Analyse fra d. 19. marts 2001

Lige så længe Nato-protektoratet i Kosovo har eksisteret, er der næppe gået en dag, uden at der er blevet berettet om "sammenstød mellem de fjendtligtsindede nationale grupper" eller om angreb på KFOR-styrkerne. De lokale nationalister af enhver afskygning er ikke blevet forsonet på grund af ordensmagtens tilstedeværelse, og Natos voldsanvendelse har heller ikke afskrækket dem fra selv at udøve vold. Især den albanske side ser det som en udfordring at foretage sig mere for deres interesse - en stat for alle albanere. Og i den senere tid påkalder de sig igen opmærksomhed med deres voldsanvendelse. De kæmper for en ny "befrielsesbevægelse UCPMB" og trænger ind i den stødpudezone mellem Sydserbien og Kosovo, som i statutterne for protektoratet er erklæret for 'afmilitariseret'. Der er ved at blive dannet et såkaldt "nyt UCK" i Makedonien - og der åbnes ild mod serbiske og makedonske politienheder.

Natos første reaktion bestod i at tilkalde regeringen i Bagdad og indgå en aftale. Den giver tilladelse til, at regulære serbiske tropper rykker ind i stødpudezonen og bekæmper de militante albanere. Indmarchen overvåges af Nato, der er klar over, at det er et risikabelt job, der overlades til serberne: "Indsatsen er forbundet med betragtelige risici for de jugoslaviske soldater, da de kan angribes af albanske terrorister både fra syd og fra nord." (Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ), 13.3.2001) Risikoen bliver ikke mindre af, at tropperne kun har lov til at bære lette våben. Den risikable opgave er rettet mod albanere. Pludselig snakker Nato om "terrorister" i albanernes rækker! Da den tidligere serbiske præsident Milosevic brugte det samme ordvalg i sin retfærdiggørelse af forsøget på at holde kosovo-seperatismen nede, afslog man i Vesten, at hans anvendelse af ordet var berettiget. Men nu bruger Nato præcis det samme ordvalg til at give Serbien lidt af den tidligere suverænitet tilbage: Serbien får lov til at rykke ind på et territorium, som dets militær tidligere var blevet forvist fra. Desuden får Serbien friheden til at bruge mere vold i et opgør med fjenden, og det sker under Natos kontrol og i Natos tjeneste, selv om der i løbet af de to år ikke er noget som helst, der har ændret sig med hensyn til grunden til opgøret eller den bitterhed, hvormed det udkæmpes.

Det står klart for den serbiske ministerpræsident Djindjic, hvad det er for et utaknemligt job, han har fået tildelt. Nu råder Serbien i et vist omfang over en licens til at dræbe. Men Djindjic er også klar over, hvad det vil sige at være licenstager: Nato kan udnytte Serbiens fjendskab over for albanerne til sine egne formål og bruger derfor Serbien som håndlanger. Djindjic-citat: "Den jugoslaviske hær skal udføre det beskidte arbejde" - den serbiske regeringschef nærer altså ingen illusioner om den funktion, som han har fået tildelt. De fastlagte omstændigheder eller indskrænkninger, som dette "beskidte arbejde" skal udføres under - de allerede omtalte 'risici' - siger alt: Det er og bliver Vesten, der er licensgiveren. Vesten er herre over den proces, der hverken gør sig afhængig af Serbien eller giver landet frie tøjler. Og når serberne accepterer opgaven på trods af Vestens betingelser, så skyldes det, at de ved, at det er den eneste måde, de kan forfølge deres nationale interesse på. Og de skal ikke forvente, at Vesten tager andre hensyn til denne interesse, udover at den kan bruges og udnyttes.

Ordførerne i den demokratiske offentlighed ser godt nok anderledes på sagen. For dem ser det ud, som om Nato handler ud fra en tvangssituation:

"Vesten kan ikke skjule sin egen svaghed på den måde. Alene kan Vesten åbenbart ikke ... selv få has på den albanske guerilla. Vestens militære magt på Balkan er ikke meget større end dens politiske magt." (FAZ, 9.3.2001)

Efter en overlegen krigsførelse og med udstationerede KFOR-tropper på 45.000 mand skulle Vesten nu være for svag - og have brug for hjælp fra Serbien, sin tidligere krigsmodstander? Hvorfor opfinder den slags kommentatorer en 'svaghed' og undertiden til og med en 'afmagt' hos Nato? Det skyldes det enormt store krav og de næsten grænseløse forventninger, som de har til det den vestlige militæralliance. Derfor finder de det logisk og uundgåeligt, at Nato - når alliancen har bidt sig fast på stedet via en krig - slår til med hele sit magtapparat og nedkæmper alle de nationalistiske bestræbelser, som Vesten selv fordømmer. Når Nato har en anden bedømmelse af situationen og ikke selv slår til med hele sin magt, så fortolker Natos journalistiske fans i den demokratiske offentlighed det som en "svaghed".

I virkeligheden drejer det sig om den magtens arrogance, hvormed Vesten koster rundt med både serberne og albanerne. Vesten har netop brugt serberne til at demonstrere, hvornår nationalistiske bestræbelser anerkendes - når Vesten kan bruge dem til sine egne formål. Det gælder også albanerne: Vesten var tilfreds med dem, da de var ofre, som man kunne påberåbe sig, da man gik i krig mod Milosevic som den skyldige. Dengang fik albanernes bevæbnede afdeling UCK også lov til at yde et militærisk bidrag og bilde sig ind, at de var blevet anerkendt. Milosevic er besejret - og nu kan Vesten ikke mere bruge albanernes nationalisme til noget. Deres krav om suverænitet er generende og behandles derefter. Pludselig skal de sørge for "ikke at sætte Vestens sympati overstyr" - som den tyske Balkan-koordinator Hombach formulerer det. Nu får de militante nationalister at vide, at de skal bibeholde sympatien ved at forholde sig roligt - og det er så deres eneste opgave. Men da mange albanere har forestillet sig noget andet med parolerne 'retten til selvbestemmelse' og 'uafhængighed', føler de sig forrådt og mener, at deres patriotiske fanatisme er blevet krænket, hvorfor de udfordrer besættelsesmagten. Den og dens pressetjeneste forsyner derfor albanerne med en ny betegnelse: Hvor det tidligere drejede sig om et "undertrykt" folks "frihedskæmpere", er de nu blevet til "ekstremister" og "terrorister". Og Vesten ved også straks, at det nu er muligt at gøre brug af serbernes modsatrettede nationalisme - uden på noget tidspunkt at give den ret: Der er ikke et eneste af serbernes krav, der bliver anerkendt, og der slet ikke tale om, at de kan opfyldes. Der er altså ingen af de lokale nationalismer, der gives ret, når Nato benytter sig af dem i forbindelse med sine respektive interesser.

Kontrolmagten, der alt afhængigt af situationen udnytter den ene slags nationalister og straffer den anden, opildner på den måde selv hele tiden til den utilfredse nationalisme. Det kan ikke komme til en bilæggelse af stridighederne på den måde. Men det er lige netop, hvad en krævende imperialistisk-demokratisk offentlighed kræver. Og det er den ikke ene om: Nato-cheferne selv ytrer hele tiden deres utilfredshed med " manglen på fornuft" hos deres undergivne, som bare ikke vil indse, at en "fredelig sameksistens" ville være det bedste for dem selv. Men der er ingen tilbud fra Natos side, som disse nationalister ville kunne forpligtes overfor, fordi de ville få noget ud af det. Nato-partnerne er ikke blevet enige om at gå hen over hovedet på nationalisterne og fremtvinge en ny statslig orden. Og der findes heller ikke nogen plan for økonomisk rekonstruktion. *) Natos program består nu engang ikke i andet end: Serbien skal uskadeliggørest og forblive uskadeliggjort - Natos militære tilstedeværelse i regionen står fast. Dette program er blevet indfriet. "Programmet" til de "indbyrdes stridende folkegrupper" består ikke i andet end kommandoen: "I skal enes!" Uden anden grund end Natos pres skal de afstå fra deres nationalisme.

Hvis de partout nægter at adlyde disse direktiver, kan Nato-cheferne kun undre sig over, at deres magtord ikke bliver fulgt, selv om det jo er dem, der udtaler det. En forundring, der igen vidner om magtens arrogance: Eftersom det er os, der hersker her, har de bare at adlyde - og ikke spørge sig selv om, hvad de får ud af det. På den måde konfronterer Nato de stridende nationalister med sit magtfuldkomne ønske - og ønsket i sig selv er ikke nok til at gøre indtryk på dem. Altså ser Nato sig igen og igen tvunget til at forsyne dette ønske med eftertryk i form af magtanvendelse, altså ved at demonstrere sit herredømme. At fremstille det som en tvangssituation og klage over, at objekterne for Natos opsyn ikke bare stiltiende underkaster sig, selv om man har befalet, at de skal - det hører med til magtens arrogance.