For at afrikanske lig i det hele taget skal vække opmærksomhed hos iagttagere i de vestlige demokratiers civiliserede verden, så skal der normalt være tale om mindst tusindvis af dødsofre for hungersnød, epidemier eller borgerkrig. Zimbabwes elendighed og 20 % aids-smittede i den sorte befolkningsdel har for eksempel ikke overskredet det, der her i landet regnes for normalt i en stat i den Tredje Verden. Men når to hvide jordejere mister livet under fattige sortes forsøg på at fremtvinge en omfordeling af den opdyrkelig jord ved at besætte deres jordbesiddelser, så er offentligheden på vores breddegrader ude af sig selv.

Ved denne lejlighed erfarer man helt en passant, at ejendomsforholdene i dette land stadig er de samme 20 år efter afslutningen på det koloniale herredømme: Fire femtedele af den rentabelt opdyrkelige jord tilhører 5.000 farmere af europæisk og frem for alt britisk oprindelse, på hvis marker ejendomsløse sorte kan få lov til at pukle som lønslaver. Landets miner tilhører udenlandske firmaer, frem for alt sydafrikanske; de, der får lov til at slide for dem, hører til de priviligerede i landet. I den daglige kamp om en eller anden form for eksistens oplever den altovervejende del af befolkningen, hvad det vil sige, at tilhøre den absolutte overbefolkning i et af de mange "egentligt rige" lande i det sorte Afrika.

Men naturligvis er det ikke disse ejendomsforhold, der er skandalen. Afrikaeksperter med forstand på Zimbabwe bebrejder ganske vist gerne Mugabe-regeringen - ikke uden kynisme i sammenhæng med de aktuelle ejendomsbesættelser - at den ikke har indfriet den landreform, som den i sin tid lovede sit folk og specielt de gamle frihedskæmpere, og at den derfor er skyld i den brede befolknings elendighed. Den frugtbare jord, som tilhører ordentlige hvide arbejdsgivere i landbruget, kommer dog aldrig på tale i forbindelse med en omfordeling. Tværtimod: Det blev allerede betragtet som en statslig forbrydelse, at præsidenten tillod sig at afholde en folkeafstemning om ekspropriation af brakliggende landbrugsland uden kompensationsbetaling - og så havde han også den frækhed at ville opnå stemmer ved det og på den måde styrke sin magt og reducere modstandernes indflydelse; desuden ville Mugabe igen minde den tidligere britiske kolonialmagt om, at den engang havde lovet sin støtte til en landreform, nemlig i forbindelse med udgifterne til de kompensationsydelser, som London havde krævet - intet af det er nogen sinde sket .... Retfærdigvis, og fordi hvide farmere og rige firmaer ikke har skyet nogen udgifter i forbindelse med den politiske oplysning af Zimbabwes befolkning, tabte præsidenten denne folkeafstemning; hans første attentat mod menneskerettigheden til ejendom - ingen overdrivelse: Verdensmagterne behandlede i fuld alvor spørgsmålet om ekspropriation som en truende krænkelse af menneskerettighederne! - kunne afværges. I stedet for at give op, fortsatte statens ledelse imidlertid sin plan med at fordele brakliggende jordendom; nu i parlamentet, hvor den har flertal - et klart tilfælde af magtmisbrug. Endelig er det helt uacceptabelt for det kultiverede intellekt, der bestemmer den demokratiske meningsdannelse her i landet, at Mugabe - i stedet for at lade denne "røverbande" slå ned med vold - giver frie tøjler til den sorte "pøbel" - navngivet helt uden racisme - som dermed ser sig opmuntret til selvstændige initiativer. Og så stiller den mand sig også op og understreger "det sorte folks legitime krav" og anklager i utvetydige vendinger de hvide jordejere for at skade hans nation: De skulle venligst "tage hjem" - hvor samme jordejere i mellemtiden sponsorerer en opposition i landet, der skal sikre deres dybt berettigede krav på, at Zimbabwes statsmagt uden mere vrøvl skal sikre deres ejendom. Hvad er der dog i vejen med den mand?

Og: Hvad kunne det tænkes at være? Måske er præsidenten ganske enkelt træt af, at de fantastiske år efter uafhængigheden, hvor hans land ifølge vestlige eksperters vurdering har oplevet en "afrikansk udviklingsmodels eksemplariske fremgang", ganske vist helt sikkert har gjort en masse hvide godsejere rigere, men hvor Zimbabwes stat, der med stor pålidelighed har sikret deres ejendom, ikke har fået noget ud af det og det store flertal af befolkningen er gået totalt rabundus. Og efter at alle regnestykkerne med en videreført kolonial regulering af landet under ny ledelse - til sidst desuden også på grund af faldende verdensmarkedspriser på tobak og råstoffer - har lidt grundigt nederlag, ser den politiske ledelse måske til sidst mere mening i at slutte sig sammen med sine forarmede masser og i det mindste overlade dem de landområder, der i årevis har ligget ubenyttet hen, så de kan prøve at presse et eksistensgrundlag ud af dem i stedet for at satse på, at de hvide ejendomsbesiddere skal bidrage til, at nationen kommer videre.

Kunne det tænkes at være tilfældet? Aldrig nogen sinde! Mugabe må være blevet forrykt, lyder den tyske offentligheds énstemmige dom. Den vil på ingen måde gå med til, at statspræsidenten i Zimbabwe kunne tænkes at have en national interesse, der på en eller anden måde er forståelig for slet ikke at tale om berettiget: Den kan slet ikke få øje på et anliggende hos ham, der på en eller måde kan betragtes som rationelt. Det høfligste, man kan finde på, er at bebrejde den mislykkede befrielseshelt for, at han kun er parat til at styrte sit land i kaos, fordi han vil bevare sin egen magt. Denne diagnose kan man så bygge videre på: "Magtbegærlig, drevet af storhedsvanvid og havesyge. Dogmatisk. Forkrampet. Mugabe fører Zimbabwe ud i lovløshed." (Die Zeit, bladet for højtuddannede tyske borgere, 27.4.2000) Sådan skal man altså forestille sig situationen: En zimbabwesisk diktator tror, at han ustraffet kan forsynde sig mod ejendomsbesiddernes hellige menneskeret - af hvilke mange, som man hører, ikke engang hører til de gamle kolonialherrer, men ærligt har købt og betalt deres km2 fra de gamle kolonialherrer med rede penge ... På den måde sætter Mugabe sit gode navn og rygte overstyr sammen med den koloniale arv.