Startside   Danmark   Internationalt   Videnskabskritik   Alment

Friheden på fremmarch, Revolutioner via stemmesedler

Amerika skænker verdens folk frie valg

1. Frie valg - det store gode

Friheden, som ifølge George W. Bush er en gave fra den store Gud til alle mennesker i verden, realiseres i det fri, lige og hemmelige valg. Det er det, der skiller men­ne­ske­vær­di­ge regeringer fra den frygtelige pleonasme: volds­her­redømmet. Ifølge den amerikanske over­bringer af den guddommelige gave må intet folk snydes for det frie valgs privilegium. Intet samfund og ingen kultur er så til­ba­ge­stå­ende eller eller ligger så afsides, at det ikke kan bruge det frie valg til no­get, og ingen er for umoden til at udøve retten til at væl­ge. Det ville være et udslag af vestlig racisme, hvis man gik rundt og troede, at det kun er os med adgang til frie valg, der var værdige til, havde behov for og var i stand til at nyde denne universelle menneskelige land­vin­ding.
Når George W. har ret, må man også give ham ret. Der er virkelig ikke noget, der er lettere end at tegne et kryds og vælge mellem to eller flere alternativer for at finde det, som man som vælge­r bedst kan lide. Man kan også op­stille valg­urner i lande, hvor der ikke er nogen funge­ren­de stats­magt og intet civilsamfund og i det hele taget ikke an­det end nød og elendighed; man kan også præsentere valg­alterna­tiver for folk, der ikke har den fjerneste anelse om nation, statsræson og politik; man kan også tilbyde analfabeter frit valg mellem forskellige pikto­gram­mer og dyresym­bo­ler, som står for partier, personer eller et eller andet andet - det ken­der man jo herhjemme fra. Denne frihedsakt for­mår mennesker af alle racer og kulturer at udføre - og de gør det åbenbart gerne. Tilbudet om at afgive sin stem­me og få lov til at fore­trække det foretruk­ne alter­na­tiv er der i hvert fald ikke nogen der sådan uden videre af­slår, når de får det. De regerede mennesker i alle lande sætter kun alt for stor pris på at få at vi­de, at det kommer an på deres stemmer.
Men det er der så også nogen, der må fortælle dem. Der må være nogen, som giver det frie væsen det storartede tilbud og angiver de alternativer, som det kan realisere sin frihed inden for, så det realiserer den.Den frihed, som leves i valget, forudsætter en grundæggende sortering af menneskeheden. En meget lille del af menneskene, de le-dende, kalder den an­den, det gemene folk, til valgur­ner­ne og fastlægger på forhånd alt det afgørende i form af de programmer og per­soner, som i det hele taget står til valg: Man kan ikke vælge mere end det, der står til valg. Der­for er der et resultat, der står fast på forhånd ved et­hvert valg, uan­set hvilket udfald valget selv har: Det be­kræfter den instans, som foranstalter valget. Det sam­tyk­ker i, at der ud over de spørgsmål og de alternativer, der skal stem­mes om, ikke er noget for vælgeren at sætte spørgs­målstegn ved eller træf­fe afgørelse om. Valget er en be­kendelse til de embe­der, som en elite konkurrerer om, og der­med til hele den offentlige orden, som bestyres via disse embeder, og til den elite, som kon­kurrerer om dem. Det finder alt sam­men sted, uden at det på nogen måde er nødvendigt at stil­le noget som helst af det til debat for slet ikke at tale om at lade de stemmeberettigede disku­te­re det færdigt og gå ind for det på en velbegrundet måde. Vælgerne be­hø­ver ikke en­gang at registere dette resultat af deres valg­handling; for dem er byrden med at skulle fo­re­ta­ge et valg mellem kandidaterne nok. De behøver ikke at bebyrde sig selv med over­vejelser om, hvorfor og til hvilket for­mål der er brug for et solidt gennemorganiseret herre­døm­me med magtfulde poster og elitære embeds­ud­øvere. Sådanne overvejelser ville under alle om­stændig­he­der ba­re stå i vejen for det hele: Man ville risikere, at de slet ik­ke nåede frem til at finde et af tilbuddene sym­pa­tisk og fo­re­trække det frem for det and.
Det vigtige ved et valg er altså først og fremmest, hvad der ikke kan vælges, men som stil­tien­de er afgjort i og med valget. Det er nemlig intet mindre end det samlede politiske her­re­dømme: statsapparatet; de opgaver, som det tager sig af; hvad det foretager sig; den nationale “sag”; og at det er nødvendigt med ledere, som tager sig af disse ting. Altså slet og ret alt det, som størstedelen af borgerne får at føle som begrænsning af enhver materiel fri­hed, som deres ubarmhjertige arbejdsliv, som pri­va­te og offentliges udnyttelse af dem, og i det hele taget som samfundsmæssigt organiseret byrde. Det accepteres alt sam­men som en selvfølge, når der skal vælges - og ik­ke kun det: Valget stiller vælgerne over for at skulle af­gø­re, hvem de synes, der er bedst til at varetage den magt, som de under alle omstæn­dig­heder er nødt til at adlyde og som der slet ikke skal træffes afgørelse om i valget. Dette arrangement gør vælgerne til de ideelle for­ta­lere og for så vidt til ubetingede parti­gæn­ge­re for det herre­døm­me, der udøves over dem: I dette herredømmes navn må og skal de kri­tisk vurdere kandidaterne til de poster, der skal fordeles. I den forstand er de retnings­li­ni­er, som kan­didaterne skal leve op til og måle sig med, altså ikke så meget selve herre­døm­met, men derimod et idealbillede på samme herredømme, som præsenterer produktionen, opret­hol­del­sen og ud­øvel­sen af herredømmeforhold som én eneste støtte til et borgerligt liv under “de givne for­hold” og præsenterer statsmagten som en magt, der be­skyt­ter et “organisk” folke-fæl­lesskab indad- og udadtil. Et i den grad forvrænget spejlbillede af den politiske magt er præmis for alle bedømmelser af den brug, som valgets kandidater gør af deres embeder hen­holdsvis lover at gø­re af dem. Al kritisk opmærksomhed gælder den påvise­li­ge og love­de succes, som kandidaterne har med deres til­svarende skønmalede aktiviteter - og derfor også blandt skolede demokrater heller ikke mindst deres succes med hensyn til at skønmale og anbefale deres aktiviteter. Den­ne kritik bliver de ikke-valgte kandidater ofre for. For den samlede politiske elite, som på denne måde møver sig ind i de højeste embeder, er det dog ikke svært at skul­le udholde en sådan vurdering: Den passer perfekt til deres konkur­ren­ce. For det kriterium, som de vurde­res efter, er præcis det, som aspiranterne til herre­døm­met selv insisterer på at leve op til: at have et fast greb om den magt, som er forbundet med de­res embede; at bruge den på en sådan måde, at den ikke lider nogen skade, men der­imod vokser - og med den magthaverne selv; at etab­le­re sig som herredømmefigurer mod al­le an­fægtelser og til sidst uanfægtet og gøre en god figur over for dem, som de regerer;
om muligt at vokse sammen med den magt, som de har fået be­troet, på en måde, så embedet og deres navn bli­ver til én og samme ting … Den herre­døm­me­kritik, som et frit valg udfordrer de re­ge­rede vælgere til at udøve, er deci­deret antikritik, hvad angår både herredømmet selv og kandi­daternes magtbegærlighed.
På den måde får begge sider noget ud af den hellige men­neskeret: det frie valg, hvor de be­her­skedes kollektiv slut­ter sig sammen med herredømmet. Som den ame­rikanske præsident så smukt forklarer, “blev ingen skabt som her­sker og ingen har fortjent at være sla­ve”, så valget afgør, hvem der skal besætte den ikke-med­fød­te position som ‘her­sker’, og netop dermed befrier det dem, der skal adlyde, fra skammen ved at være slave. Når man har lov til at stemme, er man fri i den betydning, at man ikke ad­ly­der nogen øvrighed, som man ikke har givet sit sam­tykke til. Den valgte øvrighed er på sin side fri i den be­tyd­ning, at den ikke kun begrunder sin magt over bor­ger­ne på magtudøvelse alene, men des­uden også på deres sam­tykke, og at den kan frabede sig indblanding fra deres side i statens anliggender med hen­visning til, at de jo selv har valgt den. En regering, som har fået magten på de­mo­kratisk kor­rekt vis har en uendelig ret: Når den hersker, går den ikke alene på berettiget vis let hen­over inter­esser­ne hos ethvert mindretal, der ikke har stemt eller har stemt på det under­legne alternativ, men den sætter sig ligeledes ud over sit “sejrende” væl­ger­flertals interesser. Den forvalter sit embede, når den udøver den store hel­heds interesser og begrænser sine vælgeres “rent parti­ku­læ­re” interesser. Statsmænd forstår at sætte pris på det, som det frie valg yder, og de plejer at takke vælgerne ef­ter valget; ikke kun for de stem­mer, som de selv har mod­taget, men i det hele taget for, at de afgiver deres stem­mer og dermed giver deres samtykke til at holde mund i endnu en regeringsperiode. Folkets votum er sta­tens middel - sikrer den dens legitimitet, stabilitet og hand­lefrihed.

Valg fungerer bedst dér, hvor de har hjemme: i de kapitalistiske demokratier

Den gave, som Gud vel har foræret staterne snarere end menneskene, er meget ulige fordelt blandt modtagerne - ellers kunne den ene slags ikke give den videre og føre sig frem som po­litisk-kulturelle forbilleder for de moderne vilde, som også skal være salige på den forbil­ledlige de­mo­kratiske facon. Det er ikke noget tilfælde, at den ædle eksportartikel stammer fra de så­kaldte ”etablerede de­mo­kratier” i nord. Det er kun dér, at valg afvikles på ord­net vis og med optællingen af stemmer igen stifter den po­litiske fred, som valgkampen kalkuleret og midler­tidigt sætter spørgsmålstegn ved. For dér er der så meget, der er så fast reguleret, at der lige­frem er frihed til at vælge al­ter­nativer med hensyn til, hvem og hvordan magten skal ud­øves, uden at der er noget som helst andet, der stilles spørgsmålstegn ved - og da slet ikke magten selv og ud­øvelsen af den. Dér hersker nemlig hinsides ethvert valg­resultat den ret, som effektivt foreskriver alle samfunds­mæssige interesser, hvordan de skal forføl­ges, og som på den måde sørger for indre fred og et funktionelt samvirke mellem alle mod­stridende og kon­kur­rerende interesser. Der er herredømmet til og med selv opdelt funk­tionelt i de dømmende, lovgivende og udøvende instanser, altså or­ga­ni­seret som et arbejdsdelt system til selvbemyn­digel­se, som betror indehaverne af magten med faste delopgaver inden for rammerne af kvasi-objektive statsmål og på den måde forvandler dem til principielt udskiftelige stats­tjene­re. Der er altså hel­ler ikke noget, der kommer i uorden, når forskellige partier konkurrerer om de hø­jeste pos­ter i staten og inviterer vælgerne til at træffe afgørelsen om de­res rivegilde: Deres kon­kurren­ce­kamp drejer sig om at gøre det bedre; målet og succes­kriteriet er grundlaget og ikke gen­stan­den for opgøret i valgkampen.
Det er netop de succesrige blandt de kapitalistiske udbyt­ningssamfund, som det er lykkedes at blive til den slags velordnede og fasttømrede nationer. De beror på vold og herredømme, for det er kun statens magt, som skaber og beskytter den private magt, som ejendommen til produk­tionsmidler udgør, og som udelukker det store flertal af under­såtterne fra at disponere over samme produktions­midler. Retten udleverer dette flertal til privatejernes magt og tildeler dem rollen som arbejd­som omkostningsfaktor for produktionsmiddelejernes profitmaksimering. Via om­fat­tende retsliggørelse har den mo­der­ne kapitalistiske stat imidlertid selv taget den trøstes­lø­se rolle, som knægte har under fremmed kommando og til nytte for fremmede, og udbygget den til en ær­vær­dig indtægtskilde med juridisk sikrede krav og pligter, som for så vidt er ligeberettiget med den be­sid­dende og udbyttende klasses indtægts­kil­de. Både prole­tarer og fabriksherrer er forpligtet til at om­gås med hin­an­den på kontraktlige vilkår og overholde arbejds­kon­trak­ten, hvis gen­stand selvfølgelig er arbejde, der er ren­tabelt for kapitalen. Selv den interesse, der for­styrrer den kapitalistiske forretning, så snart den mel­der sig på banen - nemlig interessen i et tilstrækkeligt udkomme, kort arbejdstid og bekvemme ar­bejdsforhold - har den­ne stat tildelt en passende plads i samfundet, nem­lig bagest i rækken, og denne plads be­skytter staten så. Når de lønafhængige satser på denne beskyttelse, er de i princippet mod­ne til at vælge den magt, der gør dem løn­afhængige. De er godt nok også nødt til at tage det næ­ste skridt og for­ar­bejde deres uund­gåelige skuffelse på den rigtige måde, dvs. inddele deres permanente util­freds­hed: i én del, hvor der simpelt­hen ikke er noget at gøre, efter­som ”forhol­dene” ”nu en­gang” er, som de er, og hvor en­hver selv må finde ud af, hvor­dan han klarer sig, og i en an­den del, hvor man tilstås ret til at brokke sig over de i grun­den unødvendige hårde forhold og den uretfærdig for­for­deling og bebrejde dem, der regerer, at de mislykkes med hen­syn til at udføre det, der er de­res egentlige opgave. I det herredømmes navn, som binder dem til deres ubeha­ge­lige livssituation, bliver lønarbejdere på denne måde til kri­ti­kere af de herskende, som be­hand­ler dem i over­ens­stem­melse med deres status. De er til at stole på og demo­kratiet er stabilt den dag, hvor de en­del­ig ikke over­driver deres bebrejdelser, men frem for alt viser ind­sigt i det uundgåelige og indskrænker sig til at give udtryk for deres politiske utilfredshed via en stemme til det par­ti, som de anser for at være det mind­ste onde, altså når de gør brug af deres aktive stemmeret på så passiv en må­de, som det sømmer sig.
De, der er aktive i sådan et demokrati, er dem, der bru­ger den passive valgret til at lade sig vælge ind på magt­po­sitionerne. Viljen hos den såkaldte demokratiske suve­ræn er et produkt af den politiske viljedannelse, som de be­driver. Når de bestræber sig på at vinde vælgernes til­lid i konkurrence med hinanden, så stiller de gang på gang det ubillige for­langende til dem, at de skal skelne mellem på den ene side herredømmet som en upartisk tvang nødvendiggjort af det samfundsmæssige samkvem, som de har brug for, og på den anden side som herredømmets personale: det dårlige personale, som de skal sende ad H til, og det gode, som udøver denne velsignede nødvendige tvang på den rigtige måde og som de derfor bør stemme på. Del­tagerne i valgkampen tager fat i enhver forhån­den­væ­ren­de eller potentiel utilfredshed hos folket, fortolker den som ærgrelse over forsømmelser og mangler ved hersker­nes embedsudøvelse, og denne fortolkning af util­freds­he­den giver de helt og aldeles ret. De tematiserer det brede publikums samfundsnødvendige trængsler, som er en føl­ge af deres økonomiske position, og udgiver den for at væ­re et resultat af fejl fra regeringens side, fejl, som i prin­cippet kunne undgås, men ikke af en regering, der ”ik­ke kan det” (oppositions­leder Angela Merkel 2004), og tilbyder i stedet for sig selv som statsledere, der ”ikke gør alting anderledes, men gør alting bedre” (den nuværende kanzler Schrö­der i 1998). Oppositionen kritiserer forfordelingen af alle mulige interesser som "dårligt politisk håndværk" fra regeringens side. Omvendt insisterer den til enhver tid siddende regering i sin kritik af oppositionen på, at det er de objektive nødvendigheder, der dikterer regeringens embedsudøvelse, når man tager den situation i betragtning, som opposi­tio­nen heller ikke ville have kunnet tackle anderledes; den har sandelig ”ingen idéer”, men bare ”tomme ord”, eftersom det ikke er den, der”bærer ansvaret”. De fjendt­ligtsindede reklamestrateger, der fortæller folket, hvil­ke af dets ofre der ikke ville være nødvendige under deres kommando, er i sidste ende dem, der i fællesskab definerer, hvilke ofre der under alle omstændigheder er nødvendige - for fædrelandet, konjunkturen, arbejds­plad­serne - og hvad der derfor ikke fortjener at blive mis­tænkt for at der er en interesse på spil, som staten gør gældende med magt og som er fjendtligt indstillet over for masserne.
Det demokratiske kunststykke med at præsentere væl­ger­ne for alternativer, så de ved at vælge mellem dem skri­ver under på, at de ikke har noget alternativ, kommer til sagens kerne, når de, der konkurrerer om vælgernes gunst, præsenterer sig umiddelbart som personer, der til­byder ledelse, og ikke ønsker at adskille sig fra hinan­den på anden måde end via den professionelle demon­stration af deres lederkvaliteter. Vælgerne, der bliver spurgt af den slags magtmennesker, hvem der er “den bedste for vores land”, har frihed til at vælge mellem de tilbudte fø­rer­personligheder og anerkender på den måde, at de har brug for lederskab og i det hele taget ikke har noget imod at få deres eksistensbetingelser dikteret af magthavere - ud fra synspunkter og af hensyn til målsætninger, som de slet ikke vil sætte sætte sig ind i for alvor. I sin fuldendte form har den frihed, som valget stifter, altså tilsyneladende også visse kulturelle forudsætninger: Det kræver, at væl­gerne er parat til at blive imponerede over iscenesættelsen af lederpersonlighed og jovialitet, af iscenesat skinfægteri og iscenesat jubel, af flotte reklameslogans og opbudet af anstrengelser, der gøres for deres skyld; det kræver ev­nen til at nyde at sammenligne de politiske høvdinges pra­leri og mene, at de prominente selv “egentlig er OK”. Den dum­hed, som efterspørges, går ud på at fælde nærmest per­son­lige smagsdomme over politiske magthavere; det væ­re sig på hurra-niveau eller under påberåbelse af et “per­sonligt indtryk”, det være sig i rollen som ideel image-råd­gi­ver eller som den afklarede ekspert, som for­står at bedømme en kandidats politiske overbevis­nings­kraft efter den virkning, som han tilstræber. Velfun­ge­ren­de demo­kra­tier er kendetegnet ved en pluralistisk offent­lighed, der retfærdigt fordeler sin nedsættende såvel som sin positive vurdering på de mest forskelligartede områ­der og på ethvert niveau og på den måde op­drager sit publikum til sagkyndig-kritisk nydelse af den partiske per­sondyrkelse, som den selv er flittigt med til at præsen­tere.
På trods af alt dette forlader demokratiernes ledere sig ikke på denne harmoni mellem herredømmet og dets ba­sis. De holder staten uden for bedømmelsen, idet de gør statsagenternes performance til genstand for bedøm­mel­sen. De sparer staten for ofrenes utilfredshed og for det moment af usikkerhed, der ligger i folkets opbakning til staten, idet de udsætter deres personales karrierer for risikoen for at blive afvist - og alligevel har de betænke­lig­heder ved, at pøbelen har så meget indflydelse på øv­rig­he­den. Og vel at mærke i begge retninger: både hvad an­går den professionelle ud­øvelse af det nødvendige herre­dømme og med hensyn til det herskende personales nød­vendige frihed - på en eller anden måde er de demo­kra­ti­ske ansvarsbærere selv lidt utrygge ved den demokratiske opdeling mel­lem en uanfægtet statsræson og dens eksekutorer, der er udsat for kværulanteri og faren for at blive stemt ud.
- Når der står valg på dagsordenen eller til og med flere i lø­bet af et år, så meddeler professionelle demokrater, at de er bekymret for statsanliggendernes gang. Regeringens arbejde går i stå, nødvendige afgørelser bliver ikke truffet, fordi po­litikerne er nødt til at skele til vælgernes gunst og ikke kan skære igennem med den påkrævede konse­kvens: Magten lider under, at politikerne konkurrerer og at kon­kurrencen oven i købet også afgøres af det regere­de folk, som ifølge kompetente demokraters bedømmelse så alli­ge­vel er den mest inkompetente instans i hele landet.
- Den dumme hob fordærver de gode politiske sædvaner - i grotesk modsætning til det virkelige forhold mellem ak­ti­ve vælgere og passive valgte bliver adressaterne gjort an­svarlige for de pinligheder, som arrangørerne af den demokratiske personkult frækt udsætter dem for. Valg­kampen, den politiske dannelsesforanstaltning for demo­kratiets al­ler­helligste dyder, suverænens viljedannelse, har et dårligt ry: Politikernes oplysninger i valgkampen kan ik­ke tages for gode varer, damerne og herrerne fører trods alt valg­kamp og er nødt til at besnære folket. Løfter er lige så nød­vendige som useriøse: Suverænen vil jo be­dra­ges - ganske vist kan der ikke foreligge bedrag i ordets egent­lige betydning, når modstanderen omgående for­døm­mer det; afsporinger forekommer dog altid.
- I den demokratiske friheds rige forbliver det derfor heller ikke ved klager over umuligheden af at forklare po­li­tik­ken for undersåtterne og dermed opnå deres opbak­ning til den. Retsstaten arrangerer valget og træffer i den for­bindelse forholdsregler, så der ikke er noget, der kan for­styrre de vanskeligt beregnelige, om end hele tiden be­regnede luner hos vælgerne. Det er retsstaten, som afgør, om partier tillades eller ej, og som sætter de "forfatningsmæssige rammer", som folket skal træffe sit valg inden for. Dens love re­gulerer afstemnings-principperne - flertals- eller forholds­talsvalgret - og in­kluderer fx i Tyskland en nyttig spærregrænse på 5%, som holder små mindretalspartier ude af parlamentet. Dens organer overvå­ger valgprocessen såvel som optællingen af stemmerne og forbeholder sig at træffe afgørelse om stridsspørgsmål. De statsbærende partier, som fører valg­kamp mod hin­an­den, samarbejder, når det drejer sig om at bevilge sig selv de penge fra statsfinanserne, som er nødvendige i moder­ne reklamekampagner, og at udeluk­ke den knap så veletablerede konkurrence fra disse pen­ge og fra adgang til de massemedier, som når ud til folket. For i de etablerede demokratier betragtes det som sik­kert, at valgsucces hovedsagelig er et spørgsmål om re­klame­budgettets størrelse. Heller ikke det står på nogen måde i modsætning til demokratiet, når deltagelsen i af­stemningen bliver bundet til en vis form for statsbor­ger­lig modenhed, som skal dokumenteres ved, at de, der vil stemme, skal klare sig gennem en hurdle af omstæn­de­ligt og undertiden næsten chikanerende bureaukratifor at blive registreret som vælgere: Det kan fx hænde, at den politisk upålidelige underklasse får begrænset sin stemme­afgivelse - hvilket godt nok ikke er noget særligt vigtigt an­liggende længere i de modne demokratier i det 21. år­hundrede. Og det trick, som tidligere tjente til at blokere enhver chance for at negere og andre undermennesker skulle opnå uønskede afstemningssuccesser i demokrati­ets foregangsland, er derfor heller ikke uddødt:
- Den målrettede opdeling og sammenlægning af valg­di­strikter for at udelukke ubehagelige overraskelser i form af uønskede valgresultater - “gerrymandering” kaldes det af ame­rikanerne, der ved, hvad det drejer sig om - er ble­vet udviklet til fuldkommenhed i de mest moderne to-par­ti-sy­stemer, for at sikre et parti permanent valgsejr. En prak­sis, som afslører, hvor meget demokratiske politikere helt principielt lider under den generelle forholdsregel, som udgør det afgørende kvalitetsstempel for deres stats­form: at de som magthavere ikke er permanent for­bun­det med den magt, som de har, at de kun er identiske med deres hjørne af statsmagten, indtil det næste tabte valg ophæver forbindelsen. Alle bestræber sig trods alt på at vokse ind i deres andel af det politiske herredømme; ikke bare at udføre et eller andet job - og allermindst, når de taler om det i jargonen - men derimod at repræsentere nationens interesser højst personligt; så godt og så gyldigt som ingen an­den, og slet ikke en fra det andet parti. Også og ikke mindst for demo­kratiske politikere virker deres egne ne­der­lag altid en smule som kup og forræderi mod fædre­lan­det - uretfærdige er de under alle omstændigheder.
- Derfor er det også kun retfærdigt, når de gør alt, hvad der står i deres magt - så længe de har den - for at for­hindre den store katastrofe, som et valgnederlag er. Så bliver rivaler undertiden moralsk udraderet eller krimina­li­seret ved hjælp af afsløringer, som statens efterretnings­organer har fremskaffet; modstanderne bliver ud­spioneret med forbudte midler for at forpurre deres ­valgkamps­stra­tegi; hjælpere “organiserer” stemmer på pleje­hjem eller ved at stemme flere gange; ved optællingen fusker man en lille smule …
Forfalskning og bedrag er ganske vist forbudt og, når det bliver opdaget, definitivt fordømt. Overgangene er ganske vist flydende, og fristelsen til at sikre gode resultater ved hjælp af uofficielle midler er altid til stede overalt. Men i sidste ende og under protest sætter gode demokrater al­li­gevel valgets procedurer højere end deres indbyrdes riva­lisering; de ønsker jo ikke at true det pålidelige ja til sta­ten, som valget stifter og som alle kon­kurrerende partier er interesseret i. Derfor indrømmer den under­legne kan­didat sit nederlag og, hvor syrligt og lusket det end gøres, så gratulerer han vinderen med, at han har vundet folkets tillid. Vinderen takker på sin side taberen for den frimo­di­ge indrømmelse af sit nederlag, viser ham sin re­spekt, er­klærer, at valgkampens splittelse af folket nu er helet og udnævner sig selv til præsident eller statsminister for alle borgere. I rigtigt demokratiske stater anerkender vinderne og taberne af valget hinanden som alternative ud­gaver af den samme ting. De ved, at modparten defi­ne­rer formålet med statsmagten og statsmagtens succes på præcis sam­me måde som de selv, og at de også forsøger at opnå den­ne succes på ca. samme måde. Deres vilje til at ind­ordne sig høfligt i den konstitutionelle struktur, relati­verer deres valgkampsretorik om fædrelandets under­gang i til­fælde af et forkert valgresultat og gør det klart, at de i vir­keligheden kun stod i vejen for hinanden i én henseen­de: Den topposition i staten, som de ønsker at opnå, er der kun én af. Under den slags omstændigheder er resul­tatet ganske vist også til at leve med for valgets tabere; demo­kratiet har også en ærværdig plads parat til dem: De må bare affinde sig med den hårde skæbne som bænke­var­mere på oppositionens pladser og indtil næste valg stil­le sig tilfreds med den del af magten og de penge, som er forbundet med denne rolle.
Det står anderledes til i stater af typen

Diktatur henholdsvis “ikke-konsolideret demokrati”:

Hvorfor valg fungerer på en noget anden måde den slags steder

I sådanne stater er magthaverne i høj grad bevidste om, hvad valget udretter, men de er en del mere skeptiske end deres ædeldemokratiske kollegaer i deres vurdering den risiko, som følger med, når man konsulterer folkets vilje. De har ikke lyst til at forlade sig på, at en mangfoldig­hed af partier i deres land er udtryk for enig­hed i det poli­tiske spørgsmål. Kun chefen selv repræsen­terer nationens sag. Han er bærer af statsviljen; alternati­ver til ham er en indsigelse mod selve statsræsonnen, de fører til svækkelse af samfundet og til opsplitning af fol­ket. Mod det demokratiske princip med at adskille det urokkelige og objektive statsembede, hvor ingen hersker over nogen, og fra de udskiftelige mandatbærere, som er udstyret med begrænset bemyndigelse, insisterer “auto­krater” på, at identiteten mellem stat og statsmand er uopsigelig. Den herskende vilje har sin objektivitet i lede­rens plan og karakter.
Både de anstrengelser, som foretages i sådanne lande for at sætte lighedstegn mellem på den ene side chefens auto­ri­tet og personlige magt og på den anden side statens ve og vel, og den voldelige indgriben over for enhver form for opposition vidner ikke ligefrem om tillid til det statsligt regulerede livs stabilitet - og denne mistillid består som re­gel også med rette. De steder, hvor politiske alterna­ti­ver til det herskende parti eller junta i sig selv regnes for at være statstruende, har magthaverne fået øje på farlige samfundsmæssige interesser, hvis tilladelse eller relative berettigelse de - med retter eller urette - anser for ufore­ne­lig med deres definition på det nationale spørgsmål. De kan og vil ikke foretage noget konstruktivt med visse af­vigende elementer og standpunkter, som omvendt kan stille lige så lidt op med det herskende system af bemyn­digelser og be­græns­ninger, anerkendelse og udelukkelse; i det dertil svarende ordnede samfund finder de ingen ret­mæssig plads. Hvor det er tilfældet, står tilladelsen af en politisk pluralisme rent faktisk i modstrid til nationens her­skende forfatning: Fra det undertrykte partis side truer en anden slags stat, altså et angreb på den bestående, og ikke kun en forfatningskonform fornyelse, der primært består i en personudskiftning.
“Autoritære” statschefer føler sig ganske vist enige med deres folk; som alle mægtige anser de sig for deres sam­fundsøverste tjenere og betragter deres virke som en be­skyt­telse af de tilladte, gode, konstruktive mennesker i lan­det og af deres berettigede interesser mod indre og yd­re trusler. Og de lægger vægt på, at deres folk også om­vendt erklærer sig indforståede og enige med dem: De organiserer akklamation. Når de gør det - som det er al­min­deligt i den moderne statsverden - i form af valg, er det godt nok en selvmodsigelse. For den adskillelse, som det netop kommer an på ved demokratiske valg: den mel­lem på den ene side chefen og loyaliteten over for ham og på den anden side den nationale sag, som han repræ­senterer, tillader de kun for et syns skyld. De vil have det, som det frie valg udretter - den implicitte såvel som den helt fundamentale anerkendelse af herredømmet, som der slet ikke kan stemmes om, og den uimodsigelige rege­rings­fuldmagt, som valgets vinder kan notere sig - uden den metode, der som den eneste giver denne dob­bel­te ydelse. Når de så alligevel kopierer denne me­to­de, bli­ver svindelen straks til at få øje på: Et valgalternativ isce­ne­sættes ovenfra, er altså ikke noget alternativ; en æg­te op­position tillades ikke eller kun på den måde, at dens mag­tesløshed allerede står fast på forhånd og viser sig efter­følgende. Når den øverstbefalende præsenterer sig selv som fører, som folket gerne vil holde fast ved, mangler han dermed det tiltrækkende ved konkurrencen, det ele­ment af at skulle stå sin mand i opvisningskampen, som pir­rer den demokratiske valgborgers illusion om, at top­målet af politisk frihed er opnået i form af hans stem­me­seddel som kampdommer og at enhver antydning af un­derkastelse dermed er elimineret. Ved optællingen af stemmer mangler enhver spænding, eftersom det under alle omstændigheder ender med det rigtige resultat - kun det egentligt og virkeligt ønskede resultat kommer det ik­ke til: legitimeringen af herredømmet via en fri under­kas­tel­seshandling; det effektive indtryk af, at magthaveren har fået overdraget sin opgave af folket; den valgtes fuldmagt til at regere, som der skal kæmpes sådan om i den ind­le­den­de fase, hvorfor den efterfølgende gælder så ubetin­get.

Kravet om frie valg

opstår igen og igen i den slags lande. Den under­tryk­te og indflydelsesløse opposition oversætter de for­bi­gå­ede in­teresser, for hvis skyld den ligger i clinch med stats­mag­ten, til kravet om retfærdige valg - i forventning om, at in­dehaverne af magten bestemt ikke ville overleve den slags valg. Det er på den ene side radikalt: Med dette krav fra­kender oppositionen fuldstændig regeringens legitimitet, den påstå­e­de enighed med det regerede folk, og med denne dom øn­sker den at omstyrte magthaverne. På den anden side drejer det sig om et stort politisk hykleri: Kravet om frie og retfærdige valg opererer med et argument, som - må­ske med undtagelse af et par demokrati-idealistiske skøn­ånder - slet ikke er grunden til opposition og indsi­gel­se mod de herskende. En forfordelt, undertrykt inter­esse er nemlig på spil her; den snakkes der imidlertid slet ikke om, når den klæder sig ud som kravet om plu­ralisme og lige valgret for alle: Viljen til en principielt ny måde at ind­rette statsmagten på, udadtil eller indadtil, til en nysor­te­ring af de samfundsmæssige interesser, muligvis under en religiøs ordensfanatismes diktat, kan præcis lige så godt være det, der står bag, som det kan være en for­fordelt elitær klikes eller en “families” eller et stamme­fæl­lesskabs bestræbelser på at overtage magten for at kontrollere de rigdomskilder, som er til stede i landet, uden at der ellers er noget, der skal ændre sig. Hvad det end er, der i vir­ke­ligheden rører den utilfredse opposition, trans­formeres det til kravet om den i dag og overalt på jorden eneste anerkendte ordentlige metode til at lave stat; bag den for­svinder den i statsmoralsk henseende langt mindre ær­vær­dige politiske sag, som det drejer sig om for sådan en opposition. Alle egne politiske hensigter sammenfattes i dommen over magthaverne, som ikke fortjener fol­kets ly­dighed, fordi de ikke respekterer vælgernes vilje, og har løjet og bedraget. Og man ved også godt, hvor­for - et eller andet sagligt argument, som muligvis hol­der stik i politøkonomisk henseende, er ikke nødven­digt for denne polemiske årsagsformidling, mistankens logik er fuldt til­strækkeligt: En magthaver, der skyr folkets vilje, ind­røm­mer på den måde, at han i virke­ligheden slet ikke repræ­senterer almenvellet, men der­imod arbejder på at fylde sine egne lommer, kun følger sine egne private in­ter­esser og ønsker at berige sig selv og sin korrupte klike;hans magtapparat er ikke mindre end en “mafialignende struk­tur” til sikring af magt og penge; hans økonomiske politik er en pagt med djævelen repræsenteret af oligar­ker …
En lignende form for hyklerisk kritik af herredømmet var engang den politiske fejl hos en opbruds- og omstyrtel­ses­villig arbejderklasse i den kapitalistiske stat. Klass­ens fø­rende partier reducerede materiel utilfredshed og agi­ta­tion for proletarisk klassekamp til en demokratisk me­to­de­kri­tik af “bourgeoisiets diktatur”. I begyndelsen skete det sta­dig i forventningen om at kunne gennemføre den til­trængte sociale revolution via lovens vej i statens interesse efter en forventelig total valgsejr. I sidste instans er ønsket om demokratisering for øvrigt bibeholdt som det eneste indhold og logiske slutpunkt for enhver vilje til for­andring­ger. Alt det systemfjendtlige ved de lønafhængige mas­sers livsfornødenheder er på den måde blevet demo­kratisk neutraliseret, arbejderklassen er til skade for sig selv blevet politisk tæmmet og integreret i mar­kedsøko­no­mi­en.
Det, altså at en bastant materiel interesse i kravet om demokratisk fairness giver afkald på sig selv, kan der ikke være tale om de steder, hvor kravet om ægte demo­kra­tiske valg høres i dag. Dér drejer det sig helt fra starten om, at en alternativ gruppe af ledere ønsker at overtage statsmagten for sine egne interessers skyld, og som regel drejer det sig om interesser, der slet ikke er af den radikaliserede fol­kevenlige slags. Til det formål prøver gruppen at mobilisere en­hver utilfredshed i det ligeledes som regel dårligt regerede folk og bruger det metodiske krav om et valg-legitimeret herredømme som passende over­skrift til at forene alle mulige utilfredsstillede behov i sam­fundet under denne fane. Specielt på de statslige ruiner efter den tidligere Sovjetunion stiller forbigåede polit-karriere­ma­gere sig på den måde op som oprørske statspræsidenter in spe, lover deres tilhængere en fløjls-, orange eller lig­nende “revolu­tion” og erklærer magthaverne en kamp, hvor de slet ikke argumenterer med, at de opmuntrede masser har lidt en eller anden materiel skade, som det nu er dem selv, der repræsenterer. Det behøver de heller ik­ke: De ved og satser på, at deres planer om at omstyrte den eksisterende regering har magtfulde udenlandske sponsorer.

2. Når kravet om frie valg kommer fra udlandet

Endnu mere end indenlandske formyndere for de under­trykte er det i dag udenlandske - ikke kun, men frem for alt præsidenten for USA - der giver udtryk for længslen efter frie valg. Han erklærer sit land for be­skyt­telsesmagt for folkene mod deres diktatorer, opmuntrer til indre op­posi­tion, som han lover materiel støtte og regulær be­skyt­telse mod de indenlandske autoriteter, som den ufor­fær­det skal konfrontere med deres ikke korrekt legiti­merede herredømme:
“Alle, der lever under tyranni og håbløshed, skal vi­de: De Forenede Stater vil ikke acceptere deres un­dertrykkelse eller deres undertrykkeres dårlige und­skyldninger. Hvis de træder i skranken for deres fri­hed, står vi ved deres side. Demokratiske refor­ma­to­rer, som trues af undertrykkelse, fængsel eller eksil, skal vide: Amerika ser dem som det, de er: Frem­ti­dens ledere af deres befriede land. … Til held for de undertrykte er vores indflydelse betydelig, og vi vil bruge den selvbevidst i indsatsen for friheden.” (Bush, i sin indsættelesestale, 20.1.2005)
Det er ikke gammeldags udenrigspolitik, sådan som fol­ke­ret og FN’s Charter fastsætter den - og som den aldrig har været i virkelighedens verden. Frihedens beskyttel­ses­magt søger undergravende indflydelse på de stats­le­de­re, som den ikke kan lide, men slet ikke mere på den må­de, at den prøver at komme i dialog med dem, at styre de­res vilje ved hjælp af tilbud og afpresning og at be­græn­se deres udenrigspolitiske aktivitet udefra. Den hen­vender sig ikke engang til lederne af den slags regimer, men lover utilsløret deres befolkninger at befri dem for de­res herredømme: Den form for regime change,som CIA bedrev i al hemmelighed i Sydamerika, bedriver de imperialistiske demokratier i dag åbenlyst og gør samtidig krav på, at de gør verden en tjeneste. Forbi er de tider, hvor Sovjetunionen blev anklaget for “revolutionseksport” og en angivelig “Breznev-doktrin om begrænset suveræ­ni­tet i de socialistiske lande” som den værste form for im­peria­lisme og krænkelse af alle principper for fredeligt sam­kvem mellem nationerne: Bush-”doktrinen” om, at de stater, som Amerika sætter på sin lis­te, ikke kan gøre krav på nogen legitim suverænitet, har i dag praktisk gyldighed og gælder uind­skræn­ket.
Det er ingen hemmelighed, hvad der er grunden til fri­heds­eksporten: Det regime, som trues med den, forstyrrer USA’s cirkler, men ikke, fordi det ikke tillader valg, men derimod på grund af sine udenrigspolitiske krav og aktivi­teter. På grund af deres regionale magtambitioner vakte Milo­se­vic og Saddam Hussein opsyns­magter­nes mis­hag, Georgiens præsident Sjewardnadzje og den ukrain­ske Kutschma blev utålelige på grund af deres alt for tæt­te for­bindelser til Moskva. Bush bekender sig åbent til, at han af hensyn til sin supermagts sikkerhed og handlefrihed ønsker at se villige, amerikansk orienterede regeringer over­alt. Det er det, han kalder frihed:
“Frihedens overlevelse i vores land hænger i stadigt større grad sammen med frihedens succes i andre lan­de. Det bedste håb for freden i vores verden ligger i udbre­del­sen af frihed overalt i verden. Amerikas eksi­stentielle interesser svarer nu til vores dybeste over­be­vis­nin­ger.” (smst.)
Amerika er “nu” i den grad indbegrebet af det, der er po­litisk godt i verden, at landets egennytte på det herlig­ste falder sammen med dets ædle mission om at tjene fri­he­den for alle folk i hele verden. Omvendt gør USA’s ind­sats for den gode sag det kun så meget mere troværdigt og pålideligt, at Amerika forfølger egne interesser, når lan­det anstifter frihed i udlandet. Når en magthaver mod­sæt­ter sig disse interesser, insisterer på sin egen form for stat og legitimitet og tilbageviser Bush’s krav om frie valg som “indblanding”, så afslører han sig selv om fjende af USA såvel som af sine egne borgere: som diktator, der ikke fortjener noget bedre end at blive væltet. At fratage ham magten, er altid en velsignelse for hans undertrykte folk.
I de lande, hvor USA‘s regering mener, at magten er i hænderne på en nationalisme, der virker som en uudhol­de­lig forstyrrelse af deres interesser og dermed som en fare for deres sikkerhed, dér drager amerikanerne helt of­fi­cielt og offensivt den knivskarpe slutning, at så kan den indre nationalisme i dette land, sorteringen af de inter­es­ser, som gælder dér, og i det hele taget måden at lave stat på, umuligt være i orden: Stater med regeringer, som står hindrende i vejen i verdenspolitikken, er helt principielt for­kert indrettet, nemlig udemokratiske, og de børderfor fjernes. Med denne dom for værdiløshed går Bush løs på nationer, hvis regeringer rent faktisk er konfronteret med en opposition - det være sig i deres eget land eller i, for de meste amerikansk, eksil - som de ikke kan komme til livs: interesser, som ikke lader sig ind- og underordne; hvis tilladelse ville stille spørgsmålstegn ved dele eller end­og principper ved en orden, som det regerende herre­døm­me anser for uundværlig; som derfor undertrykkes - og hvis repræsentanter allerede selv er gået over til at trans­formere deres anliggender til det polit-metodiske krav om frie valg. Hvilke trøstesløse indenlandske forhold der måtte eksistere og skabe den utilfredshed i de re­spektive lande, som en sådan opposition påberåber sig; hvilket indhold og hvilken målsætning den indenlandske utilfredshed, for så vidt som den faktisk eksisterer, selv har; selv den alternative nationalismes politiske mål, som de udgrænsede og af Bush opmuntrede oppositionelle på deres side står for: Alt det er US-regeringen på den ene side bedøvende ligeglad med. Det interesserer den nemlig på den anden side kun og meget inderligt i én henseende. Den hører kun ønsket om at fratage de herskende deres magt og undersøger, hvordan den lader sig udnytte i den­ne forstand. Man behøver ikke af den grund frygte, at det store kapitalistiske USA via en endnu større historisk ironi pludselig skulle kunne udvikle sig til beskytter af fattige bøn­der, ud­byt­tede minearbejdere, forarmede småhand­lende og an­dre af de ofre for det verdensomspændende kapitalisti­ske fremskridt, som opstår i massevis og un­der­trykkes i man­ge stater; og heller ikke den anden fare for, at den globalt ansvarlige ordensmagt USA vil lade sig spænde for util­fredse separatis­ters og tilfældige statsoprettelses­fana­ti­ke­res vogn, består i virkeligheden. Det forholder sig om­vendt:
Oppositionelle i hele verden bliver subsumeret under US-regeringens verdenspolitiske utilfredshed med overle­ven­de fjender og problemsager, og de bliver vurderet som duelige el­ler uduelige til det formål; hvor det er muligt, bli­ver oppositionelle statsmænd og ofre for andre staters her­redømme uden større omstændigheder indrulleret som den aktuelle friheds-imperialismes “5. Kolonne”; de “de­mo­kratiske reformatorer”, som Bush lover en karriere som “fremtidige ledere af deres befriede land”, har USA i givet fald allerede selv udpeget, eller man rekrutterer dem om nød­vendigt fra de nationale minoritet­ter, som i tidens løb har indfundet sig i landet. Når verdensfornyerne i Washing­ton sørger for frihed overalt på kloden, drejer det sig garan­te­ret ikke om “revolu­tions­eksport” i egent­lig betydning: om en omvæltning med henblik på at opnå gennem­gri­ben­de forbedringer af elendige levevilkår. USA’s magtfulde krav om frihed overalt, som underbyg­ges med en diskret henvisning til Amerikas “indflydelse”, er hverken mere eller mindre end en ny form for bebudet krigserklæring.
Den ene variant af frihedsfremmende indgriben, som Bush-administrationen allerede har omsat i praksis, er da heller intet andet:

Friheden kommer med bomber: Krig for valg

Det undertrykte folk bliver befriet militært for sit udemo­kratiske herredømme. At et par afdelinger af befolkningen bliver slået ihjel af fly og tanks, målrettet eller under be­teg­nelsen kollateral-skader, er med i prisen; de har jo trods alt villigt tjent det forkerte regime med våben i hånd eller ube­væbnet. Først når den gamle magt er tilintetgjort og erobrerne kontrollerer hoved­sta­den, får de overlevende foræret friheden og får lov til at stemme ved et valg. Hvad skal de så vælge? De nye forhold, selvføl­gelig: besættelsesmagterne! Nu er det dem, der af­holder valget, kontrollerer gennemførelsen af det og, som det sig hør og bør, er det dem, der er bemyndiget til at for­tolke valgre­sul­tatet. De forbyder det gamle stats­parti, skriver en fo­re­løbig forfatning for den nye nation, sætter rammerne for, hvordan de ønskede politiske kræf­ter har lov til at or­ga­ni­sere sig og give tilbud til vælgerne. Om nød­vendigt de­fi­ne­rer besættelsesmagten til og med selv det nationale kol­lektiv og forhører sig via valget om dets vilje til i det he­le taget at være et sådant og starte sin egen stat. I Bos­nien-Herzegovina, Kosovo, Irak og Afgha­ni­stan bliver be­bo­er­ne kaldt til valgurnerne af ver­dens­mag­tens repræ­sentant for at vælge en præsident eller en na­tio­nal­for­sam­ling for den stat, som besættelses­magten har forordnet - og når de stemmer ved valget, så kommer der også den ønskede be­ken­del­se til denne stat ud af det, selv når de tradi­tio­nel­le etniske og religiøse grupper, hvis repræ­sen­tanter be­nyt­ter sig af den passive valgret, som de har fået forærende, slet ikke ønsker at danne en fælles stat. Væl­gerne med den aktive stemmeret behøver slet ikke tage parti for politiske alter­nativer til en national stats­le­del­se. De kan roligt stemme på repræsentanter for deres stam­me, klan eller religions­fæl­les­skab, som står for lutter se­pa­rate statsprojekter, som er indbyrdes uforenelige: For be­sættelsesmagten, som er beskæftiget med “nation building”, er det en anerkendelse af den selv, at valghand­lingen finder sted. Den takker væl­gerne for det nationale ansvar, som de har udvist, og påkalder sig fremover fler­tallets erklærede vilje til den stat, som den leverer til fler­tal­let såvel som mindretallet.
Det, som besættelsesmagten iværksætter, beror mindre på den vilje til frihed hos de erobrede, som den påberåber sig, og har også kun betinget med en positiv indstilling til den form for samfund at gøre, som den ønsker at udsætte dem for; den spekulerer derimod i produktive virkninger af det kaos, som den har anstiftet: Krig og besættelse, undertrykkelse og modstand umuliggør ethvert normalt liv så eftertrykke­ligt, at et halvvejs fungerende voldsmonopol, næsten lige­gyldigt, hvem der sidder på det, kan virke som en positiv leve- og overlevelsesbetingelse på den maltrak­terede befolkning, som ikke ønsker andet, end at der bliver ro igen …
De militante fjender af den amerikanske besættelse i Af­gh­anistan og Irak ved, at masserne, når de stemmer - helt uanset, hvem de stemmer på - legitimerer besættel­ses­mag­tens alternativer og dermed okkupationen selv. Deres terror sigter mod at forhindre regulære valg. Derfor bliver valget til en regulær krig om, hvorvidt det kan gen­nem­fø­res eller ej. Og faktisk: Det har dårligt nok fundet sted i de halvvejs kontrollerede to tredjedele af de to lan­de og immervæk bragt 60% af de stemmeberettigede i Irak til urnerne, før USA’s præsident triumferende træder frem foran kameraerne og meddeler de genstridige allierede: Dér kan I ba­re se! Afghanerne vil have vores mand som præ­si­dent; og irakerne ønsker at genopbygge deres land un­der vores overherredømme. De er vidner til, at vores overfald var rig­rig, og I er isoleret med jeres afvisning af at deltage i det!
Eks­porten af demokratisk valgfrihed fra den frie, de­mo­kra­ti­ske verdensordens imperium til de trængende folke­slag fungerer ganske vist også på andre måder, ikke-mi­li­tært:
Endnu inden spørgsmålet om, hvilke upålidelige fyre de­res landsmænd stemmer på, er det afgørende, at de i det hele taget går hen og stemmer. Invasionsstyrkerne vil gøre deres herredømme, som alene beror på den overle­gen­hed, som deres våben har bevist i krigen, til en retstil­stand; de vil have den anerkendt af de erobrede som ny, legitim orden. De erobrede skal give invasionsstyrken fuldmagt til at regere over sit bytte og post festum pålæg­ge dem opgaven med at føre krig mod deres land. Val­ge­ne tester, om der (allerede) er tilstrækkelig stor en del af folket, der er parat til dette. Dertil hører

Regime Change i det nye Øst: Valg som er­statning for krig

Også det er muligt, og endda stadigt hyppigere! I den tid­li­gere Sovjetunion er der opstået lutter nye nationer, som skulle have lært, at socialisme og internationalisme ikke fremmer deres nationale storhed, men derimod var en ren blindgyde. I 15 år har de nu bekendt sig til den vestlige form for økonomi og levevis og naturligvis også til den po­litiske friheds system. Ganske vist har de gen­nem den­ne nationale frihedsakt samtidig præsteret en epo­kegø­ren­de tilbagegang for deres samfund og en til­sva­rende for­armelse af deres folk. Mennesker, der måtte beskæf­ti­ges i sta­tens tjeneste for at have et udkomme, men som ikke beskæftiges, er der lige så rigeligt af som andre, der bliver sat i ar­bejde, men ikke bliver betalt. Der er altså mas­ser af utilfredshed, som lader sig udnytte; ligeledes er der mas­ser af politiske lederskikkelser, der i den nye plu­ralismes tegn målrettet har grebet chancen for at mobilise­re egne til­hængere, opbygge konkurrerende magtpositio­ner og ef­fek­tivt fortolke den massive utilfredshed som en politisk længsel, som ingen andre end de selv er det per­fekte svar på. Det, der ikke har indfundet sig, heller ikke efter disse magtskifter viastemmesedlen, er en samfunds­mæssig for­fatning, der har givet udsigt til en eller anden form for tå­le­ligt udkomme til de masser, som er blevet be­friet for den socialistiske omsorg, og på den måde kun­ne have forpligtet dem over for den nye øvrighed som uundværlig magt­instans. Hvordan skulle det også kunne ske, når alle for­ta­lere for den nye frihed insisterer på, at staten uden at sæt­te noget i stedet undsiger sig ethvert ansvar for folkets udkomme, og når alle hidtidige rig­doms­kilder bliver over­taget privat af dem, som formår at sætte sig i besiddelse af dem.
Under disse forudsætninger udvikler frie valg sig automa­tisk til magtkampe om adgangen til ruinerne af den stats­lige magt og tidligere statslige ejendom; opgør, som yder­ligere opsplitter samfundet. Vinderne af denne kamp for­søger altså konsekvent nok at udelukke sine modstandere fra fortsatte magtkampe; det være sig for at sikre sig og uddybe sin egen succes eller for igen på en eller anden måde at holde sammen på staten - som regel er det under alle omstændigheder ikke rigtigt til at skelne den ene form fra den anden. Men selv valgets respektive seneste vinde­re ønsker ikke at give afkald på valget; det har jo im­mer­væk tjent som middel til at indfri deres egne am­­bitioner. De kan heller ikke tillade sig det; netop i den henseende er de underkastet den skarpeste kontrol fra det demo­kra­tiske udland, som altid finder en grund til at støtte et af de partier, der er udelukket fra den fort­satte magtkamp. Altså iscenesætter de flittigt nye valg, og valgene ser også ud derefter: De respektive aktuelle magt­have­re gør alt, hvad de kan, for at valgresultatet ikke bliver overladt til de util­fredse vælgeres vilkårlighed. Det er altså ingen sag at af­sløre, at denne foranstaltning ikke er fair. Og så snart EU og USA føler sig generet af den siddende regering og be­slutter at erstatte den med oppositionelle, som de venter sig mere af, gør de netop det til deres sag: De ødelægger kravet på legitimitet gennem frivillig opbakning ne­de­fra og bedriver omvæltninger i stater, hvis forsøg på at hævde sig ikke passer i opsynsmagtenes udenrigspolitiske kram. Siden Beograd 2000 - da Milosevic blev styrtet - har der eksisteret en regulær drejebog for sådan noget, og det er ikke en, der følges i det skjulte, den propageres åbent i verdensoffent­lig­­heden.
Ifølge den starter man med at lede i mållandet efter en opposition, som ikke kommer til fadet. Hvis der ikke er en i forvejen, op­bygger man den selv. Hvad skulle man ellers have et for­råd af reserveledere til, den siddende magthavers fjen­der i eksil, som man har givet asyl? Dermed tilbyder man den utvivlsomt eksisterende utilfredshed en form for arti­ku­la­tion, som ikke var forudset inden for statens hidtidige ram­mer, og bringer et for den respektive stat utåleligt al­ter­nativ i spil. Man udruster sin egen marionet med mange flere reklamemidler og penge, end alle de indenlandske kon­kurrenter kan mobilisere. Flere plakater, flere pop­kon­certer, flere TV-reklamer er alt sammen noget, der gør indtryk på vælgerne - langt mere end de kuglepenne og balloner, som de rent faktisk får forærende. Også den fordum­mel­se, som hører til frie valg, kan dets eksportører uden vi­de­re forudsætte hos børnene og børnebørnene af de tidligere socialistiske lande: De statsborgere, som en­gang blev så godt opdraget af et “omsorgsfuldt diktatur”, kan ikke stille noget bedre op med deres elendighed end at satse på deres forhåbninger til det næste magtmenne­ske, som ud over parolen “Vestliggørelse!” - som deres nuværende nød be­gyndte med - ikke har andet på pro­grammet, men som immer­væk beviser med sine mange penge, at han har magt­fulde sponsorer i Vesten.
For det andet har det inter­venerende udland de nødvendige be­vi­ser på, at den loka­le statsmagt har lavet valgsvindel. Al­le­rede i valgkampens planlæg­nings­fase betvivler man myn­dighedernes evne og vilje til at gennemføre en fair af­stem­ning. Man tilbyder eg­ne ordens­kræfter til at sikre valg­pro­cessen, valgurner, opbevaring og transport af dem, man har marchklare eks­perter, som udarbejder lister over væl­gere, udtænker valg­systemer og overvåger stemme­op­tæl­lin­gen. Den slags hjælp miskrediterer den regering, der afholder val­get, både hvis hjæl­pen accepteres og hvis den afvises. Hvis den accepteres, viser den mistænk­te rege­ring, at den ikke mere er den eneherskende magt i landet. Men hvis den afvises, er det så godt som et bevis på den planlagte valgsvindel. I det tilfælde forærer man oppo­si­tionen computere, ja hele me­nings­forsk­nings­in­sti­tut­ter, som kan hjælpe dem med at ud­arbejde uofficielle væl­ger­lister og lave menings­under­sø­gelser efter valget, så man alle­rede på valgaftenen kan demon­strere den valgsvindel, som det på forhånd er klart, at der må have været tale om.
Når stemmerne er afgivet, begynder tredje akt af dra­ma­et: Den officielle optælling af stemmerne, som vidner om regeringens sejr, bliver naturligvis ikke anerkendt, og den udenlandske organisator af omvæltningen sørger med sit diplomati for at det heller ikke bliver internationalt aner­kendt. I den forbindelse spiller den imperialistiske friheds­eksports professionelle lejetropper deres rolle: valgobser­vatører fra Europarådet, FN, OSCE, Carter-stif­telsen i Atlanta og andre NGO’er får den ærefulde op­gave at ud­styre den imperialistiske indtrængning med et skær af ob­jektivitet og troværdighed; de evaluerer i dag så godt som ethvert valg i den omstridte, afhæn­gige del af verden. De undersøger lister over vælgere, be­søger valglokaler, tæller stemmesedler, alt sammen for at finde “uregelmæssig­he­der”, som naturligvis forekommer - navnlig ved valg, som allerede bearbejdes internationalt som lejlighed til en om­vælt­ning. I sig selv siger uregel­mæs­sigheder ganske vist ikke særlig meget, netop fordi de forekommer overalt. Så det er nødvendigt at have ob­servatørerer med et fast stand­punkt, der vurderer kvan­ti­tativt og kvalitativt for at nå frem til en samlet vurdering af valget: Den ulige adgang til medierne, bestikkelsen af stam­mens ældste og blæk­ket, som kan vaskes af og der­for netop ikke har for­hin­dret, at visse aktivister har kun­net afgive deres stemme to gange, behøver ikke at gøre val­get ugyldigt i Afghanistan, hvor Vestens mand har fået væl­gernes bekræftelse. Klart, valget var ikke perfekt, men ganske godt, forholdene ta­get i betragtning - og der­for 100% gyldigt! Lignende an­klager på grund af chika­ne­ring af oppositionen etc. i Hvi­de­rusland, hvor den anti-vestlige Lukachenko formåede at organiserere over­væl­dende opbakning, gør valget dér totalt udemokratiske og ugyldigt. Vestlige observatører er i mellemtiden avanceret til den sidste instans overalt: In­den­landske valgkommis­sio­ner og retsinstanser bliver hørt, men står under principiel mistanke for partiskhed og falskneri; valget bli­ver først fuldgyldigt, når de udenlandske kontrollører bi­falder det. Det er også dem, der siger, om og hvor ofte valget skal gentages, før resultatet passer. Regimer, som ikke ansøger om de de­mo­kratiske synsmyndigheders kva­litetsstempel eller igno­rerer dårlige karakterer, risike­rer at blive diskvalificeret.
I den sidste akt er “vores” opposition, hvis den har tabt ef­ter den officielle optælling, forpligtet til at nægte at aner­kende det resultat, som den nationale valgkommission er nået frem til. Den går på gaden med et par tusind eller ti­tu­sinder af aktivister, besætter hovedstaden og parla­men­tet og stiller den siddende regering over for alternativet mellem at skyde eller kapitulere, idet den forhøjer indsat­sen i den i mellemtiden temmelig sikre forventning om, at de udfor­drede magthavere endnu engang vil ligge under for alle dik­tatorers dårlige ry og søge en fredelig afgang; det være sig, fordi de trods alt på en eller ande måde har ment det alvorligt med den indre fred og deres job som “fædre­lan­dets far”; eller fordi de ikke vil lægge sig ud med ver­dens­magterne, som bestemmer over statsop­byg­nings­pro­jek­ters succes eller fiasko; eller måske, fordi de er nødt til at regne med, at deres modstanderes vestlige sponsorer, hvis det kommer til en konfrontation, ik­ke har nogen skrupler med hensyn til at indsætte det sidste mid­del, når en diktator ikke vil lade sig stemme ud på fredelig vis. Alt afhængigt af dette får den irriterende “autokrat” tilbudt aldersrente, husarrest eller en skueproces, når han til sidst er “færdig”.
*
Det er den måde, Vestens nye metode til at skaffe sig vassal-stater fungerer på. Således kommer det en­gang imellem til “Miraklet i Kiev” og Tiflis, og andre gan­ge til valg-miraklet i Kabul, Bagdad og hvor det ellers måt­te være. Drejebogen og gennemførelsen kan man se i alle aviser. Det taler ikke imod de imperialistiske magter, som bedriver regime change med eller uden krig og kon­stru­erer andre stater efter deres egne behov. At en be­sættelsesmagt udskriver valg og at en udefra iscenesat omvæltning via valg lykkes, ser ud til at være en total ret­færdiggørelse af krig, besættelse og subversion: Vælgerne har spillet deres rolle og sat deres kryds ved de forordne­de eller omfunktionaliserede valg. Det har man - det er for så vidt rigtigt - ikke måttet tvinge dem til, og det ville man heller ikke have kunnet tvinge dem til. De har altså gjort brug af deres frihed. Det er åbenbart tilstrækkeligt til at mene, at det tjener imperialistisk besættelse til ære.