Analyse fra d. 6. maj 2002

16 + 1 lig i Erfurt: En "ubegribelig tragedie"

- og den nytænkning, som den alligevel giver anledning til.

Tyskland reagerer prompte og énstemmigt på bersærkergangen i Erfurt med udtryk for forfærdelse, "ufatteligt", "uforklarligt". Forbundspræsident Rau, den politiske korrektheds øverste fortolker, udtrykker det samme som forskrift og forklaringsforbud.

"Vi er rådvilde. Vi anså det ikke for muligt, at sådan noget sker her hos os. Vi bør ikke forsøge at dække over vores rådvildhed med tilsyneladende oplagte forklaringer. Vi bør indrømme over for os selv: Vi forstår ikke denne handling."

Det er godt nok en fed løgn. Den borgerlige verden forstår udmærket denne handling, på samme måde som ethvert andet mord. Hvordan skulle man ellers kunne forstå og nyde krimier, hvordan skulle tilskueren kunne konkurrere med detektiven om at opdage, hvem morderen er, hvis man ikke forstod de motiver, hvormed gerningsmanden røber sig selv. I modstrid med den påståede rådvildhed er aviserne fulde af indfølende forklaringer.

"I februar, to måneder før studentereksamen, røg Robert ud af skolen. Det er den hårdeste forholdsregel, en skole kan bruge, og for den ambitiøse unge mand virkede det som en dødsdom. Studentereksamen var væk, uigenkaldeligt, og dermed også studiet. ... En skændsel, som han hemmeligholdt for alle. ... Derfor fredagens hævn, denne serie af henrettelser og afstraffelser." (Der Spiegel 18/2002)

Andre bidrager med skolepolitiske detaljer -

"Thüringen er den eneste af 16 delstater, hvor en skolebortvisning kort før studentereksamen udelukker eleverne fra at få en afsluttende eksamen. ... Hvordan kan det være, at en elev, efter at han for anden gang ikke fik lov til at gå op til studentereksamen, falder ned i et biografisk tomrum? ... Alligevel viser dette et principielt problem ved det tyske skolesystem: Også i andre delstater hersker selektionens princip. Allerede tidligt sorteres elever efter deres præstationer, og livschancer fastskrives dermed allerede efter fjerde klasse.... På den måde gøres enkelte modløse, og i skolerne produceres snigende vanrøgt. De, der begår fejl, bliver stigmatiseret som dårlige elever af systemet. De eksporteres fra gymnasiet over i realskolen og derfra over i hovedskolen - eller også falder de, som i det ekstreme tilfælde Robert Steinhäuser, igennem alle nettets masker." (Die Zeit 19/02, s. 31)

- endnu andre med kulturkritiske generaliseringer:

"Succes og præstation er dette samfunds vigtigste målestok. ... Når mennesket udelukkende defineres efter, om det har arbejde eller penge eller får lov til at gå op til studenteksamen, så er det slet ingenting uden arbejde eller penge eller studentereksamen." (Die Zeit 19/02, s. 37)

Eksperter kommer på banen med deres forståelse for, hvad det så gælder om for sådan en ingenting:

"Den sociale død ser ud til at være gået forud for bersærkergangen: Et menneske falder ud af tingenes orden og ruger i det private og i sit indre over alle sine ulykker. Oplevelsen af ulykke, ydmygelse, krænkelse er mest eksplosiv, når den kører i ring. Forestillingen om at kunne hensætte andre mennesker i frygt og angst bliver til en kilde af magt- og overlegenhedsfølelser. ... Drenge lærer, at de er nødt til at sætte sig igennem. De har brug for at afstive deres sårede selvværdsfølelse." (Die Zeit 19/02, s. 31)

Det er heller ikke ukendt, at den sårede selvværdsfølelse også kan få tilfredsstillelse før den finale satisfaktion via den rene og skære forestilling om hævn og at den på den måde egner sig som konsument hos en underholdningsindustri, der leverer materiale for den slags hævnfantasier. Man har altså også forstået den rigtige rækkefølge mellem horrorvideoer og bersærkergang. I det hele taget er der så meget forståelse, at ikke kun en enkelt artikel i den tyske bladverden, men adskillige må undre sig.

"Efter hvad enhver lærer, socialpædagog, politibetjent og tilstrækkeligt opmærksomme forældre ved om den psykiske vanrøgt af mange unge mennesker i dette land, er der snarere grund til at undre sig over, at den slags katastrofer ikke sker hyppigere." (Die Zeit 19/02)

I.

Iagttagerne har forståelse for handlingen og det er ikke så underligt. De beskæftiger sig jo med en af deres egne, med den verden, de lever i, og med, hvordan de finder sig til rette med de udfordringer, som denne verden stiller. De præsenterer de trin, som det normale vanvid følger, det vanvid, som de deler med morderen i Erfurt.

For det første er det klart for både ham og dem, at det samfund, som med urette kaldes "præstationssamfundet", allerede fra den tidlige ungdom producerer et stort antal tabere, som så har elendige "livschancer". Hvorfor det forholder sig på den måde, interesserer journallister og bersærkergængere sig ikke rigtigt for. Derfor er det nødvendigt med en kort tilføjelse: Skolen stiller faktisk ikke krav om, at eleverne skal levere nogle helt bestemte præstationer, som alle i princippet ville kunne opfylde ved hjælp af tilsvarende forberedelse. Den foretager derimod en sammenligning mellem sine elever, hvor nogle altid må mislykkes, når andre klarer sig relativt bedre. Skolens selektion leverer det, som er formålet med uddannelsesinstitutioner her i landet: Den fordeler de nye generationer på klassesamfundets stillinger, der er givet på forhånd, kvalitativt og kvantitivt, uafhængigt af deres indlæringspræstationer. For nogle bereder den vejen til højere stilling og indkomst og andre dømmer den til masser af arbejde og fattigdom.

For det andet er journalister og bersærkergængere klar over, hvad det gælder om, når man stilles over for denne udfordring: Ikke om at kritisere skole og samfund! Det gælder om at lande blandt de succesrige og ikke blandt taberne. Det er det smukke ved det frie og lige klassesamfund, at den enkeltes relative præstation er det middel, som bruges til at afgøre vedkommendes skæbne med. Enhver er sin egen lykkes smed og må - selvfølgelig i konkurrence med andre - forsøge at opnå så meget med og for sig selv, som vedkommende kan og vil. Elever såvel som lærere ser sagen sådan, at det, som skolen gør med en, viser, hvad man er for et menneske. Den plads i samfundet, som præstationssammenligningen tildeler enhver, der afslutter skolen, røber, hvad man har af "begavelse" og "viljestyrke". Enhver får, hvad han gør sig fortjent til, og lander på det samfundsmæssige trin, som han hører hjemme på. Opdragelsens kvasi-racistiske ideologi gør resultatet af selektionen til en dom over personen og giver tabere såvel som vindere den herlige oplysning med på vejen, at de selv svarer til det, som de er blevet til.

For det tredje er det helt klart for de forstående kommentatorer, at det moderne menneske, der er berettiget og forpligtet til "the pursuit of happiness", også er dumt nok til at lide mere under den negative dom over sin ærede person end over de materielle følger, når det ikke har succes. Mennesker forpligtet til succes bebrejder sig selv for den manglende succes i konkurrencen og foragter sig selv, når de ikke er gode nok til det, som det ene og alene drejer sig om for dem: succes. De har så nemmere ved at udfolde aktivitet, når de skal pleje deres "sårede selvværdsfølelse", endde har ved at forsøge at korrigere den virkelige modgang. Den ene anser sig selv for en evig "loser" og fastholder stædigt sit succeskriterium ved at tage livet af sit uduelige selv. Selvmord er heller ikke nogen sjældenhed blandt skoleelever. Andre gør som Robert S og laver en større selviscenesættelse for at overbevise sig selv om, at de - på trods af enhver ugunstig omstændighed og deres reelle situation - hører til "vinderne" og ikke til de mange "tabere", som de væmmes ved.

For det fjerde deler de besindige iagttagere til og med den generelle anerkendelsesmani med bersærkerskytten. Deres citater sætter umiddelbart lighedstegn mellem udelukkelsen fra studentereksamen og ydmygelse og krænkelse, som om det var det samme. Den faktiske skade betragter de straks som et beskadiget "image". Det er klart for dem, at hele det kompensatoriske selvbedrag ikke er noget værd, hvis det ikke lykkes udøveren at høste bifald og bekræftelse for det hos publikum. De forstår, at en person, hvis konkurrencemani er blevet blameret, ikke mere har brug for studentereksamen, men derimod for at få oprejsning for sin krænkede ære. En født "vinders" samfundsmæssigt værdsatte storhedvanvid - "sund selvbevidsthed" kaldes det under andre omstændigheder - er fuldstændig ligeglad med, om bortvisningen fra skolen er et juridisk set retfærdigt svar på forfalskede lægeattester. Den vurderer bortvisningen som en frarøvelse af Roberts ret til succes. Det er kun dette kriterium, der kan gøre bortvisningen til en uret, ovenikøbet til en krænkelse, som den krænkede er nødt til at hævne, og en skam, som han har fortjent, hvis han lader den blive siddende på sig. Selv kulminationen af vanviddet kan de gode journalister sætte sig ind i og føle med: De anser det selvfølgelig for overdrevet, men på ingen måde uforståeligt, at et menneske ofrer sit eget og flere andres liv for ærens grænseløse idealisme, for den manglende respekt, som han agter at vinde tilbage. De ved jo selv, hvad der er deres egen intellektuelle yndlingsbeskæftigelse, hvad de selv præsterer af praleri, mobning og æreskrænkelser blandt venner og kollegaer, hvor svært de selv har ved at affinde sig med at blive forbigået og hvilke forbandelser de svarer igen med.

II.

Efter forståelsen og som indsigelse mod den trækkes den tilbage igen:

"Hvad det end måtte være, der drev gerningsmanden - det være sig hævn eller storhedsvanvid, det være sig skuffelse, fortvivlelse over krænkelser eller had til overmægtige autoriteter - intet af det kan forklare handlingens art og omfang. Utallige mennesker plages af lignende følelser og kunne alligevel ikke drømme om at gå til yderligheder med pistol og pumpgun. ... Det forekommer så sjældent, at folk går amok på denne måde, at det umuligt kan forklares med de kendsgerninger eller fiktioner, som er almindeligt forekommende i et samfund." (W. Sofsky, FOCUS 18/02, s. 18)

Den borgerlige verden har videnskabelige psykologer til at tage sig af den slags argumenter: De kendte og endnu engang opremsede grunde til hævnerens handlinger, altså de tanker og anliggender, som får ham til at foretage sin handling, misforstås som en tvangsdetermination i det psykiske apparat, bare for at man så kan afdække denne determinations utilstrækkelighed: Andre krænkede ærekære mennesker bruger ikke skydevåben! Altså får de kendte grunde ikke lov til at blive betragtet som grunde til handlingen. Socialpsykologen i Focus argumenterer med forskellen på Steinhäuser og andre folk med "lignende følelser", men han ønsker slet ikke at vide, hvordan de adskiller sig fra hinanden: Steinhäuser holder så konsekvent fast i sin ære som det standpunkt, som hele hans eksistens står og falder med, at han vier hele sit dermed yderst korte liv til at få æresoprejsning. Andre med det samme behov for hævn forbliver beregnende realister, for så vidt som de tager sig sammen og kompenserer for deres fornærmelse via ondskabsfuldhederne i det almindelige borgerlige liv.

Den psykologiske tanke har det ene formål at forvandle handlingen til en gåde og give plads for spekulation: Nu er det hele på plads, lige fra den forrykte psyke hos den måske alligevel "rigtigt syge" gerningsmand til den inkarnerede "ondskab" genopstand, som en oplyst verden igen og igen kommer i tanker om. Den målrettede forplumring skal drive en kile ind mellem handlingen og det samfund, som den opstår i, og de sædvanlige selvhævdelsesteknikker i dette samfund. Massemordet kan altså ikke have noget at gøre med "os" og "vores måde at leve på". Enhver forklaring på handlingen tilbagevises som en overdreven undskyldning af gerningsmanden og kritik af "systemet". Den krævede absolutte misbilligelse fordrer en lige så absolut mangel på forståelse! Først når det er klar, at ingen selektion, ingen elendige livschancer og ingen krænkelse kan forklare sådan en handling, først da får de gamle argumenter lov til at komme på banen igen - men ikke mere som positive forklaringer, som årsager til afsporingen i Erfurt, men som negative: som et svigt fra de egentlig gode institutioners side, som med deres svigt aldrig nogen sinde kan have givet grunde til en syg hjerne, men dog trods alt anledninger til de syge slutninger, den drog. Det er først og fremmest hjemmet, der egentlig skulle gøre lutter gode gerninger - opdragelse, kontrol og emotionel støtte - men som må have svigtet. Så er der skolen, som enten begynder for tidligt med den ubarmhjertige karaktergivning, tager modet fra fiaskoerne for hurtigt og programmerer deres vanrøgt, eller også gør det for sent og dermed ikke vænner de unge mennesker til nederlag i ordentlig tid. Desuden har skolelovgivningen i delstaten Thyringen svigtet, fordi den ikke sikrer et skolebevis som erstatning for den studentereksamen, som nogle ikke kan klare, og ledelsen af Gutenberg Gymnasium undlod at supplere den muligvis juridisk ukorrekte bortvisning med en udtalelse og gjorde heller ikke den bortviste opmærksom på andre uddannelsesmuligheder. Samfundet har svigtet, fordi det ikke griber taberne, ungdomsværnet, fordi det ikke mærker horrorfilm og voldelige computerspil godt nok, våbenloven, skytteforeningerne og så videre. Hvis bare man takket være argumentativ støtte fra psykologien lægger årsagsforskningen rigtigt til rette, så bliver den automatisk til en liste af forbedringsforslag.

III.

Den slags fører forbundspræsidenten sig frem med i sin mindetale. Han trækker sin rådvild- og målløshed i sig igen og appellerer til menneskeligheden i dette hårde præstationssamfund.

”Vores børn og skoleelever er nødt til at måle sig med hinanden. De må lære at udholde konkurrence. Uden præstation, uden præstationsvilje ville skolen være virkelighedsfremmed. Men det må altid stå klart, at bedømmelsen af en præstation ikke er nogen dom over en person. Ingen elev, intet menneske er et håbløst tilfælde. … Ingen må skubbes bort, ingen må komme til et punkt, hvor de tror, at deres liv ikke er noget værd, fordi de på et bestemt område kun kan præstere lidt, fordi de 'ikke dur til noget', som man siger. Enhver er værdifuld i kraft af det, som han er, og ikke i kraft af det, som han kan.”

Naturligvis er det forsat nødvendigt med konkurrence og de dertilhørende nederlag. Det er der ingen, der må ønske at ændre. Nederlagene kan man ikke gøre noget ved - men man kan måske gøre noget ved, at de er så svære at holde ud. Broder Johannes vil fremme ”frustrationstolerancen” - og han ved også hvordan: Netop det standpunkt, som viste sig så effektivt, da Robert Steinhäuser gik amok, æresfølelsen, behovet for abstrakt og ubetinget anerkendelse kan man imødekomme på en bedre måde. Ingen burde være nødt til at blive morder på grund af en mangel i leverancerne af forbrugsgodet ære: Der bør så vidt muligt være et større skel mellem nederlag i skolens præstationskonkurrence på den ene side og en værdidom over personen på den anden; også selv om det både for skolen og den ærede elevpersonlighed ikke kommer an på andet end præstation og placering i konkurrencen, når de har med hinanden at gøre. Ved siden af afslaget på karrierechancer må skolen skabe plads til den billige forsikring om, at også elever, der 'ikke dur til noget', er værdifulde mennesker. Præsidentens opfordring bliver straks omsat i handling. Efter massakren stopper elever og lærere i Erfurt og i hele Tyskland op, og indtil skolehverdagen går i gang igen, viser de ved deres eksempel et levende dementi af den grimme mistanke, der pludselig stod i alle aviser: Nej, skolen er ikke en arena for hård konkurrence, men derimod en højborg for levende fællesskab; lærere og elever er ikke fjender, outsidere bliver ikke udstødt og isoleret, tabere bliver ikke drillet. Indtil det går i gang igen for alvor med pensum og karaktergivning falder de sørgende hinanden om halsen og føler sig gode.

Hvis det ikke er tilstrækkeligt til at forhindre, at de nødvendige nederlag i de unges livskamp hos nogle giver sig udslag i had, så burde man i det mindste gøre, hvad man kan, for at dette had ikke bliver inspireret af dårlige forbilleder. Man kunne forbyde voldsforherligende film og computerspil for på den måde at berøve hævtørsten de industrielt præfabrikerede ”volds- og drabsskabeloner, der kan købes og lejes” (Süddeutsche Zeitung 2.5.02), så den ondskabsfulde fantasi trods alt selv er nødt til at anstrenge sig. Men stop! Disse spil giver også mulighed for at udleve og dermed afreagere aggression; og måske er mange virtuelle massemordere netop kun virtuelle og ikke virkelige, fordi ”dræbermonstre, sex-uhyrer og zombie-mordere går ind og ud af børneværelset, i fantasien selvfølgelig, for at blive manet i jorden og uskadeliggjort på den måde” (Frankfuter Allgemeine Zeitung 7.5.02). Man skal altså ikke haste et forbud igennem - for at styrke ungdomsværnet sætter forbundsregeringen i første omgang en etiket på CDerne, der gør det klart, hvilken aldersgruppe den respektive mordunderholdning retter sig mod.

For så vidt som fantasiens legeplads ikke er tilstrækkelig til at lede det uundgåelige had ind i ufarlige baner, må viljen til at humanisere samfundet gå endnu mere radikalt til værks: Uden skyder og uddannelse ville Robert S. naturligvis ikke have kunnet gøre så meget skade; hans dræberlyst måtte have nøjedes med køkkenkniven. For så vidt kunne et forbud mod besiddelse og brug af våben være gavnligt. Men med hensyn til våben og foreningerne for våbentosser gælder det samme som for filmenes og spillenes fantastiske blodorgier: Skydning som sport er værdfuldt - det kan gavne sjælelivet og integrere aggressive outsidere i foreninglivet. Alligevel er en reform af våbenlovgivningen uundgåelig: Sportsskytter burde ikke have lov til at tage deres våben med hjem, og hvis de skulle gøre det alligevel, så må de ikke få ammunition med. Og hvis de alligevel ikke retter sig efter det, så burde de i det mindste være et par år ældre, før de går amok.

Som man kan se: Det er slet ikke så let at ændre noget ved dette land på en måde, så alt bliver ved det gamle - bare uden konsekvenser som dem i Erfurt.