Analyse fra d. 10. april 2000

Indenrigsminster Schily præsenterer den årlige beretning fra Verfassungsschutz og beretter omhyggeligt om en "vækst i højreekstremistiske voldshandlinger". For ham er det for det første "et tegn på åndelig og sjælelig vanrøgt" og for det andet skulle disse folk angiveligt leve "uden for vores værdier og normer". Det kan ikke være helt rigtigt. For det første er er masser af højreekstremister overalt i Tyskland, og der kommer til og med flere og flere af dem - og det skulle ikke have noget at gøre med resten af tyskerne, som de rekrutteres fra? For det andet består de omtalte "højreekstremistiske voldshandlinger" for en betragtelig dels vedkommende i angreb på udlændinge, og voldsmændene har på ingen måde opfattelse af, at de befinder sig "uden for vores værdier og normer", når de foretager deres overfald. Og det har de ikke engang helt uret i: At "vi som tyskere" principielt har et "problem" med udlændinge, er en alment udbredt opfattelse. Udlændinge udgør på en eller anden måde en trussel - mod "vores arbejdspladser", "vores kvinder", "vores kultur" o.s.v. - og den første, der gør dette udtrykkeligt klart mindst en gang om ugen, er indenrigsministeren selv. Og han begrænser sig ikke til taler og advarsler, men gør det, som ligger i hans embede: Sætninger som "Båden er fuld" eller "Tyskland tåler ikke yderligere indvandring" er jo kun optakten til at vedtage nye love på området. Indholdet i disse love består for tiden i det væsentlige i at pågribe stadigt flere uønskede udlændinge og uden større omstændigheder sende dem tilbage til deres fattigdoms-, tortur- og borgerkrigslande. Det er der ingen, der opfatter som "et tegn på åndelig og sjælelig vanrøgt", da det - til forskel fra højreekstremisternes overgreb - foregår helt i overensstemmelse med loven. Men man bør ikke undre sig over, at de højreradikale føler sig opmuntret af en permanent radikalisering på lovgivningens område. Og man burde heller ikke undre sig, når de slet ikke opfatter sig selv som samfundsmæssige outsidere i udlændingespørgsmålet men tværtimod ser sig selv om som konsekvente indlændinge.

Når indenrigsministeren anklager dem for at være "vanrøgtede", ønsker han imidlertid ikke at optage dem i det nationale fællesskab, selvom udtrykket "vanrøgt" siger, at de måske nok på et tidspunkt har haft den rigtige principielle indstilling, det rigtige standpunkt, men at de så ikke har haft selvdisciplin nok og er kommet på afveje. Det, de anklages for, er: At være imod udlændinge, det er O.K - men det er ikke O.K., at de undertiden selv påtager sig den skelnen mellem ind- og udlændinge, som staten praktiserer juridisk og med den deri indeholdte hårdhed. Det tilkommer ikke dem og på den måde krænker de det statslige monopol på magtanvendelse - og det kan staten ikke affinde sig med. Med deres had til udlændinge opfører de sig som glødende nationalister, og det har staten principielt ikke noget imod. Men nationalister bør også vide, hvornår de skal udøve selvdisciplin; eller anderledes udtrykt: Staten forbeholder sig selv retten til at bestemme, hvordan nationalismen udleves i praksis. Og dertil kommer desuden: Netop fordi Tyskland optræder temmeligt uforblommet med sine krav som stormagt, lægger man vægt på, at man kan optræde med et uplettet ry, når der drejer sig om sin egen 'Vergangenheitsbewältigung', opgøret med den nazistiske fortid - og så ser det selvfølgelig ikke så godt ud, hvis udenrigsministeren støder på modstand, når han er på statsbesøg, fordi de andre statschefer kan komme med hentydninger til en "fare fra højre".

Her vil vi kort belyse en side, som aldrig bliver nævnt, når der jamres over 'hadet til udlændinge': kærligheden til indlændinge. Dermed menes der: På ét punkt er tyskerne enige, nemlig i, at de principielt hører sammen som tyskere og at de som tyskere adskiller sig principielt fra udlændingene. De betragter altså sig selv som et nationalt kollektiv - hvilket man også kan kalde for et folk - som ser sig konfronteret med andre kollektiver. Hvordan opstår sådan et kollektiv? Som individer er de udstyret med ret så forskellige materielle midler og i overensstemmelse med disse midler har de modsatrettede interesser. Disse interessemodsætninger, som staten fikserer, fører til ødelæggelsen af eksistenser, hverdagslivet beherskes af mistillid og fjendskab over for hinanden. En tysk arbejder kunne til og med tænkes at få øje på, at han har mere tilfælles med en udenlandsk arbejder end med en indenlandsk kapitalist. Det fællesskab, som alle alligevel går ud fra som tyskere, kan slet ikke være et, som de selv har lavet - det er derimod blevet lavet med dem. Det består i, at staten uden forskel tager dem og behandler dem som sine statsborgere. Det er en handling, hvor statsborgerens vilje i første omgang slet ikke spiller nogen rolle overhovedet. Statsborgeren er dårligt nok kommet til verden, før den respektive myndighed registrerer ham og forsyner ham med et pas. Det vil sige: Staten lægger beslag på statsborgeren som noget, der tilhører den, som om det var dens ejendom. Tyskernes første og i sidste instans også eneste fællesskab består altså i, at de alle er undersåtter under den samme stat. Den nøjes ikke med at forsyne dem med et pas, men i forlængelse heraf også med en hel masse love, der helt ned i de mindste detaljer regulerer, hvordan de har at finde sig til rette med deres liv under deres fælles overhøjhed. Hvis man har lyst til at bilde sig selv ind, at man har et fællesskab i "sprog og kultur", så kan man gøre det - men så burde man også få øje på, at udlændinge langt fra anses for at være tyskere, selv om de kan tale et fejlfrit tysk og har lært Goethe udenad.

Det er så at sige tyskerens indlændingeside - og det logiske resultat af den er hadet til udlændinge. Det foregår sådan:

Staten underlægger sig sine borgere, de er dens undersåtter - og som sådanne er de en lige så væsentlig og uundværlig bestanddel af dens magt som dens territorium, som den sikrer mod andre ved hjælp af grænser, som dens nationale økonomi, hvormed den konkurrerer mod andre nationer, og som dens magtmidler, hvormed den i tvivlstilfælde sætter sine interesser igennem på en anden måde end med økonomiske midler. I sin omgang med andre stater betragter og behandler staten sit folk som sit middel, som den fører i felten mod andre stater - og for de andre staters vedkommende gælder det samme. Enhver stat betragter og behandler andre staters undersåtter som nogle, der tilhører dem som deres midler. Og da en stat konkurrerer med andre og ønsker at sætte sine interesser igennem mod dem, har den principielt ikke noget venskabeligt forhold til fremmede statsfolk - den går jo med rette ud fra, at de bliver brugt som middel mod den selv, ligesom den gør det med sit eget folk mod dem. En udlænding her i landet bliver altså betragtet som et omvandrende nationalflag og behæftet med den uundgåelige mistanke, at han til hver en tid tilhører den anden stat og dermed står i dens tjeneste, altså - bevidst eller ubevidst - krænker "vores" nationale interesse. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad den enkelte udlænding siger eller tænker - "udlændingene" er nu engang sådan.

Herfra er der så ikke langt til de almindelige statsborgeres bevidsthed: Eftersom og så længe de står bag deres stat, altså mere eller mindre ivrigt deler dens interesser, affinder sig med dens konkurrence med andre stater som en naturnødvendighed og til og med bakker op om den, eftersom og så længe de går med til at lade sig bruge som midler for deres stat - og det være sig blot ved at opfylde deres pligter hver eneste dag - så længe er udlændingene suspekte for dem ligesom for deres stat. Deres anden natur, statsborgernaturen, siger til dem: "De hører jo ikke med til os!" Denne dumme, men vægtige sætning udtrykker to ting: For det første den frivillige underkastelse under deres egen stat; og for det andet den deraf følgende afvisning af alle andre, der ganske vist er lige så meget undersåtter som de selv, men under en anden stat. Det er fuldt tilstrækkeligt til at vide, at der her foreligger et "problem". Det kan man så - nogle tyskere er mere høflige end andre - kalde for "komplekst" eller "vanskeligt" eller "utåleligt": At staten her har et afgørende behov for at handle, er selvindlysende for alle. Især for de højreradikale, der egentlig kun har én kritik: at staten endnu ikke er konsekvent nok, når den forfølger sine egne interesser.