretur. Tennysons digt lyder:
Lille blomst i den revnede mur,
jeg plukker dig ud af revnen,
jeg holder dig her med rod og med stilk,
og kunne jeg fatte, lille blomst, hvad du er,
alt i alt med rod og med stilk,
så vidste jeg, hvad Gud og mennesket er" (s. 24)
Så vidt hr. Tennyson med sit uovertrufne spørgsmål om små blomsters betydningsindhold - hvad kan disse ting "med rod" og "alt i alt" mon være? I sidste ende en slags "Gud og mennesket" - indlysende! Men nu kommer den fjernøstlige hr. Basho til orde, lige så knapt som fyndigt:
"I oversættelse lyder Bashos digt omtrent sådan: ...
Når jeg kigger efter
ser jeg Nazunan blomstre
ved hækken!" (s. 24)
Prikkerne markerer den japanske originaltekst. Bashos haiku lyder virkelig sådan. Han kikker, og så ser han nazunan. 18-karats poesi!
De to digtere er imidlertid sande prydplanter sammenlignet med hobbygartneren Fromm, der demonstrerer for dem, hvad blomsterspørgsmålet kan forvandles til:
"Der er en slående forskel." (Godt sagt) "Tennysons reaktion på blomsten er et ønske om at have den." (Det er slående!) "Han plukker den med rod og det hele. Og mens han ender med en intellektuel overvejelse over blomstens eventuelle funktion som formidler af indsigt i Guds og menneskets væsen, dør blomsten som følge af hans interesse i den." (Altså blomstermord ud fra rent spekulative motiver - er det virkelig kommet så vidt med os? Ja da!) "Som vi ser Tennyson i dette digt, kan han sammenlignes med de af Vestens videnskabsmænd, der piller livet fra hinanden for at finde sandheden." (Hvor praktisk for vor fromme asket, at han ikke beskæftiger sig med hverken sandheden eller virkeligheden. Så er det i det mindste kun logikken, han piller fra hinanden!) "Basho reagerer helt anderledes på blomsten. Han ønsker ikke at plukke den ... Han nøjes med at 'kikke efter' for at 'se' den." (Et originalt formål, som Fromm endda mener, at der er nødvendigt at fortolke yderligere.) "Tennyson er tilsyneladende nødt til at eje blomsten for at kunne forstå mennesker og natur, og fordi han har blomsten, ødelægges den. Basho ønsker at se - og ikke bare (!) se på blomsten, men at være et med den, forene sig med den - og lade den leve." (s. 24f)
Så vidt om japansk kærlighedskunst. I det mindste ser man af tragikomedien med den lille snigmyrdede blomst, at det da også kunne lade sig gøre at elske inderligt, at fromme Erichs samfundskritik mener det alvorligt med den absurde modstilling af "at have eller at være". Denne mand vil virkelig ikke forklare noget - i så fald ville han jo have noget. Han vil kun hviske sagte om en altomfattende harmoni, udbrede sig om, hvor inderligt og personligt grebet han er. Og i den forbindelse er han uheldigvis tvunget til hele tiden at indflette et par skefulde erindringer om et eller andet stykke virkelighed og uafladeligt udsætte læseren for en skylle af skiftevis højtidelig atmosfære og pinlige dissonanser. Men det må da også være netop det, som har gjort Fromm så tiltrækkende: videnskabslignende argumenter som begrundelser for irrationalisme - det er noget, som den nutidige forstand ser ud til at sætte pris på.
II. Samfundskritikkens fantasirigdom
Faktisk sparer Fromm ikke på noget i udpenslingen af den ene tanke om, at "have" og "være" ikke er hjælpeverber, men derimod livsformer for "menneskeheden". Ganske vist forholder det sig sådan med menneskeheden, at den aldrig nogen sinde hat gewesen, ej heller er den nogen sinde haft. Men Erich er kun from og enfoldig, hvad indholdet angår. Med hensyn til formen er han amerikaner og følgelig af den opfattelse, at man bare skal udtømme associationsmulighederne ved "Haven" (besiddelse, ejendom, profit, osv. osv.) og "Væren" (væsen, identitet, harmoni osv. osv.) ordentligt, så vil det hele blive krystalklart. Han gennemtrawler derfor:
1. Etymologien
"Det kan overraske dem, som mener at det "at have" er et ganske selvfølgeligt fænomen, at mange sprog slet ikke har et ord for 'at have'. For eksempel må 'jeg har' på hebraisk udtrykkes med den indirekte form 'jehs li' ('Det er for mig')" (s. 30)
Forudsat at den dilettantiske sprogforsker her ikke "har" hjælpeverbet i tankerne, men det faktiske forhold at-have-noget-til-rådighed henholdsvis at-være-ramt-af-noget, beviser han dermed kun, at den samme kendsgerning på andre sprog udtrykkes med andre ord. Hvad følger der nu af dette? Da bestemt ikke,
"at ordet 'at have' opstår i forbindelse med opfindelsen af privat ejendomsret" (smst.)
- det skulle da lige være, hvis man ved "privatejendom" ikke forestiller sig andet end netop "at have", hvorved man ganske vist ville stå med en tautologisk deduktion. Da vi allerede er i gang med sproget, foregår der også noget i
2. Daglig tale
"Folk, som diskuterer deres helbred, gør det med en følelse af ejendomsret og taler om deres sygdomme, deres operationer, deres behandlinger - deres diæt, deres medicin. De betragter uden tvivl deres helbred og sygdomme som ejendom." (s. 72f)
Vores snedige fyr kommer selvfølgelig ikke med noget forslag til, hvordan man kunne erstatte de possessive pronomener med mindre besiddelsesliderlige ord. Selv er han formodentlig ikke blevet ramt af sit hjerteslag, men af "et", eller hvad? For øvrigt kender sproget ikke kun verber og pronomener, men desuden også
3. Egenavne
"Navnet på en person - og vi har alle et navn ... - skaber den illusion, at han/hun er et udødeligt væsen." (s. 79)
Jaså! Og hvordan forholder det sig så med
4. Substantiverne
Naturligvis på helt samme måde:
"Men selv substantiver, som betegner ting som 'bord' og 'lampe', er misvisende. Ordene indicerer, at vi taler om uforanderlige substanser, selv om ting udelukkende (!!) er energiprocesser (!!!), der fremkalder visse fornemmelser i kroppen ... Vi tror naivt, at ting som borde og lamper eksisterer som sådan, vi opdager ikke, at samfundet lærer os at forvandle fornemmelser til sanseopfattelser ..." (smst.)
Selv en lille bog om fysik har vores lærde vrøvlehoved haft stående på sin reol, og af den grund har han uddraget, at ting "udelukkende" er energiprocesser. Lige siden har han været overbevist om, at det kun er umådeholden besiddertrang, der foranlediger os til at fastholde de flygtige ting og til "naivt" at "tro", at vi sidder ved et bord, hvor vi jo kun sidder ved en masse-energi-atom-flimmer-himstregims. I øvrigt gælder noget lignende for
5. Retten
Nemlig arveretten:
"Gennem testamentets juridiske gyldighed er fordelingen af vores ejendele bestemt for de kommende generationer. Gennem arveloven kan jeg - for så vidt som jeg har en kapital -" (det var økonomen Fromm) "blive udødelig" (s. 80)
Men lad os med sindsro udvide vores horisont endnu mere. Foruden 6. Kvinderne (s. 70), 7. Analkarakteren (en gammel traver! (s. 80)), 8. Manipulationstesen ("Hvordan skal man bryde et menneskes vilje, uden at det opdager det?" (s. 77)), 9. Terrorismen etc. etc. (s. 80ff), kan man bl.a. også anføre følgende for at bevise eksistensen af den havende livsform:
Have-redskaber
10. Bilen
"Hele vores økonom (?) er opbygget omkring bilproduktionen, og hele vores tilværelse er i store træk bestemt af bilmarkedets opsving og nedgange ... De varme følelser for bilen (!) er imidlertid (!?) ikke dybe og varige ... Bilen er ikke en konkret genstand (?), som ejeren er glad for, men et statussymbol, en forlængelse af hans magt (!!!!) ... øges køberens spænding (!) ved erhvervelsen, når han køber ny bil hvert andet år i stedet for skal vi sige hvert sjette. Det er en slags deflorering at blive dus med sin nye bil ..." (s. 71f)
Man opdager ved denne lejlighed, at Fromm oprindeligt var psykolog. Hans dunder-kritik af "bilalderen" er imidlertid underligt ambivalent. Til at begynde med lader det til, at han helst ville give "bilproduktionen" et skud for boven. Derefter beslutter han sig for en slags hvis-så-tænkning, overvejer tanken om en højtidelig vielse med motorkøretøjet, beklager de højen skilsmisserate og vender sig til sidst pikeret bort fra forestillingen om at tage mødommen på en uskyldig Chevrolet hvert andet år. Det vanvid, der her fremføres i fuld alvor, er det ikke nødvendigt at gå efter i alle sømme. Af pietetsgrunde anfører vi kun et sidste eksempel på den fromme mangfoldighed:
11. Marx og klassekampen
Vi vil ganske enkelt gøre det klart, at Fromm med det formål at illustrere de dårlige følger af at have betjener sig af en forfatter, der åbenbart må have levet på samme tid som kommunisten af samme navn, men i øvrigt var en Fromm-meningsfælle:
"Man kan ikke fuldt ud forstå, at kampen mellem kapital og arbejde for Marx var så sprængfarlig, med mindre man tager i betragtning, at det for ham var kampen mellem det levende og det døde, nutid kontra fortid, mennesker kontra ting, at være kontra at have. For Marx" (altså denne ukendte forfatter) "var det et spørgsmål om, hvem der skulle herske over hvem - skulle livet herske over døden eller omvendt?" (s. 91)
Heraf ser vi: For det første kan man ikke fuldt ud forstå den følelsesmæssigt eksplosive karakter, som kampen mellem Haven og Væren havde for salig Erich, hvis man ikke holder sig for øje, at Fromm ville subsumere samtlige tænkelige og utænkelige konflikter i verdenshistorien under denne kamp. For det andet lød spørgsmålet for Fromm: Hvem kan jeg ellers pådutte min lille idé? Psykologerne, økologerne, marxologerne, hominibus religiosis? Kvinderne, humanisterne, erkendelsesteoretikerne? For det tredje rejser følgende spørgsmål sig langsomt men sikkert: Hvad ville digteren sige os med det her?
III. Samfundskritikkens formål og program
I én henseende er dette sidste punkt det kedeligste ved hele den lille afhandling. Man kendte jo allerede resultatet af det teoretiske bravour-nummer, det praktiske standpunkt: Man skal jo nu engang vise lidt mere forbrugsafkald og ikke altid være så misundelig på sine medmennesker. Fromm spiller her helt uskyldig, som om det for ham drejede sig om den hundrede syttende illustration af "den have-prægede livsform":
"For at få den fulde forståelse af den have-prægede livsform, som vi beskæftiger os med her" (immervæk over ikke mindre end 87 sider) "må der findes endnu en forudsætning, nemlig 'at haves' funktionsform på det eksistentielle plan. Livet kræver, at vi har, beholder, passer på og bruger visse ting for at overleve. Det gælder for vores krop, for mad, husly, tøj og de redskaber, som er nødvendige til fremstilling af de ting, vi behøver ... Det er en rationelt (!) dirigeret impuls i kampen for at overleve - i modsætning til den karakterologiske have-form vi hidtil har beskrevet som en stærk drift efter at beholde ... Den eksistentielle haveform strider ikke mod Væren ..." (s. 82f)
Det er altså i det mindste filosofisk tilladt at overleve; det bør ikke forties. Tusind tak, Erich! I denne sammenhæng er de Frommske krigserindringer interessante. For det første er det da vel klart, hvordan krige opstår - på samme måde som alt andet hæsligt i denne verden:
"Så længe nationerne består af mennesker, hvis hovedformål er at have noget, som altså motiveres af begær, kan man ikke undgå krig. De vil uvægerligt tragte efter det, som et andet land har og forsøge at få, hvad de ønsker, gennem krig, økonomisk pression og trusler." (s. 106)
Afledningen af klassekampen, af seksuelle konflikter osv. osv. ser ikke anderledes ud: Så længe det drejer sig om at Have, vil enhver have alt, ja være have-syg (i stedet for være-lysten). Allerede genstandens vilkårlighed overflødiggør her enhver henvisning til den noget anderledes virkelighed, hvor ikke mennesker, men stater fører krige, omend ved at indsætte deres menneskemateriale.
For det andet forstår Fromm også fuldt ud at vurdere krigen positivt - den tvinger så at sige til "at være":
"Troen på, at folk ikke ønsker at bringe ofre, er notorisk forkert. Da Churchill i begyndelsen af 2. verdenskrig forkyndte, at han krævede blod, sved og tårer af det engelske folk, skræmte han dem ikke; han appellerede tværtimod til deres dybt rodfæstede menneskelige trang til at bringe ofre, at give sig selv ... Det er imidlertid en sørgelig konstatering, at krig og lidelser i vores civilisation snarere end en fredelig tilværelse kan få folk til at bringe ofre ..." (s. 96f)
Selv for en intellektuel nar er det et kunststykke af en ganske særlig karakter at oversætte en selvfølgelighed (man ofrer som regel kun noget, når nøden byder en at gøre det), til en storslået dyd, og at forklare briternes nationalisme (de gjorde deres nations nød til deres egen hjertesag) som et fundamentalt menneskeligt behov. Han forlænger det ud i fremtiden, idet han langt om længe eksplicit giver sig åbent til kende som den fromme og hellige Erich:
"... vi ... er det, som vi har helliget os, og det, vi har helliget os, er det, som motiverer vores adfærd." (s. 125)
På ét punkt er fromme Fromm imidlertid et skridt foran kirkefædrene og de patriotiske helligdagsprædikanter. Han er overbevist om, at den menneskelige natur slet ikke ville kunne fungere uden hans forrykte idé. På samme måde som "mennesket" nu til dags netop behøver "Haven" for i det mindste illusorisk at give sig i kast med sit "eksistensproblem", så behøver det af samme grund "Væren" = religionen så meget desto mere:
"Det religiøse behov er forankret i menneskeartens grundlæggende livsvilkår. Vi er en art for os selv, akkurat ligesom chimpansen eller hesten eller svalen er arter." (smst.)
Svaler har ingen religion, det har mennesket derimod - altså har det også brug for en. Det samme endnu mere teoretisk:
"Ud fra disse oplysninger kan mennesket defineres som den primat, der opstod på det stadium i udviklingen, hvor instinkterne spillede den mindste rolle og hjernen havde nået sin maximale udvikling." (s. 126)
Og da psykobiosocialfilosofolog Fromm nu engang ikke hilser selvsamme udvikling velkommen (endelig er man fri for at æde de bananer hele tiden), men anser det for problemet over alle problemer, så er det for ham krystalklart, at næppe var menneskeheden kommet ned fra træerne, før den behøvede
"en referenceramme og et objekt at hengive sig til for at overleve." (smst.)
For også selv om man ser helt bort fra den netop forsøgte antropologiske underbygning af religionen, står følgende tautologi dog i det mindste klippefast:
"Hvis vi ikke kortlægger vores omgivelser og vort samfund - laver os et billede af verden og af vores plads i den med en fast struktur og indre sammenhæng - ville vi mennesker være rådvilde og ude af stand til at handle hensigtsmæssigt og målbevidst, da vi ikke ville have nogen mulighed for at orientere os ..." (smst.)
Kort sagt:
"De problemer har dyr ikke." (s. 127)
Og derfor skriver de heller ikke den slags bøger.
IV. To tillæg
1. Fromme Erichs politiske råd
Efter at fromme Erich havde aflagt vidnesbyrd om verdens fejltagelser, trådte han frem for den og talte: Og se, det skal være dine folks fremtid, så de afsværger den falske gud Haven og priser Herren, Væren.
1. Oprettelse af en ekspertkommission, der skal skelne mellem sunde og patogene behov (161f);
2. Love til indskrænkning af aktionærrettigheder; i nødstilfælde at gennemtvinge ved hjælp af en forbrugsstrejke fra 20% af forbrugerne (163f);
3. "Deltagerdemokrati", så "livet bliver mere spændende" (165);
4. Maksimal decentralisering af alt og alle (167);
5. Den bureaukratiske styreform må erstattes af en humanistisk (168);
6. Forbud mod al slags hjernevask i industriel og politisk reklame (170);
7. Nord-syd dialog (171);
8. "De skal kun have så meget, at de kan opretholde livet - men heller ikke mindre." (172);
9. Kvindefrigørelse (173);
10. Et øverste kulturråd til effektiv spredning af objektive informationer (176);
11. Adskillelse af grundforskningen fra dens industrielle og militære anvendelse (177);
12. Atomar nedrustning (178).
For at de ikke skulle svinge svøben over ham, udtalte profeten dog også:
"(Det nye samfund) er ingen trussel mod folks ejendom ... De høje lønninger til topfolk behøvede ikke at blive sænket, men hvis systemet fungerede, ville disse ikke ønske at være symboler på forgangne tider." (s. 182)
2. Den fromme Erichs stærkeste være-oplevelse
"For den skabende personlighed har det at give en helt anden betydning. At give er for ham det højeste udtryk for kraft. ... Jeg oplever mig selv som overstrømmende, levende og derfor glad. ... Det mest elementære eksempel finder vi i seksualitetens sfære. Højdepunktet i den mandlige seksualfunktion ligger i give-akten; manden giver sig selv, giver sit seksualorgan til kvinden. I orgasmens øjeblik giver han hende sin sæd. ... For kvinden er denne proces på ingen måde anderledes (?), men kun (?) lidt mere indviklet. Også hun giver sig hen; hun åbner dørene til sin kvindeligheds (!) inderste (!) - hun giver ved at modtage." ("Kunsten at elske", Reitzels Forlag)