Analyse fra d. 14. februar 2000

Østrig - den europæiske indenrigspolitik gør fremskridt.

Man skulle tro, at EU havde andre bekymringer. Det står ikke for godt til med Euroen, der skal opbygges en helt ny "Europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik", udvidelsen med de østeuropæiske lande er forestående, hertil kommer særtilfældet Tyrkiet, strukturen i de interne beslutningsprocesser skal ændres, der er en masse brandfarligt stof i forbindelse med 'skatteharmoniseringen' o.s.v. - og i anledning af den østrigske regeringsdannelse laver EU så et større påstyr og i en ret enestående handling udsætter man Østrig for diplomatisk fordømmelse.

- Ganske vist kommer den nye østrigske regering i en ligeledes ret enestående handling med en præambel, som den har ladet statspræsidenten give sin velsignelse, hvori den "entydige bekendelse til demokratiet", som de andre EU-lande har krævet, bliver fremsat på flere forskellige måder;

- ganske vist holder den sig strengt til de europæiske menneskerettighedskonventioner, når det drejer sig om at udgrænse udlændinge, nemlig: 'overholdelse af Schengen-aftalen', 'undgåelse af en ukontrolleret tilflytning', 'integration må går forud for indvandring'; selv med den bedste vilje er der altså ikke tale om nogen "racistiske undertoner" eller "uklare fordomme", men kun om den påbudte og gængse europæiske saglige omgang med det store "problem", som udlændingene nu engang også og netop er for enhver ærkedemokratisk europæer.

- alligevel udsættes Østrig for diplomatisk fordømmelse og står under kritisk opsyn fra det "europæiske værdifællesskab", som har taget patent på menneskerettighederne og opfører sig som én stor bastion mod en ny Hitler.

Til sidst en bemærkning om EUs moralske mission. Den hårde kerne i denne er udviklingen i den europæiske indenrigspolitik. EU tager sig udtrykkeligt ikke af, at den nye østrigske koalition utvivlsomt er kommet til verden på demokratisk vis, og heller ikke af, at den bestræber sig på at præsentere alle de demokratiske dyder - i forbindelse med denne negation af viljedannelsen og viljen hos en af sine medlemsstater gælder disse hellige demokratiske køer for en gangs skyld ikke. EU vil ikke høre tale om en "ret til ikke-indblanding" i et så nationalt spørgsmål som regeringsdannelsen. Eller omvendt udtrykt: Med et stort opbud af diplomati fremfører EU sin ret til også at blande sig i dette kerneområde af national suverænitet. Dermed er der sagt en del - og det kom vel an på at gøre dette tydeligt - om, hvordan det fremover skal foregå i det europæiske statsfællesskab. I samme udstrækning som der dannes henholdsvis skal dannes en fælles europæisk statsvilje - de projekter, der blev anført i første afsnit, betegner det aktuelle stade - må national suverænitet træde i baggrunden. Det spændende spørgsmål, der aftales for tiden, er imidlertid, hvordan den voksende suverænitet i det nye Europa opdeles. Det er klart, at denne vækst i den europæiske suverænitet falder forskelligt ud for de forskellige medlemsstater og at den gamle konstruktion med 15 ligeberettigede medlemmer, der har gjort sine nyttige tjenester, bliver reformeret grundigt. Der foregår - især i sammenhæng med udvidelsen mod øst - en fremskyndelse og cementering af skellet mellem de førende nationer og de 'menige'. Med reformen af den europæiske ret bliver dette skel på den ene side forøget og på den anden side giver det sig også udslag i, hvordan det kommer til at se ud. Brugen af en samlet fælleseuropæisk suverænitet betyder noget forskelligt for nationerne afhængigt af deres plads i det interne hierarki - den vækst i magten, som alle nationerne tilstræber, falder altså meget forskellig ud.

Således var 'tilfældet Østrig' en lejlighed til at sætte et tegn for, hvor Europa er på vej hen, altså også for, hvordan det står til med rangordenen. Den "sjældne énstemmighed", hvormed de 14 stater gjorde front mod Østrig, kan ikke skjule, hvem der var de virkelige ophavsmænd til den fælles anklage - en sådan EU-indenrigspolitik, denne specielle "ret til indblanding", er naturligvis ikke noget, der tilkommer enhver stat. En sådan aktion ville ikke være mulig mod Frankrig eller Tyskland, fordi de simpelthen ikke ville finde sig i det. Så for at demonstrere den europæiske udvikling i så kildent et spørgsmål var det på en vis måde praktisk og uundgåeligt, at det i forbindelse med Østrig drejer sig om et lille land, som med denne anklage for fejlagtig adfærd får dikteret sin relative afmagt. De fjortens "enstemmighed" taler så for, at de andre mindre stater ikke vil stille sig i vejen for denne progression i den europæiske politik og at de har forstået "udviklingen" - de deltog dels i anerkendelse af de reale magtforhold, dels for at score points på deres forbilledlige europæiske opførsel. Og selv Østrig skyndte sig at forsikre om sin overensstemmelse med det nye Europa.

Men så har EU i 'tilfældet Østrig' også set en nødvendighed, og vel at mærke på grund af afvigende adfærd i to henseender.

- På den ene side. Man er blevet enige om at anse Haiders "højrepopulisme" for særligt forkastelig. Denne anklage fortæller, at politikeren Haider lytter alt for meget til sine vælgere og til og med også snakker dem efter munden og på den måde optræder som deres leder. I det moderne demokrati er det et irritationsmoment, der skal bekæmpes, fordi det går helt på tværs af den frihed i forhold til vælgerne, som politikerne gør krav på og praktiserer i demokratiets mønsterlande. Moderne demokrati kræver, at det ikke engang må se ud som om partierne skal tage hensyn til sine vælgere eller at de endog lader deres politik bestemme af dem. Vælgerne har ikke noget at skulle have sagt, men skal bare opføre sig som følge - og derfor griber den europæiske indenrigspolitik ind i Østrigs demokratiske procedurer og fælder dommen over dem: udemokratisk!

- For det andet. Et væsentligt indhold i det forhold mellem Haiders FPÖ og dets vælgere, som EU har karakteriseret som udemokratisk, 'højre'bestanddelen af 'populismen', er, at partiet har gjort sig til bærer af "anti-europæisk modvilje" og på den måde giver sine vælgere ret. Det er særligt slemt, fordi det kunne formodes, at denne holdning nu til og med har fundet vej ind i statsledelsen. Denne mistanke næres systematisk, og den nye regerings pro-europæiske forsikringer preller af på den - i hvert fald foreløbig. Medlemmerne af det "europæiske værdifællesskab" ved jo allerede fra deres nationale indenrigspolitik, hvad de har med at gøre og hvad det gælder om at tage sig i agt for. I alle europæiske lande er der modne nationalister, der render rundt med den slags "modvilje" - og de bliver jo ikke mindst ansporet af den ovenfor skitserede kurs, som Europa er slået ind på. Enhver nation har med nationalistiske tvivlere at gøre, der spørger sig selv, om deres nation nu rent faktisk også hører til vinderne i det nye Europa - og det er klart, at en tysk nationalist naturligvis vurderer den krævede tilvækst i magt for sin nation højere end fx en tilsvarende østrisk nationalist. De europæiske stater bekæmper også en sådan "anti-europæisk grundholdning", der er koncentreret på den såkaldte "højrekant", på en alt andet en indirekte måde med sin optræden over for Østrig. Ironisk nok er det altså rigtigt, når de siger, at de er "anti-nationalister" og vil bekæmpe Haiders form for nationalisme: De mener jo den gamle nationalisme, som har svært ved at forstå den moderne imperialistiske nationalisme eller mener, at den er én stor uforskammethed.

Hertil passer snakken om det "europæiske værdifællesskab" fremragende. EUs imperialistiske kampprogram, som tager kampen op med USA og ser en masse nye sikkerheds- og ordensproblemer blomstre op på kontinentet, eftersom det selv skaber dem - det ville jo være uhørt, hvis det ikke udstyrede sig selv med de allernyeste værdier henholdsvis ikke distancerede sig fra fascismens og nationalismens fuldstændigt forældede "koncepter", altså hvis det ikke også ville tilstræbe overhøjhed med hensyn til verdensmoralen.

Længere artikel på tysk: "Eine nationale Ermächtigung wird zum Fall europäischer Innenpolitik: Austria-bashing - Antifaschismus als Euro-Norm für Regierungen":

http://www.gegenstandpunkt.com/gs/00/1/in001.htm