Analyse fra d. 3. april 2000:
Mozambique var det land, der blev hårdest ramt af oversvømmelserne i det sydlige Afrika. Regn i ugevis satte den sydlige del af landet totalt under vand, meget er ødelagt, befolkningen er i stor nød. Vestlige kommentatorer taler om en "skandale" for den civiliserede verden og stiller spørgsmålet: Hvorfor er der ingen, der hjælper? Midlerne til det burde da være til stede her i vores del af verden. Altså: Det er en opgave for humanismen at støtte et fjernt, fattigt land. Kort tid efter sender Tyskland helikoptere og fartøjer med soldater, der af alle kræfter skal redde og levere forsyninger til befolkningen i Mozambique. En hel nation har brug for humanitær hjælp - og fordi alle er så rørt, er der ingen, der opdager, hvad det vil sige:
1. Billederne fra Afrika viser nemlig ikke kun en naturkatastrofe, men dokumenterer også den kedelige grund til, at et af naturens luner anretter så ødelæggende skader, når det sker i den verdensdel. For hvilken virkning naturmagterne har, afhænger en hel del af de forudsætninger, som flere ugers nedbør støder på, dér hvor nedbøren lander. Man erfarer: "Takket være årelang tørke og manglen på landbrugsmæssig udnyttelse" er jorden så tør, at vandmasserne ikke bliver opsuget. Mennesker forsøger "at ernære sig ved hjælp af subsistensøkonomi" og bor i hytter, som ikke kan modstå oversvømmelsen. Der er ikke truffet nogen forholdsregler som fx kanalisering eller beskyttelsesdiger. Kort sagt: "Mere end halvdelen af befolkningen lever i fattigdom" og er derfor særligt forsvarsløse over for klimaet. Den nød, som katastrofen bringer dem i, skyldes de katastrofale betingelser, som de allerede i forvejen lever under. Disse betingelser kaldes også i Mozambique for "markedsøkonomi" - og de er slet ikke noget naturfænomen. Denne økonomi - som for Mozambiques vedkommende hovedsageligt består i at eksportere strøm og være transitområde for sydafrikanske varer - "gavner næsten ikke landbefolkningen", ifølge avisen Süddeutsche Zeitung, eftersom samme befolkning slet ikke har nogen del i denne økonomi. At der foretages kapitalistiske kalkulationer og produceres for verdensmarkedet, er noget, som flertallet kun erfarer på negativ vis: Med ødelæggelsen af den tidligere eksportdygtige monokultur af caschewnødder forsvinder den eneste mulighed for at tjene penge; subsistensøkonomi vil sige: Folk lever - hvis de i det hele taget gør det - fra hånden i munden. Og når de ynkelige rester af subsistens drukner i vandmasserne, kan flertallet af befolkningen endnu engang få at vide, hvilken interesse "markedsøkonomiens" garanter og dem, der nyder godt af den, har i dem under normale omstændigheder: nemlig ingen interesse overhovedet.
"I 80erne indførte staten økonomisk liberalisering og opmuntrede befolkningen til privat initiativ". (nyhedsmagasinet der Spiegel) Netop denne dyd, "privat initiativ", ønsker staten, at befolkningen skal overleve på. Der er nemlig ikke andre subsistensmidler og staten har heller ikke nogen. Det har ikke så lidt at gøre med det, der er sket i dette land - som i resten af verden - i form af den såkaldte "udvikling". I tilfældet Mozambique kommer der så oveni det hele en ødelæggende borgerkrig, som slet ikke ville have fået et sådant omfang, hvis det ikke var, fordi Vesten havde udbygget og udrustet det lokale antikommunistiske parti. Et omfang, som vestlige journalister nu omtaler på følgende måde: "I det fattige land Mozambique skyller slammet ca. 2 millioner landminer, som blev gravet ned under borgerkrigen, op til overfladen." (dpa)
2. Råbet om hjælp til Mozambique siger ikke kun en del om folks levevilkår. Det kendetegner også det forhold, som staterne i resten af verden i mellemtiden har fået til dette land. Den banale grund til, at der slet ikke er andre end udenrigskorrespondenter og repræsentanter for hjælp til sultende, der har fået øje på oversvømmelsen, er følgende: Der er ingen toneangivende forretnings- eller sikkerhedspolitiske interesser, der er blevet berørt af, at der er et land, der forsvinder i mudderet dernede. Verdensmarked og imperialisme er kommet langt - så langt, at Mozambique og dets indbyggere er fuldstændig uden betydning for dem. Alle reportager fra landet dokumenterer, at Mozambique er blevet økonomisk ruineret og strategisk betydningsløst. Når der tales om et "enestående økonomisk opsving" (Spiegel) "i et af verdens fattigste lande" (SZ), som nu "drukner i oversvømmelserne", så er det på den ene side absurd og på den anden side betegnende for landets situation: Det er ikke særligt overraskende, at en økonomi efter 16 års krig - fra nulpunktet - kun kan vokse. Samtidig beror de fantastiske "vækstrater" næsten udelukkende på, at Cabora-Bassa-dæmningen igen kan levere strøm til Sydafrika. Den ros, som Mozambique har fået i den sidste tid, beror kun på én ting: Landet volder ingen problemer, det betaler sin gæld. Det er hvad der kræves, og det er så det.
Når imperialismen velvilligt overvejer en forespørgsel om hjælp, så forholder den sig altså til sit eget værk: Mozambique, en absolut ubemidlet stat. På grundlag af, at der ikke eksisterer nogen anden interesse i dette produkt og dets indbyggere, beskrives hjælpeaktionen meget rammende og helt uden ironi med betegnelsen "humanitær": Uden nogen egennyttig interesse kommer fly med soldater, som ellers bliver brugt til helt andre ting, langvejsfra og redder - mennesker. Her bortfalder alle imperialismens sædvanlige håndfaste beregninger, som ellers er påbudt i andre situationer på grund af strategiske eller økonomiske interesser. Således optræder imperialismen i dette tilfælde kun som velgørenhedsmoral, der har noget tilovers for (selv) unyttige negere. Redde mennesker fra den yderste nød? Hvorfor ikke! Om opråbet fra den ideelle verdenssamvittighed bliver hørt af de store magter, afhænger i dette tilfælde udelukkende af friheden, eller mindre høfligt udtrykt: vilkårligheden i udlandets barmhjertighed.
3. Tilsvarende ser aktionen også ud. Samvittighedsgutternes opfordring her i Tyskland får det passende svar. Der blev bedt om hjælp: Nu finder den sted. Katastrofens årsager og omfang interesserer ikke yderligere - der bliver opfordret til at gøre noget: Og dette krav, som ikke indeholder nogen målestok, opfyldes med 4 til 10 helikoptere og så og så mange tons "hjælp". Eftersom hjælpen ikke kender nogen anden målestok end, at den finder sted, er det næsten uinteressant, hvor mange ofre vores gutter så redder. Det ligger i logikken i den slags appeller fra Røde Kors til magthaverne, at der nu er tilfredshed hos dem, der lige har råbt "skandale!" og "kynisme!": Hovedsagen er, at den tyske hær er til stede og er til ære for nationen, som er drevet af sin globale ansvarsetik. Imperialisme som god gerning: Den billige undtagelse fra reglen regnes den til fortjeneste af dens tilhængere, som tror fast på dens egentligt humanitære mission og højst beklager, at den er kommet en smule for sent. Det er ikke så underligt, at de ikke ønsker at vide af den faktiske kynisme ved den menneskevenlige aktion: Den ydede hjælp til selvhjælp redder mennesker fra at drukne, for så, efter en mellemlanding i flygtningelejren, at sætte dem i stand til at vende tilbage til de samme usle betingelser, som lige har skyllet dem op i træerne. Forbundshærens indsats som teknisk hjælpeorganisation i Afrika er lykkedes; et par uger endnu bliver den private indsamlingssamvittighed fodret med billeder af druknede og vejrudsigter for Mozambique, der lover nye cykloner; og om et år vil en ekstra tv-reportage berette om, hvad der er blevet af folk.
En velsagtens utilsigtet foregribelse af dette kan man finde i Süddeutsche Zeitung:
"Man kan til og med gå så vidt at sige, at den internationale vilje til at hjælpe de overlevende efter oversvømmelserne til og med kan muliggøre et bedre liv, end de havde i forvejen." (10.3.2000)
Og det kan være nok så rigtigt: Den verdensomspændende kapitalisme projekterer ikke med, at de overlevende skal have et bedre liv end som modtagere af almisser fra den imperialistiske velgørenhedsmoral.