Analyse fra 17. juli 2000

FN laver en generalforsamling specielt om elendigheden i verden. Man har foretaget omhyggelige "vurderinger" og har fundet ud af følgende: 1,2 milliarder mennesker må klare sig "med mindre end en dollar om dagen". Det er nu engang resultatet af, at hele kloden befinder sig under det diktat, at den skal lade sig udnytte til at styrke de hårde valutaer såsom dollar, euro og yen:1,2 milliarder mennesker får besked om, at deres daglige løn til gengæld udgør mindre end en dollar. Dette tal indeholder ingen som helst oplysninger om grunden til elendigheden, men det har den fordel, at det udtrykker denne elendighed så dejligt plastisk. Så er det "sociale topmøde" klar over, hvad dets opgave består i: Det er nødt til at gøre noget ved det tal. Til det formål får det skrevet et slutdokument med 129 artikler, hvori der står: Antallet af de "ekstremt fattige" skal halveres inden år 2015. Så - det er det smukke løfte - er der kun 600 millioner, der har mindre end en dollar om dagen - og den lykkelige anden halvdel har muligvis to dollars om dagen at gå ud og købe ind for.

Det bliver betragtet som et meget prisværdigt resultat. De "ekstremt fattige" kan virkelig ikke forvente mere af den forsamlede statsverden - flere dollars kan verdensdollarøkonomien i hvert fald ikke tilbyde dem. Og næppe er det prisværdige forehavende blevet forkyndt, før man må slå lidt realistisk og usminket koldt vand i blodet: Realiseres kan det ædelmodige tilbud desværre ikke - ærgerligt nok. Her vil reporterne på konferencen ikke putte blår i øjnene på det verdensomspændende publikum: Det drejer sig under alle omstændigheder bare om "smukke ord" (Süddeutsche Zeitung (SZ), 3.7.2000) og "i vid udstrækning om vage formuleringer" (Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ), 3.7.2000), som de politisk ansvarlige ikke har indladt sig på "nogen som helst forpligtelser" (Frankfurter Rundschau (FR), 3.7.2000) for at indfri. Hvis der i det hele taget er noget, der formindsker antallet af "ekstremt fattige", så er det sygdomme som Aids, som folk med mindre end 1 $ om dagen hverken har råd til beskyttelse eller medikamenter imod. Altså skriger tingenes tilstand på kritik - og de kyndige kommentatorer leverer den.

For det første:

"Der er ingen henvisninger til, at der skal afholdes et yderligere socialt topmøde, hvor det kunne checkes, om aktionsprogrammet er blevet udført, ... og sikres, at temaet fattigdom ikke forsvinder fra det internationale fællesskabs dagsorden." (SZ)

For det lægger alle menneskerettighedsvenner vægt på - at temaet 'fattigdom' bevares. Vi er på ingen måde så uansvarlige, at vi bare glemmer verdens fattige. Ellers kan det internationale fællesskab til sidst slet ikke mere vide, hvor mange "ekstremt fattige" de er nødt til at føre lister over og holde øje med.

For det andet ved man imidlertid også allerede, hvad der kommer ud af, at temaet forbliver på den internationale dagsorden: Ikke andet end udgifter!

"De tusinder af delegerede vil om 15 år igen holde endeløse taler om de udgrænsedes urimelige lidelse og derefter påny jamre over denne uafvendelige skæbne, mens de nyder den kolde buffet." (SZ)

Så er det bedre, at vi sparer os de unyttige udgifter - nemlig dem til jammeren. Temaet 'fattigdom' skal ganske vist bibeholdes - men det kan også gøres billigere. Altså er det "ikke særlig meningsfuldt at indkalde til en opfølgende konference efter 5 år." (FAZ) Vurderingen af tallet på de "ekstremt fattige" - det kan det internationale fællesskab vel også klare uden at invitere tusinder af hyklere og talsmænd for de fattige på forfriskninger. Og hvis der alligevel ikke kan ændres noget, så har vi jo vores eksperter i kunsten at ledsage elendigheden med gode ønsker og lige så uegennyttigt som virkningsløst engagement:

"Man må så håbe, at de massivt repræsenterede ikke-statslige organisationer (NGOer) fortsætter deres alternative aktioner." (FR)

Et par dage senere står et andet påtrængede tema på dagsordenen: den epidemiske udbredelse af Aids. Den er ifølge de ansvarlige eksperter "katastrofal" - nemlig for de stater, som mister deres nyttige menneskemateriale og en pæn portion af den nationale rigdom:

"Befolkningspyramiden bryder sammen" og "investeringsbanken ING Barings har regnet ud, at de høje dødsrater på flere måder indvirker negativt på økonomien ... Om femten år vil der ifølge prognoserne være femogtyve procent færre arbejdskræfter." (FAZ, 10.7.2000)

Men ingen grund til bekymring. Katastrofealarmen kan afblæses med det samme. I de stater, hvor det kommer an på "befolkningspyramiden", fordi der er brug for folk som arbejdskraft, er der sørget for, at sygdommen er begrænset til "bestemte risikogrupper". På den måde kan det godt være, at de er en risiko for sig selv, men ikke for nationen og nationaløkonomien. Andre steder ser det anderledes ud: "Epidemiens tyngdepunkt har forskudt sig mod syd." Dér hører bekymringen om en statsgavnlig befolkningstilvækst og om et tilstrækkeligt stort arbejdskraftspotentiale dog ikke til de politisk set mest presserende anliggender. Enten er det ganske enkelt ikke sandsynligt, at masserne vil kunne anvendes til kapitalistisk rigdomsproduktion på hverken kortere eller længere sigt - hvilket er tilfældet i mange afrikanske stater - og derfor mangler de altså heller ikke. Eller også har miner og plantager tilstrækkeligt med omvandrende arbejdere og folk, der kun er hævet et lille stykke over slaveriet - som i Sydafrika.

Det internationale fællesskab kan altså også kaste sig over dette tema med samme sindsro, som det allerede tog fat i og ordnede temaet 'fattigdom'. I bedste fald drejer det sig om et ordensproblem og helt sikkert ikke om et, der berører den store verden. Som altid er det ikke til at komme uden om statistikker. Befolkningstilvæksten og de regionale fordelingsrater bliver opremset; man ekstrapolerer, at den forventede levealder falder til under 30 år; og man beklager den nationaløkonomiske skade i visse lande, hvor det slet ikke giver mening, at snakke om en nationaløkonomi. Endelig beklager man, at epidemien selvfølgelig er svær at bremse i betragtning af fattigdommen disse steder - så hvad skal man gøre? Især i betragtning af de "undladelsessynder", som de lokale regeringer hele tiden gør sig skyld i. Omvendt står det klart: Disse regeringer må snart se at få styr på "deres problemer".

Den sygdom, der for år tilbage sørgede for opstandelse og opfordringer til resolut handling fra statens side, så længe det var tvivlsomt, om det kunne lade sig gøre at begrænse den på statslig vis, bliver altså nu behandlet som "tredje-verdens-problem" - og dermed er den også gjort til de berørte staters problem. Iagttagerne fra den Første Verden, som via banken råder over en humanitær åre, har dog opdaget, at man er nødt til at hjælpe dem. Heldigvis er der en velprøvet fremgangsmåde, når det drejer sig om at påtage sig dette humanitære ansvar: Man yder støtte! Og da det drejer sig om et meget stort problem, må man have fat i et par store bidragydere. Her får man så øje på de multinationale medicinalkoncerner, der har scoret store fortjenester med deres Aids-medikamenter og kræver priser af de stakkels negere, som de ikke er i stand til at betale. Men så kunne de jo i det mindste give et par dollars til dødskampens forlængelse. Efter at koncernerne således er blevet taget ved vingebenet, giver de en storslået rabat og hoster til og med op med nogle millioner. Dermed har de tilbagevist anklagen for overdrevent profitbegær og gjort, hvad der er humanitært muligt. Og hvem skal tage sig af fordelingen af de nedsatte medikamenter og den meningsfulde anvendelse af millionerne? Rigtigt - vores gamle bekendte, de "ikke-statslige organisationer".

Én ting har de verdensomspændende velgørenhedsorganisationer og det verdensomspændende internet til fælles: De kan begge byde på betragtelige vækstrater.