Startside   Danmark   Internationalt   Videnskabskritik   Alment
Om revolten i de franske forstæder:

Hvorfor udgrænsede unge bliver oprørske og hvordan de franske myndigheder behandler folk, der er for mange for kapitalismen

Frankrig oplever, at en foragtet og særligt dårligt behandlet del af landets overbefolkning laver en formålsløs opstand.
Det siges, at de unge, der går på gaden i Frankrig, skulle "mangle et perspektiv". Det er en ret fornem omskrivning af deres status i dette samfund: For de allerfleste af dem gælder det nemlig, at de ikke kan bruges nyttigt. Hvordan de i det hele taget skal kunne gøre sig nyttige, er defineret klart og endimensionelt i dette samfund: ved at arbejde for løn. For de unge, der begår hærværk, gælder det samme som for alle andre franskmænd, der ikke har været så heldige at blive født rige. Men også i Frankrig får arbejdsgiverne kun udført arbejde under forudsætning af, at den løn, som de betaler, resulterer i, at arbejdsgivernes egen rigdom forøges. Og den dom, som de har fældet over det store flertal af unge i de franske forstæder, lyder: Nej tak, ingen interesse. Som overalt i Europa er også de franske arbejdsgivere tilbageholdende, hvad angår udrustningen af deres fabrikker og kontorer med menneskeligt inventar. Også i Frankrig er karrieren fra arbejdsløs til langtids­arbejdsløs allerede blevet yderst normal - og også i Frankrig har man vænnet sig til, at netop disse langtidsarbejdsløse før eller siden er 'ubrugelige' i den ovenfor omtalte betydning. Ironisk sagt er der mange af de unge i omegnen af de store byer, der - ligesom deres forældre - "spares" for den sædvanlige karriere som lønarbejdere: De kommer ikke engang i berøring med arbejde eller med tvangen til at arbejde for at tjene til livets ophold, og efterfølgende med tabet af arbejde og den deraf følgende tvang til at forsøge at få et nyt på en eller anden måde. Helt fra første færd starter de deres liv som bestanddel af overbefolkningen, altså som mennesker, som kapitalen én gang for alle har udskilt fra sit kredsløb, og deres "perspektiv" er at forblive frasorteret. Men er det denne "perspektivløshed", de unge vil brokke sig over, når de sætter ild til biler? Er det det, de vil protestere imod?
Nu er aviser og nyhedsudsendelser fulde af informationer om den sociale situation i de franske forstæder, og der er sociale eksperter, der mener, at optøjerne er udtryk for "fortvivlelse" og "et råb om hjælp". Når de unge via fjernsyn eller aviser selv får lov til at ytre sig, forekommer der da også udtalelser om manglende uddannelses- og arbejdspladser. Men altid som illustration af, at der alligevel ikke er nogen, der bekymrer sig om dem, og at de bliver betragtet som samfundets udskud og behandlet derefter. Hvis de i det hele taget ytrer en interesse eller endog fremsætter et krav, så hører det følgeligt hjemme i den personlige æres højere sfære: Frankrigs indenrigsminister Sarkozy skal komme med en undskyldning og måske også træde tilbage, fordi han har omtalt dem som "pak" og "afskum" og vil bruge "højtryksspuleren" mod dem. Disse udtalelser var ganske vist ikke det, der udløste optøjerne - Sarkozy sagde det først, efter de var gået i gang - men at de opsætsige unges utilfredshed især rettede sig mod dette, siger en hel del om det, som man kunne kalde deres 'sjælelige tilstand'.
"Der bliver hele tiden sagt, at vi skal respektere det ene og det andet. Men hvem respekterer os? Så længe vi holder os i ro, er man skide ligeglade med os!" (Neue Zürcher Zeitung Online, d. 6.11.05)
Disse unge er ikke optaget af spørgsmålet om, hvordan og hvorfor de er eller bliver ubrugelige. Deres anliggende drejer sig ikke om det kapitalistiske arbejdsmarked og grunden til, at det behandler dem så fjendtligt. De er rasende over følgerne af deres udskillelse, og i den forbindelse hidser de sig mindre op over de manglende penge end over den daglige racisme, som de møder, over diskrimineringen fra politiets og andre statslige myndigheders side, altså over deres status som outsidere, som statsmagten møder med chikanerende kontroller og intet andet.
"De går kun til værks ud fra udseendet og skælder dig ud. Selv når du har dine ID-papirer, slår de dem ud af hånden på dig og stiller dig med ansigtet presset ind mod muren. Så klæder de dig næsten af og tager dig i de intime dele for at lede efter narkotika."  (Süddeutsche Zeitung (SZ), d. 10.11.05)
Som protest mod denne behandling insisterer de unge på, at de - trods alt - "også er mennesker". Og for at bevise, at man - uanset, hvordan deres såkaldte "sociale situation" er - fra statens side skylder dem respekt, kaster de med sten og molotov-cocktails. Det ændrer ganske vist ikke spor ved deres "sociale situation", men det drejer det sig heller ikke om, når de raser ud om natten. Det drejer sig derimod om hævn for, at de bliver udgrænset fra det franske samfund, altå om, at man ikke skal udgrænse dem. De er jo trods alt franskmænd - hvilket de netop understreger ved at optræde skuffet og forbitret og stolt citere normalborgernes racisme og betegne sig selv som "araberfjæs". At statsmagten dagligt mistænker dem for, at de opfører sig som urostiftere og kriminelle netop som denne udskilte befolkningsdel - der er jo heller ikke meget andet, de kan gøre - og at de bekæmpes i overensstemmelse med denne opfattelse, fortolker de selv på den måde, at deres fædreland ikke forstår og respekterer, at de på ingen måde er dårlige, men bare en særlig slags franskmænd. Og netop det skal den franske stat venligst indse og respektere - om nødvendigt via  en smule voldelig ekstraundervisning fra deres side.
Forhærdede statsmænd som Sarkozy drejer bare spyddet om mod de unge ballademagere: Den slags politikere er sikre på, at "årsagerne" til optøjerne er, at de fattige i forstæderne ikke har den fornødne respekt - for den samfundsmæssige orden. Sarkozy interesserer sig ikke for, hvordan dette segment af det franske klassesamfund i virkeligheden er stillet: For ham er det kun et disciplinært problem, at dette samfund producerer frasorterede mennesker, når det for eksempel ikke kan drage nogen fordel af disse unge, og dette problem skal så løses ved hjælp af dertil svarende disciplinære forholdsregler. Derfor har den franske regering og den ansvarlige minister i nogen tid sat ind imod de "retsløse områder" med små- og bandekriminalitet, som de har fået øje på i forstæderne. I overensstemmelse med denne opfattelse skal den ytrede utilfredshed fra beboerne i disse områder undertrykkes - så kan det være, at de tilpasser sig igen og ikke vækker opsigt på denne ubehagelige måde.
Men også den akademisk uddannede offentlighed får øje på oprøret i forstæderne. Optøjerne afslører - og ikke for første gang - hvilken elendighed der hersker i Frankrigs forstæder. Derfor er det også for de intellektuelle - for 117. gang - "på høje tid at forske i årsagerne". Kritiske personer melder sig på banen og spørger, om man nu også eftertrykkeligt og overbevisende nok har gjort disse mennesker opmærksom på, at man faktisk godt kan indrette sig i elendigheden og affinde sig med den, hvis man har den rette indstilling og får lidt hjælp fra uddannede eksperter. Har man ikke ligefrem selv fremprovokeret oprøret, da man forviste disse mennesker til forstæderne og reducerede udgifterne til socialt arbejde? Kunne uromagerne ikke omvendt føres tilbage på den rette vej, hvis man i stedet for politiet sendte statslige fattigdomsrådgivere efter dem? Premiereminister de Villepin svarer med en dobbeltstrategi: På den ene side styrker han politiet og erklærer udgangsforbud om natten, men han henviser også til, at hans hjerte banker for de "socialt forfordelte", hvilket man kan se på, at han har en mønster-forfordelt person på lager, der vel må være et forbillede for den afsporede ungdom:
"De Villepin favoriserer demonstrativt den unge Azouz Begag, Ministre délégué, hvilket ca. svarer til en statssekretær. Den uddannede sociolog Begag, som har tilbragt sin barndom og ungdom i et forfaldent slumkvarter, er på sin vis denne regerings sociale samvittighed." (SZ, 3.11.05)
Ministerpræsidenten trækker dette hemmelige våben frem og sender sin statssekretær på gaden - det bliver generelt opfattet som en smuk gestus, og ingen spørger, hvordan det egentlig skulle forbedre de unges forhold. Men det ser til og med ud til at imødekomme deres 'sjælelige tilstand'. En gruppe unge tager ligefrem imod en invitation til en samtale med de Villepin, efter at de først har sagt nej til Sarkozy. Men premierministeren gør endnu mere og kommer med et par nye sociale programmer. Der er i den sammenhæng ingen, der kommer på den utænkelige idé, at man på den måde kunne finansiere et nogenlunde rimeligt liv. Det har jo aldrig været formålet med socialt arbejde at forsyne den kapitalistisk producerede overbefolkning med penge, som de ikke får lov til at tjene via arbejde. Det drejer sig derimod om, at folk kan føle sig "trygge", at man "lytter" til dem, at man giver dem støtte og tips til, hvordan de kan finde sig til rette i og med deres elendighed. Det formål er staten til og med villig til at ofre lidt penge på. Denne fordel har optøjerne i Frankrig altså trods alt haft: Det er sjældent blevet udtrykt så klart og tydeligt, at socialt arbejde og den dertil hørende snak om "integration" kun skyldes det ene statslige formål: Disse mennesker, der ville have al mulig grund til at gå imod den ærværdige "sociale fred", skal holde sig i ro - så klassesamfundet uforstyrret kan gå sin gang. Det er det, som socialarbejdere uddannes og ansættes til. Og arkitekter får mulighed for at gøre sig tanker om, hvordan man kan arrangere boligblokke i forhold til hinanden, så de bliver mere "integrerende" - og den slags boligkomplekser bygges rent faktisk. Sikke en god gerning! Indtil de så igen er slidt helt ned. Men det skyldes så garanteret, at "den slags mennesker bare ikke kan omgås fornuftigt med velgerninger..."