At der findes et højreekstremistisk miljø, som er temmelig voldeligt over for udlændinge, venstreorienterede, hjemløse eller jødiske gravsteder, har man kunnet læse i avisen og se i fjernsynet så godt som hver eneste dag. I årevis var det nærmest rutine og ingen anledning til bekymringer.

Men i begyndelsen af august, efter russiske jøder var blevet bombet i Düsseldorf og en hjemløs dræbt i Østtyskland, hidser nationen sig op. Pludselig bliver de højreorienteredes velkendte hetz og attentater endnu engang helt officielt "opdaget" af regeringen, de etablerede partier og medierne, der går i gang med en regulær kampagne. Statsmagten peger på en fjendtligsindet ulydighed over for dens magtmonopol, hvilket den ikke længere vil acceptere. Hvorfor nu pludselig det?

Det er ikke de højreorienterede her i landet, der har ændret opfattelse med hensyn til udlændinge. Og med deres aktiviteter mod "de fremmedes indflydelse i det tyske folk" kunne de indtil nu - hvilket slet ikke blev fortiet - "føle sig bekræftet af mennesker i deres omgivelser" og høste "mere eller mindre åben opbakning" (Süddeutsche Zeitung, 31.7.2000). Indenrigs- og justitsministre, ministerpræsidenter og de øvrige politiske ledere var ikke foruroliget over den "mere eller mindre åbne opbakning". De handlede energisk på deres måde og snakkede også højrøstet om det: Efter alle den lovfæstede magts regler førte disse professionelle nationalister nemlig deres kamp mod "misbrug af asylretten" og "bekvemmelighedsflygtninge" og for en "begrænsning af uønsket indvandring". De nationale ledere præsenterede altså særdeles konkret og legalt det alment gældende standpunkt, som folket skulle og måtte holde sig til: at man som tysker med rette oplevede det som en utålelig byrde med de udlændinge, der strømmede til fra alle verdenshjørner; at de fremmede desuden udgjorde et næsten uløseligt problem for økonomien og den offentlige sikkerhed; at folkeslag fra hele kloden åbenbart pønsede på at udnytte Tyskland; at Tyskland for så vidt befandt sig i en prekær forsvarssituation i forhold til resten af menneskeheden, der ville hertil, men i kraft af deres fødested ikke hører hjemme her. Det fremgik alt sammen af Tysklands udlændingepolitik og den dertil hørende agitation på tværs af partierne. I betragtning af udlændinges lovlige eller ulovlige ophold var en del nationalistisk indstillede borgere skuffede over den manglende konsekvens i den retsstatslige udrensning og følte sig svigtet af deres statsmagt. Det var altså ikke så underligt, at de så gik i gang med at gøre Tysklands officielle standpunkt gældende i praksis. Og det var heller ikke underligt, at de statslige modforholdsregler ikke tilbageviste denne holdning, men kun dens kriminelle konsekvenser. Indstillingen kunne altså regne med stor forståelse - og staten undlod ikke at retfærdiggøre sin behandling af udlændingeproblemet ved at henvise til "folkestemningen" - naturligvis ikke for at give denne "stemning" ret, men derimod - det var den hyklede begrundelse - for at spare folket for byrder, der kunne provokere til fremmedfjendske reaktioner. Altså i sidste instans, højdepunktet af hykleri, for at beskytte udlændingene.

Nu har repræsentanterne for det retsstatligt praktiserede udlændingefjendskab helt officielt droppet deres forståelse for de utilfredse, skuffede og kritisk radikaliserede udlændingefjender i det højreorienterede miljø. Og grunden findes i den officielle udlændingepolitik, som statens ledelse i øjeblikket er i gang med at modernisere på et afgørende punkt. Den har i mellemtiden fået øje på, at erhvervslivet har behov, som gør det nødvendigt at indføre nye overvejelser i udlændingepolitikken, når det levende inventar i den globaliserede verden skal vurderes. For at vinde kampen mod alle andre nationer, for at trække så meget som muligt af det internationale erhvervsliv til Tyskland, hedder det nyeste motto: Nationen skal kunne disponere over de "dygtigste" og de "klogeste" i hele verden. Af hensyn til den økonomiske førerposition er den tyske imperialisme i færd med at omlægge sin retsstilling i forhold til udlandet inklusive juraen i forhold til udlændingene. I udlandet er der menneskelige ressourcer, som kan bruges til at forbedre "vores" stilling i konkurrencen - altså går staten i gang med at organisere importen af "human capital" ved hjælp af grønne "cards" og innovative regler for indvandring.

Denne politiske beslutning om, at Tyskland skal styrke sine fordele ved at benytte sig af det verdensomspændende verdensmarked og de kvalifikationer, der står til rådighed dér, betyder, at også den tyske nationalisme er nødt til indstille sig på ændringer: Det er forkert nationalisme at ville holde alle udlændinge uden undtagelse væk fra Tyskland. Det er oplyst nationalisme, når Tyskland tester og sorterer, rekrutterer og integrerer menneskemateriale fra udlandet - afhængigt af, om det kan bruges i den tyske rigdomsproduktion på verdensniveau. Sådan foregår den nye form for udlændingepolitik.

Når højreorienterede, som lyttede til de førende tyske politikeres tidligere hetz mod udlændinge, stadig vil have udlændingene sendt hjem og have gennemført, at tyske arbejdspladser kun må besættes af tyskere, og så engang imellem demonstrerer det på det par udlændinge, så udgrænser de fra nu af sig selv med deres opførsel. De har ikke forstået, hvad det i dag vil sige at være tysk-national, og de får derfor at vide, at det er dem, der skader de tyske interesser. Derfor skal de heller ikke undre sig, hvis det fremover bliver dem selv, der bliver konfronteret med det tyske politi.

Striden bliver særlig ondartet af, at de højreradikale ikke vil gå med til denne nye definition af Tysklands interesser. Med deres sædvanlige aktioner gør de det klart, at de har tænkt sig at holde fast i deres nationalisme - og det på trods af, at den nye political correctness kræver, at de anlægger et noget mere differentieret syn på udlændingene. Den form for racistisk sortering af befolkningen, som de højreradikale insisterer på, nægter at gå ind på de nye indvandringsstrategers nationalistiske kalkuler. Det er en arrogance fra neden, som udfordrer den demokratiske stat og som den endegyldigt gør til et spørgsmål om statens sikkerhed: Højreekstremistiske aktiviteter er ikke længere kun kriminelle forseelser, men er nu pludselig bevis på en utålelig mangel på respekt for statens voldsmonopol; og dette voldsmonopol skal nu, "sættes konsekvent igennem mod nynazisterne" (indenrigsministeren fra delstaten Mecklenburg-Vorpommern, ifølge Süddeutsche Zeitung, 2.8.2000). Lutter beslutsomme politikere forkynder, at de fra dags dato vil imødegå de højreradikale med hård hånd. Og her står de bedste sendetider og avisernes forsider til deres rådighed, så enhver kan forstå situationens alvor: Staten finder sig under ingen omstændigheder i, at nogen rejser tvivl om dens magt til at definere, hvordan den omsætter sin nye dagsorden i passende juridiske forholdsregler. Og den kritik, som den tyske stats eksekverer mod de højreradikale, retter sig ikke kun mod deres handlinger, men også mod den indstilling, som ligger bag. Og fordi den godt ved, at denne indstilling er vidt udbredt i det tyske folk i almindelighed, udgår den tydelige opfordring til dette om at distancere sig fra højreekstremisterne. Denne principielle demonstration er staten meget magtpåliggende: Det er folkets opgave at lægge den fornødne tillid for dagen til, at Tyskland befinder sig i kompetente hænder hos de professionelle nationalister. For asyl- og udlændingepolitikkens vedkommende accepterer statsmagten ikke andet end det, der også gælder på alle andre områder af regeringskunsten: Den forbeholder sig retten til at afgøre, hvad der er statsgavnlig, altså ønskværdig indvandring, og hvad der ikke er. Og det tilkommer kun staten at bestemme, hvilke og hvor mange udlændinge "vi" har brug for hvor og til hvad og hvornår der ikke er plads til flere.

- Det er så også det, den består i, den antifascistiske kamp, som det officielle Tyskland fører - for sit statslige definitionsmonopol, hvilket er en ægte tysk nationalisme.

*

Hvordan denne kamp mod højreekstremismen ser ud - det drejer nedenstående sig om.

Den demokratiske retsstat korrigerer sin hidtidige udlændingepolitik og kaster et nøjere nationalistisk blik på folkeslagene på hele kloden. I samme forbindelse får staten øje på en afvigende variant af nationalismen i højreekstremisternes aktiviteter og indstilling. Og staten mener, at denne variant skader Tyskland og landets vej til succes. Altså går statsmagten til angreb på den. Den fører en "kamp mod højrefløjen", som samtidig skal være en lære for hele folket.

Som det første forklares det, at højreekstremisterne, der ikke ønsker at relativere deres alternative patriotiske overbevisning i forhold til de gældende konjunkturer, dermed forbryder sig mod den højeste af alle værdier - nemlig mod det statslige voldsmonopol. Og når det "forsvarsberedte demokrati" først har fået øje på disse statsfjender, findes det skyts frem, der står til dets disposition. Der diskuteres og kræves, at retten til at demonstrere skal skærpes, at der skal straffes hårdere inden for rammerne af de eksisterende love, at domme skal afsiges hurtigere, at der skal indrettes særlige domstole til at tage sig af højreorienteret vold, at strafferammen for unge under den kriminelle lavalder skal skærpes, at de højreorienteredes borgerlige eksistens skal tilintetgøres via afskedigelser, at overvågningen af offentlige pladser skal skærpes og internettet kontrolleres mere. Den første idé til at bekæmpe højrefløjen, det mest slående argument mod højrenationalismen, lyder altså på tværs af alle partier: at "slå til" mod den. "Jeg tror stærkt på repression", forkynder politikerne ugenert og programmatisk. For demokrater er der nu engang ikke noget, der er så overbevisende som vold - den overlegne, retmæssige vold, selvfølgelig. Når man har den på sin side, så er man ikke blot i sin gode ret, man er selv retten.

De etablerede partier er til og med blevet enige om at gribe til det stærkeste våben i den frie demokratiske grundlov: Fra alle sider kræves et partiforbud mod NPD, Nationaldemokratische Partei Deutschlands. Samtidig overvejer man, om en begæring om forbud af NPD i det hele taget har tilstrækkelig udsigt til succes. De demokratiske konkurrenter tiltror nemlig ikke uden videre de eksisterende retsprincipper og Forfatningsdomstolen, at den ønskede beslutning vil blive truffet. Man har trods alt at gøre med et parti, der årligt og helt legalt støttes med 1,2 millioner D-Mark fra statskassen. Hvis Forfatningsdomstolen undersøger NPDs program, vil den muligvis slet ikke nå frem til at de kriminelle handlinger i betydningen "voldelig modstand mod den frie demokratiske grundlov" kan tilskrives partiprogrammet, og derfor vil den måske afslå at forbyde partiet. Betænkelighederne hos de herskende demokrater er en ting, som er god at få forstand af: Den øverste domstol ville muligvis kunne finde på at sige god for NPDs demokratiske værdighed. Og hvorfor? Fordi det måske slet ikke ville støde på andet end den velkendte nationalisme, som den skildres så ansvarsfuldt i alle de andre partiprogrammer ... Det er den slags trængsler, som det demokratiske Tyskland får, når det vil bruge retsstatslig nationalisme til at bekæmpe den højreekstremistiske nationalisme.

At staten skal slå hårdt ned på højrefløjen er én ting. Derudover ser statsmagten sig nødsaget til at komme med en officiel erklæring om, hvordan man omgås nationalismen nedefra. Denne erklæring retter sig langt fra kun til skinheads. De statsbærende politikere ved nemlig kun alt for godt, at den samme indstilling er vidt udbredt i folket. Derfor tager de fat i højreekstremisterne for at sætte skik på folkets politiske indstilling. Fornuftige tyskere skal forpligte sig på regeringens politik i udlændingespørgsmålet, og på, hvad der gavner nationen: "Forbundsrepublikken har brug for færre af dem, der udnytter os, men for flere af dem, som nytter os", siger den bajerske indenrigsminister Beckstein. Tysklands ve og vel er og bliver altså omdrejnings- og tyngdepunktet for alle normale borgere, der ikke skal tage bestik af fx deres eget personlige vel. Beckstein går som en selvfølge ud fra denne sunde patriotisme. Ud fra den kan man skelne mellem to forskellige slags udlændinge:

På den ene side er der de dårlige udlændinge, der udnytter Tyskland. Dem kan man kende på, at deres afmægtige vilje til at lade sig bruge af den tyske økonomi ikke nytter noget, fordi der ikke er nogen, der vil bruge dem. Derfor er det ikke kun i kapitalistisk henseende, at de er uduelige; set ud fra statens standpunkt er de også kun til skade for folket. Og den gode tysker kan være helt rolig: Den slags udlændinge vil også i fremtiden blive udrenset her i landet, altså blive "færre".

Men så er der til gengæld også de gode udlændinge. De ønsker det samme som dem, der bliver frasorteret som "snyltere", men har så det tvivlsomme held, at Tyskland har en forretningsmæssig interesse i dem. Ifølge statsligt dekret er de altså til nytte for Tyskland. Og de tyske undersåtter skal så fortolke det, som om de rent faktisk selv ville drage fordel af dem, og de skal derfor velvilligt acceptere det. Og gode patrioter skal også nok kunne klare at foretage den slags fortolkninger: De glæder sig over den nytte, som deres nation får ud af det, når tyske virksomheder ikke kun slår kapital af tyskernes arbejde, men også kan udbytte gode udlændinge.

De højreorienterede vil ikke være med til at skelne mellem 'nyttig' og 'unyttig'. De har altså ikke forstået, hvordan det i virkeligheden gavner Tyskland. De skader under alle omstændigheder Tysklands anseelse i resten af verden, men ikke nok med det: Ved nærmere betragtning skader de også deres gode landsmænd. Under sin rejse gennem Østtyskland appellerer Forbundskansler Schröder indtrængende til de tyske arbejdere om, at de ikke må lade et par "ophidsede skinheads" ødelægge deres tjeneste overfor det Tyskland, som de har været med til at bygge op. At det er udlændingene og ikke tyskerne, der bliver sparket ned af højreekstremisterne - nå ja, hva' fa'en. Når det jo i virkeligheden drejer sig om, at det er de gode, hårdtarbejdende og patriotiske tyskeres billede af sig selv, der bliver trukket ned i snavset. Og selv om de ellers hidtil ikke har opfattet det på den måde: Når Kansleren siger det til dem, så er det også rigtigt! Han er trods alt eksperten, når det gælder nationen og den nationale anstændighed. Schröders krav lyder: Fra og med i dag har vi tyskere ingen forståelse for den slags gerninger. Vi føler os derimod krænket i vores tyske identitet og er på den måde de egentlige ofre for de højreorienterede voldsmænd. Kort og fyndigt udtrykker Ministerpræsident Stolpe det på følgende vis: "Man må banke ind i hovedet på den slags fyre, at de ikke er patrioter!"

Den slags kalder man åndeligt lederskab - og til det formål er der også en "kampagne med forbilleder". Her samles ægte "lederskikkelser" som quizmaster Günther Jauch, filmstjernen Veronika Ferres, Zlatko (kendt fra Big Brother!) og forbundskanslerens kone. De "viser ansigt" - det er kampagnens motto. Tilfældige skinheads og andre fascister fra samfundets bundfald med deres egalitære tro på lighed mellem alle medlemmer af folket skal ikke komme her og påberåbe sig den fælles tyske fødsel og definere, hvem der står for de tyske interesser. Det må man hellere overlade til kompetente folk, fra medlemmer af nationens dertil hidkaldte elite. De sammensætter et rigtigt demokratisk agitationsprogram mod den "afstumpede" og for en helt igennem sympatisk, funktionel og på en eller anden måde cool demokratisk racisme. Hvordan kan folket holde de to ting ude fra hinanden? Til det formål er der jo autoriteterne fra film, radio og fjernsyn. De banker den hårfine forskel ind i hovedet på folk via underholdning: Ikke højreekstremistisk, men derimod retsstatslig nationalisme er "in". Og det sidste bevis leveres af de nationale lederskikkelser, der er mest kompetente og troværdige, når det gælder om at udnytte det mest forskelligartede menneskemateriale: de tyske kapitalister. Ville de måske forære 100 000 DM om året til en green card-udlænding, hvis han ikke var til nogen nytte? Nej, vel? Der kan I bare selv se!

På den måde bliver nationalismen og den underdanige statsborgerindstilling passet og plejet af demokratiet - og det er netop denne nationalistiske indstilling i den almene befolkning, som den uønskede højreekstremisme kommer fra.