Analyse fra d. 5. marts 2001:

Landbrugsministrene har besluttet: For at redde prisen på oksekød, er det nødvendigt at "fjerne" en hel masse okser "fra markedet". Derfor bliver dyrene slagtet og destrueret. Det er mange mennesker blevet forarget over. Ganske vist ikke over den vanvittige logik i et kapitalistisk organiseret landbrug, som formår at bringe sin samlede bestand af dyr samtidig menneskers sundhed i fare, for så at have det som sin største bekymring, at det ville kunne ødelægge forretningen med kød. De har derimod fremsat etiske betænkeligheder: Det er jo en forbrydelse, hvis man ikke bare sådan brænder dyrene, i stedet for at bruge dem til et ædelt formål. Af den grund har de fået den idé at forære dem til sultende mennesker i hele verden. Det har ført til en lille debat blandt menneskevennerne - med resultatet: Det er nok bedre at lade være! *

Den første indvending mod at forære kødet væk kommer fra Rupert Neudeck, den kendte "læge uden grænser". Hans sunde menneskeforstand mener at have opdaget, at modtagernes "vilje til at lære" lider under uddelingen af gratis fødevarer. Udtrykket "vilje til at lære" er genialt. Det underforstår nemlig, at folk i områder med hungersnød ikke har hverken viljen eller evnen til selv at tage sig af produktionen af disse fødevarer selv - at det er noget, som de først er nødt til at lære. Og en filantrop som Rupert Neudeck opfatter prisen som det passende middel til at lære dem dette. Uden priser, altså hvis man uddeler gratis levnedsmidler, går det ifølge Neudeck ud over "viljen til at lære". Hvis man ikke sætter noget prisskilt på et kilo kød, og hvis man ikke gør mennesker afhængige af at kunne lægge penge på bordet for at kunne overleve, og hvis man altså ikke tvinger dem til først at tjene de nødvendige penge via arbejde - så ville de bare undlade at arbejde, de ville ikke bekymre sig det fjerneste om produktionen, og derfor ville de så sulte. Men når kødet har en pris, så ved folk, hvad de er nødt til at "lære": nemlig at bekymre sig om deres fødevarer ved at arbejde - og på den måde og kun på den måde skal der så kunne komme en fødevareproduktion i stand.

Nu kunne man spørge sig selv, hvorfor nød og elendighed bare ikke holder op i de lande, hvor der ikke hersker nogen som helst mangel på priser. Moralske åndskæmper som Neudeck ville sikkert blive fornærmede, hvis man beskyldte dem for den sædvanlige racisme, der hævder, at de dérnede simpelthen er for dovne, så de selv er skyld i, at de sulter, fordi de ikke arbejder. Folk som Neudeck vil jo kun det bedste for menneskeheden og vil ikke betragte sagen så primitivt. Deres svar er imidlertid ikke spor bedre. Det består i markedsøkonomiens kyniske pædagogik: Prisen er det eneste passende opdragelsesmiddel overfor de "underudviklede samfund". Det er det eneste middel til at fremme deres "vilje til at lære".

Ifølge denne logik lider de sultende altså ikke under, at de ikke har nogen penge, men under deres egen mangelfulde indstilling: De har endnu ikke rigtigt forstået nødvendigheden af at tjene penge. Og gratis fødevarer ville bare afholde den internationale verdens fattiglemmer fra "at lære at hjælpe sig selv". Den demokratiske imperialismes professionelle gode mennesker anser ikke sulten for det onde, som det primært og helt basalt gælder om at overvinde. For dem er hovedproblemet derimod, at de dérværende mennesker først skal bibringes, ja, tvinges til den aktivitet, som er helt selvfølgelig for alle normale civiliserede mennesker: at tjene penge. Og hvis man siger, at hjælp til de sultende afholder dem fra at lære dette, så anser man måske ikke sulten for den bedste kok, men helt klart for den bedste udviklingshjælper. *

Rupert Neudeck mener, at det er nødvendigt at opdrage mennesker i u-landene til markedsøkonomien. Andre går ud fra, at de gratis fødevarer vil støde på allerede eksisterende markeder - og som indvending mod at forære fødevarer væk peger de på den økonomiske sandhed, at markedsøkonomiens principper og gratis levnedsmidler er absolut uforenelige:

"Med hjælpeaktionerne i omåder med hungersnød er der før i tiden begået grove fejl, da udviklingslandene ofte på må og få blev oversvømmet med europæiske produkter. Som en følge deraf brød de lokale markeder sammen, og folks nød blev endnu større." (Süddeutsche Zeitung, 17.02.01)

"Oversvømmet" er helt sikkert en grotesk overdrivelse, men i kapitalismens herlige verden er det rigtigt, at uddelingen af gaver får de "lokale markeder til at bryde sammen", hvorfor "nøden bliver endnu større".

Man kan ikke tale om en kapitalistisk udviklet landbrugs- eller næringsmiddelindustri i disse lande. Deres inddragelse i verdensmarkedet har udelukkende haft ødelæggende virkninger på de traditionelle former for møjsommelig eksistenssikring. Samtidig har denne ødelæggelse udsat folk for den ubønhørlige tvang til at anskaffe sig hver en lille ting ved hjælp af penge. I stedet for den gamle overlevelsesøkonomi, subsistensøkonomien, er der på den ene side opstået altomfattende nød; på den anden side har der etableret sig nogle få lokale producenter, der forsøger at drage fordel af denne nød. Som lærevillige elever af markedsøkonomien har de lært, at og hvordan de er nødt til at få fat i den smule samfundsmæssige betalingsevne, der er til rådighed midt i den generelle nød. De sælger deres produkter for at få et overskud. Til forskel fra Rupert Neudeck er priserne for dem ikke noget instrument til at opdrage deres medmennesker til "viljen til at lære". De er et middel til privat berigelse. Hvis deres konsumenter i det hele taget "lærer" noget af dem, så er det den evindelige gentagelse af markedsøkonomiens første, brutale princip: Selv de mest primitive midler til overlevelse kan kun fås for penge - og hvis man ikke har penge, er man udelukket fra at få fat i disse midler.

Det er netop dette forhold de henviser til, de mennesker, der advarer mod, at "markederne bryder sammen", hvis de sultende i den "trede verden" på grund af særlige omstændigheder i markedsøkonomiens metropoler kortsigtet og forbigående får foræret et par gratis overlevelsespakker. Realister, som de er, tænker de kun inden for grænserne af den indretning af verden, som de imperialistiske stater har sørget for som en uomgåelig nødvendighed: Derfor går de med en kynisk selvfølgelighed ud fra en kategorisk modsætning mellem markedsøkonomi og gratis næringsmidler. Hvis købernes udelukkelse fra varerne én eneste gang og helt undtagelsesvist sættes ud af kraft, fordi de får dem foræret, så har det umiddelbart ødelæggende virkninger på de lokale producenter: Deres forretningsgrundlag bliver taget fra dem, fordi de på den måde fratages deres midler til at afpresse konsumenterne, midler, som de har været så villige til at lære af markedsøkonomien. Hvis konsumenterne på grund af nødhjælpens undtagelsestilstand midlertidigt ikke er tvunget til at købe hos dem, så sker der ifølge markedsøkonomiens logik rent faktisk det, at "markederne bryder sammen". Om "folks nød" bliver "større" af den grund, er så næsten ligegyldigt: Mens nødleverancerne finder sted, får de for et stykke tid noget at spise, bagefter sulter de så igen - eller har man nogensinde hørt om nødhjælp, der skulle vare ved, indtil sulten var overvundet? Der sker ganske vist én ting: Hæren af nødlidende bliver i sidste instans suppleret med nye fra rækkerne af dem, der tidligere baserede deres forretning på den lille smule lokale betalingsevne. For den produktion, der - omend i beskedent omfang - lige nøjagtig kunne betale sig, er gået konkurs på grund af "unfair" nødhjælp udefra til de sultende. *

Den demokratiske offentlighed finder åbenbart historien om "markedernes sammenbrud" indlysende. Hvis det er den måde, tingene foregår på i markedsøkonomien, så kan man ikke finde på nogen indvendinger ... Men så er der andre, der ubetinget vil bruge kødet til noget, der er kommet i tanker om, at der findes lande med hungersnød, hvor det slet ikke giver nogen mening at tale om "markeder" og hvor man altså heller ikke kan komme til at ødelægge noget - for eksempel Somalia, Sudan eller det kommunistiske relikt Nordkorea. Hertil svarer markedsøkonomiens bagmænd, som om de ønsker at fjerne den sidste illusion om markedsøkonomiens brutalitet: Det kan da godt være, at der ikke eksisterer nogen "markeder" i den slags lande - men hvis de nogensinde skal blive til noget, så vil det kun ske, hvis de formår at udvikle sig til markedsøkomier. Og hvis man nu begyndte at give dem nødhjælp, så ville man ganske vist ikke genere noget eksisterende marked, men man ville besværliggøre udviklingen af et muligt marked. Folk i Somalia og Sudan er altså nødt til at udvise den markedsøkonomiske dyd at sulte på forskud. Der er ganske vist ikke nogen, der kan love dem, at der af den grund og på den måde nogensinde opstår et marked. Men hvis man gav dem mulighed for at fylde maverne helt gratis, så ville man på uansvarlig vis udskyde deres eneste meningsfulde fremtid - oprettelsen af en markedsøkonomi - til en endnu fjernere fremtid, ja man ville muligvis i sidste ende sætte den helt overstyr. Og det er der da ingen menneskeven, der kan ønske. *

Så hvis man mener, at levnedsmidler under alle omstændigheder kan bruges til at stille sult, så tager man fejl. Sådan forholder det sig ikke i markedsøkonomien: Enten kan man bruge dem til at tjene penge med - eller også volder de bare skade.