Derfor efterfølges moderne krige af det tilsvarende syndrom, som undertiden fører til større tab blandt US-soldater og den berørte civilbefolkning end selve kamphandlingerne gjorde. Efter Vietnam-krigen er der den dag i dag mennesker, der dør af følgerne af den kemiske krigsførelse, som USAs luftvåben brugte til at afløve junglen med - og det gælder både vietnamesere og amerikanske veteraner. Og i Golf-krigen var der ifølge de officielle statistikker "kun" 148 faldne soldater i anti-Irak-koalitionen, mens 90.000 frihedskrigere efterfølgende er blevet syge med "Golf-krigssyndromet". Professionelle amerikanske soldater er blevet afskediget før tiden på grund af deres forværrede sundhedstilstand, og nu må de selv betale udgifterne til at blive behandlet, hvis de ikke kan bevise over for deres arbejdsgiver, at de er kommet til skade i forbindelse med krigstjenesten. De talrige fosterskader og den uhørte stigning i statistikkerne over kræfttilfælde i selve Irak er mindre interessant for medierne men så meget mere iøjnefaldende. Det vil i lang tid fremover minde den irakiske befolkning om, at denne krig selvfølgelig ikke blev ført mod irakerne men udelukkende mod deres "diktator" Saddam Hussein.
Våbnenes virkning på egne soldater såvel som på krigsskuepladsen og den overlevende civilbefolkning bliver grundigt udforsket på grund af relevansen for fremtidige krige, og derfor hemmeligholdes skaderne så længe som muligt. Og det er ikke kun i Pentagon, at man anser det for en uacceptabel indskrænkning i de militære optioner i forbindelse med fremtidige kamphandlinger, når der er nogen, der taler om at fjerne bestemte våben på grund af deres bivirkninger: Det ville være en alvorlig trussel mod vores alle sammens frihed, der som bekendt kun kan sikres via Nato-hærenes overlegne våben.
I princippet gælder alt dette også de værnepligtige frivillige i de europæiske hære i Natos felttog i Bosnien og Kosovo. De første døde, som tilskrives "beriget uran", er blevet syge og døde for egen regning. Det er tvivlsomt, om det stigende antal døde i Italien nogen sinde ville være kommet i offentlighedens søgelys, hvis denne sydlige Nato-partner ikke havde set det som en helt speciel lejlighed. Politikerne og offentligheden i Italien opfatter overdødeligheden blandt veteraner fra krigene i Jugoslavien som intet mindre end et angreb på Italiens nationale suverænitet, som ingen mindre end den store alliancepartner USA på nederdrægtig vis står bag! Den ammunition, der er tale om, blev trods alt kun affyret af amerikanerne. Og de har angiveligt ikke informeret deres våbenbrødre i Nato godt nok. På den måde bliver leukæmien alligevel til heltedød - i hvert fald i Italien. Nu bliver de påfaldende tab af soldater gransket overalt, og udover den notoriske Rudolf Scharping er der ingen andre europæiske forsvarsministre, der vil beskrive disse tab som "helt tilfældige" og affærdige enhver sammenhæng med uranpatroner som "på ingen måde bevist".
Tyskland har ganske vist endnu ikke registreret nogen usædvanlige dødsfald, eftersom - ifølge Scharping - "et tilfælde blandt 6000 soldater statistisk set må forventes". Men når der nu diskuteres og allerede foretages undersøgelser af soldaterne også i Tyskland og de andre europæiske Nato-stater, der var med til at skyde på Balkan, så er det nok til at fremprovokere en konfrontation inden for alliancen: I Tysklands og Italiens forslag om et "folkeretsligt forbud" mod uran-ammunition underforstår man nemlig helt utilsløret muligheden for, at bestemte af amerikanernes våben kunne udgøre et anslag mod europæiske soldaters fysiske ukrænkelighed. Dermed bliver den store vinder af Balkan-krigen gjort moralsk suspekt, uden at man ønsker at rokke ved det moralsk ønskelige ved krig og sejr: Muligvis har amerikanerne taget forgiftningen af egne soldater med i købet, som der er tradition for i deres tidligere "beskidte krige". Og af lutter overivrig anti-amerikanisme bliver der til og med givet plads i medierne til bekymrede indslag om "civilbefolkningens lidelser" og "nuklear forurening af større dele af Serbien".
Det er i øvrigt et herligt eksempel på, hvordan den demokratiske imperialisme forherliger formålet med og målet for slagteriet, selv når den kritiserer visse af følgerne: Da Jugoslavien blev sønderbombet, blev der ikke taget tilstrækkeligt hensyn til "miljøbeskyttelse", og da der blev affyret ammunition, som ved hjælp af uran fik samme gennembrydende effekt som "dum-dum-kugler", var der ikke tilstrækkelige sikkerhedsforskrifter for den levende del af ildkraften!
Med disse bebrejdelser af krigsledelsen i USA piller de europæiske partnere og konkurrenter ved den amerikanske ret til at være verdensleder og skaffer sig endnu et argument for deres egen "europæiske indsatsstyrke". Ideologien om, at Kosovo-felttoget ikke skulle dreje sig om at vælte et regime, som man havde udnævnt til fjende, men at det derimod skulle dreje sig om en uselvisk tjeneste over for forfulgte kosovo-albaneres menneskerettigheder, bliver på den måde til et ideologisk våben. Med henvisningen til ekspertudtalelser om risikoen ved ammunition fra de amerikanske lagre angriber europæerne den amerikanske eksklusivret til at være verdens politibetjent. Washington har forbrudt sig mod idealet om den "rene krig!". Det drejer sig altså på ingen måde om en fordømmelse af den død og ødelæggelse, der finder sted på det territorium, som man har gjort til slagmark, men derimod om en kritik af de - for en gangs skyld uønskede - "kollaterale skader" hos de egne skytter!
Denne europæisk-amerikanske konkurrencekamp om den rette førerstil, når der skal sættes skik på verden med krigeriske midler, medførte til og med, at søgelyset ramte en tysk minister, hvis ansvarsbevidste indsats for og i Kosovo-krigen ellers havde hjulpet ham til en bemærkelsesværdig popularitetsvækst: På grund af den uafklarede stigning i sygdomstilfældene efter krigen kritiseres Sharping af sin egen fraktion, fordi han af lutter våbensolidaritet med amerikanerne erklærer "den uranholdige ammunition for helt igennem ufarlig" og "kritiserer diskussionen om den ammunition, som Nato har brugt på Balkan, for at være hysterisk." (Süddeutsche Zeitung, 13.-14. januar 2001). Anvendelsen af ammunition på Balkan og andetsteds finder socialdemokraterne naturligvis som hidtil helt i orden; men om Europa i den forbindelse kan stole 100 % på USA, må de tyske nationalister vel have lov til at diskutere ....