Psykologi:
Selv blandt åndsarbejdere er det den almindelige opfattelse, at følelser stikker langt dybere end den kolde fornuft, og generelt er man af den opfattelse, at følelser er mere "sande" og "ægte" end den "uberegnelige" forstand. Hvad enten det nu er vordende lærere, der f.eks får øjnene op for deres elevers angst, eller det er dannede mennesker, der finder behag i at forklare det som deres "oplevelsesevne", når de i deres egen og andres angst ser en dunkel og overordentligt følsom inderlighed på spil - så er det i begge tilfælde nogle af psykologiens standardargumenter, der gøres til grundlag for forestillingen.
De fleste har jo nok på et eller andet tidspunkt gjort den simple erfaring, at angst er en ubehagelig følelse, der indfinder sig på grund af en faktisk eller indbildt trussel. Denne erfaring viser sig imidlertid at være noget af en hindring for at gå i gang med den psykolgiske behandling af "problemet". Heller ikke formodninger i stil med, at man kunne få forklaringer på denne følelse ved at spørge "for hvad" og "hvorfor", er på højde med den psykologiske forskning. Man må ikke slet og ret søge årsagen til fx eksamensangst i det forhold, at den heldige gennemførelse af prøven ikke bestemmes af prøvedeltageren, at det slet ikke afgøres af vedkommendes viden eller uvidenhed, eftersom man underkastes kriterierne for en præstationssammenligning. Det er altså alt andet end god psykologi at gøre opmærksom på, at den stræbsomme studerende tager den (truende) negative dom til sig som sin dumhed: Man lader sig ikke blot nedgøre til eksamen, men man fordømmer også sig selv som en uduelig og ængstelig personlighed, der til sidst med sin dom over sig selv - at ens personlighed skulle være behæftet med alle mulige mangler - ikke blot finder undskyldninger, der trygler om forståelse for den forventede fiasko, men desuden finder yderligere grunde til at ængstes.
1. "Angst som opfindelse"
Uden at der er nogen, der føler, at der bliver jokket på deres følelser, defineres angst i psykologien som "aversivt reaktionsmønster". Hermed står angsten som særlig følelse på forhånd til debat på en besynderlig måde. Ikke blot er angst som "avserivt reaktionsmønster" ikke længere til at skelne fra følelser som had, vrede, ærgrelse eller dårligt humør; med abstraktionen "aversivt reaktionsmønster" udtales forskelsløsheden mellem tænkning, handlen og følelser som "subjektets" mulighed for at indstille sig på en pirrende virkelighed, der dikterer dets reaktioner. Og på denne måde lykkes det at opdage 100 % "positive funktioner" i en så ubehagelig følelse som angst: Når mennesker ikke som lemminger i en ubrudt strøm kaster sig hovedkuls ud i afgrunden, skyldes det "realangsten". Et liv uden angst ville med usvigelig sikkerhed medføre døden (når man ikke dør straks efter, at man er blevet født, skyldes det ifølge denne logik, at man er bange for døden), hvorfor angst i passende portioner også gør folk levedygtige. Hvor det nu engang er sådan, at angst er forbundet med en trussel, gør psykologien det til angstens præstation, at man reagerer i overensstemmelse med "situationen". For det første begrundes angsten således med et dertil svarende "potentiale" som, Gud ske tak og lov, allerede fra fødslen har været parat til at blive "udløst" på rette tid og sted. Dermed benægtes det, at grunden til angsten skulle ligge i det, som man bliver bange for. Man er ikke bange for så virkelige ting som krig, eksamen, hunde etc. Angsten træder derimod op over for virkeligheden for at fuldføre sin angiveligt velsigende funktion for "organismen". Betragtet på denne måde skal angstsubstansen først "knyttes sammen" med "virkeligheden", og derfor er angsten for det andet evnen til altid at mobilisere følelsespotentialet, når "omverdenen" anser det for nødvendigt, så "overvindelses"mekanismen kan forløbe korrekt. Som sædvanligt har psykologen fundet vej fra en følelse til sit problem. Han har taget hul på det lovende spørgsmål, om og hverdan individet klarer den psykologiske opgave, som det er blevet tillagt, nemlig at få "angsten" til at fungere ordentligt inden i en selv. Med ganske få begreber har psykologen allerede "konstrueret" et menneskebillede, hvis dom lyder: mennesket = et hunderædt væsen. Og det er fuldstændig bogstaveligt ment: Ligesom dyret bliver mennesket instinktivt domineret af angsten og føler sig hjælpeløst udleveret til den overmægtige omverden. Psykologen kommer i tanker om dette dyreiske, menneskelige væsen, fordi han vil have mennesket hævet op over en "stresset guldhamster" (Adorno). Når alt kommer til alt, behøver dette højere væsen ikke at gå helt op i sømmene, hvis bare det begrænser sin adrenalinudladning ved hjælp af selvbeherskelse. Et dejligt billede på mennesket. At skulle reagere som et jammerligt dyr og alligevel have lov til at forbeholde sig en "aversiv emotion" over for pirringen: Det er vel nok svinsk! På den måde indrømmer psykologen storsindet, at det ikke er unormalt, når man ikke reagerer ubetinget positivt på verden - den psykologiske betragtning af angsten opløses i den negative indstillinge, at man ikke på forhånd er indforstået med alt. Den underdanige jammer, "jeg kan ikke holde det ud", møder stor forståelse hos psykologerne, fordi den form for utilfredshed, der ikke anklager andre end sig selv, er psykologisk ønskværdig. Der findes ikke noget bedre end en ubehagelig følelse, forde det egentligt menneskelige viser sig ved, at man er i stand til at udholde denne følelse og således i lidelsen demonstrere, at man er verden voksen. Derimod ville det være dyrisk at beslutte sig til, at man ikke længere vil have den følelse og derfor gøre noget ved grundene til angsten. Og således råder fornuften en til ikke at lade denne følelse omsætte sig i handling, eftersom verden jo ikke kan gøre for de følelser, som man møder den med, og eftersom man gør - ikke så meget verden som - sig selv en tjeneste ved at holde aversionen hjemme hos sig selv.
I modsætning til uforstående forældre, som vil drive denne "disposition" ud af deres børn - "Vær dog ikke så bange, din umulius!" - accepterer psykologerne altså grundlæggende dette "reaktionsmønster" og betragter det kun som skadeligt, når det forekommer i for stort omfang. Så har man at gøre med en "forstyrrelse", en "sygelig angst". Hvordan den adskiller sig fra anden angst? Der er for meget af den, hvilket er en hindring for indstillignen til virkeligheden. Og hvordan mærker psykologen det? Ved sygelig angst slår hjertet hurtigere, åndedrættet bliver hurtigere, blodtrykket højere og transpirationen stærkere. Det dumme er bare, at de samme fysiologiske symptomer også kan være et resultat af "reaktionsmønstret for sexuel ophidselse". Der er ikke noget forunderligt i, at denne forvirring opstår: Når man har sat sig for at bruge fysiologien til at lokalisere de evner, der skjuler sig i mennesket, kan man kun påvise, at denne følelse faktisk eksisterer, ved hjælp af følelsens fysiologiske virkninger. Eftersom de mest forskelligartede følelser fremgringer de selvsamme fysiologiske virkninger, kan psykologen heller aldrig være sikker på, at det nu er denne - og ikke en helt anden - følelse, der ytrer sig i de fysiologiske processer. Følelser er først objektive for ham, når der gennem målinger er leveret bevis på, at den psykologiske opfindelse faktisk eksisterer. Det, der er objektivt, er det, som fagmanden fastsætter, nemlig den normale mængde angst, som man kan tåle. Den, der afviger, kan få det bekræftet ved en måling.
2. Specielt fobierne
Psykologien ordner sine "klienters" angs efter det klassifikatorisk afgrænsede symptombillede på en akro-, agora-, arachno-, klaustrofobi eller andre såkaldt "klassiske" fobier. Den giver sig selv problemet med at begrunde, at det helt uforudset er en "slangefobi" og ikke en anden fobi fra den brogede liste, der kommer ud af den almene angstopfindelse: Altså klamrer "frit svævende angst" sig hele tiden til de objekter, som man af selvopretholdelsesgrunde må besætte med angst, hvorfor man på den anden side også altid må kunne slippe af med dem igen. Hvis en eller anden imidlertid som en burre klæbe rsig til en angst for utøj, må hullet i angstteoriens system hurtigst muligt lukkes. "Klassiske fobier" kan man kende på, at en virkelig angst legemliggør opfindelsens specifikationer efter bogen, hvilket jo kun kan lade sig gøre, hvis man kender mindst én af de tre "angstteorier", som i lige høj grad er anerkendt som klassiske.
Psykoanalytisk
"Slangefobi = ufuldkommen (!) forskydning af en penisangst."
Den først specificering er en gengtagelse af den almindelige psykologiske adfærdsforskrift: "Ud med angsten" henholdsvis "lad den bevæge sig frit i overensstemmelse med den sjælelige husholdnings konjunktur!", ellers er slangen det umiddelbare resultat. Det vil sige: Mennesket vil ikke indrømme, at dets egentlige angst, som kun kendes af psykologen, der naturligvis ikke vil lade sig narre af en så klodset udført forskydning, er en del af mennesket; derfor hævner denne ængstelige omgang med angsten, der nu engang har ret til at skulle gennemleves og ledes bort, sig på lumsk vis. Eftersom en passende lejlighed (de lærde skændes endnu om, hvorvidt fortrængeren handler før-, halv- eller underbevidst - det gør ingen forskel) til at møde det uhyre, som ifølge psykologigen er det, som menneskeheden er allermest bange for, med den nødvendige respekt for angsten - eftersom den, der er hunderæd, altså har udelukket sig selv fra den psykologiske indsigt, at man er på den rigtige vej til at overvinde angsten, når man er bange - har man nu straffet sig selv dobbelt: I slangen ser man en modbydelig penis, hvilket forhindrer, at det kan lykkes at besætte andre angstobjekter, hvilket er nødvendigt for at være livsduelig. En fobiker er altså bange, fordi han ikke kan være bange på en fornuftige måde.
Indlæringsteoretisk
"Enhver angst er en konditioneret affektiv reaktion. Den opstår gennem en tilfældig sammenknytning af en neutral pirring og en traumatiske oplevelse."
Det er også alt for galt: Her har psykologen udstyret mennesket med alt det, der er nødvendigt for en vellykket "affektiv reaktionsmåde" på "omverdenen". Og så går mennesket sgu hen og får en fobi! Så kan det da, som ved alle højt teknificerede apparater, kun have været en menneskelig fejl i form af en teknisk defekt, der har været på spil. Det vil sige:
1. Grunden til angsten er en tidligere angst, som man ikke har overvundet (traume); derfor er der nogle tråde, som mennesket ellers normalt er i stand til at knytte sammen på korrekt vis, der filtrer sig sammen inde i mekanismen.
2. Når det således bliver bevist, at der ikke er ngoen grund til at blive forrykt, idet man sammenligner med gennemsnitseuropæerens fungerende apparat (d.v.s. ved at stille det åndssvage spørgsmål: "Hvorfor fungerer den ene ikke, når og sådan som de andre viser ham, at han skal gøre?"), så dokumenteres fobiens højere nødvendighed ved hjælp af netop tilfældet. Alt kan jo knyttes sammen med alt, og derfor er der ingen årsag til fobien - bortset fra det tilfælde, der på grundlag af den psykologiske påstand om "sammenknytning" gør det ud for nødvendighed.
3. Den kyniske psykologiske forståelse, som med tilfældet bevidner over for den tossede, at han ikke kan gøre for sin "grille", eftersom kritik af ham er tabu, bliver på den anden side fuldbyrdet med den uforskammethed, at han har tillært sig den stivsindethed, at han reagerer på de "neutrale pirringer" på samme måde, som man i skolen lærer den lille tabel. Den forrykte forestilling hos psykologerne, at man skulle "lære" at være bange - d.v.s. at tilvænning skulle være det væsentligste kendetegn ved angst (ganske vist kan angst blive en vedvarende tilstand, men så er man rigtignok også bange hele tiden) - skælder fobikerne ud for at være kværulanter, der på bekostning af almenheden og med risiko for at nedbryde de menneskevenlige psykologers tålmodighed "flygter" ud af virkeligheden og ind i - af alle ting - angsten, for dér at vogte omhyggeligt på deres traume, så ingen tager det fra dem.
Etologisk
"Angstudløsere har en biologisk, fylogenetisk komponent." Genmaterialet indeholder altså allerede dispositionen til angst, der er ordnet i et fornuftigt "angsthierarki", hvilket kan ses hos chimpanser:
"En halshugget artsfælle udløste den største angst, herefter følger slanger og edderkopper."
Denne ansats er den mest attraktive, for så vidt som den forkynder begge de andres budskab uden nødvendig omsvøb:
For det første findes der ikke nogen tilstand, der er så naturlig for mennesket som at være bange, fordi denne følelse er gået over i blodet på selv chimpanserne, som vi - artsmæssigt betragtet - kun adskiller os et par generationer fra.
For det andet kan mennesket kun være sine gener taknemmeligt for, at de i tide har indprentet sig de psykologiske kategorier i et velordnet hierarki, så det kun er bange på de steder, hvor det passer sig.
For det tredje hedder den mest almindelige specifikation af det hul, som angstteorien lukker, altså simpelthen: Der behøves ingen anden grund til at blive tosset end at man er menneske. Hvordan var det nu den dumme antipsykiatriske traver lød? Det er normalt at være skør!!!
3. Hvorfor kender psykologer og den slags lægmænd ikke noget mere fascinerende end fobier?
For det første er det muligt at komme til den beroligende vished, at enhver angst er mere eller mindre uden grund, og at virkelige trusler kun bliver til sådanne i kraft af en fiks idé, eftersom enhver kan lære at se dem fattet og tappert i øjnene - ligegyldigt hvad der sker. Det begrundes me den kendsgerning, at fobikerne er fanget af deres angst for så harmløse og pudsige kræ som edderkopper - som et "normalt menneske" reagerer på med reaktionsmønstret "Fy for satan, en edderkop!" og kun de, der allerede har foretaget overgangen, følger mottoet "voks og mangfoldiggør jer" og fodrer dem, til de er ved at sprænges.
For det andet står angsten som fiks idé naturligvis åben for enhver. Som sådan kan den endda være en nydelse, især når man ikke har den selv og kan kokettere med den som gyselig mulighed for sig selv som menneske. Hvad der dog ikke findes!
4. Hva' ka' det bruges til?
I overensstemmelse hermed er den terapi, der kommer ud af den slags angstbegreber, "systematisk desensibilisering". Således knytter terapien på den ene side "behagelige følelser, som er uforenelige med angsten, sammen med angstudløseren", fx på følgende vis: Hver gang den skræmte får et angstanfald, skal man kæle kærligt for vedkommende. Eller omvendt: Enhver, der netop har glemt sin angst, skal udsættes for den i en terapeutisk proces, fordi angsten - i streng overensstemmelse med teoriens resultater - lettest forsvinder, når man fremkalder den. Når det lykkes - siger selv fagmanden - er det ikke programmet, som har virket, men - og det siger fagmanden ikke - den forryktes vilje til at anvende alle de ubarmhjertigheder på sig selv, som programmet udtaler om vedkommende. Disse mennesker har ganske vist ikke begrebet, hvorfor de er bange og for hvad, eller om det er berettiget eller ej. Derimod har de fattet, i hvilke tilfælde det er tilladt at være bange og hvornår de til og med skal give udtryk for det.
Og her er psykologien ikke helt uskyldig. At lægge følelsen bag sig og have koblet forstanden fra er uundværlige betingelser for den psykologiske angsbekæmpelse; men endnu har ingen hindret den i videnskabeligt funderet medmenneskelighed. (KUB, marts 1981)