GegenStandpunkt-analyse fra 1. juli 2002: http://home.link-m.de/lora/gegenstp/g020701.htm

Cuba - et nyt mål i den amerikanske antiterrorkrig

I 40 år har USA udøvet et fjendskab mod Cuba, som ikke lader nogen tvivl om, at amerikanerne kun tolererer stater i sin baggård, som bøjer sig betingelsesløst for deres krav. Efter at Rusland bekendte sig til verdensmarkedets regler og derfor ikke længere ønskede at give politisk eller økonomisk hjælp til et systemalternativ til verdensmarkedet, er Cuba overladt til sig selv og har måttet barbere sin tidligere reale socialisme ned til kun at bestå i hævdelse af Cubas nationale selvstændighed mod USA. Det endegyldige tæppefald for den cubanske socialisme - dette er den hidtidige konsensus blandt amerkanere og andre demokrater - er ikke til at standse takket være de midler, som er sat i kraft til dette formål: lige fra handelsboycotten til støtten til en systemfjendtlig opposition i landet og opbygningen af en eksilregering.

1.

Denne politik må det nu være slut med, mener regeringen Bush. Betragtet ud fra den nye strategi ved navn "antiterrorkrig" er Cuba ikke længere kun en afvigende statsopfattelse, som USa arbejder på at nedbryde. Når Cuba endnu ikke har underkastet sig totalt og ikke vil give afkald på den sidste rest af forskel i forhold til kapitalismen, så er dette for den nye amerikanske politik et bevis på, at Cuba skal regnes med til "terrorismens" lejr. Bush rubricerer derfor øen under "ondskabens akse" - det være sig umiddelbart som "terrorstat" eller som "støttestat for terrorister". Eftersom denne stat stadig bevarer et element af genstridighed og ikke vil styres af Amerika, er den ifølge USAs nye retningslinier efter d. 11. september en fare for USAs sikkerhed, en fare, som Amerika ikke bare kan vente på forsvinder af sig selv, men som skal ryddes af vejen af hensyn til samme sikkerhed. Det er en ubetinget fjendskabserklæring, som ikke mere vil omgås diplomatisk og beregnende med fjenden, men som insisterer på Cubas betingelsesløse underkastelse, på at landet opgiver sin vilje, altså en krigstrussel:

"Cuba kan ikke længere være den eneste undtagelse i en verden af demokrati og frie markeder." (Udenrigsminister Powell, New York Times, 06.05.02)

Og Amerika "kan" - det er hele brutaliteten i det program, der kaldes "antiterrorkrig" - først være sikker, når der ikke længere findes én "eneste undtagelse".

Når man først har defineret Cuba som denne fare, der skal overvindes, så er det den nemmeste sag i verden at finde beviser på denne fare. Man kunne måske synes, at disse beviser er for langt ude, men det ville være en undervurdering af det amerikanske standpunkt. Dette standpunkt består i, at en stat, der besidder evnen til at foretage en anti-amerikansk handling, også vil gøre denne evne til virkelighed på grund af den onde vilje, som man har tildigtet den - og mod dette hjælper kun forebyggelse. Denne forebyggelse må rette sig mod massetilintetgørelsesvåben, som "terrorstater" har eller ville kunne udvikle, og det foregår i Cubas tilfælde på følgende måde:

"Igennem fire årtier har Cuba opbygget en højtudviklet bio-medicinsk industri, som indtil 1990 blev støttet af Sovjetunionen. Denne industri er en af de mest avancerede i hele Latinamerika, den er førende inden for produktionen af farmeceutika og vacciner, som sælges i hele verden ... Men analytikere og cubanske flygtninge har i lang tid næret mistanke og draget de biomedicinske virksomheders aktiviteter i tvivl ... Cuba råder over mindst et program til udvikling af offensive biologiske våben." (US-statssekretær Bolton)

"Analytikerne" præciserer så formodningen om, at der tilstræbes noget, der er forbudt:

"Vi mener, at vi med stor pålidelighed kan sige, at cubanerne arbejder på et program, hvormed de ville kunne opnå en begrænset evne inden for offensive biologiske våben." (Guardian Weekly, 14.-19.6.02)

Når man kan tiltro cubanske videnskabsmænd, at de ikke kun kan blande medikamenter sammen af kemikalier, men også giftige sager, så kan kan også tiltro dem, at de ønsker at gøre det og ville kunne vejlede andre fjender af Amerika i at gøre det. Endnu engang statssekretær Bolton: "Cuba mistænkes for ... at videregive sin dertil egnede tekniske viden til lande, som er fjender af USA." Hvilke lande det drejer sig om, sagde Bolton ikke. Men han henviste til, at den cubanske statschef Fidel Castro sidste år besøgte Syrien, Iran og Libyen.

Og det er er rigeligt! Når Castro har diplomatisk kontakt til lande, som USA har udnævnt til at være "ondskabens akse", så er det naturligvis, fordi han efter amerikanernes mening selv hører til dem. Og når Castro meddeler amerikanerne, at han ikke er ubetinget enig i deres antiterrorkrig, så tilbyder han "i en vis udstrækning en sikker havn" til terroren, gør altså fælles sag med fjenderne.

"Siden d. 11. september har Fidel Castro vist sig ustabil i spørgsmålet om krigen mod terrorismen. I oktober kaldte han US-krigen mod terrorisme 'slemmere end de oprindelige angreb, militaristisk og fascistisk' ... Trods Cubas underskrifter under FNs antiterrorisme-konventioner fortsatte Castro med at betragte terror som en legitim revolutionær taktik." (www.state.gov 20.09.02)

2.

Hvor alvorligt Bush-regeringen mener det med sin rubricering af Cuba i antiterrorkrigen, viser det Cuba-besøg, som blev foretaget af tidligere præsident Carter, en repræsentant for den "gamle" linie i amerikansk politik. Carter satser ikke på at skærpe fjendskabet, men på den gammelkendte "civiliserede" variant af undergravningen af Cubas styre via handel i forening med det klassiske menneskerettighedsvåben. Hans besøg vækker heftig genklang i den amerikanske offentlighed, fordi Bush-politikken møder forbehold i USA selv. I Cuba kræver Carter i al offentlighed rettigheder for den statsfjendtlige opposition i skikkelse af eksilcubanerne, han laver propaganda for Varela-projektet, "et krav om flere borgerrettigheder, ytrings- og forsamlingsfrihed", som blev startet op af Castros fjender i Cuba med støtte fra CIA, og overalt gør han krav på kontrol med cubanske institutioner. At "inspektør Carter får lov til alt på Cuba" (Frankfurter Allgemeine Zeitung), skal viderebringe det glade budskab til verden: Cubas selvopløsning, landets tilbagevenden til den frie verden, er nu kun et spørgsmål om tid. Derfor taler Carter for, at Amerika støtter denne proces ved at ophæve alle restriktioner, for eksempel ved, "at kongressen hurtigt ophæver alle restriktioner for amerikaneres rejser til Cuba, opretter åbne handelsrelationer og opgiver embargoen." Carter har desuden partigængere på sin side, hvis interesser ellers nyder respekt:

"Landbrugsorganisationerne arbejder for en normalisering, eftersom de gerne vil levere deres produkter til Cuba. Erhvervslivets organisationer tilslutter sig dette krav. Den kolde krig er nu engang forbi, og Cuba udgør på ingen måde længere en fare for Amerikas Forenede Stater. Vores politik burde altså for længst have skiftet kurs." (Wayne S. Smith, tidligere US-chef-rådgiver i cubanske anliggender)

Geoge Bush's svar er krystalklart:

"Jeg skal fortælle dem, hvad det vil sige at drive handel med en tyran. Det vil sige at acceptere tyranniet, og det kan vi ikke lade ske."

Dermed har han ikke alene undsagt en kapitalistisk interesse, der ellers sættes stor pris på, men har også fjernet ethvert grundlag for de kalkulationer, som Carter og Castro gjorde sig. Castro anerkender offentligt det retmæssige ved den amerikanske anti-terrorkrig og lover på den måde USA, at han ikke vil yde nogen som helst støtte til Amerikas fjender, og han tier stille, da Bush provokerer ham åbent ved at læsse USAs erklærede fjender af på Guantánamo-basen på Cuba. Carter skal tage det hele til efterretning og efterprøve det, så han så meget mere troværdigt kan bevidne, hvor lidt Cuba fortjener den amerikanske fordømmelse. Den forhenværende præsident for USA, som virkelig ikke er en ven af Cuba, opfatter Castros åbenhed over for hans andragende som bevis på, hvor rigtig hans politik er. Offentligt tilbageviser han mistanken om, at Cuba fremstiller biologiske våben. Men hans forsøg på at påvirke den amerikanske udenrigspolitik på en modererende måde og advare den om, at den måske spilder sit krudt på unødvendige krige, har ikke en chance hos Bush-regeringen. Alle former for fredeligt samkvem med dette medlem af "ondskabens akse", hvor destabiliserende og pro-amerikanske de end måtte være, må stoppe. Alle "venner" af Cuba, der roser landet for dets sundhedsvæsen og andre folkevenlige landvindinger, får at vide, at den slags anerkendelse må høre op øjeblikkeligt. Fra nu af skal de tænke på, at det cubanske sundheds- og uddannelsesvæsen ikke producerer andet end terror. Den gamle Cuba-politik, der satsede på embargoen som det afgørende pressionsmiddel for at få Cuba til at give op på kortere eller længere sigt, bliver erklæret for en farlig fejltagelse, som Bush-rådgiveren Bolton endnu engang angriber eksplicit:

"En rapport fra Pentagon i 1998 undervurderede Cubas trussel mod USAs nationale sikkerhed. Den rubricerede ikke længere Cuba som en militær trussel." (Neue Zürcher Zeitung, 13.05.02)

På den måde får en respektabel eks-præsident læst og påskrevet i fuld offentlighed og bliver irettesat, fordi han har sendt de forkerte signaler med sin mission til Cuba:

"James Carters udtalelser er udtryk for hans personlige mening og har ingen indflydelse på fen fungerende regerings politik." (Fleischer, talsmand for Det Hvide Hus)

Den "fungerende regering" har besluttet Cubas undergang og - siger en af dens talsmænd - "ser ingen anledning til at give et redningsbælte til et regime, der er ved at synke under byrden af sine historiske fejltagelser." (Otto Reich, leder af Latinamerika-afdelingen i State Department)

I mere en fyrre år har USA med et bevæbnet angreb og med fortsat subversion, med boycot og terror gjort alt, for at Cubas alternative udviklingsforsøg skulle slå fejl og blive opgivet til fordel for dollarisering og underordning under det kapitalistiske verdensmarked. Men det er ikke nok: USA gør det klart, at det er indstillet på at bruge sin overlegne magt til at gøre ethvert skær af et cubansk alternativ til underkastelse under USAs verdensordensregime til en historisk fejltagelse og altså først vil være tilfreds, når Cuba igen underlægger sig USAs kontrol:

"En fuld normalisering af relationerne til Cuba - diplomatisk anerkendelse, fri handel og et effektivt hjælpeprogram - vil først være muligt, når Cuba har en ny regering, der er fuldt demokratisk, respekterer lovens herredømme og beskytter alle cubaneres menneskerettigheder." (Bush-tale i Frankfurter Allgemeine Zeitung, 20.05.02)

Tidligere artikler:

http://www.gegenstandpunkt.com/dansk/2000/pavecuba.htm Paven i Cuba: To moralapostle mødes - det "glædelige budskab" slår til (GegenStandpunkt 1/2000)

http://www.gegenstandpunkt.com/dansk/199906/cuba.htm Castro holder 40-års jubilæum for sin revolution: Vesten ønsker hans snarlige afgang (GegenStandpunkt 1/1999)