Analyse fra d. 28. august 2000

Under en manøvre i Barentshavet synker den russiske atomubåd "Kursk" og ender på bunden af havet. Det står straks klart for alle vesteuropæere, ja, det er en helt selvfølgelig humanitær handling: Vi må hjælpe dem, det kan russerne ikke klare selv! Et engelsk bjergningsfartøj går i venteposition, "HENT DEM OP", kræver Bild Zeitung som talsmand for ofrene og i verdensoffentlighedens navn. Den frie verden er med jer, og katastrofen er en daglig ekstraudsendelse værd. Men hvad består "katastrofen" egentlig i? Reportagerne bærer præg af en slet skjult glæde over den gunstige lejlighed, som de ser i de russiske soldaters ulykke: Man kan bruge den til at hænge deres stat ud, sådan som den hele tiden har fortjent det. TV-journalisternes berørte miner vidner om den ideologiske triumf, som de straks får ud af dette "drama": De øjner straks en chance for at præsentere Barentshavet som Vestens kompetenceområde. Ubådsulykken giver lejlighed til at genoprette det fjendebillede, som i løbet af det sidste tiår var trådt noget i baggrunden. Som om Vesten - især efter Putin - kun havde ventet på en anledning, udløser ubådens forlis og frem for alt Putins uvilje mod at tilkalde hjælp fra Nato, en hetz mod russerne som i de bedste sovjettider.

Årsagen til ulykken er langt fra klar, men vi ved allerede: Den sande ulykkesårsag er Rusland. De vestlige analytikeres dømmekraft er ubarmhjertig: En sammenkædning af særlige omstændigheder, påvirkning udefra og andre muligheder kommer ikke i betragtning, det er de sædvanlige udflugter, dækmanøvrer eller vrangforestillinger fra den kolde krigs tid. Enhver katastrofe, som russerne har del i, skyldes systemet. Hvad der ikke er nogen, der drømmer om at tænke på i sagen med "Concorden" - at sætte ejeren ud af spillet samtidig med ulykkesfuglen - sagen "Kursk" forklares ene og alene med forholdene i Rusland.

Alene det uduelige apparatur, som russerne opererer med. Med den slags pramme har man ikke noget at gøre på verdenshavene. "Miserabel, rusten, ingen penge til reparationer, den russiske højsøflåde er i en ynkelig tilstand." Men selv med det delvise forfald i deres militære styrke, som de kan takke ti års 'markedsøkonomiske reformer' for, kan russerne så finde ud af at drage den konsekvens at smide sig selv som verdensmagt på lossepladsen? Tværtimod: De lader faktisk som om de stadig har bevaringsværdige hemmeligheder, som om de er nødt til at frygte spionage fra de vestlige hjælpere - de insisterer altså på, at de har fuld suverænitet over deres krigsredskaber, hvilket er en fuldstændig exceptionel indstilling internationalt set. Det kan vi derfor kun forklare med, at de dér russere stadig hænger fast i den her komiske forestilling om "nationalstolthed", som vi for længst har overvundet her hos os. Kun på den måde kan vi forklare, at de tilbageviser de velmente tilbud om hjælp og påstår, at de kun har til formål at præsentere russerne som afmægtige. Det er et eksempel på forfølgelsesvanvid hos et herredømme, der ikke ved, hvornår det er på tide at modtage hjælp til at nedlægge sig selv.

Især én ting bringer journalisterne op på fulde omdrejninger som i den kolde krigs tid: behovet for at give den nye russiske leder hans første nederlag. Alt det, som den antikommunistiske propaganda havde på lager mod Sovjetunionen, er også nyttigt, når det drejer sig om den nuværende stat, og dertil kommer et par nye påfund. I løbet af ti dage river det vestlige sædelighedspoliti for gode regeringsdyder masken af Putin: antidemokrat, kujon, løgner, kyniker, ferierende, teknokrat, ingen forstand på ubåde, følelsesløs, showmand, menneskeforagtende, dårlig judokæmper, Napoleon-kopi, Ras-Putin, Stalin II, koldkriger, gammel KGB-mand, fare for verdensfreden.

Hensigten med denne karakteristik, bedre udtrykt: forbrydersignalement, er klar: Man vil rejse anklage mod ham. Til det formål måler man ham for det første med hans egne forsætter og med det billede af sig selv, som han som leder ønsker at formidle til sit folk; for det andet måler man ham med vores principper for regeringsudøvelse og vores idealer om politisk troværdighed - og blamerer ham så med, at han hverken lever op til det ene eller det andet, altså gør alting forkert. I et stykke tid har manden med sin ordensmani og sit forsøg på at stoppe Ruslands opløsningstendenser foruroliget Vesten en smule. Det får han nu dobbelt tilbage - nemlig i den vellykkede dobbelte bebrejdelse: Han er en svækling og med ham er der fare for et tilbagefald til sovjettiden - nogle gange er han altså for svag, nogle gange for stærk. Denne mand vil være leder? Dette angivelige "magtmenneske" har blameret sig selv og er heller ikke bedre end den "ofte syge og utilregnelige Jeltzin". Altså: Uegnet til at lede Rusland! Efter hånen kommer så det modsatte: Man må trods alt også tænke på, at denne mand regerer den forkerte stat, nemlig Rusland, og ønsker at stoppe dens sammenbrud. Her har vi ladet som om vi havde respekt for den nye præsidents evner - nu må vi imidlertid spørge os selv: Er han måske ude på at lede Rusland og gøre landet til verdensmagt igen? Det sømmer sig ikke! - og hetzen benytter straks lejligheden til at gøre tabet af en - nu pludselig igen - "supermoderne high-tech-ubåd med 24 atomraketter" og oversætte det til den skadefro afsløring af det, som vi helt entydigt ikke sætter pris på ved Putin: Han inkarnerer forsøget på at genoprette Ruslands styrke.

Deraf følger anklagepunkterne nærmest automatisk. Vi hører om "russernes umådeholdne selvovervurdering", når de på egen hånd vil hente deres drenge op fra dybet. Vi gyser over en kremlboss, der partout ikke vil gøre ulykken til et internationalt anliggende og "uberørt holder ferie i det solrige Sotchi". Hans henvisning til, at han slet ikke havde kunnet stille noget op på stedet og kun ville have gået i vejen for eksperterne - umuligt! Vores politikere gør det nemlig helt anderledes: De booker straks om til katastrofeturisme, så de på første hånd kan takke nationens bevæbnede elite for deres uselviske heltedød. Vi forstår nemlig, hvilken kynisk ærbødighed der tilkommer de mennesker, der tjener deres stat som soldater, og at der ikke er nogen større ære end døden. Denne kyniske ærbødighed lægger alle stater vægt på - også Putin forstår sig på denne øvelse og praktiserer den selv efter alle statsmandskunstens regler, så snart han ankommer til Murmansk. Det nytter ham imidlertid ikke det fjerneste: for sent, skinhellig, vil kun tilsløre. Så kommer soldaternes mødre - det er jo kun os, der virkelig lider med dem. Til gengæld ser vi gerne, at de udviser "civilcourage" og laver en ordentlig "opstand" mod deres "valgte diktator". Direkte i og fra Murmansk gør journalister fra samtlige vestlige TV-stationer deres bedste for at opfordre til oprør - og mener samtidig at vide, at menneskerettigerne til fri information og journalistik bliver trådt under fode "endnu værre end i Tchernobyl". Et slemt eksempel er sløseriet med bogholderiet over menneskematerialet: I et par dage har russerne "ingen anelse" om, hvorvidt de får brug for "116 eller 118 kister". Det kan reporteren fra ARD-TV kun sammenfatte på følgende måde: "Den sovjetiske ... undskyld ... den russiske regerings informationspolitik - men informationspolitikken er sovjetisk - er én stor katastrofe." Og det er denne 'katastrofe', som han rent faktisk ønsker at pege på.

Sådan er de nu engang, russerne! Racismen i den vestlige offentligheds maniske reportager er ikke bare dum og gemen - den har metode. At lageret af antikommunistisk meningsdannelse tydeligvis har overlevet systemskiftet helt ubeskadiget, er absolut ikke kun et indicium på, at de gode gamle reflekser stadig er i orden: Det åndelige bagland for kampagnen mod den "evindelige sovjetmentalitet" i den russiske folkesjæl er Vestens overordentligt aktuelle fjendtlige indstilling til den russiske magt. Alle sømænd er døde, fjendebilledet lever.

(Citater fra de offentlige-private enhedsmedier ARD/ZDF/RTL/SZ/BILD).