Orkaner i stedet for socialisme

"Oversvømmelseskatastrofen på Haiti, som kostede mindst 1100 mennesker livet, kunne muligvis have været undgået, hvis de udstationerede FN-fredstropper og de haitianske myndigheder havde foretaget et minimum af katastrofebeskyttelse. Selvom orkanens rute bliver overvåget og kan forudberegnes ret nøjagtigt, er de fleste caribiske stater kun utilstrækkeligt forberedt på dræberstormene: Truede zoner bliver ikke evakueret i tide, myndighederne overlader for det meste befolkningen til sin skæbne." (Spiegel, 40/04)
Sådan foregår det nu engang i et land, der - som det for nylig blev udførligt fortalt - hører til dem, der i enhver henseende er afskrevet: Det er og bliver åbenbart Haitis uforanderlige bestemmelse at være den største og mest elendige af de talrige slumøer i Caribien. Regeringerne i de bedre kvarterer af det "internationale fællesskab" interesserer sig i det hele taget kun for Haiti på grund af landets yderst mangelfulde styre, der en stor del af tiden ikke formår at være andet end en pålidelig adresse for diplomatiske klageskrivelser over de fattigdomsflygtninge, den narkohandel og "politiske instabilitet", som de imperialistiske overopsynsmagter irriteres over. Enhver ved, at de par FN-tropper fra Argentina, Brasilien og Chile ikke ændrer noget ved det. Det ville jo også være yderst eksotisk, hvis den store bekymring over befolkningens elendige vilkår pludselig skulle kaste sig over det mest elendige hjørne af den "vestlige hemisfære" på grund af det typisk dårlige vejr på disse kanter og dets grimme følger. Nej, det foregår alt sammen, som man er vant til, og når katastrofen i år er lidt værre end ellers, bliver beretningen i TV-nyhederne 25 sekunder længere end ellers. Det hører nu engang til normaliteten i den frie verden, at der årligt er mennesker i Caribien, som bukker under for orkanernes hærgen - ledsaget af professionelle kommentarer fra hightech-meteorologerne.
Men det er godt nok kun i næsten hele det caribiske øhav, at det foregår på den måde, og det får herrerne i den frie presse også øje på: "Cuba er en hæderlig undtagelse." (Spiegel, smst.)
"De Forenede Nationer roser orkan-beredskabet på øen som forbilledligt. De cubanske myndigheder havde udsendt orkan-alarm rettidigt … af de 11 millioner indbyggere på den største af øerne i Antillerne blev knap 2 millioner midlertidigt evakueret. I det gennemorganiserede samfund, som kontrolleres af Comités de Defensa de la Revolución, lokalkomiteerne, vidste enhver, hvad man skulle gøre i en krisesituation. Tre dage før "Ivan" kom, blev hele landsbyer inklusive husdyr og husgeråd brag fra særligt udsatte kystområder til sikre steder. I al hast bragte høsttropper halvmodne bananer og citrusfrugter i sikkerhed for at forebygge mulige skader på produktionen. Som forebyggende foranstaltning blev strømforsyningen indstillet i de truede områder … Turister blev flyttet til mere sikre hoteller." (Neue Zürcher Zeitung (NZZ), 1.10.04)
Midt i det kapitalistiske Amerikas caribiske "fattighus" er der altså ét land, hvor regeringen tager de nødvendige forholdsregler for at minimere skaderne ved de hyppige vejrkatastrofer for befolkningen. Og det lykkes ikke mindst, fordi alle går sammen om at hjælpe og nødsituationen åbenbart organiseres omhyggeligt og forudseende af de ansvarlige myndigheder; med det resultat, at to orkaner raser over Cuba, uden at det kommer til dødsfald.
Men uanset hvad cubanerne stiller på benene - trods boycot og embargo fra den imperialistiske verdens side - og det være sig selv det mest menneskevenlige katastrofeberedskab: Medierne i den frie verden lader sig ikke narre og får pligtskyldigt øje på diktaturets grimme ansigt selv bag denne tilsyneladende succes i kampen mod naturkatastrofer:
"Den stramme statslige organisation i den socialistiske republik Cuba gør det lettere at forebygge mod orkaner: Lokalkomitéerne, der kontrolleres af det almægtige kommunistiske parti, kan hurtigt efterprøve, om alle beboere har forladt deres huse; der er næppe nogen, der tør yde modstand mod evakueringen." (Spiegel 40, 2004, s.112)
Nåh, det er sådan det foregår! Når man som parti er "almægtigt" og "stramt organiseret", når man altså i forvejen terroriserer og overvåger befolkningen fra morgen til aften, så er det heller ikke nogen kunst at lave orkan-beredskab! Når man råder over stikker-komitéer, der driver folk ud af deres huse, hvor de åbenbart gerne ville være blevet, hvis ikke de var alt for bange - ikke for stormen, men for partiet, selvfølgelig! - til at yde modstand mod at blive reddet, så er det nemt at beskytte mod orkaner!
Så hvad går denne vellykkede evakueringsaktion altså i virkeligheden ud på? Den er et storslået eksempel på kommunistisk frihedsberøvelse, som de stakkels cubanere blev udsat for af kyniske grunde:
"De to naturkatastrofer, som i det store og hele forløb glat og uden dødsofre, var for Castro en lejlighed til at forbedre sit image som omsorgsfuld landsfader, og for partihierarkiet var de en lejlighed til at bevise den bovlamme revolutions eksistensberettigelse … det gjaldt om at vise dem (cubanerne), hvor vigtig et omsorgsfuldt kollektiv … og blind lydighed er specielt i nødsituationer." (NZZ, smst.)
Meningsdannerne i den demokratiske personkults hjemlande er her på hjemmebane: Katastrofer er altid en god lejlighed til at sikre en politiker et livslangt skudsmål som "stærk og effektiv leder" og "handlekraftig politikerpersonlighed", hvilket personligt kvalificerer ham til de højeste lederposter, hvis han som i sin tid Helmut Schmidt eller som for nylig Platzek fra Brandenburg længe nok har rendt rundt i gummistøvler foran et TV-kamera under en oversvømmelseskatastrofe.
Men hvor demokratiske politikere ved større ulykker godt må bevise over for den begejstrede offentlighed, at de har en resolut facon, hvormed de personligt repræsenterer samfundsmæssig styrke, så man vælger dem (igen), dér er Castros personlige indsats et tegn på hans politiske svaghed og et trick, som han vil fremtrylle som et "bevis" på noget, som man efter NZZ's mening ikke kan bevise: Partiets vigtighed for cubanernes velfærd. Det er klart - Castro og hans folk kan slet ikke redde så mange cubanere fra sult, elendighed og orkaner, at den cubanske revolution dermed ville blive udstyret med en "eksistensberettigelse".
Men irriterende er det nu alligevel. Så derfor er det jo godt, at Fidel skvatter ned ad en trappe og dermed viser, at han er lige så gebrækkelig, som hans revolution er "bovlam". Så er det endelig på tide med et ærligt humanitært budskab til sygesengen fra de ledende kredse i de civiliserede kristne nationer:
"Vi håber alle, at han dør så hurtigt som muligt" og ikke længere "undertrykker pluralisme og markedsøkonomi". (Loyola de Palacio, EU-Kommissionens vicepræsident, Süddeutsche Zeitung, 23.-24.10.04)
Men dermed opfordrer de naturligvis ikke nogen til at begå mord. De anser det endda for nødvendigt at sige det udtrykkeligt; eutanasi-ønskerne fra Bruxelles er nok i først omgang. Så meget er man trods alt sin verdenspolitiske og diplomatiske skik skyldig.
Hvordan cubanerne en skønne dag i det hele taget tackler deres orkaner under "pluralismens og markedsøkonomiens" styre, det betyder ikke så meget. Formodentlig på den frie, demokratiske måde ligesom på Haiti.
(http://www.gegenstandpunkt.com/gs/04/4/inh044.htm )