Startside   Danmark   Internationalt   Videnskabskritik   Alment

Analyse fra 10. december 2001

Besættelsesmagt som "kamp mod terrorismen": Hvordan Israel afvikler palæstinenserspørgsmålet.

Umiddelbart efter angrebet på World Trade Center og Pentagon mærkede regeringen Sha­ron, at den kun­ne drage flere fordele af det på én gang: Når USA, den jødiske stats beskyt­telses­magt og største al­li­erede, proklamerer hellig "krig mod terrorismen", så udnævner Israel øjeblikkeligt sig selv til front­stat i denne krig og udpeger tilsvarende samtlige sine modstandere inden for sin magtsfære som "ter­roris­ter". At denne strategi har været kronet med succes, kan ses i den vestlige presses reportager og kom­mentarer: Man vælger at se bort fra alle overtrædelser af gældende FN-beslutninger og ignorerer, at det israelske over­her­re­dømme over Vestjordan og Gazastriben er et besættelsesregime, som nød­ven­dig­vis må fremkalde modstand fra de besattes side. Især når besættelsesmagten offensivt tilken­de­gi­ver, at den ikke kunne drømme om at ændre noget principielt ved status quo, altså ikke giver de besatte nogen som helst udsigt til et kompromis via forhandlinger. Overalt uden for den ara­bi­ske verden har den civi­li­se­re­de men­neskehed tydeligvis overtaget den israelske bedøm­mel­se af situationen, ifølge hvilken pa­læ­sti­nen­ser­ne har at afstå fra enhver form for uly­dig­hed og al modstand mod undertrykkelsen er en for­styr­rel­se af freden. I kraft af det israelske militærs totale overlegenhed er der opstået en mod­stands­form, der be­står i individuelle selv­mordsaktioner. De tjener nu til at fordømme enhver form for mod­stand mod Is­raels (over-)her­re­dømme i de besatte områder som terrorisme. Ved at betegne palæstinen­ser­nes selv­mordsaktioner som terrorisme frakendes de enhver berettigelse. For efter d. 11. september er det ik­ke længere tilladt så meget som at forestille sig et eller andet forståeligt motiv til terrorisme: Terrorisme er ren vold og skal derfor slås ned med alle midler. I alle regerings­udta­lelser blev præsidenten for de Pa­læ­stinensiske Autonomimyndigheder (PA) Yassir Arafat på den måde til Usama Bin Arafat, som man ik­ke mere forhandler med, eftersom han skulle være an­svar­lig for alle anti-israelske aktiviteter.
I USAs "krig mod terrorismen" har Israel set en chance for at gøre en ende på sin endnu ik­ke af­slut­tede erobringskrig i Palæstina under titlen "civilisationens kamp mod den inter­na­tio­na­le terror". Da USA ønsker at udrydde enhver modstand mod sit verdensherredømme un­der betegnelsen "international ter­rorisme", udnævner Israel den arabiske modstand mod sin zi­onistiske statsgrundlæggelse til at være en del af denne "internationale terrorisme" og sin krig mod palæstinenserne til at være et bidrag til Ame­rikas antiterror-krig. Derfor er den - med USAs og de øvrige førende verdensmagters velsignelse - efter d. 11. september eska­le­ret til en regulær antiterror-krig mod palæstinenserne. Enhver protest mod den israelske til­ste­deværelse defineres og forfølges som terrorisme. Listen over det, der de­fi­neres som "ter­ror­istisk vold", rækker lige fra anti-israelsk hetz i palæstinensisk radio,  proteste­ren­de teen­agere, der kas­ter med sten, angreb på israelske militærposter i de autonome zoner, beskydning af bo­sæt­telser med hjemmelavede granater og til selvmordsattentater på israelsk territorium. Det israelske magt­apparat re­a­ge­rer helt legitimt på terror ved at demonstrere to­tal overlegenhed. Ifølge "sikker­heds­ka­binettets" be­slut­ning skal hæren sørge for, at "ingen forseelse" forbliver "usonet" og at afstraffelsen fin­der sted efter princippet "dobbelt hårdhed".
Når de israelske sikkerhedskræfter "jager terrorister", begrænser de sig selvfølgelig ikke til de områder, som de officielt har adgang til ifølge autonomiaftalerne. De bortfører mistænkte gerningsmænd fra de autonome zoner, efterretningstjenesten henretter lederne af mili­tan­te grupperinger via bilbomber på beg­ge sider af den "grønne linie". Med kamphelikoptere foretager luftvåbenet "præventive" likviderin­ger af formodede attentatmænd. Og med "be­skyt­tel­sen af det jødiske folk mod terroristisk vold" retfær­dig­gør hæren også den plan­mæs­si­ge ødelæggelse af mange palæstinenseres ejendom og reproduktions­be­tingelser.
På den måde skaber Israel samtidig lutter grunde til den nye opbakning bag de radikale grup­pe­ringer og gør altså alt for at virkeliggøre sin egen ligning, at "palæsti­nen­se­re er terrorister". Og der er ikke ét ene­ste attentat, der ikke følges af en regeringserklæring om, at det er de Palæstinensiske Au­to­nomi­myn­dig­he­der og Arafat personligt, der er ansvar­li­ge for terrorismen. I virkeligheden un­der­mineres PA, der også i stigende grad gøres mag­tesløse via Israels aktioner. Deres egne sik­ker­heds­kræf­ter har fået fra­taget friheden til at be­væ­ge sig mellem de forskellige zoner, som de er ansvar­li­ge for. I kraft af bom­barde­men­ter­ne mangler PA de mest primitive forudsætninger som kontorer, politi­sta­tio­ner eller fæng­selsceller. Men heller ikke de steder, hvor der stadig eksisterer fængsler, kan PA benytte sig af dem - med mindre de ønsker at gøre fangerne til skydeskive for det næste israelske angreb. Sam­ti­dig torpe­de­rer Israel med sin uforsonlighed også PAs autoritet i forhold til sin egen befolkning. Efter at den ame­ri­kanske regering officielt har sat "afvisningsfronten" på sin liste over globale ter­roris­ter, krævede Je­ru­sa­­lem, at Arafat efter forbudet mod PFLP også skulle forbyde og af­væb­ne Hamas og Jihad. Der­med for­langer Israel intet mindre af Arafat, end at han skal star­te en borgerkrig.
Når den israelske repression helt principielt behandler enhver palæstinenser og specielt auto­no­mi­myn­dig­he­dernes ledelse og udøvende organer som terroriststøtter eller til og med som po­tentielle attentat­mænd, gør den det demonstrativt klart, at arabere ikke har nogen som helst positive udsigter i hverken Is­rael eller for den sags skyld Palæstina. Ved at spærre græn­seovergangene fra det palæstinensiske ter­ri­torium til Jordan og Ægypten, bliver de be­sat­te områder endegyldigt gjort til et fængsel for deres ind­byggere. Den frie presse i Israel re­gistrerer glædesstrålende, at udvandringen fra de be­sat­te områder er ste­get vold­somt. I mellemtiden er det ikke kun ministrene fra de religiøse partier, der åbent giver ud­tryk for, hvad den israelske regering håber at opnå som sin idealsituation: Palæstinen­ser­ne skal fordrives fra Vestjordan og Gazastriben.
USA har principielt godkendt Israels strategi. Israel har fået lov til at bekæmpe oprøret i Vest­jordan og Ga­zastriben med militærmagt og til at tilgodese sine egne sikkerhedsbehov i stor stil. Bush-ad­mini­stra­tio­nen ønsker dog ikke, at Sharon gennemfører en rent militær løsning på pa­læstinenserspørgsmålet. Der­for vil USA fortsat betragte Arafats Palæstinensiske Au­to­no­mi­myndigheder som de legitime re­præ­sen­tan­ter for det palæstinensiske folk og som partnere ved fremtidige forhandlinger og aftaler. Washing­ton in­siste­rer fortsat på, at løsningen på pa­læ­sti­nenserproblemet alligevel ikke er helt identisk med eli­mi­ne­rin­gen af Bin Laden "død el­ler levende". Israel skal opfatte sin kampagne som et forstadi­um til en for­hand­lingsproces om den "endegyldige status".
USA har igen sendt "formidlere" til kampzonen, som skal gennemføre den afslutning på volden og den genop­ta­gelse af forhandlingerne, som var aftalt ifølge "Mitchell-rapporten" og i "Te­net-aftalen". I dem havde Israel og de Palæstinensiske Autonomimyndigheder forpligtet sig til en våbenhvile på syv dage, som skulle følges af en "afkølingsfase" på seks uger. Først derefter er Israel forpligtet til at indlede "til­lidss­kabende foranstaltninger" (som fx det totale stop for nye bosættelser) for derefter at genoptage for­handlinger om en endegyldig regu­le­ring.
Nu viser den politiske konsekvens i den amerikanske "formidling" sig i sin fulde brutalitet - for palæ­sti­nen­serne. For det første anerkendes Sharons princip: "ingen forhandling under be­skyd­ning". Så læn­ge palæstinenserne ikke afstår fra deres "intifada", altså fra det eneste pres­sionsmiddel, som de har til rå­dighed, behøver Israel ikke at beskæftige sig med de krav og fordringer, som samme intifada ud­tryk­ker. En de facto betingelsesløs kapitulation fra palæstinensernes side er gjort til forudsætning for en­hver "po­litisk for­handling"! For det andet: Ved at be­hand­le de oprørske palæstinenseres magtan­ven­del­se iso­le­ret fra den politiske grund til sam­me bliver den palæstinensiske modstand de­fi­ne­ret som en ene­ste kræn­kelse af Israel og de israelske borgeres sikkerhed. For det tredje er den israelske be­sæt­telses­magts an­vendelse af militære magtmidler dermed principielt le­gi­tim. Israels militær og politi gør følge­lig krav på at have frie hænder til at gøre alt, hvad der ef­ter deres mening er nødvendigt for "beskyt­tel­sen af de jødiske bor­gere", d.v.s. bekæm­pel­sen af den palæ­sti­nen­si­ske terror.
Derudover har Bush givet Sharon mandat til selv at afgøre, hvornår han anser første trin i de syv dages vå­benstilstand for at være opfyldt. For Israels premiereminister er det ensbety­den­de med carte blanche. Han gør alt, hvad han kan, for at forhindre, at fase 1 kan opstå. Mens han beskylder Arafat for at give ter­roristerne frit spil, ja, i sidste instans for selv at være an­svarlig for terrorismen, kan Israel skabe et fait accompli og - med henvisning til sine stadigt voksende "sikkerhedsbehov" - tilbageerobre de om­rå­der og rettigheder, som den palæsti­nen­si­ske side har tilkæmpet sig i løbet af Oslo-forhand­lin­ger­ne.
Som Colin Powells tale om politikken i Mellemøsten viser, så er USA og deres vigtigste al­li­e­re­de ikke util­fredse og accepterer Israels fremfærd i Vestjordan og i Gazastriben. Det skor­ter ganske vist ikke på de sædvanlige manende ord med hensyn til et stop for bosættelserne og klagen over den palæ­sti­nen­si­ske befolknings hårde skæbne, men det, der betones, er den "fortsatte og ubrydelige forpligtelse" over for Israels sikkerhed.
På den måde hører Israel allerede til vinderne i "krigen mod terrorisme".
Læsetip (på tysk):

Tidsskriftet GegenStandpunkt nr. 4-2001 udkom d. 14. december og kan bestilles hos GegenStandpunkt Verlag.

Hovedtema: "Terror gegen Amerika und der amerikanische Krieg gegen Terror". Inhalt: Ein An­schlag ver­än­dert die Welt – oder doch nicht? / Amerikas Feinde: Usama Bin Ladin und die Taliban / Die Nahost-Front (Die "Problemstaaten" des Nahen Ostens bemühen sich um Schadenbegrenzung / Israel nützt den Antiterror-Feldzug als Chance für seinen Krieg gegen die ‚Intifada‘) / Terrorabwehr nach innen: Bürgerfreiheit = Staatssicherheit / USA: "Fighting the War on Terrorism on the Domestic Front" / Die Grünen machen ihren Spagat / Der Feldzug der zivilisierten Welt gegen das Böse: Die Kon­struktion der Kriegsmoral

http://www.gegenstandpunkt.com/gs/01/4/inh014.htm