Analyse fra d. 28. februar 2000
Kernen i den "Europæiske Sikkerheds- og Forsvarspolitik" (ESFP), som de europæiske regeringschefer for nyligt vedtog på deres topmøde i Helsinki, er en ny militær kommando, som skal være oprettet senest i 2003. Den skal omfatte 60.000 mand og det dertilhørende materiel til luftkrig, søkrig, kommando, transport og rekognoscering. Yderligere bekræftede regeringscheferne beslutningen om at gøre Vestunionen til EUs militære gren. Der bliver institutionaliseret ledelsesudvalg, så der ikke står nogen hindringer i vejen for en gnidningsløs indsættelse af det nye krigspotentiale.
1. "Interventionsstyrker" kaldes disse tropper. På dansk: Det er styrker, som Europa sender afsted, så de kan gribe ind i andre stater. På baggrund af de erfaringer, som EU for nylig gjorde i Kososvo, har man draget den lære, at det drejede sig om en eksemplarisk situation: I fremtiden ønsker man at være bedre rustet til den slags situationer eller - bedre - man vil slet ikke lade det komme så vidt. Det hed sig ganske vist, at man i og med Milosevic havde bekæmpet den "sidste diktator på europæisk jord", men på den anden side regner EU fast med flere af den slags "udfordringer" (sådan kalder politikere det) - ellers ville der ikke være brug for den slags "interventionstropper". Dermed understreger Europa sin vilje til at gribe til krigsmateriel, hvis stater eller politiske partier modsætter sig de europæiske forestillinger om orden.
Og at man kan regne med flere af den slags "udfordringer", skyldes netop det program, som EU har vedtaget og nu udstyrer med "interventionsstyrkernes" våbenmagt. Man er særdeles ambitiøs, når man går ud fra, at "projekt Europa" langt fra er færdigt. Det udtrykker man, når man taler om "hele Europa", som man nu er nødt til at beskæftige sig med. Og grænserne for dette "hele Europa" rækker meget langt: fx helt til Georgien eller til Tyrkiet, men også længere endnu. EU definerer dette "hele Europa" som noget, der ganske enkelt hører med til Unionen, som noget, der som en naturlig ting tilhører EU. Inden for dette vidtspændende område vil man sørge for "stabilitet og fred" - det vil sige: Man erklærer, at det hører til ens kompetenceområde, og indlemmer dette "hele Europa" som sin interessesfære. Dermed er de berørte stater underlagt en betragtningsmåde, der ser det hele som et suverænitetsspørgsmål: I hvor stor udstrækning er de forskellige stater nyttige som bidrag til EUs økonomiske og strategiske magt? Hvordan kan man gøre dem til et sådant bidrag?
Den netop påbegyndte anden 'østudvidelse' - med kandidaterne Slovakiet, Letland, Litauen, Rumænien, Bulgarien og desuden Malta - byder på anskuelsesmateriale. Denne "anden runde" blev jo ligeledes besluttet i Helsinki, og vel at mærke med det argument, at man må forhindre, at der opstår et "magtvakuum". "Magtvakuum" er et interessant udtryk: I denne betragtningsmåde har Sovjetunionens tilbagetrækning fra sine tidligere såkaldte "satellitstater" slet ikke resulteret i selvstændige stater, der er udstyret med egne interesser og egen magt. Hele området fremstår snarere som herreløst land, netop som et "vakuum", som EU er nødt til at "udfylde" med sin egen magt. Det sker ikke via erobring og besættelse, men ved at EU giver et tilbud om medlemsskab til de stater, der befinder sig i dette "vakuum". Men selvfølgelig indeholder dette tilbud: Disse stater skal underkaste sig under EUs økonomiske og strategiske beregninger, de skal affinde sig med at blive betragtet og indordnet som en bestanddel af ESFP.
2. EU støder ikke på protester fra de stater, der indgår i planen om "projekt Europa". Det forholder sig tværtimod sådan, at netop de stater, der blev befriet for russisk dominans, forventer sig særdeles meget af et "europæisk perspektiv", altså af en ny dominans. Men dermed er alt ikke i sin skønneste orden for EU. Man taler i stedet for om, at disse lande lider af "overgangsproblemer". Realistisk nok går man ud fra, at disse landes "overgang", nemlig overgangen til at blive underordnet en anden magt, er forbundet med temmelig mange "problemer". Eller bedre udtrykt: med en hel del uforskammede betingelser. Det er nemlig ikke nogen hemmelighed, at disse landes "overgang" til EU-rettens bestemmelser yderligere vil svække de allerede medtagne økonomier. Dermed står hele det politiske sammenhold i disse nationer på spil, hvilket EU er klar over. Når man allerede nu advarende peger på fremkomsten af en "ny nationalisme" eller "etniske konflikter", så er de skyldige udpeget: Ufornuftige obstruktionister i disse nationer vil føre en "nationalistisk" eller "etnisk" agitation mod de ganske vist hårde, men helt igennem saglige og ualmindeligt fornuftige EU-betingelser. På trods af enhver ideologisk nedgøring er EU på den anden side også klar over en ting: Betingelserne er faktisk ublu, og for den politiske klasse i disse lande, altså hos ansvarlige statsmænd må de nødvendigvis resultere i tvivl om det formålstjenlige ved EU-medlemskab; nemlig, om der ikke bør søges efter alternativer til EU-tilknytningen, altså en anden national vej. For EU betyder det: De potentielle nye medlemmer er samtidig politisk upålidelige. Et blik på Polen viser, hvilken voldsom strid europaspørgsmålet kan fremkalde mellem partierne. Det er netop disse ødelæggende virkninger af EUs egne krav, som den "Europæiske Sikkerheds- og Forsvarspolitik" tager bestik af. Derfor er det også så ubetinget nødvendigt, at EU er i stand til selv at stifte fred. I kataloget over opgaver for de nye styrker udtrykkes det således: "Humanitære opgaver og redningsopgaver; fredsbevarende opgaver; opgaver for kamptropper ved kriseløsning, inklusive fredsstiftelse".
3. Dermed stiller Europa sig på et standpunkt, som man for nogen tid siden stadig distancerede sig lidt fra: nemlig USAs standpunkt. Det, som man kritiserede som USAs rolle som "verdens politibetjent", gør EU nu selv krav på for sit eget kontinents vedkommende - en rolle som 'Europas politibetjent'. Det er samtidig en afgrænsning i forhold til USA, hvis det ikke ligefrem er udelukkelsen af USA. Man ønsker jo at kunne klare denne rolle med egne midler, eller omvendt udtrykt: Man ønsker ikke mere at være afhængig af Amerikas midler. Først dermed er læren af Kosovo-krigen færdig: Her drejede det sig godt nok om en orden på Balkan, som var brugbar for Europa, men Europa var afhængig af USAs overlegne magtapparat for at kunne sætte denne orden igennem. Det har ført til en principiel utilfredshed med det transatlantiske forbund, NATO. I denne alliance er man hele tiden konfronteret med Amerikas medbestemmelses- og indsigelsesret. Denne indblanding ønsker EU ikke længere. Og det gælder især den eksklusive kompetence, som man gør krav på for "hele Europa". Da det ikke er til at komme uden om, at dette krav også retter sig imod, at man ønsker at kunne blande sig i verdenspolitikken i det hele taget på lige fod med USA, er den hidtidige forbundsorganisation endegyldigt blevet uholdbar.
På topmødet i Helsinki øvede EUs stater praktisk selvkritik. Det, der kom ud af det, er: "Vi har brug for evnen til at handle autonomt." Det er den skønmalende måde at sige det på. Klart udtrykt betyder det: Europa vil anskaffe sig en alternativ mulighed for at føre krig. Der er lagt op til spænding.