Tre bemærkninger til "millennium-runden"

i World Trade Organisation (WTO)

1. "Fri verdenshandel", kunne man læse overalt før og efter konferencen, skulle være det skønneste her i verden, som alle kun kan have fordel af - ét stort bidrag til den "almene velfærd". Men hvis det er tilfældet, hvorfor bekender staterne sig så ikke bare til den, "åbner sig", som man siger, og giver den fri verdenshandel frie tøjler, så den rigtigt kan udfolde sig? Hvorfor sparer de ikke bare sig selv for de konferencer, hvor friheden tydeligvis ikke bare bliver indført, men hvor man derimod kæmper særdeles forbitret over denne friheds form og udstrækning? Fordi stater, når de hører stikordet verdenshandel, slet ikke tænker på, at det er enhver kapitalist bedøvende ligegyldigt, hvor og hvordan han kan tjene så mange penge som muligt - det, det drejer sig om for staterne, er derimod, at de i deres nationale regnskaber og handelsbalancer opnår et overskud i forhold til den respektive anden stat, altså tiltrækker dens penge. "Frihandel" - det lyder altid så smukt, sådan lidt i stil med: Alle varer kan komme hvorhen det skal være, overalt kan man købe alting. I virkeligheden drejer det sig om konkurrencen mellem nationerne, og den har et ret barskt indhold: Hvem beriger sig på hvis bekostning? Og her er det soleklart, at resultatet falder meget forskelligt ud for de forskellige nationer: Et overskud på den ene side må på en eller anden måde opvejes af et underskud på den anden. I de seje forhandlinger om frihandelen og dens udvidelse drejer det sig om følgende: Når staten har et overskud, altså har en overlegen kapitalmagt i ryggen, så ønsker den større "åbning" fra de andre staters side; sidstnævnte stater ønsker imidlertid netop på dette punkt at kunne beskytte sig selv mod visse virkninger af den befriede handel, og de kræver større hensyn fra de overlegne stater. Det vil sige, at man ønsker at undtage bestemte varer og brancher fra "åbningen". Staterne møder altså op med modstridende interesser, men de bestræber sig på at få den respektive anden stat til at give sit samtykke. Det er nemlig ikke nogen fordel for den overlegne stat, hvis den underlegne, konfronteret med permanent forværring, i stadig større udstrækning trækker sig ud af den fri handel; hvis den underlegne stat går 'bankerot', lukker den sig selv ude fra mulighederne for at tjene på verdensmarkedet. For alle stater gælder det, at de - for nogles vedkommende længere tid, for andres kortere - ønsker at undtage bestemte brancher fra frihandelen, men kun for at indrette dem til at deltage i samme frihandel, så de kan optræde så meget stærkere på verdensmarkedet. På de store møder som fx millenniumsrunden forhandler staterne om den grad af protektionisme, som de vil have og som de vil tillade hinanden at have - og her kommer det helt an på deres politiske og økonomiske magt, altså på det afpresningspotentiale, som de råder over.

2. Amerika og Europa har - blandt andet - et nyt emne, som de er uenige om og som de i første omgang lod konferencen strande på: landbrugsområdet. Det er også et bevis på, at det virkelig ikke drejer sig om den "almene velfærd", men derimod om den nationale fordel, man kan drage af verdenshandelen. De store lande er enige med hinanden om, at det i den forbindelse drejer sig om varer, der tendentielt skal ligestilles med - lad os bare sige - de 'sædvanlige' varer, sådan som der allerede nu forhandles om dem i WTO. Det fortæller noget om, hvor langt den kapitalistiske beherskelse af naturen er nået. For når landbruget bliver erklæret for en ganske almindelig kapitalistisk forretningsgren, så har det åbenbart overvundet sin tidligere afhængighed af naturen. 'Tidligere afhængighed' betyder for det første: Kapitalen kunne på grund af det specielle ved landbruget ikke investere lige så profitabelt i denne sektor som i andre sektorer; landbruget var en relativt uprofitabel sfære. Det betyder for det andet: Staten så det som sin opgave, at bruge sine egne midler på at opretholde denne branche, ikke mindst fordi den ville sikre sin befolknings forsyningssikkerhed. Når disse synspunkter nu træder i baggrunden, så skyldes det, at landbruget har mistet denne specielle afhængighed af naturen - hvordan den har båret sig ad med det, kunne man jo igen høre en del om sidste år: Med en raffineret teknologi omkring anvendelsen af dioxin, spildolie, dyrekadavere o.s.v. og for nylig også ved hjælp af genteknologi. Kort sagt: Der findes gigantiske landbrugsindustrier, der kan holde trit med den almindelige kapitalistiske rentabilitet og ikke længere har brug for den særlige statslige beskyttelse fra tidligere.

Her bliver det så tydeligt, at en række nationer, som også fremstiller landbrugsprodukter, ikke får et ben til jorden. Der er tale om staterne i den såkaldte "tredje verden". Deres forestillinger om, hvordan de bedre ville kunne få deres produkter ind på de kapitalistiske markeder, blev ganske enkelt fejet af bordet. Udfoldelsen af den "almene velfærd" , som den "fri verdenshandel" sådan bringer med sig, har for dem haft den virkning, at de i det store og hele er ruinerede. De bliver altså slet ikke anerkendt som konkurrenter, der ville kunne stable et afpresningspotentiale på benene og tvinge de andre stater til at tage hensyn til dem. På de steder, hvor deres produkter kommer i vejen for de kapitalistiske 'original'-produkter, bliver de spærret ude ved hjælp af toldafgifter og - parallelt hertil - når det drejer sig om at aftale reglerne inden for rammerne af WTO, bliver de ignoreret. De er ganske simpelt bare afmægtige ofre, også og netop fordi de er så forfærdeligt afhængige af salget af disse varer, altså ikke har andet at byde på. Når de bliver nævnt, så omtales de som "bortfaldne markeder", altså som den slags markeder, der ikke mere råder over nogen købekraft. Det hører med til billedet af den beklagelige "sult i verden", som man desværre ikke kan gøre noget ved. At de fungerende landbrugsnationer fom følge deraf kan levere mindre til disse lande, tager de rent faktisk med i købet - så må de bare sørge for at vinde konkurrencen på de fungerende markeder.

3. Men man kan også bruge det direkte mod "3. verdens"-staterne, at deres produkter er så billige, hvilket kun er et udtryk for deres status som fattiglemmer. Man kan nemlig bebrejde dem for at bedrive "socialdumping". Så tænker man alligevel på dem som konkurrenter, og vel at mærke konkurrenter, der er udstyret med en uretfærdig konkurrencefordel. Hvori består denne fordel? Deri at det, de har at byde på, er deres forarmede masser, der ville være parat til at arbejde for de absolut laveste sultelønninger, hvis bare de fik lov - det kan så samtidig også bruges som det ideologiske argument for, at deres produkter skal fortoldes. Det er en udsøgt kynisme: På grund af den elendighed, som disse nationer er bragt i via deres deltagelse i verdensmarkedet, råder de over en fordel i forbindelse med udbytningen; denne elendighed er deres våben i konkurrencen. Det er til gengæld også deres eneste våben og de bliver ikke rige på det, men selv det skal det forbydes, at de bruger. Denne kynisme er imidlertid også særdeles konsekvent: Naturligvis er det ren fiktion, at "3. verdens"-landene rent faktisk skulle kunne opnå en fordel i konkurrencen ved hjælp af dette 'våben', som de ikke selv har valgt. Men når man i betragtning af deres situation råber op om "unfair konkurrence", så udtrykker man, at man anser lønningerne som nationens vigtigste konkurrencemiddel og at skærpelsen af dette konkurrencemiddel kun kan komme på tale i én retning - nemlig den, der allerede er blevet kaldt "social dumping".